Musicon Mikrobryggeri er klar til at erobre Danmark fra Roskilde

I den sydlige del af Roskilde – blandt kontorbygninger og gammel industri – har jeg sat Musicon Mikrobryggeri stævne.

Et bryggeri med fødderne solidt plantet i Roskilde, men med både evner og ambitioner, der rækker langt ud over Danmarks 10. største by.

Som en promenaderestaurant på den røde løber til RagnaRock

Omkring 15 minutters gang sydpå fra Banegården render jeg ind i Musicon, som er et nyligt udviklet område af Roskilde med museet RagnaRock i centrum. Der går en bred, rød sti op til museet langs de gamle banelegemer. På den anden side af stien ligger Musicon Mikrobryggeri mellem andre containerbygninger som en promenaderestaurant på den røde løber til RagnaRock.

Jeg tog en snak med Jonas og Peter, som begge er ejereen, hvor Peter tager sig af brygningen og Jonas af salgsarbejdet.

Peter gik frem og tilbage mellem snakken og brygningen af årets julebryg; en American Brown Ale, så de fleste svar er fra Jonas.

Under snakken fik jeg smagt rigtig god pilsner, lækker schwarzbier og en dejlig berliner weisse med mango. Men jeg vil dog fremhæve fornøjelsen af en helt frisk Rød Løber (American Pale Ale), som virkelig smagte fortrinligt.

Hvordan er jeres historie?

Jonas: Vi er selv ejere af bygning og bryggerier og lejer grunden af kommunen. Og vi har bygget det hele selv. Og så arbejder vi begge fuld tid i det her projekt.

For fem måneder siden startede vi op her med vores eget udstyr, men vi havde siden maj 2017 selv brygget vores øl hos andre bryggerier.

Så historien er lidt af det samme som andre bryggerier og også lidt sin egen.

Hvad er der med det her område?

Jonas: Det er ikke sådan, at vi bliver hjulpet mere på vej af kommunen ved at ligge i Musicon. Her er man selv sin egen lykkes smed.

Men området som sådan har et stort kundepotentiale. Der ligger mange virksomheder, der skal bygges omkring 1000 boliger og så er der et fantastisk kollegialt iværksættermiljø herude.

Det er både her i containerstriben, hvor vi altid hjælper med at skaffe hinanden kunder og også bredere omkring. Fx kommer der to fyre en dag, helt uopfordret med den fedeste four-pack i træ, som de ‘lige har lavet’. Den har vi naturligvis bestilt så mange af som vi kunne!

Så der er helt klart stærke, kreative kræfter i fællesskabet herude.

Hvordan er jeres udstyr?

Peter: Vi har 600 liters kapacitet og har så 9 tanke med styring og køling. Vi brygger omkring 2-3 gange om ugen.

Vores udstyr er købt nyt i Kina som et komplet setup. Med god grund tog jeg derover inden levering for at inspicere; og rette… 😊. Så nu spiller det bare!

Hvordan adskiller I jer fra andre bryggerier?

Jonas: Først er fremmest har vi et bryggeri, som er godt til undergærede øl og så prøver vi at være en smule mere traditionelle.

Vi forsøger at tale til vores kundegrundlag. Nogen vil have nyt, nyt nyt og når de så trækker deres venner med, så kan de godt være lidt “lost”. Så er det godt at kunne tilbyde et frisk pilsner eller en schwarzbier. Men vi har også kunder, der udelukkende sværger til Berliner Weisse!

Det er generelt en blandet skare af kunder vi har, som nok er cirka 25% unge, 25% ældre og 50% kontorfolk fra de omkringliggende virksomheder.

Hvad er målet for Musicon Mikrobryggeri?

Jonas: Først og fremmest vil vi meget gerne trække Roskilde hertil. Derfor laver vi en masse events og specielle produkter. Vi tilbyder fx virksomheder at få egenudviklet deres egne øl, vi laver julefrokost og fredagsbar.

Og i går havde vi stor succes med vores første stand-up onsdag med fuldt hus med 50-60 siddende gæster!

Så det hele er mest en markedsføringopgave nu. For at kunderne skal lære os at kende, så skal vi ikke kum trække dem til. Vi skal også på hanerne i alle byens barer; vi skal være byens øl!

Dernæst skal vi arbejde på at komme på de københavnske ølbarer, men de er forstpåeligt nok ret kræsne. Men det skal nok lykkes.

Vores primære ambition er at slå vores navn fast her i Roskilde og være på alles læber her, og det arbejder vi benhårdt på. Når det er en realitet, så må vi se, om vi skal udbrede konceptet til andre steder forankring. Det ville være rigtig fedt! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *