Et urimeligt pantsystem?

Sammenslutningen Det Fri Øl meldte i torsdags ud, at Dansk Retursystem ønsker at hæve gebyret på ikke-genanvendeligt glasemballage.

De små bryggerier er tvunget til betale stigningen i gebyr på 33 procent. Modsat de store bryggerier har vi ikke mulighed for og råd til at vælge andre typer emballage, fx genopfyldelige flasker og dåser, og dermed slippe for gebyrstigningen.

– Tore Jørgensen, Herslev Bryghus og formand for Det Fri Øl.

Det er en sag, der i dag bliver sendt til minister Esben Lunde Larsen og som bliver bragt i Fødevarewatch, hvor også Danske Ølentusiaster melder ud.

Jeg har taget en snak med Dansk Retursystem om deres side af sagen, da Dansk Retursystem i forvejen er mere eller mindre udskældt i mikrobrygkredse og udlægget fra Det Fri Øl bestemt også virkede som et ret ensidigt angreb.

Dansk Retursystem er ejet af bryggerierne (primært de store), er reguleret af Miljøministeriet og har repræsentanter i bestyrelsen fra dagligvarebutikkerne. Og problemet er, at mange af de siddende bryggerier afgjort vil nyde bedre af den samlede gebyrnedsættelse, end mikrobryggerierne vil*. Og det er det, som har sat sindene i kog (og bragt konspirationsteoretikerne frem).

Hvorfor er det, at I hæver gebyrerne? 

– Faktisk sænker vi gebyrerne samlet set. Gebyrerne falder primært på plastic- og aluminiumsemballage, mens glas er en sværere størrelse. Og vi regulerer gebyrerne, så de svarer til de faktiske omkostninger ved hver enkelt emballagetype, samt værdien af indtægterne fra materialerne, når de sælges til genanvendelse, svarer kommunikationsansvarlig Hanne Luke.

Hvorfor er glas mere problematisk? 

– Vi har kunnet effektivisere rigtig meget i indsamling og genanvendelse af fx plastic og aluminium, da det kan knuses direkte i butikken og derved kan vi transportere meget mere. Det er straks sværere med flasker, som ikke kan knuses ude i butikkerne, og hvor vi skal overholde regler om sikkerhed i forhold til glasskår, høreværn og de samtidig er tungere og fylder meget mere end plast.

Hvorfor er det så ikke alle flasker, der kommer til at stige i gebyr? 

– Gebyrstigningen gælder alle engangsflasker. De almindelige genopfyldelige 33cl flasker kører i et system helt uden om os. Her indhenter bryggerierne selv, renser og genpåfylder.


Så argumentet er, at udgiften til pant hos mikrobryggerierne svarer til den udgift, som Dansk Retursystem som nonprofit virksomhed bruger på at genanvende emballagen. Altså en mere fair fordeling af udgifterne end tidligere.

Så spiller Det Fri Øl fallit i deres argumenter om, at gebyrændringen er konkurrenceforvridende? Kunne de ikke “bare” skifte til at lave øl på dåser eller på 33cl?

Konkurrenceforvridningen er nok ikke så meget på grund gebyrændringen. Den er nok mere en dråbe, der har fået ølglasset til at skumme over. Der har længe været utilfredshed med Dansk Retursystem og deres måde at forvalte virksomhed på – især fra importører og små producenter. Lige præcis dem, der ikke føler sig hørt, når Dansk Retursystem med store bryggerier i ryggen melder ændringer ud.

For et lille bryggeri kan ikke “bare” lægge 300.000 til et dåseanlæg. Og et lille bryggeri, der distribueres til hele landet, kan ikke selv stå for afhentning af 33cl flasker. Det er praktisk umuligt.

Så det er nok ikke det sidste, vi hører til denne sag.

* De store bryggerier har også brands, der har øl på ikke-genanvendelige flasker, som naturligvis også vil blive ramt af stigende gebyr.

Nyt fra Åben

Det er to glade drenge, der møder mig hos Åben. Både Philip og Johannes fortæller med store smil, at det går virkelig godt med både deres brygning og deres planer for fremtiden.

Hvordan er det gået, siden I startede? 

– Vi er godt nok kommet godt rundt i landet. I weekenden (den 21.) var vi i Aarhus til ølmarked og vi er netop kommet på hanerne i Odense, starter Philip.

– Den største ændring er nok, at vi er gået meget over til at køre fadøl. Jeg tror, at 95-97% af produktionen går på fade nu, fortsætter Johannes og afslutter:

– Det er faktisk meget nemmere for os, og fadøl passer bedre til den slags øl, vi laver.

Hvordan ser det næste stykke tid ud? 

– Vi har netop sendt vores juleøl (bryg nr. 62) ud – selv om der ikke er meget af den. En lækker Dobbelt-ipa, siger Johannes.

– Ja, eller faktisk halvanden-IPA, smiler Philip.

– Så har vi Brown Ale og India Pale Lager i tanken, som vi regner med kun kommer på fad. Vi vil i det hele taget prøve at lege lidt mere i 2018, afslutter Philip.

Hvad med tankerne om at bruge jeres eget malt? 

– Vi er rigtig godt på vej, og har kontakt til et – unavngivet – malteri. Så vi håber, at vi snart bruger vores egen malt som basismalt, fortæller Johannes.

– Og måske skal vi lave noget, der kun bruger vores egen malt? afslutter Philip.


På onsdag den 1. november vil Johannes og Philip servere deres bryg nr. 62 på You’ll Never Walk Alone.


Jeg var så heldig at få en flaske af selvsamme øl med hjem.

Øllen er afsindig flot i glasset med en krystalklar ravfarve og en stabilt, cremet hvidt skum.

Duften er dejligt domineret af en fed, frisk kikse-agtig maltsødme, balanceret godt af humle med noter af citron, fyrenåle og jordbær.

Smagen er domineret af den samme, skarpe malt, med karamel og kiks. Bitterheden er virkelig markant og smager dejligt af fyrenåle, citron, grape og en smule umoden/grøn jordbær. God tørhed i afslutningen.

Det er en dejlig øl, hvor fokus er på malten selv om det i princippet er en superhumlet øl.

Bryg nr. 62 fra Åben får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Abelgren og Ramvad lukker

I forrige uge meldte mikrobryggeriet Abelgren og Ramvad, at de desværre havde valgt at dreje nøglerne om.

Årsagen var nye jobs og familieforøgelse som simpelthen gav mindre tid til bryggeriet.

Det var ikke øl, som blev distribueret langt omkring, og jeg nåede selv kun at smage to ganske gode stouts fra bryggeriet (nr. 7 og nr. 23).

Jeg fik en lille snak med Bo fra bryggeriet:

Nu er I ved at lukke ned. Hvad har været den største oplevelse med bryggeriet?

Jeg tror den største oplevelse var at se alle de mennesker, som mødte op den første gang, vi lavede et åbent bryggeri.

Vi var i tvivl om, hvorvidt der ville komme folk helt ned på Sydlangeland. Men det gjorde der.

Og vi har holdt åbent hus 5-6 gange om året i vores tid, og der har altid været mennesker.

Hvad har været jeres største skuffelse?

Jeg har svært ved at finde skuffelser i vores projekt. Vores tilgang til driften af bryggeriet har hele tiden været, at det skulle være en fornøjelse at drive det. Det har det været. Men nu er tiden blevet knap, og vi kan ikke få det til at løbe rundt.

Hvad har været den største succes?

Vores største succes var nok bryg nr. 7. En fadlagret imperial stout. Den var helt fantastisk.

Hvad bringer livet nu, efter I har lukket ned?

Eske Ramvad er blevet far for første gang og har fået en dreng. Desuden har han fået et travlt job i København.

Undertegnet fortsætter som Head Brewer på Midtfyns Bryghus.

(billederne er taget fra bryggeriets Facebook-side) 

Julen begynder som altid tidligt i “ølland”: Først med en positiv overraskelse

I sidste uge var jeg på besøg hos et af mine absolutte favoritsteder i regionen, nemlig den ret vilde Kvickly i Middelfart.

Jeg tror, de har en af de mest omfangsrige specialølsafdelinger i hele Danmark. Og det er ikke bare mange forskellige øl, men også af den højeste skuffe med fx 3 Fonteinen, Struisse, Bruery, Northern Monk og mange flere.

Den dag, hvor jeg besøgte dem, var de i fuld gang med at fjerne bleer og sutter, så der ud over den allerede imponerende samling øl kunne blive plads til, hvad der ligner 6-7 hyldemeter juleøl!!

Og der var allerede listet sig et par stykker ind på hylderne. Flere af dem lignede juleøl, som havde tilbragt det sidste års tid på lageret for at blive taget frem på ny. Men der var faktisk også nyt imellem.

Schiøtz, som er Albanis (ene) “craft beer branch” kommer tilsyneladende ud med en mindre håndfuld juleøl i år.

Jeg valgte at lægge en Jule IPA i kurven til den sølle pris af 34,95 for 75cl. Det til trods for, at vi her snakker en IPA med hyben, tranebær og havtorn!!

Men det som kom op i glasset var faktisk en hel fin positiv overraskelse.

Øllet er en flot, dyb rød med en fin blivende skumkrone.

Duften er frugtig med noter af modne røde æbler, karamel, urter og ganske fin græsset og let citrus-agtig humle.

Det er en ganske fyldig og dejlig cremet øl med en fin karbonering. Smagen domineres først af ret frisk maltet sødme med lidt karamel. Så blander især tranebærret sig med en solid tørhed og et strejf af frugtig syrlighed.

Slutningen er dejligt bitter med en rimelig frisk humle profil.

Schiøtz Jule IPA får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Det er dog nok en øl, som skal drikkes nu her og som jeg formoder mister en del af sin balance når tranebær og malt efterhånden tager over og humlen ligeledes forsvinder, når vi når tættere på jul.

Julekalendere med øl

De seneste år er markedet for julekalendere til voksne boomet i mindst ligeså stor grad som markedet for julekalendere til børn.

Lakrids, rom, whisky, sminke, karameller og luksuschokolade, der bare venter på at blive åbnet dag efter dag.

Jeg har i et par år været så heldig at blive begavet med Beershoppens julekalender (altid en god ting ved at have fødselsdag i november).

Den har altid været en positiv oplevelse, både fordi jeg selv har kunnet fremsætte et par ønsker og fordi Henrik fra butikken kender mine præferencer.

Den kommer igen i år med 24 øl på 33 cl, pakket fint ind, nummereret og sat i en trækasse. Pris på 775,- (hvis du ikke er interesseret i trækassen, så bliver det 725,-).

For et par år siden lancerede To Øl deres egen julekalender og den kommer også i år. Jeg ved dog endnu ikke, hvad prisen ender på.

Andre bryggerier forsøger også at springe på vognen, men når vi snakker Refsvindinge (400,-) og Skagen Bryghus (799,-), så bliver det nok en ret hård december at komme igennem.
Der er også en med blandede øl fra 6 danske bryggerier til salg hos Maggies. Den koster 599,- med fri fragt. Men at dømme ud fra det indhold, der står beskrevet på hjemmesiden, så er den i høj grad ikke pengene værd. 

Heldigvis er der andre, der ligesom Beershoppen og To Øl gør lidt mere ud af det.

Boxbeers.dk er nok dem, der (ud fra prisen) går allermest all-in på konceptet. For 999,- får man til gengæld 24 øl, der svinger fra 33cl til 75cl fra hele deres kæmpe sortiment.

Også hos humledrik.dk er de oppe i det prislejde (995,-), og de tilbyder også en løsning, hvor man primært får lyse eller mørke øl eller blanding deraf.

Også Ølhandleren i Hørning har en som koster 748,- med fri fragt.

Bestofbeers i Aalborg har en julekalender på programmet til 695,- med fri fragt.

FLASK i Aarhus har også netop lanceret deres julekalender til 800,-.

Ud fra diverse links ser det også ud til, at Kihoskh i København tidligere har haft en julekalender, men deres hjemmeside melder ikke noget om det pt.

Historien om øl julekalenderen kan vel spores tilbage til første gang Thisted Bryghus pakkede en kasse blandede bolsjer ind i en papkasse og satte numre på. Og den kan man få endnu (300-400,-) (uden at vide det, tror/håber jeg, at indholdet er blevet mere forskelligartet end i begyndelsen).

Klassiker: Rodenbach Grand Cru

Næste klassiker i rækken kommer også fra Belgien. Denne gang Rodenbach Grand Cru, som er typen Flandersk Oud Bruin.

Grand Cru versionen af Rodenbach består af 1/3 ung øl blandet med 2/3 ældre øl, som har ligget to år på kæmpestore egetræstønder (foeders).

Øllen benytter også Rodenbachs egen Roeselare gær, som består af både almindelig ale-gær og en masse forskellige bakterier og vildgærs-kulturer. Den bringer en virkelig blid syrlighed og et kraftigt strejf af kirsebær, som passer lækkert til de bløde, tørre noter fra egetræet.

Rodenbach er et af de virkelig traditionsrige bryggerier i Belgien og blev etableret helt tilbage i 1821. Selv om det nu er ejet af Palm koncernen, har bryggeriet i Roeselare fået lov til at fortsætte som før det blev opkøbt.

I glasset er øllen en rigtig flot dyb rødbrun med et mellem skumhoved, som måske forsvinder lidt hurtig . Aroma har dejlige syrlige, kirsebær, en smule eddike, træ, let mælkesyre og god funk. Mellem til lav karbonering, super tør og rimelig let fylde. Smagen er blid med træ og let eddike først, som efterfølges af god sødme med kirsebær og let karamel. Sødmen er lækker sukret, men aldrig klistret. Det er virkelig en øl med vidunderlig balance.

Rodenbach Grand Cru er mere eller mindre et “gateway drug” til de sure øl. Når man lærer at elske denne øl, så er der ikke langt til at nyde andre sure øl som lambic og Gueuze.

Rodenbach Grand Cru får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Rodenbach Grand Cru er købt i Beershoppen til 30,-

Horn Cider

I forlængelse af mit indlæg om den danske cider: O Cider, where art thou!? har jeg været så heldig at få min fingre i to forskellige cidere fra Horn Cider fra Låsby i Midtjylland.

Hos Mahlers Vinhandel i Aarhus købte jeg en Ydun cider årgang 2014.

Jeg smagte Idun ved siden af min egen cider fra sidste år (det er min cider til højre på billedet). Min cider er lavet udelukkende på Belle de Boskoop ligesom Idun er (som også har Bramley i – og honning).

Idun er flot gylden. Duften er dejlig med frisk grøn æble og en klat honning. Cideren er ganske livlig med en fin tør og ganske olieret mundfylde. Smagen har faktisk en del sødme, honningen skinner en del igennem, let pære. Der er en smule syrlighed og en god tørhed. Men den er godt nok ret sød.

Idun fra Horn Cider får 🍺🍺🍺 (ud af 6).

Min egen cider er mit første forsøg og er gæret helt ud, så der er virkelig meget tørhed. Den er ikke noget mesterværk, men der er en frisk jordethed over den og en del frisk syrlighed. Den har udviklet sig meget positivt gennem det seneste års lagring. Så det er helt sikkert noget, der skal forsøges igen. Faktisk var den en bedre cider end den fra Horn Cider.

Den anden cider, jeg fik prøvet fra Horn Cider var deres nye Å cider, som var på fad hos Mikkeller Bar i Viktoriagade i København.

Jeg smagte cideren sammen med en Dobbelt IPA fra Stigberget og en Bourbon Barrel-aged Imperial Stout fra Modern Times fra San Diego.

Og den vigtigste pointe her er, at cideren helt klart var bedre end de to øl og også klart var den, som jeg ville bestille en ekstra af.

Å cideren til højre vandt klart over dobbelt IPA og Imperial Stout

Å cideren er strågul med en lidt grønlig nuance. Der er dejlig sød grøn æble i duften med en smule pære og en let mælkesyre note. Cideren er livlig og har en dejlig tør og ganske fed fornemmelse.

Smagen er især lækker med en dejlig skarp syrlighed i begyndelsen ligesom skrællen på grønne æbler, der ikke helt er modne endnu. Der er en god sødme i midten, hvor der er lidt pære-noter med. Afslutningen er fuldfed med en virkelig forfriskende syrlighed.

Den minder mig mere om de spanske cidere i sit syrlig indtryk, men har mere liv end de normalt har. En virkelig lækker cider.

Horn Cider Å Cider får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

En sending fra Europas største ølhandel – Saveur Bière

Jeg har tidligere bestilt øl fra Saveur Bière i Frankrig og været meget tilfreds med service, udvalg og levering. Det virkede som den rette tid at gøre det igen 😃.

Jeg afgav min bestilling mandag klokken 13.15. Allerede 13.50 melder Saveur Bière, at de er i gang med at pakke ordren, 14.05 er den klar til afsendelse og midt om natten til tirsdag får jeg en mail om, at kassen er afsendt.

Onsdag eftermiddag klokken lidt over 19 står der så en forblæst og våd postmand foran min dør med pakken.

Det er dælme levering i højeste gear! Og så for kun €11.90.

Øllene er pakket forsvarligt i en kasse indeholdende to yderligere kasser. I de inderste kasser er der plads til 12 flasker i hver deres rum, så der er ikke meget risiko for ødelagte flasker.

Ligesom ved min bestilling hos ghostbox.dk kunne jeg måske godt savne en håndfuld avispapir i hvert hul, så flaskerne ikke kunne bevæge sig op og ned.

I kasserne gemmer der sig øl fra Frankrig, Belgien, Portugal, Canada, Japan og Holland.

Især Debauche fra Frankrig ser enormt interessant ud. Det skal I nok høre mere ud om på et senere tidspunkt.

Saveur Bière er måske ikke den billigste online ølhandel, men der er en vis klasse over den – både i kommunikation og i udvalg. Så jeg vil klart anbefale andre at bestille hos dem.

Ud over min bestilling har jeg skrevet med Berry Plokker fra webshoppen om online ølshopping generelt og om deres salg til Danmark.

Den næste del af indlægget er derfor på engelsk:

Is Denmark a rising market for you? 

– Yes,  Denmark is a rising star for us. But again, this depends on Danish people willing to buy from our website, of course 😊.

– We sell more to Denmark than before. I cannot disclose the exact numbers, but I can tell you that we grew 400% in 2016 and this year we are well above the 200% line.

– The Danish are much further down the road in terms of craft beer. Of course, the UK, is still the leading market in terms of craft beer consumption. However, it is my belief that Denmark is way ahead of them, in terms of the quality of good beer. With fine craft beer breweries as Mikkeller, WarPigs and Amager to prove it.

– Not only are the Danish ahead of their time with fashion – they are quite fashionable – they are also very considered about what they are drinking & eating. You can see that they tend to lean towards the nicer things in life, so quality foods and drinks.

– Therefore, it is in my belief, that the craft beer market in Denmark is so evolved with good quality beers.

– When you look around in Denmark, you see people, even the elderly, drinking quality beers. Quite surprising if you take a look at other markets. So to answer your question: yes, Denmark is definitely a rising star, not only to become one of the leaders in making/drinking quality craft beers. Same as fashion, all eyes are on Denmark, hopefully the craft beer scene will do this as well some day.

Is online beer shopping (seen from your perspective) a rising market? 

– If someone told me 15 years ago that we would be buying clothes and shoes on the Internet you would say to him: get out of here!

– However, there was Zalando to prove that the business model worked. We all know how Amazon came to be,  what it is now and still keeps disrupting the market, with new (online) models.

– So although not so common yet, in our perspective, the online shopping for beer is a rising market. You have the choice from a vast selection of international beers, beer glasses, brewing kits, etc, only at the convenience from your cozy chair and delivered at home.

What do you see as the biggest flaw and as the biggest advantage of online beer shopping?
– The biggest advantage is the convenience, beer delivered at your door, the vast choice of beers, easy access to information, sometimes the price level is cheaper, easy acces to reviews, shopping at hours you prefer.

– But there are also some disadvantages. Mostly the delivery time (it takes time to prepare and to deliver), you cannot really “feel” the products, customer/service and advice is more difficult compared to real life shops. But our goal is to guide the customer in choosing their beers and provide them with the most accurate information we can!

Skål fra SKAAL

København er efterhånden velsignet med virkelig mange ølbarer. Den seneste i rækken ligger på Kultorvet og hedder SKAAL.

For 90,- får man en smageplatte med fire gange 20 cl valgfrie øl fra de 48 haner. Det er en meget fair pris i forhold til prisniveauet i København.

I glassene fik jeg tre øl fra det tjekkiske bryggeri Raven, som har til huse i Plzen. Det er et at de (stadigvæk få) tjekkiske bryggerier der har et godt tag på de moderne stilarter (og samtidig er ret gode til de klassiske tjekkiske). Det sidste glas var Doom fra Founders, der er intet mindre end en Bourbon fadlagret Triple-IPA.

De to stouts (en med kaffe, en uden) var bundsolide fra Raven, uden dog at imponere helt vildt. En kiwi-berliner weisse var til gengæld en noget tynd og vandet oplevelse. Doom var kraftig, overdrevet, super-sød, super-bitter. Men egentlig okay balanceret til trods for sine 12,4%.

Jeg fik også en snak med Jens Ungstrup, der er ansvarlig for øllet på baren.

Vi adskiller os først og fremmest fra de øvrige ølbarer ved at have mad både til frokost og aften. Samtidig har vi bevidst et ølkort, der passer til både fest, hygge og ølnørderi, fortæller Jens.

Der er naturligvis også vores informationssystem, hvor kunderne nemt kan se, hvad der er på hanerne og endda, hvor meget der er tilbage i fustagerne.

– Jeg har faktisk lige selv opdaget, at kunderne via App’en (red: DigitalPour) kan se, hvad vi har i kælderen og endda stemme på, hvilke øl vi skal have på næste gang! afslutter Jens med et smil

Displayet i baren løber også kælderens indhold igennem og viser, hvad der (potentielt) kommer på senere. Det kan jo give lidt incitament til,  at man som kunde arbejder lidt på at tømme de næsten tomme fustager.