Julen begynder som altid tidligt i “ølland”: Først med en positiv overraskelse

I sidste uge var jeg på besøg hos et af mine absolutte favoritsteder i regionen, nemlig den ret vilde Kvickly i Middelfart.

Jeg tror, de har en af de mest omfangsrige specialølsafdelinger i hele Danmark. Og det er ikke bare mange forskellige øl, men også af den højeste skuffe med fx 3 Fonteinen, Struisse, Bruery, Northern Monk og mange flere.

Den dag, hvor jeg besøgte dem, var de i fuld gang med at fjerne bleer og sutter, så der ud over den allerede imponerende samling øl kunne blive plads til, hvad der ligner 6-7 hyldemeter juleøl!!

Og der var allerede listet sig et par stykker ind på hylderne. Flere af dem lignede juleøl, som havde tilbragt det sidste års tid på lageret for at blive taget frem på ny. Men der var faktisk også nyt imellem.

Schiøtz, som er Albanis (ene) “craft beer branch” kommer tilsyneladende ud med en mindre håndfuld juleøl i år.

Jeg valgte at lægge en Jule IPA i kurven til den sølle pris af 34,95 for 75cl. Det til trods for, at vi her snakker en IPA med hyben, tranebær og havtorn!!

Men det som kom op i glasset var faktisk en hel fin positiv overraskelse.

Øllet er en flot, dyb rød med en fin blivende skumkrone.

Duften er frugtig med noter af modne røde æbler, karamel, urter og ganske fin græsset og let citrus-agtig humle.

Det er en ganske fyldig og dejlig cremet øl med en fin karbonering. Smagen domineres først af ret frisk maltet sødme med lidt karamel. Så blander især tranebærret sig med en solid tørhed og et strejf af frugtig syrlighed.

Slutningen er dejligt bitter med en rimelig frisk humle profil.

Schiøtz Jule IPA får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Det er dog nok en øl, som skal drikkes nu her og som jeg formoder mister en del af sin balance når tranebær og malt efterhånden tager over og humlen ligeledes forsvinder, når vi når tættere på jul.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *