Årets danske bryggeri 2017

Den sidste af de fem kåringer er Årets Danske Bryggeri.

  1. Årets udenlandske bryggeri – Brasserie La Débauche
  2. Årets øloplevelse – Det Belgiske Hus på Ølfestival 2017
  3. Årets ølbar – Himmeriget
  4. Årets nye øl – Wild Beer Billionaire
  5. Årets danske bryggeri

Det er bestemt ikke nemt at vælge, for jeg synes faktisk, at jeg har tre stærke kandidater med hver deres fordele.

Bryggeriet Åben får en tredjeplads på grund af deres dejlige friske humlede øl, som jeg kan hente få minutter fra min bopæl.

Philip og Johannes har ret hurtigt formået at skabe sig lidt af en succes, som bygger både på det moderne og det traditionelle.

Jeg glæder mig meget til at smage mere fra dem i 2018.

Ebeltoft Gårdbryggeri er min nummer to. Som flere af mine medbloggere også har kommenteret i disse kåringer, så er der et virkeligt højt niveau på deres IPA’er. Det er friskt, det er velbrygget og frem for alt så er det konsistent.

Der er også kommet en række bryg på gaden af mere traditionelle stilarter som også er fine. Desuden er de et af de få danske bryghuse, der er i gang med at lege med cider.

Men prisen som Årets Danske Bryggeri går dog alligevel til To Øl. Og det er selv om de tre omtalte bryggerier ligger meget tæt.

To Øl er mit valg på grund af et ualmindeligt højt bundniveau. Selv om de leger og prøver ting af, så er det virkelig sjældent, at noget falder igennem.

Der er nok heller ingen tvivl om, at To Øl er Danmarks bedste gose-bryggeri. Deres Gose North med havtorn og kvæde er helt fantastisk og det samme er deres jule-gose, Santa Gose F**k it All.

De kører også stilen helt til perfektion med deres sur humle serie. Disse sure pale ales er hver gang stoppet med de dejligste tørhimlinger. Friskt, lækkert og seriøst more-ish. Og så er det noget af det mest gennemførte labeldesign, jeg har set på dåser nogensinde.

Og så har deres iByen Pale Ale potentiale til at være en ny everyday øl. Igen super frisk, ret så bitter og til en meget fair skilling.

Det er nok evnen til at brillere i alle stilarter, og i alle alkoholprocenter,  der imponerer mig mest.

Om de laver let mælkestout, sur pale ale, imperial stouts med ananas, øl med Chai krydderier eller diverse fadlagringer så fungerer det bare!

Og som det allernyeste, så lancerer de lige om snart kombinationen af de sure pale ales og deres Shock-serie IPA’er: Sur NE!PA: Citra & Mosaic. Totalt To thumbs up!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *