Anchor Christmas Ale er tilbage i Danmark

Der er flere øl, jeg kan nævne, som var dem, der gav mig interessen for mikrobryg. En af de øl, der fik mig hooked var helt klart Anchor Christmas Ale.

Brygget årligt med en lidt tweaked opskrift hvert år, er Anchor nu nået til 44. årgang af den elegante, krydrede American Ale.

Anchor er det første mikrobryggeri i den nye bølge af amerikanske bryggerier og blev i 2017 overtaget af japanske Sapporo.

Anchor Brewing Christmas Ale 2018 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Brygget er flot, dyb brun med et flot, blivende cremet gulligt skum.

Der er masser af sødme i duften, karamel og peberkage. Jeg husker det som om, at der var meget kanel i duft og smag, men det er umiddelbart ikke så markant i denne årgang.

Den har en blød, lækker fylde med fin karbonering.

Mindre kanel end jeg husker, mindre markant i det hele taget.

Smagen er behageligt balanceret, føles på samme måde let som en steam beer og fed som en belgisk strong ale. Der er i hvert fald ingen spor af de 6.9%.

Afslutningen har lidt peber, blide noter af nelliker og fed karamel.

Det er generelt en øl med strålende balance, masser af jul uden at det kammer over. Måske jeg husker den som en anelse bedre end den reelt er, men den kan stadig sagtens anbefales.

Købt i Beershoppen i Kolding til 40,-.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *