Grimme ællinger på træfade

I april i år begyndte Ugly Duck fra Nr. Aaby at søge om crowdfunding til et fadlagringsprojekt. Crowdfunding er investeringer fra sådan nogle som dig og mig. Jeg giver en smule til projektet, bliver lovet en lille gevinst og samtidig får bryggeriet finansiering til deres projekt gennem utallige småinvestorer.

Jeg har spurgt direktør Anders Busse Rasmussen, hvordan det gør med projektet.

Hvorfor vil I begynde at lave fadlagret øl?

Fadlagring åbner op for en helt ny verden af muligheder i forhold til at udvikle øllet. Du får mulighed for at trække smag med fra det, der tidligere har været på fadet.

Samtidig er selve processen i fadet meget anderledes og giver mulighed for at arbejde med nye og andre kulturer end bare almindelig ølgær.

(billede lånt fra Ugly Ducks Facebookside)

Hvad har I gjort for at være klar til at sætte projektet i søen?

Vi har eksperimenteret i flere år i det små og har blandt andet udgivet vores Nothing But Trouble serie som blev lagret på 6 forskellige brugte fade. Det giver en god fornemmelse af, hvor stor forskel der er på at lagre på forskellige fade, og hvor vigtigt det er at parre øllet med det rigtige fad.

Vi har nu igen brygget den version vi synes var mest vellykket; nemlig sherry versionen. Den er klar til tapning i løbet af nogle få uger.

(billede lånt fra Ugly Ducks Facebookside)

Derudover sendte vi for snart halvandet år siden en af vores brygmestre, Torben, til Firestone Walkers Barrelworks i Californien, hvor han var i næsten 3 måneder for at lære mere om, hvordan de arbejder med primært de sure kulturer og frugt, når de lagrer øllet på træ.

Hvorfor valgte I at crowdfunde projektet?

Crowdfundingprojektet har egentlig ikke noget med fadlagringen at gøre som sådan, men handler mere om, at vi vi har nogle dele af vores gamle bygning vi gerne vil sætte i stand.

Det er primært vores gamle gærrum, som ikke har været brugt i 50 år og hvor der er tre gamle, åbne gærkar. Dem vil vi gerne sætte i stand så vi kan bruge dem til at spontangære øl, som så bagefter kan komme på træfade.

Så på den måde hænger det alligevel lidt sammen.

I crowdfunding materialet har I sat et niveau på 420.000. Føler du, at I på vej mod at nå målet?

Der er et stykke vej endnu, men vi kommer stille og roligt deropad. Man må ikke tro, at man bare kan lave et projekt og lægge det op på en portal og så kommer penge ellers ind af sig selv.

Det kræver hårdt arbejde at skrabe pengene sammen, og der sker kun noget, når vi gør noget for det.

Hvis I ikke når målet, hvad skal der så ske?

Vi håber, at det hele kommer ind, men hvis ikke så finder vi ud af det. Vi er jo en kørende virksomhed, så vi har nogle andre muligheder for at gennemføre projektet end man har, når man er en virksomhed på projekteringsstadiet.

Hvad er planerne indtil crowdfunding er overstået? Og hvad er planerne umiddelbart bagefter?

Vi kører videre på fuld tryk som altid, og har mange nye øl på vej, og også en del fadlagrede øl,  som kommer her til efteråret.

Derudover bruger vi en del kræfter på Tribeca | Ugly Duck* som åbnede i juni, og som vi stadig fintuner på.

* Tribeca | Ugly Duck er en ny restaurant med gourmetpizza, som Ugly Duck har åbnet sammen med Tribeca i det københavnske Nordvest.

Du kan finde crowdfunding projektet her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *