Et univers af øl

I lørdags (den 10. marts 2018) slog Vejle dørene op til en helt ny ølfestival – Øluniverset.

Festivalen er arrangeret af folkene bag Hop Bottle Brewery og tilbød noget nyt ved at kombinere ølfestival med live blues-musik.

Stedet

Øluniverset blev afholdt i Bygningen, som normalt bliver brugt til koncerthus. Udstillerne var fordelt over to etager og der var faktisk fint med sidde- og ståpladser; også da der var flest besøgende.

Det var et rigtigt hyggeligt sted, hvor man nemt kunne komme rundt, men hvor der også var rolige hjørner. Så et rigtigt lækkert sted, der passede godt til konceptet.

Øllene/Udstillerne

Der var 17 stande til festivalen, så det var ikke overvældende i kvantitet.

Til gengæld blev jeg overrasket over at en del af standene havde øl med, som var helt nye (eller sjældne i hvert fald):

  • Randers Bryghus havde en blanding med af Emporer of California og Midnight Oil
  • Ugly Duck havde deres dejlige Tribeca Blueberry Sour med
  • Munkebo Mikrobryg havde den frysedestillerede Gleipner med

… og Jacobsen havde både deres nye Copenhagen IPA og lidt surt kiwi-øl fra Brooklyn med.

Og der var også andre gode bekendtskaber. Den lokale Beershoppen havde et stort udvalg af britiske øl med samt frisk Åben på fad. Ninkasira havde fremragende polske bryg, især en rigtig frisk og lækker Juicy Delight fra Rockmill.

Men der var også rimeligt nyt som Hyldals og Vestslesvigsk Bryghus. Og gamle, solide kendinge som Amager Bryghus, Hornbeer og Ugly Duck.

Faktisk synes jeg at niveauet var noget højere end forventet, så det kan arrangørerne godt få ros for.

Både Milk the Duck og Højsaison havde fundet vej til Ugly Ducks stand.

Maden

Ja, faktisk var der ikke noget mad på festivalen. Men det gjorde faktisk heller ingenting.

Inde i selve Bygningen var der en lille bistro, der serverede sandwich og tarteletter til ganske rimelige priser. Perfekt til frokosten.

Til aften gik vi en kort tur (i snevejret), da der kun er 7-800 meter til Vejles gågade fra Bygningen. Og rent faktisk var der flere steder lige uden for Bygningen, hvor man kunne spise (og mange benyttede sig af det).

Så hvorfor stable et madkoncept på benene, når placeringen sørger for at det er fuldstændig uproblematisk for gæsterne!

Arrangementet

Det var et virkelig godt arrangement, som var stablet på benene. Det er ikke en high-end ølfestival, men det tvivler jeg i høj grad også på var meningen.

Det var lækkert med musikken og det gav festivalen et endnu mere uhøjtideligt udtryk. Dog var det lidt synd for musikerne i det lille lokale, hvor de næsten ikke kunne overdøve gæsternes snakken – faktisk tror jeg at der var mange, der slet ikke opdagede, at der var musik i det lokale.

Standene var fint fordelt i forhold til plads til at komme omkring og var også trukket rimeligt tilbage fra den store scene. Det var måske lidt svært at gøre sig forståelig med fagter, når musikken var på sit højeste.

Som en sidste ting kunne man måske godt ønske et lille rabatsystem på poletterne ligesom ved andre festivaller. Altså fx 5 for 50, 11 for 100 eller lignende. Det er nok bare fordi jeg er jyde, men jeg ville synes om, at gæster der gerne vil smage mere får det hele en lille smule billigere. Ved køb af større mængder poletter ad gangen skal poletstanden heller ikke forstyrres så ofte, hvilket effektiviserer (en smule).

Men alt i alt var Øluniverset en rigtig positiv oplevelse, som jeg er sikker på, jeg vil vende tilbage til, når den forhåbentlig vender tilbage næste år!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *