Mikkeller Beer Club

Jeg prøvede i denne måned at bestille en månedskasse fra Mikkeller fra deres webshop.

Kassen koster 500,- (+ 25 i fragt).

Efter beskrivelsen indeholder kassen nye releases, gamle klassikere og merchandise.

Jeg har netop modtaget kassen, som indeholdt 9 øl. Så det er ikke umiddelbart fordi literprisen er i den lave ende. Det havde jeg nu heller ikke forventet.

Der var som lovet både nyt og gammelt. Gæsteøllen er fra Omnipollo, som specialiserer sig i især stouts med ganske utraditionelle smage. Den skal nok være lækker, selv om jeg på beskrivelsen samtidig frygter noget ganske sødt.

Klassikeren er den dejlige spontanfrederiksdal med Stevnskirsebær fra Frederiksdal. En fremragende kirsebær-lambic med en smag, der minder om de klassiske Schaerbeekse kirsebær fra Bruxelles.

Der er nyt både fra Mikkeller selv og Mikkeller San Diego. Især ser jeg frem til New England IPA’en When Hazy Met Sally og imperial stouten Træ Blod med kaffe og ahornsirup; begge fra den amerikanske gren af forretningen.

Der er et par Berliner weisse imellem; en ølstil, som Mikkeller ikke helt har excelleret i endnu. Men de skal da have mulighed for at overbevise mig. Så jeg starter fredagen med deres nye blodappelsin Berliner Weisse:

Blodappelsin-øllen er overraskende klar gylden med en stor skumkrone. Duften har hvede, lidt skarp mælkesyre, svag appelsinnote og en smule harpiks. Smagen er mere frugtet end mælkesyre, appelsinen er der og giver lidt fedme og let syrlighed.

Det er absolut en fin drik, men stadig ikke på niveau med de bedste Berliner Weisse, jeg har smagt.

Mikkeller Ich Bin Berliner Weisse – Blood Orange får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Men så vender vi lige tilbage til merchandise. I kassen ligger der en lap, altså som i sådan en, man syer på ungernes slidte knæ på cowboybukserne. Jeg er tydeligvis ikke helt hipster nok til at se brugbarheden.

Og så ligger der i pakken også et grønt armbånd. Man når lige at tænke: “Wow, en billet til grøn session på MBCC!!”. Det er det naturligvis ikke (bliver der forklaret i et nyhedsbrev på mail), men i stedet et armbånd, der skal supplere mit almindelige Beer Club armbånd (som jeg altså ikke har) når der i ugen op til MBCC sker ting og sager i København (som jeg formentlig ikke har mulighed for at deltage i).

Jeg har i hvert fald meget svært ved at tillægge den store værdi til noget af det merchandise.

Derudover vil jeg fremhæve, at alt var sikkert og solidt pakket. Det bliver sendt med Bring til en lokal pakkeshop. Omend Bring ikke har den mest informative Track and Trace, så kom pakken da rimeligt hurtigt frem.

Den samlede oplevelse af Mikkeller Beer Club er 📦📦📦📦 (ud af 6).

Jeg ved ikke, om det bliver allerede den kommende måned, men det næste sted, jeg vil prøve en månedspakke fra bliver To Øl Webshop til 450,- (+ fragt).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *