Øllets Dag i Kolding blev reddet af kokkeelever og dejligt vejr

I lørdags løb Øllets Dag af stablen i hele landet. Jeg deltog endnu en gang lokalt i Kolding, som de seneste to år har oppet sig betragteligt fra et par spege år inden da.

2019 bød på tema om Danmark (og Dannebrog) og derfor var standene rundt om i midtbyen delt op i regioner med repræsentation fra 3-4 bryggerier indenfor hver.

Det er generelt fint med en form for tema, da det giver de besøgende noget kendt og holdbart at referere til, når de bevæger sig omkring. Det betød nok desværre også, at når koncentrationen mellem Nordjylland og København er nogenlunde 1:1, så er kvaliteten hos nordjyderne altså bare ikke på samme niveau. Jeg kunne i hvert fald sagtens fordoble den københavnske stand med bedre øl end den nordjyske kunne mønstre.

Men det gav dog også en mulighed for at smage et enkelt nyt bryggeri fra Aarø. Jeg fik smagt deres pilsner (fint maltet, skarp i humleprofilen, ingen fejl at spore selv om den nok var i Zwckel-territorie i forhold til klarheden) og deres forårsbryg (grynet, kedelig og uinspireret).

Aarø Brygs ganske fine bud på en pilsner

Så var der anden fart over feltet hos Hansenberg, som ligesom de seneste to år reddede dagen med deres spændende, velsmagende street food. For 100 kroner kunne man få 6 hapsere og det var rigeligt til at mætte. Måske var de fleste af retterne lidt mere “safe” i år, men hvad gør det, når det smager så godt.

Kommunikationen om Øllets Dag lød på, at elever fra Hansenberg tilberedte mad med øl, men det var bestemt ikke tydeligt hvilke, der var brugt og om det overhovedet var tilfældet. Jeg kunne godt ønske mig, at det var en tydelig ting ved hver ret (fx at flasken stod ved standen).

Men hvad med øllet generelt? Jo, der var bestemt noget at fremhæve. Ebeltofts Wildflower var fantastisk som altid, Amagers sorte samarbejdsbryg med Voodoo Brewing; Black Rituals og så den bedste øl på dagen To Øl Gose to Hollywood.

2 x Amager: Black Rituals og Bastard Princess

Men der er altså bare en udfordring ved at servere flaskeøl udenfor over 6 timer uden køleskabe? Selv om dagen ikke ligefrem var varm, så begyndte de fleste øl at blive noget dovne og kedelige hen ad eftermiddagen; især de humlede. Det skal der altså findes en løsning på.

Hov! Glemte lige, at Õllenaut fra Estland (pga. Dannebrog 😉) var absolut fremragende. Der var mange øl, man kunne smage og her kom man vidt omkring i smagspaletten. Også respekt til YNWA for at have både AleSmith Speedway Stout og To Øl Gose to Sønderjysk Kaffebord på hanerne.

Og vejret var endnu en redningsmand. Lidt køligt men med solskin det meste af dagen var det bedre end man kunne have håbet på efter ugens evindelige regnskyl.

Men det helt store issue ved måden, Øllets Dag kører på er, at formålet med dagen er at lære ikke-nørdede borgere om specialøllets verden. Jeg blev bedt om at køre listen af bryggerier igennem tidligt i processen med beskeden om, at det skal være noget for alle. Både smags- og prismæssigt. Jeg er helt og holdent med på det sidste punkt. Øllene skal passe ind i en prisstruktur ift. poletter og de færreste vil af med 6 poletter for at smage Penyllan.

Men smagsmæssigt, så går man meget hurtigt på kompromis. Så skal man hellere fokusere på de bryggerier, hvor man ved, at bundniveauet er højt (To Øl, Amager, Ebeltoft, Herslev, Ugly Duck, Hornbeer m.fl.) frem for at partout presse bryggerier ind for at passe ind i temaet (Odden Bryg, Løkken?).

Og hvad sker der med at bruge dagen til at lære fra sig om øllet? Det er en dag, hvor borgere, der måske sjældent får kontakt med specialøl rent faktisk deltager og viser en interesse for produktet. Så skal sætningen “har I hvedeøl?” ikke svares med “nej, men vi har en anden pigeøl!”. Det skal svares med “nej, desværre, men hvad er det, du så godt kan lide ved hvedeøl?”. Og så hjælpe den stakkel kvinde med at spore sig ind på, hvad det egentlig er, som hun kan lide. Lade hende smage en sip af en belgisk blonde for at undersøge om det er esterne og karakterne fra gæren, eller smage en lys bock, hvis det er sødmen, hun går efter.

Jeg kunne faktisk godt ønske mig (og jeg ved godt, at Øllets Dag er båret af flot arbejde fra en masse frivillige), at hvis man skal holde sig til et fast tema, så skal det også være faste øl på programmet. Så fast faktisk, at man ugen inden Øllets Dag kan samle alle, der skal stå i standene og gennemgå øllene (og smage en del af dem) for faktisk at vide noget om det, de serverer. Det kunne være fedt, hvis kvinden fra seneste afsnit ud over kyndig hjælp kunne blive henvist til stand X, som rent faktisk har en (eller flere) øl med hvede.

For Øllets Dag er faktisk ikke til mig. Jeg kan sagtens læse op på deltagende bryggerier og vælge til og fra ud fra egen viden. Øllets Dag skal, som jeg lærte om overskrifter på mediehøjskolen, ‘ægge og vække’.

Temaet for næste år kunne måske endda bare være fordomme (og punktering heraf) på alle stande 😊. Standen med “pige-øl” skal have alle mulige øl, produceret, markedsført, ideudviklet af alle de seje kvinder i specialølsbranchen. “Jeg kan ikke lide mørk øl” skal servere pivfrisk Tmavé fra fad, black IPA og søde dobbelbocks. “Det smager jo ikke af øl” kan kombinere Gose, lambic og fadlagringer. “Tjener, der er en frugt i min øl!”… ah, jeg kunne blive ved.

En historie om vilje, kvalitet, vedholdenhed. Historien om Sierra Nevada

Vi kender nok alle sammen Sierra Nevada Pale Ale i de små buttede flasker med den farverige lysegrønne etiket.

I begyndelsen af mine øl-år var den en markør indenfor stilarten, men er dog sidenhen overhalet mange gange. Tror dog nok stadigvæk, at den og Torpedo IPA er de bedste øl, som du kan hive ned fra hylden i Føtex.

Ken Grossman er manden bag bryggeriet og han har skrevet en selvbiografi om ham selv og hans bryggeri.

Om bogen

Det er først og fremmest en god bog om at overleve mod alle odds. Og om en hvis grad af fandenivoldskhed.

Det er tydeligt fra begyndelsen, at bogen er selvbiografisk og ikke journalistisk og kan på den måde ikke direkte sammenlignes med Josh Noels mesterværk “Barrel-aged Stout and selling out” om Goose Island.

I stedet får man sider, der oser af entrepreneurship og gåpåmod og som ikke er bange for at nørde i teknik og udstyr.

Det kan måske godt være, at den spacer lidt ud i enkelte passager om teknikken og især om låneforhold og amerikanske arbejdsmarkedskræfter. Men det er heldigvis ikke så tit. Måske er det fordi, at det ikke interesserer forfatteren helt så meget, som når han fx nørder smagsstabilitet i et fremragende afsnit til sidst i bogen.

Man får også et indblik i, hvordan mikrobryggerierne har hjulpet hinanden; med Sierra Nevada forrest til at tilbyde hjælp. Det er absolut inspirerende. En altruisme, som Good Beer Hunting også fanger strålende her: https://www.goodbeerhunting.com/blog/2019/2/25/a-story-of-resilience-sierra-nevada-brewing-company-in-chico-california.

Selve narrativet springer dog lidt i tid og det ender desværre med at hakke lidt i bogens flow.

Ken Grossman bag på bogens ‘sleeve’

Og uden at nævne det, så viser Sierra Nevada sig som skoleeksemplet på, hvordan man driver en glocal virksomhed. Også længe inden det begreb blev fortærsket af en masse management konsulenter.

Om øllen i glasset

Torpedo IPA er Sierra Nevadas West Coast IPA

Til anmeldelsen af bogen havde jeg taget en tur i Føtex, hvor jeg købte mig en Torpedo IPA, som nok havde et halvt år på bagen.

Om det er Grossmans fokus på smagsstabilitet eller det bare lige var den rette øl til det rette øjeblik ved jeg ikke.

Men Torpedo IPA smagte strålende, flot fed maltprofil med en let karamel i bunden. Der er græs og grapefrugt fra humlen. Og så er den lækkert cremet og helt tilpas tør.

Bitterheden er markant, men stikker aldrig af fra malten. Grapefrugt, citronskræl og fyrrenåle giver en lækker afslutning.

Meget solid.

Sierra Nevada Torpedo IPA får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).