En dejlig ølfestival

I sidste uge var der Ølfestival i København traditionen tro i Lokomotivværkstedet.

Jeg deltog lørdag og var så heldig at dele oplevelsen med Anders fra Ousen om øl og Niels Kristian fra A Word on Beers (og Christina).

Og ud over det gode selskab, så er der faktisk næsten kun gode ting at sige om festivalen.

Eneste to ‘aber dabeier’ var akustikken i Lokomotivværkstedet, som aldrig har været god og så var jeg faktisk ret skuffet over det jeg fik på håndbryggerstanden desværre.

Mange danske bryggerier

De seneste par år har ølfestivalen lidt under, at de fleste mindre bryggerier ikke rigtig har deltaget i festivalen. Om de ikke helt har kunnet formålet, rentabiliteten eller potentialet kan jeg jo kun gisne om.

Men i år var det helt anderledes. En lang række af de bedste danske bryggerier var til stede eller tilbage; Amager Bryghus, To Øl, Ugly Duck, Herslev, Djævlebryg, Braw, Åben, Fanø og mange flere.

Der var masser af strålende humle hos Amager

Det var ikke kun mange, det var også mange gode. Jeg kan fremhæve et utroligt højt bundniveau hos Fanø Bryghus (nøj, hvor er Red Wedding god!) Og Herslev (den Hoppy Pils er simpelthen for vild!)

Mange sure

Før i tiden blev man mødt af en del middelmådige brown ales, classic og ikke specielt raffinerede pale ales.

Ikke i år (der var dog eksempler på ovenstående) for udvalget var bredere og kvaliteten højere end jeg har oplevet den før.

Og så var der faktisk en del sure øl på programmet. Det har der aldrig været i nær samme omfang tidligere.

Braw Bear Snack Attack mod Åben

Der var mange virkeligt gode Berliner Weisse og jeg fik fremragende fra en lang række bryggerier, som tydeligvis har taget denne, lidt ‘nemme’ sur-øls-stilart til sig.

Blåbær- og hindbær Berliner Weisse fra Musicon

La Debauché

En sen tilføjelse til festivalguiden (og derfor ikke med i mine anbefalinger) var det svenske importfirma Premium Beers.

Og de havde en perlerække af spanske og franske bryggerier med; ikke mindst La Debauché, som jeg tidligere har kåret til årets udenlandske bryggeri.

Passende rystende kameraføring til øllets navn

De beviste til fulde, at den titel ikke var ufortjent og vi fik mange øl på ekstremt højt niveau på den stand. Deres 10% kriek, mango-Berliner Weisse med Tabasco, 14% imperial stout med hindbær der gled ned som sodavand og passionsfrugt Berliner Weisse af øverste skuffe.

I løbet af lørdagen var rygtet gået godt rundt i hallen og der begyndte at være ret travlt hos Premium Beers Swedens stand

Men det var faktisk lige en ‘hemmelig’ øl fra La Debauché, der stjal billedet. Imperial Stouten Thai Cargo brygget på ris med kokosnød, lime, galangarod, gurkemeje, citrongræs og grønne peberkorn smagte af noget, jeg aldrig har smagt før! Og det fungerede helt sublimt!

De nye

Old Hat Brewing var en af de nye på Upcoming standen

Der var en del godt fra de nye bryggerier, både med egne stande og på det nye Upcoming område. Jeg fik rigtig god blåbær Berliner Weisse fra Lyngbeer, fin IPA fra Old Hat Brewing og en fin NZ version af NEIPA double IPA fra Agile Brewing.

Også Bad Seed præsenterede fine øl hos Det Belgiske Hus (efter de selv havde været nødt til at melde afbud). Jeg fik rigtig fin humle og en dejlig, klassisk tysk pilsner.

Fedt med mjød

Og slutteligt var det faktisk ret fedt, at festivalen havde invitetet Petersen og Sønner med, som specialiserer sig i gourmet-mjød.

Prisvindende mjød fra Petersen og Sønner

Og selv om det ikke lige var alle fem slags, som jeg var lige vild med, så gav den vinøse honningvin bare noget afveksling.

Sabro er det nye sort

De seneste par måneder har den nye humle Sabro samlet en del hype.

Jeg fik en polsk øl med Sabro til Copenhagen Beer Festival, men i dag nyder jeg en frisk Sabrage fra Siren Craft Brew i England; købt hos Beershoppen i Kolding.

Sabrage er en let hazy lys gul øl med et fint, blivende cremet skum. Sabro kommer virkelig til sin ret i duften. En lækker sødlig jordbærlikør med noter af ananas og abrikos.

Den er markant anderledes end andre aroma-humler som fx Citra og Mosaic med færre citrusnoter og ingen af de lidt skarpe petrolumsnoter som Mosaic kan have.

Sabrage er en blid, blød Brut IPA med let hvede og mildt havre-touch. Humlen slår fint igennem med masser af fersken, grønne jordbær, abrikosmarmelade og let pære.

Den har en mild pebrethed til sin bitterhed, som slet ikke rammer hårdt (som Mosaic kan lide under, hvis den bruges til at skabe bitterhed).

Sabrage er generelt både en fremragende øl og et strålende udstillingsvindue for denne nye humle, som virker skabt til både New England IPA’er og Brut IPA’er.

Det er i hvert fald også den bedste Brut IPA, som jeg har fået til dato!

Siren Sabrage får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Hvad skal jeg smage på Ølfestivalen?

Den 23.-25. maj afholder Danske Ølentusiaster igen deres årlige Ølfestival i Lokomotivværkstedet i København. Jeg var ikke med sidste år, men deltager denne gang om lørdagen.

Og forberedelse er ofte en god ting, så jeg har da allerede kigget lidt på udstillerne og på de øl, de indtil videre har skrevet i programmet.

Durst har tidligere lavet en top 10, hvor jeg kan være enig i mange observationer; dog er jeg absolut uenig i hans førsteplads. At AB-InBev deltager er et markant bevis på, at Danmark er et spændende marked for pseudo-craft (opkøbte mærker gemt bag et kæmpe konglomerat af pengeglade rigmænd uden anden tanke end profit). Ligegyldigt hvad de medbringer vil jeg undgå dem som pesten, ligesom Jacobsen og Schiøtz vil (de er bare mindre versioner af samme spil).

Jeg har også (modsat Durst) haft lejlighed til at kigge festivalguiden igennem (den er ikke komplet, men giver et godt billede af udvalget).

Så min top 10 er i stedet:

Nr. 1: Åben

Jeg kan ikke lade være med at være lokalpatriotisk. Især når det lokale er så ualmindeligt godt, som det, Philip kreerer.

Berliner Weisse, Imperial Stouts og naturligvis IPA’er af allerhøjeste skuffe venter alle, der tager forbi Åbens stand.

Og det kan da godt være, at jeg bare kan køre ud til det nordlige Kolding, men det skal ikke afholde mig fra at kigge forbi Philip og Co.

Nr. 2: Det Belgiske Hus

For to år siden gav Det Belgiske Hus en masterclass i stand på ølfestival.

Øllet var friskt, det var eksklusivt og alt blev serveret med glæde og entusiasme jhs rigeligt personale. Og med deres bagkatalog, så kan det ikke blive andet end godt!

Og mon der gemmer sig en De La Senne på fad et sted?

Nr. 3: Broaden and Build

Kvaliteten fra Dry and Bitter kombineret med opfindsomheden fra Noma? What’s not to like? Tidligere kok hos Noma; Matt Orlando og Søren Parker-Wagner (Fermentoren og Dry and Bitter) har teamet op om det nye restaurantbryggeri på Refshaleøen.

Nytænkning i højeste potens sammen med dejlig øl. Jeg skal i hvert fald prøve det!

Nr. 4: Upcoming

På en række små stande har Danske Ølentusiaster gjort plads til helt små og (ret) nye bryggerier på den danske scene. Det ene har fået sin egen plads på min liste (nr. 5), men selve initiativet skal have stor ros (selv om det virkede til at komme lidt sent i gang).

På Upcoming skal jeg som minimum smage CPH Brewhouse, Old Hat Brewing og Beard Brew som vil være helt nyt for mig.

Nr. 5: Bad Seed

Fredrik er ganske enkelt bare en enestående dygtig brygger. Lige på nær et lidt fejlslagent saison-fadlagrings-eksperiment, så er alt fra Bad Seed bare godt.

Og så tilbyder Bad Seed faktisk en del indenfor pilsnere, som jeg også har smagt på tidligere. Så jeg glæder mig til at smage, hvad der kan gå hen og blive deciderede nyklassiskere.

Nr. 6: Kvickly Allerød

For nogle år siden beklagede jeg mig over, at der ikke længere var så mange bryggerier på festivalen og der i stedet var mange distributører. Det gør dog ikke noget, at Kvickly Allerød stadigvæk deltager med et ret vildt katalog af lækkerheder, de allerede har meldt ud. Især rækken af de ‘nye’ britiske IPA-bryggerier vil trække mig i deres retning.

Nr. 7: Herodes/Håndbryggerne

Tidligere har mine ølfestivaler ofte handlet om at rate nye øl på www.ratebeer.com, men det er jeg efterhånden stoppet med. Og jeg er sikker på, at jeg til mange ølfestivaler er gået glip af en del godt fra håndbryggerstanden. Så der skal jeg forbi i år. Også i år er det ikke-kommercielle bryggeri Herodes er med; og udvalget af interessante øl er allerede højt.

Nr. 8: To Øl CPH

To Øl har i flere år været i absolut topklasse i Danmark. Bundniveauet på en lang række ølstile er ganske enkelt bare utroligt højt.

Der er allerede Berliner Weisse og fadlagret Imperial Stout på tapetet og mon ikke, der også kommer en Gose eller to? To Øl formår virkelig at lave strålende øl indenfor alle stilarter, så der skal helt sikkert nydes en øl eller to ved standen.

Nr. 9: Mjødbryggeriet Petersen & Sønner

Mjød er lidt en overset drik i Danmark; mest af alt fordi det meste danske mjød er klistret, stærkt og sødt uden de store nuancer. Men der er indenfor de seneste 5 år sket et skifte ligesom ved cider, hvor flere udfordrer ovenstående og producerer strålende, interessant mjød.

Petersen & Sønner har jeg ikke haft glæden af at smage før, men deres mjød har et rigtigt godt rygte, som jeg helt sikkert skal forsøge at få bekræftet!

Nr. 10: Boblere (Gamma, Fanø Bryghus, Musicon)

Den sidste plads går lige til et par stykker, som var tæt på at komme i top 9. Gamma laver strålende humlede øl og Big Doink er med i guiden, så det er i sig selv nok til at komme på listen.

Fanø virker til at være tilbage i topform og det bliver især spændende at smage deres Red Wedding i både en 2018 og 2019 udgave.

Musicon besøgte jeg sidste år og smagte også flere nye øl til Copenhagen Beer Festival; og niveauet er altså bare virkeligt højt. Jeg glæder mig til Berliner Weisse med blåbær og Imperial Stout på 14%.

Og på den måde ja, så blev det vist til en top 12 🙂.

Og her er der ikke engang plads til AleFarm, Amager, Det Lille Bryggeri, Herslev, Dry and Bitter og mange af de andre, som naturligvis også er et besøg værd.

Amager Taproom i en ny markedssituation

I sidste uge var jeg forbi Amager Bryghus’ nye Taproom, der er placeret helt perfekt ved Nørreport Station (læs mere om det til sidst).

Simon Hartvig Daugaard fantastiske tegninger præger også smagebrættet

Jeg havde håbet på, at jeg kunne have mødtes med Henrik Papsø, som jeg kender tilbage fra vores fælles Ratebeer dage. Henrik er nu kommunikationsansvarlig hos Amager. Det kunne desværre ikke lade sig gi’ sig.

I stedet fik jeg stillet et par spørgsmål på skrift, som jeg vil bringe her uredigeret, da de blandt andet peger på en trend, som jeg også har observeret andre steder; at gode, udenlandske kvalitetsøl til lavere priser presser danske bryggerier væk fra fadølshanerne og ned på færre hyldemeter.

Hvorfor en bar? Er der ikke meget risiko og en overordentlig stærk konkurrence i København? 

Jamen, det er netop konkurrencesituationen, der gør, at vi nu åbner vores egen bar. Adskillige af vore tidligere bedste barkunder, har lukket hanerne for Amager-øl, fordi de nu selv ejer bryggerier, hvis øl de primært skal sælge hos sig selv. Så vi var blevet lidt trætte af, at vi ikke kunne henvise kunder og venner til en bar i København, hvor vi med sikkerhed kunne sige, at de kunne finde øl fra Amager Bryghus. Paradoksalt var det nemmere at finde Amager på fad i Oslo, Helsinki eller Barcelona end i København. Det er der nu ændret på.

Amager Taproom er rummelig og hyggelig

Vi er stadig gode venner i den danske ølbranche, men i stigende grad er vi også konkurrenter. Danmark er oversvømmet af bryggerier, som kæmper mere og mere desperat for en lille bid af markedet, som slet ikke vokser i samme takt som produktionskapaciteten. Ja hele verden er oversvømmet af øl, hvorfor meget når de københavnske barer til priser, der efterhånden er presset ned. Og i København mærker vi meget til billigt øl fra især det tidligere Østeuropa – ofte af rigtig god kvalitet.

Og så er der jo hele Royal Unibrews nye satsning på markedet – men det er en hel historie for sig.

Det undrer mig at hverken presse, bloggere eller DØE tilsyneladende er klar over den markant forandrede markedssituation, som har udviklet sig i løbet af de seneste 1½ år – det er i hvert fald ikke noget, der omtales. Overhovedet.


Risikerer I ikke, at de andre barer vil have mindre Amager på hanerne?

Det er naturligvis en mulig konsekvens, jo. Men med vores egen bar, vil vi stadig kunne sælge markant mere fadøl i København, end vi nogensinde har gjort tidligere. Men vi har dog ikke registret at nogle etablerede barkunder er stået af.


Er det et udtryk for, at I satser mere på det danske marked?

Amager Bryghus er i den situation, at vi gennem årene har udviklet markeder i op mod 35 lande. Vi er ikke ”store” overhovedet nogetsteds, men vi er mindre sårbare end andre bryggerier, med færre kunder, færre markeder. Og vi er lykkelige for, at vi ikke er et nystartet bryggeri, der skal prøve at etablere sig på markedet, for det er uhyre svært i dag.

Vi er ofte blevet skudt i skoene, at vi er svære at finde vest for Valby Bakke, men vi har jo solgt til alle dem, som gerne ville føre os – i hvert fald i specialhandelen. Men vi kan jo ikke tvinge os ind på hylderne! Men i løbet af det seneste år, har vi vundet en del priser, som har givet en del omtale. Med den i baghånden har vi målrettet forsøgt at få nye kunder primært i byer, hvor vi ikke har været før. Det er lykkedes nogle steder, men selv for ”Årets Bryggeri” er det svært, fordi alle butikker er overrendt af sælgere fra efterhånden selv ret små bryggerier, så ingen byder dig jublende velkommen, bare fordi du kommer med ”Årets ølnyhed” i bagagen.


På Taproomet fik jeg mig et smagebræt fordelt med god IPA, Årets Ølnyhed og den bedste sure øl, som jeg indtil nu har smagt fra Amager.

En god blanding og Batch 1000 på fad 😍

Taproomet er et fint sted, hvor der virker til at være god plads. Og ifølge bartenderen virkede det til, at de tiltrak et lidt ældre (og mindre nørdet) publikum end de andre barer i København.

Øllet var friskt og lækkert, som de fleste gange var New England IPA’erne lidt til den søde side (selv om Talents and Legends med Gamma Brewing var rigtig god). Og Danmarks bedste old-school IPA; Batch 1000 er jo bare fantastiske. Ganz Besonders, som er en hindbær Berliner Weisse var behageligt sur og med masser af frugt.

Og det er som skrevet før ellers ikke der, Amager har excelleret. På de sorte, stærke øl har de derimod altid været fantastiske. Og netop Året Ølnyhed, Black Nordic Skies, stod knivskarpt i glasset. Masser af kaffe, let tjære, fine ristede malte, let vinøs og bare super drikkelig.