Herlig Rowdy Hops i Aarhus

Fredag den 1. November markerede debuten for endnu en regional ølfestival i Danmark. Rowdy Hops er skabt af folkene bag ølbutikken Tidens Farver og havde et klart fokus på kvalitet over kvantitet.

Allerede inden festivalen viste kvalitetsbevidstheden sig med strålende kommunikation via sociale medier; blandt andet med meget skarpe informationer om at hæve 10’ere, som skulle bruges ved standene.

Jeg havde rippet banken for 10’ere inden festivalen

Der var også en fin eksekvering af køen, smilende ansigter og Ridehuset var dejligt rummelig (selv om der var lidt koldt 🐧).

Og så kommer vi til hovedattraktionen; øllet. Og der var virkelig skruet op til max hos de 27 stande, der hver havde to øl med til hver af de to sessioner.

Jeg kan faktisk ikke fremhæve nok, hvor generelt godt øl, der løb fra hanerne til vores glas – og også til ret fair priser, som med 10’erne i hånden gik fra 10 kroner for 20 cl til 20 kroner for 10 cl.

Så i stedet for at gå mere i dybden, så vil jeg trække en personlig top ti (11) ud af ærmet og knytte et par kommentarer.

Special mention: Frau Gruber Hidden Beauty

Fedt at se en NEIPA primært med New Zealandsk humle. Det gav en klart anderledes oplevelse end normalt, selv om Nelson Sauvin humlen måske ikke helt passede ind.

10. Mikkeller Baghaven Spätale

En virkelig god sur Saison fra Mikkellers surøls-eksperimentarium. Strålende maltbalance under zesty syrlighed. Ekstremt drikkelig.

9. Åben Stolen Berries

Festivalens bedste berliner weisse er som altid sprængfyldt af frisk bær, delikat syrlighed og god maltbalance.

8. Gamma Ghosted

Ghosted og Geeked Up fra Gamma

4 dage gammel double IPA fra humletroldmændene fra Gamma. Superfrisk, juicy og virkelig dejlig.

7. Stone Got Mad Hops IPA

En blogger tager billede af en blogger, der tager et billede af en Stone Got Mad Hops IPA 😉

Lidt en overraskelse fra Stone, som er en ren West Coast IPA med Sabro humle. Virkelig tydelig jordbær karakter fra humlen, solid bitterhed og ekstremt drikkelig.

6. Lervig Supersonic

En NEIPA, som allerede var i den absolutte topklasse i forvejen. På Rowdy Hops var den helt frisk, juicy, tilpas bitter og faktisk bare lige i skabet. Der var bare to andre NEIPA’er som nærmede sig det guddommelige…

5. Amundsen og Lervig Even More Cowbells

Som den ene af de to virkeligt vilde NEIPA er dette rent norske samarbejde, som marginalt giver Lervigs egen NEIPA baghjul. Juicy, noget mere bitter (og på den måde endnu mere drikkelig). Yum!

4. Mikkeller Baghaven Ruud Peesch

Ruud Peesch hældes forsigtigt op

En helt genial sur øl fra Refshaleøen. Indtil nu den bedste øl, jeg har smagt fra Ehren Schmidts hånd. Ekstrem meget ferskensmag med masser af balancerede syre-indtryk. Lav på eddikesyre, skarp på frugtsyre. Så tæt på dansk lambic, som vi kommer!

3. De Moersleutel Barcode Purple

Vild fadlagret barley wine

Som en af de sidste øl vi fik på festivalen, så tog denne vilde, hollandske fadlagrede barley wine os med storm. Helt vild balance fra fadlagring på både japanske whiskyfade og portvinsfade; vinøs, blød og kompleks.

2. Cloudwater Five Good Lots

Få øl blev indkøbt flere gange, men Cloudwater brillierede på første session med en NEIPA, som ramte plet på alle parametre. Og den blev købt adskillige gange. Bitter, juicy, frisk, humlet, zesty og mildest talt sublim.

1. Siren Bourbon Turkish

Siren Bourbon Turkish

Den oprindelige Turkish fra Siren er en af de bedste kaffe imperial stouts, der nogensinde er lavet. Lagret på Bourbon fade får denne Turkish Coffee inspirerede øl bare endnu mere karakter og faktisk endnu mere balance. Den var (og er) virkelig bare vild!

Beershoppen flytter og udvider

Kolding har i efterhånden mange år haft en af landets absolut bedste ølbutikker med Beershoppen.

Og nu er butikken altså vokset ud af sine nuværende lokaler og er klar på nye eventyr.

Der var simpelthen ikke plads i de gamle lokaler længere og så vil jeg også gerne tættere på midtbyen

Henrik Feldthaus, indehaver Beershoppen
Henrik udenfor de nye lokaler i Gråbrødregade

Åbner 29. November

Butikken rykker til nye lokaler i Gråbrødregade, hvor der først og fremmest er langt flere kvadratmeter at gøre godt med.

Der kommer også køleskabe til alle de humlede øl, så de kan sælges i bedste mulige tilstand.

Hylderne er ved at blive sat op

Indehaver Henrik fortæller, at den nye butik åbner den 29. November og “der nok skal ske noget specielt for kunderne”, siger han med et skævt smil.

Han lover samtidig et rigtig godt flyttesalg i den næstkommende weekend den 1.-2. November.

Mellem den 2. og den 29. har vi nok et lidt sporadisk udvalg i den gamle butik, men vi håber at kunderne forstår

Henrik

Længere åbningstid

Flytningen giver også mulighed for, at butikken kan udvide sine åbningstider betragteligt til at have åbent onsdag til lørdag.

Vi vil gerne give kunderne flere muligheder for bare at ‘komme forbi’ som længere åbningstider og placeringen gør muligt

Henrik

Plan om servering

En anden udvikling for butikken er plan om at kunne skænke en øl for kunderne.

Der bliver omkring 10-15 siddepladser indenfor, en bænk foran butikken og et spændende baggårdsmiljø, som sagtens kan bruges til at nyde en øl eller to.

Vi håber at have tilladelserne klar til åbning, men kan ikke være sikre. Men så kommer det bare senere.

Henrik
Til venstre lager, ekspedition og formentlig udskænkning og til højre lidt siddeplads

Det er også et mål, at det skal være lidt nemmere for kunderne at finde de øl, som de ønsker ved at opdele hylderne mere efter ølstile.

Henrik viser baggården frem
Det er snart slut med ølbutik i det lille kælderlokale

Ny belgisk webshop med sjældne og (rimeligt) billige dråber

For nylig faldt jeg i en Google søgning efter en helt bestemt øl over webshoppen Finest Belgian Beers.

Det lykkedes mig endelig at finde en webshop, som førte Timmermans spændende forsøg på blandingsmisbrug, hvor de har blandet deres kriek med god gammel Guinness. Dog ikke til billige penge (men så er det godt, at man har kammerater, der er villig til at dele).

Tre strålende og spændende øl fra Finest Belgian Beers

Udvalget er ret stort og de har en masse af klassikerne, faktisk en del sjældenheder og ret gode priser på en del strålende basisøl, fx:

  • Achel til 15,-
  • Orval til 18,-
  • 75cl Boon Kriek til 35,-
  • Duvel til 14,-
  • De Ranke Pere Noel til 15,-

… bare for at nævne nogle få. Så selv om du måske gerne vil have nogle bestemte øl fra sortimentet, så er det meget nemt at fylde op med flere, gode dråber.

Lambic & Stout var et absolut spændende bekendtskab med masser af frisk, syrlig kriek og god ristet bitterhed. Måske ikke lige det høje prisskilt værd, men spændende.

Levering koster 210,-, men for den pris kan du faktisk pakke 34 øl på 33cl i pakken, så det er faktisk ikke helt skidt.

Det tog også kun 4 dage fra bestilling før øllene stod på mit dørtrin (sammen med et prustende postbud 😉).

Malterfakker Vesalius, brygget hos De Vlier, var en ganske fantastisk kirsebærøl. Ikke en kriek, men med så meget frisk, fed kirsebær at det bare var godt på alle parametre.

Dejlige og komplekse saisoner fra Norbæk

For et par uger siden sendte jeg min storebror til Elev nordvest for Aarhus for at hente et par øl hos Norbæk, som er et lille landbrugsbryggeri, der specialiserer sig i Saison (af den rustikke slags).

Det er også nogle rigtige fine, nærmest yndige flasker, som han bragte hjem til mig. Meget simplistisk, meget nyt nordisk og meget stilrent design. De er rigtigt fine, selv om man måske kan diskutere valget af gul skrift på råhvid papir 😊.

Men hvordan var indholdet?

Grisette

De “små grå” er typisk hvede-dominerende saison’er med relativt lav alkoholprocent, men stilarten er ikke helt sat i sten. Dog ved man, at Grisette blev brygget til minearbejdere modsat traditionelle saison’er til landarbejdere.

Norbæks Grisette er en rigtig flot øl. Klar gylden med et orange skær og et stort cremet hvidt skum.

Duften er lækker; der er lidt peber, lidt funk, læder, æble estere og lidt abrikos.

Smagen er tør, kalket i sin bitterhed, der er sød hvede, selv om mængden af restsødme er lav. Der er også hvid peber, svag pine og den slutter med en næsten egetræsagtig tørhed. Yderst drikkelig med en svag syrlighed i baggrunden.

Norbæk Grisette får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Saison Blend

Saisonen fra Norbæk har fået lov til at hygge sig med et udvalg af vildgær og bakterier, så mine forventninger var høje.

Når man får korkproppen af er der godt gang i øllen som står klar gylden i glasset, men som desværre ret hurtigt mister sit mælkehvide skum.

Duften har initielt masser af peber og minder faktisk en del om belgiske Fantôme. Den er floral, der er sød malt og en let ferskennote bagved.

Smagen har skarp syrlighed først, svagt mælkesyre, men også desværre en lidt skarp eddike note, som er svær at dække bag florale og friske citrusnoter, som ellers dominerer ovenpå den søde malt.

Lidt kort afslutning og den føles faktisk en smule tynd.

Det tegner samtidig ikke godt for langtidslagring, at det er kommet væske ind ovenpå korkproppen, som risikerer at nedbrydes hurtigere end forventet. Det skal Norbæk lige have styr på fremadrettet.

Norbæk Saison Blend får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Væske mellem korkprop og kapsel

To gange godt gakket gose

På Øllets Dag excellerede To Øl med deres gose; To Øl gose to Hollywood, som er et helt igennem fantastisk eksempel på den moderne gose. Frisk, læskende, mildt syrlig, lav i alkohol og bare usandsynligt drikkelig.

Læs mere om Founders Más Agave længere nede

Hos Kvickly i Middelfart har jeg købt to andre goser, som på forskellige parametre ikke helt passer ind i den nye type af gose.

Flying Couch John Lemon

Først og fremmest kudos til det meget fede navn 😊. Flying Couch præsenterer her en imperial gose (6%) med citron og hyldeblomst. Lyder som en rigtig sommer-basker.

Duften starter det hele fint ud med god citronskal, ganske fornuftig syrlighed i næsen og en let sødme fra hyldeblomsterne.

Smagen er dog ikke helt så spot-on og virker ikke helt til at være sur nok til at bære en faktisk rigtig fed mundfylde. Det er som om citronen måske giver nok zesty friskhed, men egentlig ikke bidrager med nævneværdig ekstra syre.

Måske er den ligesom manden, der har lagt navn til den; konstant ved at finde sig selv?

Flying Couch John Lemon får 🍺🍺🍺 (ud af 6).

Founders Más Agave

Amerikanske Founders har for nylig sendt Más Agave på markedet i Danmark. Som de selv skriver på flasken, så er det deres forsøg på at imitere en Margarita.

Det forsøger de ved at tilføje lime og agave og lagre de 10% imperial gose på brugte tequila fade.

Det lyder rimeligt vildt, og det er det også. Og hvad der næsten er vildest, så fungerer det faktisk.

Det er først og fremmest en rigtig flot øl. Mørk gylden mod ravfarvet med et stort, blivende, cremet hvidt skum, der bliver hængende imponerende længe for en sur øl.

Der er fuld smæld på duften. Masser af zesty lime, tequila og en klar note af agave eller kaktus. Der er kun en mild sødme inde bagved.

Ligesom John Lemon er det en gose af den fede, cremede slags og her fungerer det på grund af de ret ekstreme smage, man bliver mødt af.

Den er super zesty og har mega meget tangy lime; lige der, hvor lime bliver mere tør end sur. Malt og fadlagring bringer en velbalanceret sukret sødme til at balancere. Øllen føles stærk, men slet ikke i nærheden af de 10%.

Det her er nok ikke for alle, men jeg kan virkelig godt lide den.

Igen er vi nok ude i, at ph på mæsken nok ikke er super lav, men modsat Flying Couch bidrager lime og agave her med rigeligt tangy zestiness til at det hele hænger sammen. En beergharita?

Founders Más Agave får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Øllets Dag i Kolding blev reddet af kokkeelever og dejligt vejr

I lørdags løb Øllets Dag af stablen i hele landet. Jeg deltog endnu en gang lokalt i Kolding, som de seneste to år har oppet sig betragteligt fra et par spege år inden da.

2019 bød på tema om Danmark (og Dannebrog) og derfor var standene rundt om i midtbyen delt op i regioner med repræsentation fra 3-4 bryggerier indenfor hver.

Det er generelt fint med en form for tema, da det giver de besøgende noget kendt og holdbart at referere til, når de bevæger sig omkring. Det betød nok desværre også, at når koncentrationen mellem Nordjylland og København er nogenlunde 1:1, så er kvaliteten hos nordjyderne altså bare ikke på samme niveau. Jeg kunne i hvert fald sagtens fordoble den københavnske stand med bedre øl end den nordjyske kunne mønstre.

Men det gav dog også en mulighed for at smage et enkelt nyt bryggeri fra Aarø. Jeg fik smagt deres pilsner (fint maltet, skarp i humleprofilen, ingen fejl at spore selv om den nok var i Zwckel-territorie i forhold til klarheden) og deres forårsbryg (grynet, kedelig og uinspireret).

Aarø Brygs ganske fine bud på en pilsner

Så var der anden fart over feltet hos Hansenberg, som ligesom de seneste to år reddede dagen med deres spændende, velsmagende street food. For 100 kroner kunne man få 6 hapsere og det var rigeligt til at mætte. Måske var de fleste af retterne lidt mere “safe” i år, men hvad gør det, når det smager så godt.

Kommunikationen om Øllets Dag lød på, at elever fra Hansenberg tilberedte mad med øl, men det var bestemt ikke tydeligt hvilke, der var brugt og om det overhovedet var tilfældet. Jeg kunne godt ønske mig, at det var en tydelig ting ved hver ret (fx at flasken stod ved standen).

Men hvad med øllet generelt? Jo, der var bestemt noget at fremhæve. Ebeltofts Wildflower var fantastisk som altid, Amagers sorte samarbejdsbryg med Voodoo Brewing; Black Rituals og så den bedste øl på dagen To Øl Gose to Hollywood.

2 x Amager: Black Rituals og Bastard Princess

Men der er altså bare en udfordring ved at servere flaskeøl udenfor over 6 timer uden køleskabe? Selv om dagen ikke ligefrem var varm, så begyndte de fleste øl at blive noget dovne og kedelige hen ad eftermiddagen; især de humlede. Det skal der altså findes en løsning på.

Hov! Glemte lige, at Õllenaut fra Estland (pga. Dannebrog 😉) var absolut fremragende. Der var mange øl, man kunne smage og her kom man vidt omkring i smagspaletten. Også respekt til YNWA for at have både AleSmith Speedway Stout og To Øl Gose to Sønderjysk Kaffebord på hanerne.

Og vejret var endnu en redningsmand. Lidt køligt men med solskin det meste af dagen var det bedre end man kunne have håbet på efter ugens evindelige regnskyl.

Men det helt store issue ved måden, Øllets Dag kører på er, at formålet med dagen er at lære ikke-nørdede borgere om specialøllets verden. Jeg blev bedt om at køre listen af bryggerier igennem tidligt i processen med beskeden om, at det skal være noget for alle. Både smags- og prismæssigt. Jeg er helt og holdent med på det sidste punkt. Øllene skal passe ind i en prisstruktur ift. poletter og de færreste vil af med 6 poletter for at smage Penyllan.

Men smagsmæssigt, så går man meget hurtigt på kompromis. Så skal man hellere fokusere på de bryggerier, hvor man ved, at bundniveauet er højt (To Øl, Amager, Ebeltoft, Herslev, Ugly Duck, Hornbeer m.fl.) frem for at partout presse bryggerier ind for at passe ind i temaet (Odden Bryg, Løkken?).

Og hvad sker der med at bruge dagen til at lære fra sig om øllet? Det er en dag, hvor borgere, der måske sjældent får kontakt med specialøl rent faktisk deltager og viser en interesse for produktet. Så skal sætningen “har I hvedeøl?” ikke svares med “nej, men vi har en anden pigeøl!”. Det skal svares med “nej, desværre, men hvad er det, du så godt kan lide ved hvedeøl?”. Og så hjælpe den stakkel kvinde med at spore sig ind på, hvad det egentlig er, som hun kan lide. Lade hende smage en sip af en belgisk blonde for at undersøge om det er esterne og karakterne fra gæren, eller smage en lys bock, hvis det er sødmen, hun går efter.

Jeg kunne faktisk godt ønske mig (og jeg ved godt, at Øllets Dag er båret af flot arbejde fra en masse frivillige), at hvis man skal holde sig til et fast tema, så skal det også være faste øl på programmet. Så fast faktisk, at man ugen inden Øllets Dag kan samle alle, der skal stå i standene og gennemgå øllene (og smage en del af dem) for faktisk at vide noget om det, de serverer. Det kunne være fedt, hvis kvinden fra seneste afsnit ud over kyndig hjælp kunne blive henvist til stand X, som rent faktisk har en (eller flere) øl med hvede.

For Øllets Dag er faktisk ikke til mig. Jeg kan sagtens læse op på deltagende bryggerier og vælge til og fra ud fra egen viden. Øllets Dag skal, som jeg lærte om overskrifter på mediehøjskolen, ‘ægge og vække’.

Temaet for næste år kunne måske endda bare være fordomme (og punktering heraf) på alle stande 😊. Standen med “pige-øl” skal have alle mulige øl, produceret, markedsført, ideudviklet af alle de seje kvinder i specialølsbranchen. “Jeg kan ikke lide mørk øl” skal servere pivfrisk Tmavé fra fad, black IPA og søde dobbelbocks. “Det smager jo ikke af øl” kan kombinere Gose, lambic og fadlagringer. “Tjener, der er en frugt i min øl!”… ah, jeg kunne blive ved.

En historie om vilje, kvalitet, vedholdenhed. Historien om Sierra Nevada

Vi kender nok alle sammen Sierra Nevada Pale Ale i de små buttede flasker med den farverige lysegrønne etiket.

I begyndelsen af mine øl-år var den en markør indenfor stilarten, men er dog sidenhen overhalet mange gange. Tror dog nok stadigvæk, at den og Torpedo IPA er de bedste øl, som du kan hive ned fra hylden i Føtex.

Ken Grossman er manden bag bryggeriet og han har skrevet en selvbiografi om ham selv og hans bryggeri.

Om bogen

Det er først og fremmest en god bog om at overleve mod alle odds. Og om en hvis grad af fandenivoldskhed.

Det er tydeligt fra begyndelsen, at bogen er selvbiografisk og ikke journalistisk og kan på den måde ikke direkte sammenlignes med Josh Noels mesterværk “Barrel-aged Stout and selling out” om Goose Island.

I stedet får man sider, der oser af entrepreneurship og gåpåmod og som ikke er bange for at nørde i teknik og udstyr.

Det kan måske godt være, at den spacer lidt ud i enkelte passager om teknikken og især om låneforhold og amerikanske arbejdsmarkedskræfter. Men det er heldigvis ikke så tit. Måske er det fordi, at det ikke interesserer forfatteren helt så meget, som når han fx nørder smagsstabilitet i et fremragende afsnit til sidst i bogen.

Man får også et indblik i, hvordan mikrobryggerierne har hjulpet hinanden; med Sierra Nevada forrest til at tilbyde hjælp. Det er absolut inspirerende. En altruisme, som Good Beer Hunting også fanger strålende her: https://www.goodbeerhunting.com/blog/2019/2/25/a-story-of-resilience-sierra-nevada-brewing-company-in-chico-california.

Selve narrativet springer dog lidt i tid og det ender desværre med at hakke lidt i bogens flow.

Ken Grossman bag på bogens ‘sleeve’

Og uden at nævne det, så viser Sierra Nevada sig som skoleeksemplet på, hvordan man driver en glocal virksomhed. Også længe inden det begreb blev fortærsket af en masse management konsulenter.

Om øllen i glasset

Torpedo IPA er Sierra Nevadas West Coast IPA

Til anmeldelsen af bogen havde jeg taget en tur i Føtex, hvor jeg købte mig en Torpedo IPA, som nok havde et halvt år på bagen.

Om det er Grossmans fokus på smagsstabilitet eller det bare lige var den rette øl til det rette øjeblik ved jeg ikke.

Men Torpedo IPA smagte strålende, flot fed maltprofil med en let karamel i bunden. Der er græs og grapefrugt fra humlen. Og så er den lækkert cremet og helt tilpas tør.

Bitterheden er markant, men stikker aldrig af fra malten. Grapefrugt, citronskræl og fyrrenåle giver en lækker afslutning.

Meget solid.

Sierra Nevada Torpedo IPA får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Er der endelig godt nyt fra Brewdog?

På engelsk har de et ord, der ikke helt lader sig oversætte til dansk. Det hedder ‘underwhelming’. Det er det modsatte af overvældende, men uimponerende eller uinteressant er bare ikke helt rammende.

Grunden til at jeg fokuserer på det ord er, at det i høj grad er det ord jeg vil sætte på Brewdog gennem de seneste 5 års tid. Mere fokus på hoteller, barer, billigere produktion til retail-segmentet for at maksimere profit samtidig med at de har forsøgt at markedsføre sig som rå, innovative og næsten nihilistiske. Det har virket hult.

Jeg har nemlig primært set det første. Udvandet Punk IPA i store flasker i Netto, forsøg med abonnementskasser for at få solgt de ‘specielle’ bryg, abnorme prissætninger på øl, hvor andre øl nemt kan konkurrere med 1/3 eller 1/4 af prisen (kigger på dig Paradox og Dog X).

Så det er virkelig ikke ofte, at der ryger en Brewdog i kurven længere. Men en Imperial Coffee Stout på hylden i Kvickly Middelfart til den beskedne pris af (så vidt jeg husker) 32,95 lød som om det kunne være interessant. Og det var det!

Hel sort, fint cremet brunt skum, lidt fizzy. Duften har masser af kaffe, vinøs, let rosin, mildt ristet. Lav karbonering, fin cremet fylde.

Smagen har dejlig kaffe, ristet malt, mørk choko, kakao, let olie. Ret vinøs, måske endda lige skarp nok.

Det er en god, mørk imperial stout, der lkge kammer over i alkoholen, men formår at bibeholde en god bitter balance.

Return to form? Ja, faktisk ret tæt på.

Ugly Duck Phoenix; hindbær på fad

Lad os starte med at gøre tydeligt opmærksom på, at Ugly Duck har begavet mig denne Phoenix og at den meget vel kommer som en del af en række blogindlæg fra ølbloggere om netop denne øl (af netop samme årsag).

Så kunne man jo sige, at jeg da bare kunne lade være med at anmelde øllen. Og ja, det er ganske korrekt. Men nu er Phoenix faktisk et ret lækkert bekendtskab, og hvem vil ikke gerne være i samme rum som det ind imellem?

Først og fremmest er Phoenix forbandet flot. Den er dyb rød med nuttedr lyserøde kanter. Skummet formår at holde sig hvidt til trods for frugtsaften underneden.

Duften har også enormt meget hindbær; ret så frisk hindbær endda. Den er syrlig, men med en let underliggende maltethed. Lidt som noget klistret hvede. Der sniger sig lidt mandel ind også, meget svag eg og en smule mælkesyre.

Kritikken kan her lyde på, at duftens bredde nok ikke helt kan måle sig med Framboise fra de belgiske lambic bryggerier, men nu er det her jo heller ikke en lambic.

Smagen følger duften og mangler her også lidt i dybden og faktisk også i syrligheden. Der er masser af hindbær igen, og træet spiller sig mere frem.

Der er mælkesyre igen, som måske dominerer over de øvrige kulturer, som desværre får øllen til at fremstå som en glorificeret Berliner Weisse. Og det er der altså slet ikke noget galt med…

Ugly Duck Phoenix får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Det er et fremragende glas øl, men leder man efter de virkelige sure hindbærøl, så opsøg Boon, Cantillon, 3 Fonteinen eller Hanssens. Ønsker du verdensklasse belgisk vildgærsøl fra Fyn, så er pengene bedre givet ud på Brabant, som rammer stilen på sømmet og samtidig giver den sin helt egen kant.

Mere lokal cider

Jeg var for nylig igen forbi Wichmanns Cideri her i Seest.

NB! Den 17. august holder Beershoppen cidersmagning, hvor 2-3 cidere fra Wichmanns vil indgå.

Ud over at smage et fint udvalg af deres cidere fik jeg mulighed for at gå en tur blandt deres æbletræer og se på bistaderne.

Til trods for den relativt sene nattefrost, som vi har haft i år, ser det heldigvis ud til, at de fleste træer i æblelunden bærer godt med frugt.

Indendørs igen smagte vi på 5 cidere i alle varianter. Der var søde, der var tørre, der var lette og der var tunge. Alle var gode, men det virkede tydeligt, at en relativt nylig mulighed for at degorgere ciderne har givet endnu et kvalitetsløft. Det var i hvert fald den degorgerede cider (38d), der står klarest i hukommelsen.

Jeg købte mig en anden degorgeret cider med hjem, som faktisk var den samme cider som den 38d, jeg smagte hos Wichmanns. 38d er gæret med vingær og 43d er gæret med cidergær.

Wichmanns Cider 43d

Cider 43d var noget tørrere end jeg husker 38d. Der var gode bobler, masser af grøn æble og på grund af tørheden ikke helt så meget fedme, som 38d havde. Cidergæren havde tydeligvis gnasket på nogle sukkerarter, som vingæren ikke ønskede at spise.

Der var en god, hængende eftersmag, hvor der blev spillet ind med en smule pære, lidt stikkelsbær og grønne jordbær.

Alt i alt et dejligt glas cider.