Nyt prisvindende mikrobryg fra Aalborg; Hjort Beer

For efterhånden noget tid siden fik jeg nys om et nyt dansk bryggeri fra Aalborg.

Hjort Beer med Carsten Hjort Bjerre i spidsen startede op i 2017 efter, at Carsten havde vundet både en guld- og en sølvmedalje til DM i håndbryg.

Hjort Beer er et nomadebryggeri som får brygget deres opskrifter på andre bryggerier med overskudskapacitet. Og at dømme ud fra de fire første øl på markedet, så er samarbejdspartnerne valgt godt (som indtil videre er ReCraft i Polen).

Jeg skal for god ordens skyld sige, at de fire øl er doneret til mig.

Wiener Walzer

Noget så utraditionelt i den danske mikrobryg-scene, så er det en wiener; eller en ‘classic’.

Det er også den øl, som gav Carsten hans guldmedalje ved DM i håndbryg.

Den er flot med et stort cremet hvidt skum, der klistrer til glasset og bliver der længe. Øllen er kopper mod brun og lader boblerne søge hastigt mod overfladen. Duften er præget af karamel, crystalmalt og en smule græs.

Mellem karbonering med en fin og let cremet fornemmelse. Smagen er sødlig, masser af malt, let toasted karamel og lidt hasselnød. Bitterheden er lav, men der er lidt græs til sidst for at balancere.

Spændende start på Hjort og når det er sjældent at se en mikrobrygget Classic, så er det endnu sjældnere at smage en god, mikrobrygget Classic.

Wiener Walzer får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Brown Bella

Brown Bella er en belgisk dubbel og den har da den rigtige dybe brune farve med lidt røde kanter og et flot cremet beige skum, der bliver hængende.

Duften har malt, mørk sukker og let mælket chokolade.

Mellem karbonering, lidt tynd men fin tør fylde.

Smagen er fin, måske lidt svag og tilbageholden. Der er lidt svag gær, chokolade, rosiner og igen en lidt mælket note. Fylden bliver dog bedre efterhånden som øllen varmer lidt op.

Måske mere brown ale end dubbel, men der kommer også lidt flere noter fra gæren efterhånden.

Brown Bella får 🍺🍺🍺 (ud af 6).

Amarillo

Amarillo er en klassisk westcoast IPA med en flot, lidt hazy orange farve med et stort, cremet hvidt skum.

Duften har malt, brød, lidt kiks, græs, citrus, fersken og lidt gær i baggrunden.

Mellem karbonering, fin tør og lidt cremet fylde.

Smagen har en fin maltet baggrund, lidt skarp bitterhed der bliver en smule kalket og ellers noter af græs og fersken. Alkoholen balancerer fint.

Lidt ‘uneven’, men et fint glas øl.

Amarillo får 🍺🍺🍺+

Orange

Orange er Hjorts bud på en tysk weissbier, dog med et twist af appelsin. Øllen er mørk, let mudret orange med et mellem, cremet off-white skum.

Aroma har gær, hvede, appelsin og græs.

Mellem karbonering, fin cremet fylde og en let grainy fornemmelse, der passer godt til stilen.

Smagen er fin, ret meget appelsin, hvedesødme, let syrlighed fra appelsinen. Ganske fin gær karakter med en smule banan og æble. Ganske kraftig bitterhed med græs og fyrrenåle.

Faktisk en ret lækker hefe.

Orange får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6). 3.5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *