Nyt fra Åben

Det er to glade drenge, der møder mig hos Åben. Både Philip og Johannes fortæller med store smil, at det går virkelig godt med både deres brygning og deres planer for fremtiden.

Hvordan er det gået, siden I startede? 

– Vi er godt nok kommet godt rundt i landet. I weekenden (den 21.) var vi i Aarhus til ølmarked og vi er netop kommet på hanerne i Odense, starter Philip.

– Den største ændring er nok, at vi er gået meget over til at køre fadøl. Jeg tror, at 95-97% af produktionen går på fade nu, fortsætter Johannes og afslutter:

– Det er faktisk meget nemmere for os, og fadøl passer bedre til den slags øl, vi laver.

Hvordan ser det næste stykke tid ud? 

– Vi har netop sendt vores juleøl (bryg nr. 62) ud – selv om der ikke er meget af den. En lækker Dobbelt-ipa, siger Johannes.

– Ja, eller faktisk halvanden-IPA, smiler Philip.

– Så har vi Brown Ale og India Pale Lager i tanken, som vi regner med kun kommer på fad. Vi vil i det hele taget prøve at lege lidt mere i 2018, afslutter Philip.

Hvad med tankerne om at bruge jeres eget malt? 

– Vi er rigtig godt på vej, og har kontakt til et – unavngivet – malteri. Så vi håber, at vi snart bruger vores egen malt som basismalt, fortæller Johannes.

– Og måske skal vi lave noget, der kun bruger vores egen malt? afslutter Philip.


På onsdag den 1. november vil Johannes og Philip servere deres bryg nr. 62 på You’ll Never Walk Alone.


Jeg var så heldig at få en flaske af selvsamme øl med hjem.

Øllen er afsindig flot i glasset med en krystalklar ravfarve og en stabilt, cremet hvidt skum.

Duften er dejligt domineret af en fed, frisk kikse-agtig maltsødme, balanceret godt af humle med noter af citron, fyrenåle og jordbær.

Smagen er domineret af den samme, skarpe malt, med karamel og kiks. Bitterheden er virkelig markant og smager dejligt af fyrenåle, citron, grape og en smule umoden/grøn jordbær. God tørhed i afslutningen.

Det er en dejlig øl, hvor fokus er på malten selv om det i princippet er en superhumlet øl.

Bryg nr. 62 fra Åben får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *