Abelgren og Ramvad lukker

I forrige uge meldte mikrobryggeriet Abelgren og Ramvad, at de desværre havde valgt at dreje nøglerne om.

Årsagen var nye jobs og familieforøgelse som simpelthen gav mindre tid til bryggeriet.

Det var ikke øl, som blev distribueret langt omkring, og jeg nåede selv kun at smage to ganske gode stouts fra bryggeriet (nr. 7 og nr. 23).

Jeg fik en lille snak med Bo fra bryggeriet:

Nu er I ved at lukke ned. Hvad har været den største oplevelse med bryggeriet?

Jeg tror den største oplevelse var at se alle de mennesker, som mødte op den første gang, vi lavede et åbent bryggeri.

Vi var i tvivl om, hvorvidt der ville komme folk helt ned på Sydlangeland. Men det gjorde der.

Og vi har holdt åbent hus 5-6 gange om året i vores tid, og der har altid været mennesker.

Hvad har været jeres største skuffelse?

Jeg har svært ved at finde skuffelser i vores projekt. Vores tilgang til driften af bryggeriet har hele tiden været, at det skulle være en fornøjelse at drive det. Det har det været. Men nu er tiden blevet knap, og vi kan ikke få det til at løbe rundt.

Hvad har været den største succes?

Vores største succes var nok bryg nr. 7. En fadlagret imperial stout. Den var helt fantastisk.

Hvad bringer livet nu, efter I har lukket ned?

Eske Ramvad er blevet far for første gang og har fået en dreng. Desuden har han fået et travlt job i København.

Undertegnet fortsætter som Head Brewer på Midtfyns Bryghus.

(billederne er taget fra bryggeriets Facebook-side) 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *