Ebeltoft Gårdbryggeri: Skunk Jam

Ebeltoft Gårdbryggeri er virkelig blevet fantastisk de seneste par år. Siden bryggeren Ben Howe tog over har kvaliteten af især det humlede øl blevet til noget af Danmarks bedste. Selv nu, hvor Ben er rejst tilbage til USA, så holder de standarden.

Når mine lystsejlende århusianske forældre nærmer sig havnen i Ebeltoft, så er det derfor en vigtig mission at lokke dem ind til Hos Walter nede på havnefronten.

Denne gang lykkedes det dem at få fat i en (for mig) ny IPA. Skunk Jam er en klassisk vestkyst IPA på ydersiden, men gemmer på flere nuancer end der lige er normalt for stilen.

Normalt er det en masse citrusbaserede humler, som skinner igennem. Og dem er der naturligvis også her. Men der er også en mere eksotisk side, fersken, ananas, abrikos og papaya. Og en vis pebret skarp side.

Smagen er virkelig spot-on og den er virkelig frisk. De eksotiske noter og den meget bløde citrushumle danser på tungen, giver en solid, men virkelig velbalanceret bitterhed. Peberet springer frem igen og balancerer alkohol og malt superfint.

Det er en absolut lækker IPA uden at være en af dem, der skræmmer nogen væk overhovedet.

Ebeltoft Gårdbryggeri fortsætter virkelig fremgangen.

Skunk Jam fra Ebeltoft Gårdbryggeri får 🍺🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Åben er åben

Åben er navnet på Koldings nye bryggeri. Placeret i smukke landlige omgivelser i nærheden af Eltang og Nr. Bjert.

Til trods for det landlige udgangspunkt er målet for bryggeriet ikke klassiske farmhouse-stilarter, men i stedet friske og humlede IPA’er.

Jeg fik en snak med den ene halvdel af bryggerne, Philip:

Hvad er historien bag bryggeriet?

– Min kammerat Johannes og jeg startede bryggeriet her på min mors gård i april måned i år. Johannes er fuldtids landmand og jeg selv er bosiddende i København.

– Vi har boet lige her ved siden af hinanden og været venner gennem hele barndommen, så det var naturligt, at vi skulle starte noget sammen.

– Så vi sparede op og min mor havde lokalerne, så det var bare at komme i gang!

Hvordan er jeres setup? 

– Vi har kapacitet til at brygge cirka 500 liter øl ad gangen og vil gerne brygge dobbeltbryg, så vi fylder gærtankene op. Ellers er der ikke meget high-tech over udstyret, som vi har købt hos Duelund Bryglade og efterfølgende støvet gevaldigt af.

Hvad er jeres planer for bryg fremadrettet? 

– Nu er vores IPA på gaden og vi skal have brygget en Imperial IPA næste gang, som skal være mild i alkohol (7,5%) og med god bitterhed for stilen. Derefter står den på session IPA (IPA med lavere alkoholstyrke (red.)).

– Vi har planer om et dobbeltbryg om måneden, men det må gerne være to, hvis salget kan følge med.

– Vores klare fokus er på friske og humlede øl, men vi vil da helt sikkert også prøve andre stilarter hen ad vejen.

Tror I, at frisk og humlet øl sælger godt nok her i Koldingområdet?

– Det håber vi da! Vi er i fuld gang med at finde steder at sælge øllen, men vi arbejder også på at få lidt af produktionen til salg i København.

– Lige nu fås Bryg Nr. 61 på You’ll Never Walk Alone, men snart kan I finde flasker hos de gode ølbarer, ølbutikker, vinhandlere og caféer i Trekantområdet.

Hvilke langsigtede planer har I for bryggeriet? 

– Johannes er jo landmand og laver faktisk byg til maltning. Vi er allerede i snak med nogen, som muligvis vil malte vores byg for os. Det vil være super fedt at kunne bruge vores egen malt i øllene.

– Vi har også planer om at lave nogle fredagsarrangementer (starter 11. august (red.)), hvor vi sætter fadøl frem og lidt musik på. Så kan man komme forbi og smage samt købe lidt øl med hjem.

– Vi håber, det kan blive en succes selv om vi er lidt langt væk fra det hele.

Hvorfor lige “Åben”? Og hvorfor ser det ud til, at jeres labels vender omvendt? 

– Der er mange grunde til, at vi har valgt navnet. Vi vil gerne være åbne om vores processer, vores råvarer og i det hele taget byde kunderne velkomne. Det er derfor vi har en glasfacade i bryghuset og derfor vi gerne vil forsøge at få kunderne herud.

– Vores labels, som forresten  er designet af en designskolestuderende, Clara, er vi helt vilde med. Ikke nok med at de skaber opmærksom på hylderne, så viser striben i midten gennemsigtigheden til indholdet – what you see is what you get!

Og hvordan er øllet så? Jeg smagte en helt frisk flaske Bryg nr. 61:

Mudret som NE-IPA skal være. Lækker frugtet duft (med en skvis gær). Fin karbonering og fylde og fin frisk humle smag. Bitterheden er mærkbar uden at tage over.

Bryg nr. 61 fra Åben får: 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Amager Bryghus/Trillium Sigtebroad

Amager Bryghus laver hvert år en række samarbejdsbryg, hvor de får besøg fra udenlandske bryggere til at lave spændende bryg. Denne gang har de blandt andre haft besøg fra et af de mest omtalte bryggerier i øjeblikket – Trillium.

Og Sigtebroad er da også hurtigt fløjet af hylderne hos Amager. Jeg var så heldig at hive et eksemplar ned fra hylderne hos Salling i Aarhus.

Sigtebroad er en såkaldt New England IPA (NE-IPA) (det kan jeg komme nærmere på et andet tidspunkt). Men det er en stilart med hvede og havre i maltsammensætningen, så øllen bliver uklar og fyldig. Samtidig bruges der rigtig meget humle, men ikke meget til at skabe egentlig bitterhed.

Hvad synes jeg så om Sigtebroad?

Den er godt mudret med et fint hvidt skum og en virkelig tiltalende, frisk duft. Masser af appelsinskal, abrikos og ananas med lidt fyrrenåle underneden. Humle, humle, humle 😊.

Blød kulsyre og en ret fed krop set i forhold til alkoholprocenten (6,8%). Smagen er ligesom andre NE-IPA domineret af humlens frugtkarakterer. Igen samme appelsin, abrikos og i smagen lidt passionsfrugt og mere fyrrenåle end i duften. Hvedemalten (og åbenbart også hvedeMEL(?)) giver en god cremet konsistens, men ikke meget smag. Det giver jo så plads til, at humlen kan tage “centre stage”. Jeg kunne måske godt savne en smule havre, da det giver lidt mere karakter til maltsammensætningen.

Den er dog stadig virkelig lækker, super let-drikkelig, omend en smule mere bitter end andre NE-IPA (det gør mig ikke noget).

Hvis du får mulighed for at anskaffe dig en flaske og godt kan lide humle (og multijuice), så skal du ikke snyde dig selv!

Amager Bryghus/Trillium Sigtebroad får: 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Skål!

Hvad vil jeg med det hele?

Der er allerede en god håndfuld gode blogs om øl i Danmark.

Jeg håber selvfølgelig at kunne supplere samt tilbyde noget nyt.

Malt og Humle skal gerne kunne indeholde alt det følgende:

  • Vejledninger til “det gode øl”
  • Interviews med relevante personer i branchen
  • Oplæg til debat om øl, ølbranchen m.v.
  • Anmeldelser af øl
  • Anbefalinger til, hvordan øllet kommer mere ind på spisebordet (til og i maden)
  • Rejsebeskrivelser
  • Uformelle reportager fra ølfestivaller, private og offentlige smagninger.

Og så håber jeg da, at I der læser med, vil deltage med input!

… og gær og vand (og diverse tilsætninger)

Hvordan skal man starte op, hvis man skal “blogge”? Ved at komme med noget med høj nyhedsværdi, noget banebrydende nyt eller simpelthen prøve at beskrive hvorfor og hvordan jeg vil blogge?

Jeg vil prøve det sidste, så skal de to andre nok komme.

Først må jeg nok hellere introducere mig selv.

Jeg er bosiddende i Kolding og har været yderst interesseret og involveret i ølscenen i Danmark siden 2005:

  • Jeg er hjemmebrygger (pt. lidt i bero på grund af fokus på familien)
  • Jeg har været en del af Kolding Bryglaug
  • Jeg har holdt et utal af smagninger rundt om i landet
  • Jeg har været medlem af Danske Ølentusiaster siden 2005
  • Jeg har deltaget på ølfestivaler i Belgien, Holland, England og naturligvis i Danmark
  • Jeg har pt. smagt over12.500 forskellige øl på Ratebeer
  • Jeg har samarbejdet med Ølentusiasterne i Kolding om arrangementer, med Beershoppen i Kolding om indkøb og markedsføring og flere gange med You’ll Never Walk Alone.

… Fortsættelse følger om bloggens formål…