Brasiliansk øl?! Godt og skidt

Det er ikke ofte, at jeg har brasilianske øl på menuen.

Men You’ll Never Walk Alone Beer Import (og mere specifikt Torben Mathews) var i foråret i Brasilien for at finde spændende bryggerier at importere til Danmark.

Øllene er også netop købt to-go fra You’ll Never Walk Alone. Og jeg ved faktisk ikke, om de fås andre steder.

Rio de Colônia er den første øl og den er fra 2cabeças, som tidligere har lavet et samarbejdsbryg hos Amager Bryghus. Denne gang har de samarbejdet med Freigeist Bierkultur om en stout med salt (Flor de Sal) og brasiliansk kirsebær (Pitanga).

Øllen er ret flot i glasset, selv om den nok er mere mørkebrun end egentlig sort. Flot café latte skum. Duften er rimelig typisk stout, let ristet malt, svag lakrids, lidt chokolade. Og så en anden klassisk duft – brombær – som kan komme enten fra det ristene malt eller fra de tilsatte kirsebær. Smagen er dog lidt let og virkelig tør, som i næsten asketør. Ikke meget salt eller for den sags skyld kirsebær, der skinner igennem. Den ender med faktisk at blive så skarp, at den bliver svær at drikke færdig, endsige at nyde.

Rio de Colônia får 🍺🍺 (ud af 6)

Den anden øl er 1000 IBU fra Invicta, som måske har kopieret Mikkellers idé fra øllen med samme navn. Navnet kommer af, at øllen når 1000 I teoretisk bitterhed – det skal vel at mærke ses i forhold til, at mennesket kan smage bitterhedsnuancer op til 110 IBU!

Øllen er mudret rav-farvet brun (egentlig ikke ligefrem køn) med et lille cremet skum på toppen. Duften er heftig fed humle, masser af harpiks, abrikos, let urter (rosmarin). Der er begrænset liv i øllen, men den er tilsvarende dejlig fed. Smagen starter sødlig, igen harpiks, grape, igen urter – næsten hen mod hamp. Så skifter den over til en seriøs, heftig bitterhed, som jeg sjældent har smagt. Super tør og ekstremt lang afslutning; den sidder simpelthen i ganen og fortsætter bitterheden.

Det er virkelig ikke en øl for alle, men det er altid et spændende eksperiment at gå all-in 😉. Og så kan jeg jo godt lide bitterhed.

Invicta 1000 IBU får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

NB: 2cabeças får rent faktisk brygget deres øl hos Invicta.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *