Dejlig øltur i det nye og det gamle Prag

I begyndelsen af december var jeg så heldig at skulle til konference i Prag med arbejdet. Det betød naturligvis nogle besøg hos både det velkendte og det helt nye på den tjekkiske ølscene.

Strålende IPA fra Sibeeria

Det er efterhånden en del år siden jeg var i Prag og det eneste sted jeg var genganger var til en afsluttende frokost på klosterbryggeriet Pivovar Sv. Norbert og den lidt fjollede oplevelse på Dúm. Ellers var alt nye oplevelser og alle sammen i absolut topklasse. Jeg går dem igennem her nedenfor i den rækkefølge jeg besøgte dem, så der er ikke nogen rangorden.

Zlý časy (Hard times)

Lidt uden for midtbyen men faktisk ret tæt på mit hotel ligger den dobbelte bar Zlý časy. Fokus her er på tjekkisk mikrobryg og uden at være helt sikker, så er der lige omkring 20 haner fordelt på de to etager. I kælderbaren er der også et absolut godkendt køleskab med en hel del lambic, masser af tjekkisk øl og en god håndfuld internationale top-bryggerier.

Indgangsdøren sprudler ikke ligefrem

Servicen er måske ikke den bedste, som man kommer til at opleve i Prag og virker lidt forhastet; især overfor turister som os. Men man kan ikke sige, at kvaliteten skranter.

Tmavé fra Řeporyje (lidt for meget DMS), Světlý Ležák fra Clock (fremragende) og solbær berliner weisse fra Clock (god)

Restaurace U Šumavy

Den første aften efter konferencen gik vi på denne klassiske tjekkiske resturant for at spise. Det er altid fantastisk (og noget mere eller mindre samtlige danske restauranter kan lære noget af) når det første man møder er et fadølsanlæg med 10 haner. Og det her er altså en restaurant; ikke en bar.

Det er ikke hver dag man ser sådan en ølliste på en restaurant (og ja, Kout var netop blevet udsolgt 😢)

Øllene er i strålende form og fungerer sublimt til den lidt tunge, tjekkiske cuisine, som også smager fremragende.

En klar anbefaling, hvis man leder efter noget rigtigt autentisk tjekkisk.

En lidt sød Pšenice (tjekkisk hvedeøl) blev det også til

U Tří růží (De tre roser)

En helt ny oplevelse for mig er denne brewpub placeret inde i de fantastiske, smalle og snoede veje i Prags gamle by. Der var fem forskellige øl på hanerne og et par af dem var også tilgængelige på flasker.

Alle øl står simpelthen så skarpt i glasset og den strålende jule-Wiener er ingen undtagelse

Der var the usual suspects i en virkelig fremragende Svetlý pilsner og en næsten lige så god Tmavé. Men der var også en belgisk inspireret klosterøl og en strålende jule-classic. Deres Red ale var dog lige lidt for spids og ubalanceret for mig.

Helt sikkert et sted jeg vil vende tilbage til.

Bagvæggen var prydet af et ret fantastisk vægmaleri, som virkede til at være taget lige ud af Ole Lund Kirkegaards tegninger

Craft House

Helt klart en mere moderne ølbar i stil med dem, som man efterhånden ser så mange af i København. I baren er der 25 haner med øl fra det meste af Europa, men ligesom hos de fleste andre barer og restauranter i Prag, så er der fokus på de tjekkiske mikrobryggerier.

Alle øl er nemme at overskue på den elektroniske tavle

Jeg får her nydt mere europæiske stilarter og begiver mig for første gang på turen ikke rigtig ind på Tmavé eller andre tjekkiske områder.

I stedet starter jeg turen rundt i ølkortet med det, der viser sig at være turens absolutte ølmæssige højdepunkt: Zichovec Saison 18° Red Wine Barrel Aged. Et udsøgt mesterværk på 8,5%, hvor malten, bitterheden, gæren og fadlagringen går op i en så høj enhed, at jeg faktisk bliver lidt forbløffet. For lige præcis Saison er ikke lige det, som jeg vil forbinde med Tjekkiet ej heller faglagring.

Men det viser nok bare ret præcist, hvor langt de tjekkiske mikrobryggerier er kommet de seneste par år.

En absolut nydelse

Ossegg

I den lidt mere mondæne del af Prag (det virker det i hvert fald som om) ligger brewpubben Ossegg. Det er faktisk ikke en brewpub, da øllene laves på et klosterbryggeri i Osek-regionen nord for Prag, men det er kun deres øl, som serveres her.

Og hvilke øl! Ligesom hos flere af de andre bryggerier, så har Ossegg en stribe klassiske tjekkiske stilarter men også en ganske fantastisk New England IPA på hanerne.

Den meget moderne facade på Ossegg

Servicen er fåmælt, men det er vist heller ikke de stærkeste engelskkundskaber, som dagens bartender har. Derimod er den hurtig (det er i det hele tage imponerende, hvor gode tjenere/bartendere i Tjekkiet er til at spotte, at du har et tomt glas).

Glassene er ret gennemførte

BeerGeek Pivoteka / Bottle Shop

En af de få ølbutikker i Prag (i hvert fald som jeg kender til). Der er et rigtigt flot udvalg af både amerikanske, engelske og andre europæiske øl fra alle de store bryggerier. Desuden er der naturligvis et ret omfattende udvalg af tjekkisk øl.

Faktisk lykkedes det mig at finde to tjekkiske bryggerier, som har øl på dåse (hvilket er rart, når de skal transporteres hjem i en flyvemaskine).

Og så har de da naturligvis en smule udskænkning på stedet, hvor det lykkedes os at få de sidste dråber af deres tre-liters bag-in-box Oud Beersel Kriekenlambiek. Hold da op et lækkert spark at nyde mens man “browser”.

Ublandet lambic direkte fra bag-in-box… ikke så dårligt mens man kigger på indkøb

Vinohradský pivovar

Turens absolutte ølmæssige og madmæssige højdepunkt. Et stykke ude i Prags østlige bydel ligger det lille bryggeri Vinohradský. Bygningen er helt fantastisk indefor med en samlet førsteetage under et flot, hvælvet loft.

Pilsnere i absolut verdensklasse

Det var tydeligt, at stedet var frekventeret af de lokale, men også at det var et sted, som turister med en hvis sans for øl også søgte mod.

Vi var nødsaget til at vente en god times tid før vi kunne få et bord, da underetagen var booket og mængden af siddepladser derfor var begrænset.

Der var også Weizenbock og Imperial Stout på menuen

Men hvad gør det, når man så kan stå og nyde de bedste øl, der blev serveret på hele turen. Deres pilsnere er helt fantastiske, masser af malt og den helt rigtige skud humle. De glider simpelthen ned i et faretruende tilfredsstillende tempo. Også deres amerikansk inspirerede øl er i den absolutte topklasse med både en American Pale Ale og en New England IPA på programmet.

Da vi fik et bord viste maden sig at være i samme strålende kvalitet med udsøgt vildsvin i hybensauce med de bedste knedlíkem (dumplings) vi fik på hele turen.

Strålende mad

Malý/Velký

Placeret strålende lige midt imellem midtbyen og hotellet, blev denne lille perle til det primære go-to sted for mig. Belligende i kælderen lidt gemt efter en snørklet passage møder man ind til 8 haner af dugfrisk øl og fire køleskabe med internationalt og tjekkisk øl fra øverste skuffe.

Pilsner og New England IPA i harmoni

På hanerne er der alle stilarter, lige fra de klassiske tjekkiske til de mere moderne som fx New England IPAs; også fra tjekkiske bryggerier. Køleskabene holder Cloudwater, To Øl, Stone med mange flere samt et solidt udvalg af tjekkiske mikrobryggerier.

Servicen er rigtig god, meget venlig og imødekommende og baren bærer i det hele taget dejligt præg af at være ganske uhøjtidelig. Priserne er også i den absolut fine ende; faktisk koster de fleste øl fra køleskabet mindre end de gør hos BeerGeek Pivoteka. Desuden har de intet imod, at man køber flasker/dåser med sig ud af baren.

Den dejligt rodede tapliste

NU Beer Bar

Igen en lidt mere moderne ølbar med mulighed for at spise. Vi fik en burgermenu, som ikke helt levede op til burgeroplevelsen fra to dage forinden, hvor vi havde besøgt Black Bettys Bar and Grill (som ikke var noget at skrive om for øllet, men nøj, nogle gode burgere).

Deres egen øl og en strålende Tmavé fra Továrna

Øllet derimod var strålende og der var meget at vælge imellem, blandt andet deres egen pilsner, som var virkelig god. Vi købte øl til maden og købte efterfølgende et smagebræt med seks smagsprøver hver. Øllene var generelt gode, men det var nok også her, at jeg fik flest skuffende oplevelser desværre, da enkelte af øllene var decideret kedelige eller havde brugt for gammel humle. Ærgerligt.

Man kan bruge muffinsforme til mange ting…

Pivovarský dům

Det er jo egentlig ikke den store nydelse at tage ind på Dům, men det er så meget anderledes end resten af Tjekkiet kan tilbyde. Det er ret turistet, men heller ikke overrendt og så er det bare sjovt at se sin kollega famle rundt i de underlige smage, som bryggerne kommer op med.

Det næsten lidt for systematiske smagebræt

Denne gang var en pilsner med vanille et absolut lavpunkt mens brændenældeøllen var lige så fin som den plejer og deres almindelige Tmavé var ganske hæderlig.

Tag hertil, hvis du skal udfordres lidt på skøre smage frem for gode smage.

Pivovar Strahov / Sv. Norbert

Faktisk var vi oppe ved klostret øverst på bakken bag Prags slot allerede en af de første dage på turen. Desværre var der lukket på grund af et privat arrangement. Så slukørede og med tunge skridt (der er langt derop; og det er virkelig opad) svor vi at vende tilbage.

Og det kryds fik vi så sat til frokost den sidste dag inden flyveturen hjem. Og det var lige så godt som det plejer. Jeg har faktisk besøgt Strahov hver gang jeg har været i Prag.

Der var fem øl på kortet; blandt andet en blød og lækker Christmas Doppelbock og en frugtet og frisk New England IPA. De var alle fremragende uden den mindste snert af fejl eller rysten på hånden hos bryggerne.

Tjekkiets (verdens?) bedste Tmavé

Men det er i min optik nok Tjekkiets bedste Tmavé, som bliver serveret på Strahov. Den er så elegant, skarp, bitter, blød og fantastisk som den plejer at være. Den føles ligesom en god belønning for at have travet hele vejen herop.

En god pulled beef burger med hjemmelavet pickle-mayo sluttede turen af

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *