Anmeldelse: Fullers Imperial IPA

Fullers i London har i mange år formået at brygge virkelig gode øl efter sikre, britiske traditioner.

De er mestrene bag den fantastiske Fullers Vintage-serie, den elegante 1845 og naturligvis den uovertrufne London Porter.

Da jeg så, at de havde kreeret en Imperial IPA var jeg ikke sen til at punge ud.

Beskrivelsen på flasken vidner om, at vi i klassisk Fullers-stil har at gøre med en engelsk fortolkning af Imperial IPA og ikke en amerikansk.

Og sådan er brygget tydeligvis også.

I glasset har den en virkelig flot dyb kastanjefarve, med et superflot, cremet gulligt skum, der bare bliver siddende i evigheder.

Duften minder lidt om klassiske old ales, hvor malten er fed med en let syrlig karakter, suppleret af masser af mørk karamel. Friskheden kommer dog med i humlen, som har klare noter af jordbær og fyrrenåle.

Der er fin balanceret kulsyre, som giver en flot cremet og fed fylde.

Smagen er som forventet maltdomineret med en rigtig fed, vinøs karamelkarakter som centrum. Der er også masser af hasselnød og igen en let astringens til malten. Humlen (og Imperial IPA-karakteren kommer med en lang, vedblivende bitterhed).

Det her er klart på nippet til en old ale eller en barleywine. Og så er det bare et fremragende glas øl.

Fullers Imperial IPA får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Flasken er købt for 99,- hos Beershoppen i Kolding.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *