Sydfynsk cider fra Far & Søn

Jeg har været så heldig at få købt to forskellige flasker cider fra Kunstbryggeriet Far & Søn i Svendborg.

Jeg har ikke altid været imponeret over deres øl, som enten har manglet det sidste eller har haft snerten af begyndende infektion.

Det problem har ingen af ciderne.

Far & Søn Tør Cider

Det er en flot, klar gylden væske i glasset med masser af bobler, der stormer op mod overfladen.

Duften er behagelig, masser af grønne æbler, roser og en smule træ.

Den har dog desværre en lidt halvflad fornemmelse, faktisk virker det lidt som om den ikke helt ved, om den skal være still eller sparkling.

Smagen er mild, måske nærmest anonym? Der er en syrlig kant, lidt tørhed og en mild æblesødme.

Den fornærmer ikke nogen, men den er måske også lidt, ja, kedelig.

Kunstbryggeriet Far & Søn Tør Cider får 🍺🍺🍺 (ud af 6).

Far & Søn Farmhouse Cider

Ligeså flot som den tørre cider, denne gang formår den dog at holde en tynd skumkrone på toppen.

Dejlig duft af modne æbler, en svag tone af mælkesyre, lidt svovl og lidt “funk”.

Her er der lidt mere liv, lidt mere fylde og lidt mere smag. Syrligheden er tydeligere, den fremstår faktisk også mere tør… æblerne skinner igennem og giver smag og let sødme.

Et rigtig fint glas cider.

Kunstbryggeriet Far & Søn Farmhouse Cider får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *