Er der endelig godt nyt fra Brewdog?

På engelsk har de et ord, der ikke helt lader sig oversætte til dansk. Det hedder ‘underwhelming’. Det er det modsatte af overvældende, men uimponerende eller uinteressant er bare ikke helt rammende.

Grunden til at jeg fokuserer på det ord er, at det i høj grad er det ord jeg vil sætte på Brewdog gennem de seneste 5 års tid. Mere fokus på hoteller, barer, billigere produktion til retail-segmentet for at maksimere profit samtidig med at de har forsøgt at markedsføre sig som rå, innovative og næsten nihilistiske. Det har virket hult.

Jeg har nemlig primært set det første. Udvandet Punk IPA i store flasker i Netto, forsøg med abonnementskasser for at få solgt de ‘specielle’ bryg, abnorme prissætninger på øl, hvor andre øl nemt kan konkurrere med 1/3 eller 1/4 af prisen (kigger på dig Paradox og Dog X).

Så det er virkelig ikke ofte, at der ryger en Brewdog i kurven længere. Men en Imperial Coffee Stout på hylden i Kvickly Middelfart til den beskedne pris af (så vidt jeg husker) 32,95 lød som om det kunne være interessant. Og det var det!

Hel sort, fint cremet brunt skum, lidt fizzy. Duften har masser af kaffe, vinøs, let rosin, mildt ristet. Lav karbonering, fin cremet fylde.

Smagen har dejlig kaffe, ristet malt, mørk choko, kakao, let olie. Ret vinøs, måske endda lige skarp nok.

Det er en god, mørk imperial stout, der lkge kammer over i alkoholen, men formår at bibeholde en god bitter balance.

Return to form? Ja, faktisk ret tæt på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *