Smagning af Beershoppens august månedskasse

Hver eneste måned sammensætter Beershoppen i Kolding en smagekasse, som følger et tema. Med en fin rabat på prisen også…

Jeg er blevet inviteret af Beershoppen til at smage lidt på indholdet i august måneds kasse.

Temaet i august er “øl til sensommeren” og indeholder:

  • Brew By Numbers 01/30 Saison, 33cl, 5,5%
  • Bryggeriet Åben fra Kolding Bryg no. 61 India Pale Ale, 33cl, 5,5%
  • Sidekick Brewing LL Cool ale, 33cl, 5,7%
  • Rockmill Hopdigger, 50cl, 6,5%
  • Basqueland Brewing Project SSD Double IPA, 33cl, 8,5%
  • Amager Bryghus The Mortician Imperial Stout, 50cl 10,5%

Brew by numbers 01/30

Brew by Numbers fra England laver altid spændende øl. De laver også rigtig mange øl. Og alle øl, der starter med 01 er Saison. Nummer 30 er brygget med humlen Loral, som først er blevet fremavlet i 2016. Det giver øllen en lidt blomstret fornemmelse sammen med rød grape og lidt hvid peber. Det er en dejlig frisk øl, hvor jeg dog savner, at smagen hænger mere ved; den slutter ligesom lidt for hurtigt. Men det er derudover en fin, frisk Saison, hvor man rigtig kan prøve en af de nye humlesorter:  🍺🍺🍺 (ud af 6)

Sidekick LL Cool Ale

Sidekick er et nyt københavnsk fantombryggeri, der har fået brygget denne deres første øl hos Braunstein i Køge. Øllen er en klassisk amerikansk Pale Ale med dejlig frugtet humle i duften sammen med lidt harpiks og sød malt. Smagen følger fint efter med en rimelig sød maltsammensætning balanceret flot af en ganske solid humlebitterhed. Lidt abrikos træder frem. En rigtig frisk og let-drikkelig øl: 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Åben bryg nr. 61

Kan I læse om her.

Rockmill Hopdigger

Polen er et virkelig fremadstormende ølland og jeg har fået virkelig mange gode polske øl efterhånden. I smagekassen er der denne IPA gæret med belgisk gær, som skal gøre øllen sødere og mere fyldig samt give et samspil mellem humlen og gærens frugtige nuancer. Desværre er Hopdigger blevet alt for sød for min smag, det hele virker sådan lidt klistret og bitterheden, der skulle slutte af forbliver alt for mild. Interessant eksperiment med humle og belgisk gær, men det er for sødt for mig: 🍺🍺 (ud af 6)

Basqueland SSD

Spanien er ligesom Polen et af de europæiske lande, hvor udviklingen i antal af bryggeriet og i kvaliteten af det, de laver, går rigtig stærkt. Mange nye spanske bryggerier formår at finde en stil, hvor humle, bitterhed og lethed passer godt til det varme, solrige vejr. SSD er en klassisk amerikansk Double IPA om end den måske fremstår til uklar i glasset. Dejlige frugtige humlenoter iblandet en smule mint og faktisk også agurk. Kroppen er fyldig, men det er ikke til at mærke alkoholen, da den er rigtig lækkert balanceret. En Double IPA, hvor bitterheden balancerer flot og ikke tager over: 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Amager The Mortician

Amager har sammen med amerikanske Barrier lavet denne lækre, dekadente kaffestout. Faktisk er det en blanding af Amagers Hr. Frederiksen og Barriers Morticia (inden den er fadlagret). Dertil har de givet det hele et skud kaffe og lidt røgmalt. Og det er da også kaffen, der dominerer. Men den blander sig fint ind i lækker chokolade, hasselnød og mild røg. Smagen følger duften fint og med en dejlig tyk konsistens, så er det en rigtig nydeøl: 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

One reply to Smagning af Beershoppens august månedskasse

  1. Skylder nok at sige, at kassen koster 200,- mod normalt 250,-

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *