Amager Taproom i en ny markedssituation

I sidste uge var jeg forbi Amager Bryghus’ nye Taproom, der er placeret helt perfekt ved Nørreport Station (læs mere om det til sidst).

Simon Hartvig Daugaard fantastiske tegninger præger også smagebrættet

Jeg havde håbet på, at jeg kunne have mødtes med Henrik Papsø, som jeg kender tilbage fra vores fælles Ratebeer dage. Henrik er nu kommunikationsansvarlig hos Amager. Det kunne desværre ikke lade sig gi’ sig.

I stedet fik jeg stillet et par spørgsmål på skrift, som jeg vil bringe her uredigeret, da de blandt andet peger på en trend, som jeg også har observeret andre steder; at gode, udenlandske kvalitetsøl til lavere priser presser danske bryggerier væk fra fadølshanerne og ned på færre hyldemeter.

Hvorfor en bar? Er der ikke meget risiko og en overordentlig stærk konkurrence i København? 

Jamen, det er netop konkurrencesituationen, der gør, at vi nu åbner vores egen bar. Adskillige af vore tidligere bedste barkunder, har lukket hanerne for Amager-øl, fordi de nu selv ejer bryggerier, hvis øl de primært skal sælge hos sig selv. Så vi var blevet lidt trætte af, at vi ikke kunne henvise kunder og venner til en bar i København, hvor vi med sikkerhed kunne sige, at de kunne finde øl fra Amager Bryghus. Paradoksalt var det nemmere at finde Amager på fad i Oslo, Helsinki eller Barcelona end i København. Det er der nu ændret på.

Amager Taproom er rummelig og hyggelig

Vi er stadig gode venner i den danske ølbranche, men i stigende grad er vi også konkurrenter. Danmark er oversvømmet af bryggerier, som kæmper mere og mere desperat for en lille bid af markedet, som slet ikke vokser i samme takt som produktionskapaciteten. Ja hele verden er oversvømmet af øl, hvorfor meget når de københavnske barer til priser, der efterhånden er presset ned. Og i København mærker vi meget til billigt øl fra især det tidligere Østeuropa – ofte af rigtig god kvalitet.

Og så er der jo hele Royal Unibrews nye satsning på markedet – men det er en hel historie for sig.

Det undrer mig at hverken presse, bloggere eller DØE tilsyneladende er klar over den markant forandrede markedssituation, som har udviklet sig i løbet af de seneste 1½ år – det er i hvert fald ikke noget, der omtales. Overhovedet.


Risikerer I ikke, at de andre barer vil have mindre Amager på hanerne?

Det er naturligvis en mulig konsekvens, jo. Men med vores egen bar, vil vi stadig kunne sælge markant mere fadøl i København, end vi nogensinde har gjort tidligere. Men vi har dog ikke registret at nogle etablerede barkunder er stået af.


Er det et udtryk for, at I satser mere på det danske marked?

Amager Bryghus er i den situation, at vi gennem årene har udviklet markeder i op mod 35 lande. Vi er ikke ”store” overhovedet nogetsteds, men vi er mindre sårbare end andre bryggerier, med færre kunder, færre markeder. Og vi er lykkelige for, at vi ikke er et nystartet bryggeri, der skal prøve at etablere sig på markedet, for det er uhyre svært i dag.

Vi er ofte blevet skudt i skoene, at vi er svære at finde vest for Valby Bakke, men vi har jo solgt til alle dem, som gerne ville føre os – i hvert fald i specialhandelen. Men vi kan jo ikke tvinge os ind på hylderne! Men i løbet af det seneste år, har vi vundet en del priser, som har givet en del omtale. Med den i baghånden har vi målrettet forsøgt at få nye kunder primært i byer, hvor vi ikke har været før. Det er lykkedes nogle steder, men selv for ”Årets Bryggeri” er det svært, fordi alle butikker er overrendt af sælgere fra efterhånden selv ret små bryggerier, så ingen byder dig jublende velkommen, bare fordi du kommer med ”Årets ølnyhed” i bagagen.


På Taproomet fik jeg mig et smagebræt fordelt med god IPA, Årets Ølnyhed og den bedste sure øl, som jeg indtil nu har smagt fra Amager.

En god blanding og Batch 1000 på fad 😍

Taproomet er et fint sted, hvor der virker til at være god plads. Og ifølge bartenderen virkede det til, at de tiltrak et lidt ældre (og mindre nørdet) publikum end de andre barer i København.

Øllet var friskt og lækkert, som de fleste gange var New England IPA’erne lidt til den søde side (selv om Talents and Legends med Gamma Brewing var rigtig god). Og Danmarks bedste old-school IPA; Batch 1000 er jo bare fantastiske. Ganz Besonders, som er en hindbær Berliner Weisse var behageligt sur og med masser af frugt.

Og det er som skrevet før ellers ikke der, Amager har excelleret. På de sorte, stærke øl har de derimod altid været fantastiske. Og netop Året Ølnyhed, Black Nordic Skies, stod knivskarpt i glasset. Masser af kaffe, let tjære, fine ristede malte, let vinøs og bare super drikkelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *