Copenhagen Beer Festival

Jeg var i weekenden inviteret med til Copenhagen Beer Festival sammen med den bedre halvdel. Festivalen var tidligere kaldt Øl-marked og der er tilsvarende arrangementer i Odense og Århus.

Christian Valentin som arrangerer festivalen havde tilbudt os adgang til en valgfri festival og jeg valgte den københavnske grundet det spændende udvalg af bryggerier (og også inden, jeg vidste, at en togtur til København tog 3,5 time grundet sporarbejde).

Dobbelt-op på baltisk porter

Selve festivalen foregik i en gammel lagerhal ved KPH for enden af Søndre Boulevard. Det var en god, rå setting og det var absolut godkendt, at det var gjort plads udenfor.

I det hele taget var det et rigtigt hyggeligt alternativ til Ølentusiasternes store festival i maj.

Der var rift om pladserne i solen

Praktisk

Vi var heldige at møde Beavertown som den første stand, da de havde taget nogle ret fine glas med, som vi kunne købe for 25,- stykket. Ellers var man nødsaget til at få hældt op i plastickrus eller i de metalkopper, som man fik ved indgangen. Det virkede ikke helt, og det vil være en klar forbedring, hvis der kunne være rigtige glas næste gang.

Og de lidt ukurante glas gav også en anden udfordring. At udstillerne ikke selv var helt klar over størrelser på samples, som varierede mellem 15cl og helt op til 40cl. Enkelte udstillere solgte samples fra flaske/dåse mens andre kun solgte hele flasker.

Under alle omstændigheder var det meget svært at nå at nyde og smage mange forskellige øl, når man fik så meget af hver. Det er som sådan ikke noget negativt ved det, men det blev en meget anderledes oplevelse end fx Ølentusiasternes festival eller Øluniverset.

Betalingsmetoderne var også ret forvirrende, da man skulle betale ved hver stand med Mobilepay, kontant eller kreditkort. Og med priser, der fluktuerede mindst lige så meget som sample størrelserne. Der er en grund til, at de fleste festivaler bruger poletter; det virker ganske enkelt bare.

Og så var det lidt synd, at det ikke var alle de annoncerede bryggerier, som var dukket op.

Øllene

De bryggerier som var til stede havde dog bragt rigtig gode eksempler med på deres varer.

Der var dejlig frisk humlejuice fra Flying Couch, fine østeuropæiske IPA’er og portere og cider fra Decideret. Der var også lejlighed til at smage min første IPA med den nye hybede Sabro-humle. Der var også et glædeligt gensyn med Musicon fra Roskilde.

Et eksempel på, at portionerne blev en kende til den store side

Franske Debauché var for første gang i Danmark og det kan jeg endda tage en gran af æren for. For de blev inviteret på basis af min kåring af dem som Årets Bryggeri i 2017.

De havde også masser af lækkert med, blandt andet en helt ny sort IPA og som ofte er en sjældenhed på festivaler; en strålende, funky, sur og frugtet kirsebær Sour Ale.

Franske Debauché var inviteret på basis af min kåring af dem som Årets Bryggeri i 2017

Og så var der også mulighed for at sammenligne baltiske portere. Vi fik en 7th Anniversary Porter på Bourbon fade fra polske Widawa sammen med Hjort Beers Alexander.

Jeg troede på forhånd, at Hjort ikke ville have den store chance i en direkte sammenligning, men begge holdt rigtigt højt niveau.

Widawas er fed og cremet med masser af vanille, hvor Alexander er blød og lækker med en del mere tørhed og bitterhed. Begge to ganske fremragende eksempler på stilarten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *