Hvad skal jeg smage på Ølfestivalen?

Den 23.-25. maj afholder Danske Ølentusiaster igen deres årlige Ølfestival i Lokomotivværkstedet i København. Jeg var ikke med sidste år, men deltager denne gang om lørdagen.

Og forberedelse er ofte en god ting, så jeg har da allerede kigget lidt på udstillerne og på de øl, de indtil videre har skrevet i programmet.

Durst har tidligere lavet en top 10, hvor jeg kan være enig i mange observationer; dog er jeg absolut uenig i hans førsteplads. At AB-InBev deltager er et markant bevis på, at Danmark er et spændende marked for pseudo-craft (opkøbte mærker gemt bag et kæmpe konglomerat af pengeglade rigmænd uden anden tanke end profit). Ligegyldigt hvad de medbringer vil jeg undgå dem som pesten, ligesom Jacobsen og Schiøtz vil (de er bare mindre versioner af samme spil).

Jeg har også (modsat Durst) haft lejlighed til at kigge festivalguiden igennem (den er ikke komplet, men giver et godt billede af udvalget).

Så min top 10 er i stedet:

Nr. 1: Åben

Jeg kan ikke lade være med at være lokalpatriotisk. Især når det lokale er så ualmindeligt godt, som det, Philip kreerer.

Berliner Weisse, Imperial Stouts og naturligvis IPA’er af allerhøjeste skuffe venter alle, der tager forbi Åbens stand.

Og det kan da godt være, at jeg bare kan køre ud til det nordlige Kolding, men det skal ikke afholde mig fra at kigge forbi Philip og Co.

Nr. 2: Det Belgiske Hus

For to år siden gav Det Belgiske Hus en masterclass i stand på ølfestival.

Øllet var friskt, det var eksklusivt og alt blev serveret med glæde og entusiasme jhs rigeligt personale. Og med deres bagkatalog, så kan det ikke blive andet end godt!

Og mon der gemmer sig en De La Senne på fad et sted?

Nr. 3: Broaden and Build

Kvaliteten fra Dry and Bitter kombineret med opfindsomheden fra Noma? What’s not to like? Tidligere kok hos Noma; Matt Orlando og Søren Parker-Wagner (Fermentoren og Dry and Bitter) har teamet op om det nye restaurantbryggeri på Refshaleøen.

Nytænkning i højeste potens sammen med dejlig øl. Jeg skal i hvert fald prøve det!

Nr. 4: Upcoming

På en række små stande har Danske Ølentusiaster gjort plads til helt små og (ret) nye bryggerier på den danske scene. Det ene har fået sin egen plads på min liste (nr. 5), men selve initiativet skal have stor ros (selv om det virkede til at komme lidt sent i gang).

På Upcoming skal jeg som minimum smage CPH Brewhouse, Old Hat Brewing og Beard Brew som vil være helt nyt for mig.

Nr. 5: Bad Seed

Fredrik er ganske enkelt bare en enestående dygtig brygger. Lige på nær et lidt fejlslagent saison-fadlagrings-eksperiment, så er alt fra Bad Seed bare godt.

Og så tilbyder Bad Seed faktisk en del indenfor pilsnere, som jeg også har smagt på tidligere. Så jeg glæder mig til at smage, hvad der kan gå hen og blive deciderede nyklassiskere.

Nr. 6: Kvickly Allerød

For nogle år siden beklagede jeg mig over, at der ikke længere var så mange bryggerier på festivalen og der i stedet var mange distributører. Det gør dog ikke noget, at Kvickly Allerød stadigvæk deltager med et ret vildt katalog af lækkerheder, de allerede har meldt ud. Især rækken af de ‘nye’ britiske IPA-bryggerier vil trække mig i deres retning.

Nr. 7: Herodes/Håndbryggerne

Tidligere har mine ølfestivaler ofte handlet om at rate nye øl på www.ratebeer.com, men det er jeg efterhånden stoppet med. Og jeg er sikker på, at jeg til mange ølfestivaler er gået glip af en del godt fra håndbryggerstanden. Så der skal jeg forbi i år. Også i år er det ikke-kommercielle bryggeri Herodes er med; og udvalget af interessante øl er allerede højt.

Nr. 8: To Øl CPH

To Øl har i flere år været i absolut topklasse i Danmark. Bundniveauet på en lang række ølstile er ganske enkelt bare utroligt højt.

Der er allerede Berliner Weisse og fadlagret Imperial Stout på tapetet og mon ikke, der også kommer en Gose eller to? To Øl formår virkelig at lave strålende øl indenfor alle stilarter, så der skal helt sikkert nydes en øl eller to ved standen.

Nr. 9: Mjødbryggeriet Petersen & Sønner

Mjød er lidt en overset drik i Danmark; mest af alt fordi det meste danske mjød er klistret, stærkt og sødt uden de store nuancer. Men der er indenfor de seneste 5 år sket et skifte ligesom ved cider, hvor flere udfordrer ovenstående og producerer strålende, interessant mjød.

Petersen & Sønner har jeg ikke haft glæden af at smage før, men deres mjød har et rigtigt godt rygte, som jeg helt sikkert skal forsøge at få bekræftet!

Nr. 10: Boblere (Gamma, Fanø Bryghus, Musicon)

Den sidste plads går lige til et par stykker, som var tæt på at komme i top 9. Gamma laver strålende humlede øl og Big Doink er med i guiden, så det er i sig selv nok til at komme på listen.

Fanø virker til at være tilbage i topform og det bliver især spændende at smage deres Red Wedding i både en 2018 og 2019 udgave.

Musicon besøgte jeg sidste år og smagte også flere nye øl til Copenhagen Beer Festival; og niveauet er altså bare virkeligt højt. Jeg glæder mig til Berliner Weisse med blåbær og Imperial Stout på 14%.

Og på den måde ja, så blev det vist til en top 12 🙂.

Og her er der ikke engang plads til AleFarm, Amager, Det Lille Bryggeri, Herslev, Dry and Bitter og mange af de andre, som naturligvis også er et besøg værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *