Årets øloplevelse 2017: Det Belgiske Hus på årets Ølfestival

Nu er vi kommet til den anden kåring I rækken på 5 til Beer Blog Awards:

  1. Årets udenlandske bryggeri – Brasserie La Débauche
  2. Årets øloplevelse
  3. Årets ølbar
  4. Årets nye øl
  5. Årets danske bryggeri

Når man nu har 3 små unger, hus og have, så er antallet af deciderede ølture ikke, hvad det har været 😄.

Men det betyder ikke, at det har skortet på oplevelser indenfor øllets verden.

Ølfestivalen 2017 var rigtig sjov, der var ganske meget rigtigt godt øl.

Faktisk så frygtede jeg lidt, at festivalen ville blive en rigtig fuser, da jeg så listen af udstiller; meget få bryggerier af høj klasse. Til gengæld var der mange distributører og butikker tilmeldt. Det var egentlig lidt underligt.

Men tvivlen blev gjort til skamme. One Pint havde masser af amerikansk øl med, Thisted havde belgisk og spansk øl på gæstehaner, der var pivfrisk tjekkisk pilsner, Ugly Duck debuterede med deres sure produkter, polakkerne brillierede og Kvickly Allerød havde et strålende udvalg på hanerne.

Så det er lige før, at prisen går til Ølfestival 2017.

Men prisen går simpelthen til Det Belgiske Hus’ stand på Ølfestivalen!! For her havde vi en stand, der i princippet var en diamant blandt ovenstående uslebne ædelsten.

Den var en bar i baren, et frirum af sublimt øl, som henover dagene bare blev bedre og bedre.

Kæmpe respekt til Det Belgiske Hus og deres medarbejdere. Det har I bare at gøre igen næste år!

Det imponerende udvalg af fadøl. Billedet taget fra ale.dk
“Special mention”

Øllets Dag i Kolding var et stort skridt tilbage i den rigtige retning.

Efter flere år med tilbagegang i kvalitet, udvalg og levering, så markerede 2017 forhåbentlig året, hvor Kolding kom tilbage på landkortet.

Det kan du læse meget mere om her.

Årets udenlandske bryggeri 2017: Brasserie La Débauche

Hvert år i december kårer en række ølblogs vindere i en håndfuld kategorier. Jeg har valgt at følge trop 😀.

Først kåring er årets udenlandske bryggeri.

Ikke en nem opgave at indskrænke, men mit valg er faldet til en lidt mere ukendt side, nemlig Frankrig.

Jeg bestilte for lidt tid siden øl hos Saveur Bière og heriblandt en stribe fra bryggeriet La Débauche.

Og her taler vi virkelig om et højt bundniveau.

Jeg har fået både lettere øl som deres saison og ganske fantastiske barleywines og imperial stouts. Alt sammen pakket ind i en lækkert dystopisk, anti-autoritært indpakning.

Det er især personificeret i deres fremragende barleywine Slap a Banker.

Jeg kan kun opfordre diverse importører i Danmark om snarest muligt at opsnappe Brasserie La Debauche og tilføje det til deres portefølje.

“Honourable mentions”

Brouwerij De Ranke har lanceret et par nye øl i år og alle er fra absolut øverste skuffe. Og så er deres ordinære udvalg også helt fantastisk. Så de var lige ved at tage pladsen.

Wild Beer gav mig nok den enkeltstående største øloplevelse i år med deres helt fabelagtige Billionaire Imperial Stout. Men de havde også en håndfuld middelmådige fadlagringsforsøg, så det blev ikke dem, der tog titlen.

Hvad drikker jeg til jul?

Det kan være svært at finde rundt i junglen af juleøl, da der hvert år kommer en række nye og i det hele taget er utroligt mange at tage af.

Jeg vil her forsøge at bringe en liste over dem, som jeg meget ofte vender tilbage til, når vi når december. Jeg har forsøgt at tema-inddele dem lidt, så alle kan være med.

Den nye på blokken

To Øl Santa Gose f*** It All

Her har vi en såkaldt gose, som er en syrlig øl med blandt andet salt i til at balancere. To Øl har tilføjet passionsfrugt, guava og mango for at levere, som de selv siger, jul på Bahamas.

Og det lykkes dem til fulde. Det er simpelthen en fantastisk lækker øl, frisk, balanceret og et skarpt modsvar til al sødme og fedmen i julen.

🍺🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Den kan købes flere steder (blandt andet hos To Øl selv) til 35,- for 33cl eller 40,- for 50cl.

Den humlede

Amager Winter in Bangalore

Ligesom at det syrlige kan give modsvar til julens sødme, så kan bitterhed i hvert fald også.

Der er efterhånden en del bryggerier der har abet efter Sierra Nevadas Celebration Ale, der var den første (store) jule-IPA.

Få har gjort det lige så godt som Amager. Det er en klassisk amerikansk IPA med fuld knald på citrusfrugterne og bitterheden og den kan klare alt, hvad julen smider imod den.

🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Kan blandt andet købes hos Kihoskh til 51,- for 50cl.

Den danske nyklassiker

Herslev Stjernebryg

Sjældent finder man et bryg, inspireret af de mørke belgiske juleøl, som virkelig overgår dem alle.

Den er sød, fed og krydret som dens forbilleder, men formår år efter år at være ekstremt balanceret. Relativt høj bitterhed holder sødmen i skak og alkoholniveauet passer perfekt til de mørke malte, anis, koriander og den dejlige karamelbase.

🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Stjernebryg kan købes blandt andet hos Beershoppen til 45,- for 50cl.

Nydeøllen

De Dolle Stille Nacht

Ud på de sene aftentimer, hvor børnene er lagt i seng, stilheden har sænket sig over den forspiste forsamling stadig siddende i et mindre bjerg af gavepapir og papkasser, så er det på tide at nyde Stille Nacht.

Den er en af de mest blændende øl, man kan stifte bekendtskab med. Det er vel lidt en hybrid mellem belgisk Tripel, barleywine og de lidt mørkere belgiske ales. Og så bare helt sin egen.

Stærk, sød men uhyggeligt balanceret, så egner den sig rigtig godt til hygge foran pejsen mens onkel Børge snorker i lænestolen.

Den er også en af de bedste øl at gemme i kælderen i mange år (hvis man kan holde nallerne fra den).

🍺🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Du kan være heldig at købe Stille Nacht hos Kvickly i Middelfart til cirka 45,- for 33cl.

Den der skal køre hjem

Svaneke Don’t Worry Julebryg

Svaneke har tidligere formået at lave ganske fremragende alkoholfri øl. Og de har i år udvidet med at lave Danmarks første alkoholfri juleøl.

Det er flot nøddebrun øl med imponerende sød karamelsmag og en fin bitterhed. Der er let chokolade og koriander med en let citrus-agtig bitter afslutning.

Som altid med alkoholfri, så er der en gennemgående let metallisk note, som gør, at man kok ikke drikker 5 på en aften – men det er nok heller ikke meningen.

🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Du kan købe øllen i Coops butikker (jeg kan simpelthen ikke huske prisen…).

Den sorte

Mikkeller To From Via

Hvert år laver Mikkeller en ny Imperial Porter med julekrydderier. Der sker ikke revolutioner fra år til år, men det er også dumt at ændre på en succes. Hvert eneste år står den frem som en af de mest solide juleøl på markedet.

Kulsort og i smagen er den først og fremmest en porter. Julekrydderierne bliver netop det – krydderi. Det fungerer super godt med koriander, kanel, kakao og kaffe.

Sublim til småkager og konfekt.

🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

To From Via kan blandt andet købes i Beershoppen til 40,- kroner for 33cl.

Juleøllen der slet ikke er en juleøl

Dupont Avec les Bons Voeux

Duponts juleøl kan faktisk købes hele året og en egentlig mest en nytårsøl, når det kommer til stykket.

En hybrid mellem en Tripel og en Saison med 9,5% der glider ned som sublimt balanceret saftevand.

Der er frisk malt, masser af æble, pære og ananas noter fra gæren. Samtidig er den tør og ganske bitter, så den står rigtig godt op mod den fede julemad.

En sikker vinder!

🍺🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Den fremragende øl kan erhverves for 45,- for 37,5cl i Beershoppen.

Øllen til maden

Gouden Carolus Noël

Det er en klassisk mørk (næsten sort) belgisk juleøl. Enkelte år har anisen taget lidt over, men der findes simpelthen ikke en øl, der supplerer flæskesteg og and bedre.

Ja, den er sød og derfor ikke helt spiller op mod de brunede kartofler, men den er en så meget bedre kampagnon til dansk julemad end nogen rødvin nogensinde kan opnå.

Krydret, sød, stærk og elegant til det rette måltid.

🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Gouden Carolus Noël kana købes i blandt andet Beershoppen til 30,- for 33cl.

Den bedste nye belgier

Barbe Noël

Verhaeghe, som brygger Barbe-øllene har til i år valgt at ændre opskriften på deres juleøl. Den er nu tæt på Tripel I stil og er virkelig enormt behagelig.

Vil passe godt til julemiddagen, hvis man ikke vil have det for sødt. Alternativt er den nok god I glasset til kokken, der skal stå og forberede måltidet.

Se mere på mit Facebook post.

🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Øllen koster 34,- for 33cl hos Beershoppen.

På et budget

Jacobsen Golden Naked Christmas Ale

Jacobsens bud på en klassisk juleøl er et rigtig godt køb; især når den nogle gange er på tilbud til 25,- for 75cl.

Sød, let krydret, malt med noter af karamel, hasselnødder og kastanjer.

🍺🍺🍺🍺+

Jacobsen Vinterbryg 2017

Det seneste skud i Jacobsens produktlinje er en frisk amber ale med et fint skud humlet bitterhed. Lidt mere til dem, der kan lide lidt mere bitterhed end i Golden Naked.

Igen kan man være heldig at opstøve den til 25,- for 75cl.

🍺🍺🍺🍺+

Schiøtz Jule IPA

Læs om den her.

🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Boxbeers.dk: Service som en køretime med en blind kørelærer…

Ja, det var så åbenbart ikke slut med fortællingen om Boxbeers.dk…

Efter jeg prøvede at få kontakt til Boxbeers.dk via deres kontaktformular (som åbenbart ikke virkede den weekend) og mails, så skrev Jacob til mig på Facebook på det indlæg, jeg havde lavet tidligere.

Han lovede guld og grønne skove, at jeg nok skulle få de to øl, som jeg havde betalt for men ikke modtaget og lovede endda også en erstatning for den øl, som ikke var den samme, som den jeg modtog.

Siden da har jeg ikke set noget til øl. Jeg har ikke hørt noget tilbage på Facebook eller på den mail, som jeg har sendt.

Det er snart ved at være pænt irriterende.

Undskyldninger om travlhed og at de “har så stort et udvalg, at der kan ske fejl” godtager jeg simpelthen ikke. Har man ikke styr på sit lager eller dem, der skal tage øl ned fra hylderne, så må man simpelthen ændre sin forretningsmodel eller opgradere sin organisation til, at den kan stå mål med ambitionerne.

Jeg kan på ingen måde anbefale kunder at handle hos Boxbeers.dk, når det rent faktisk lader til kun at virke at skrive blog-indlæg om det.

Mon jeg nogensinde får mine øl?

 

Beer Here: Rynkedyr

Rynkedyr fra Beer Here er en øl med lidt historie. Fx efteraber labelen tydeligt den tørstige Tuborgmand og har samtidig elefanten med (Ronkedor = vrissen han-elefant, der lever adskilt fra flokken, da der er kommet en stærkere, mere dominerende han til flokken).

Ronkedor var nemlig også den tidligere brygmester på Thisted Bryghus Peter Clemmesens prestigeprojekt.

Og samme Clemmesen har haft en finger med i denne variant, brygget sammen med Christian Skovdal fra Beer Here hos Okkara på Færøerne.

Øllen har blandt andet ligget med karameliserede lavasten under lagringen; brugen af lavasten har længe været et projekt på Thisted Bryghus.

Øllen er dyb sort med let brune kanter og et super-flot cremet beige skum.

Duften er sød med dememera sukker, chokolade, peber og hasselnødder.

Den er ganske livlig og føles først fint cremet. Men så bliver den ganske tør og mister faktisk en del fylde.

Smagen har kakao, chokolade og en let ristethed. Der er også lidt valnødde-agtig bitterhed. Den er også virkelig tør og bitter i afslutningen og der er ingen tegn på den relativt høje alkoholprocent (10,4%).

Den bliver lidt for rå og ubalanceret, måske på grund af den lidt tynde krop, men det gør den samtidig ganske let drikkelig.

Beer Here Rynkedyr får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Købt hos Kvickly i Middelfart til 43,-

Musicon Eksen

Det er altid interessant at smage øl fra nye, danske bryggerier. Der åbner ofte nye op, som lige så ofte har ganske svingende kvalitetsniveau.

Et af de seneste bryggerier er Musicon fra Roskilde. Her har jeg været heldig at få fingrene i deres dobbelt-IPA Eksen.

Øllen er en flot, klar ravfarve med et stort, blivende hvidt skum.

Duften er en overbevisende blanding af karamelmalt og humle, der på én gang virker søde og bitre. Humlen har noter af harpiks, jordbær, fersken, appelsin og lidt fyrretræ.

Øllene er samtidig dejligt fed of cremet, så fylden stemmer godt med alkoholen og bitterheden.

Smagen byder ind med en god fed malt krop med balanceret karamel. Humle-indtrykket er behageligt bitter med fyrrenåle, harpiks, også lidt jordbær her med lidt abrikos og fersken.

Den er godt skruet sammen og lover godt for fremtidige bryg fra Roskilde.

Musicon Eksen får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Købt hos Voldby Købmandsgård til 49,-.

Thisted Christmas Ale

Thisted Bryghus har været gode til at sende en masse, ret forskellige øl på markedet de seneste par år. De fleste er velbryggede, men også ofte lidt ordinære.

Kombinationen af mange forskellige øl, fint bundniveau, ingen større udskejelser og så tilgængeligheden hos alle de store supermarkeder har givetvis været årsager til deres titel som årets bryggeri i både 2015 og 2016.

Christmas Ale er endnu en ny øl, denne gang i Thisteds serie med britisk inspirerede øl. Jeg købte min flaske i Netto i denne uge til beskedne 17,-.

Det her er en brown ale brygget med anis og appelsinskal.

Øllen er meget brun og faktisk næsten sort i glasset. Et lille blivende skum på toppen.

Der er let brændt karamel i duften blandet med anis (uden at det bliver for meget) og en smule chokolade.

Den er ganske tør og er okay cremet.

Smagen har lidt en blanding af ristet malt og let brændt karamel, hvilket egentlig klæder den fint. Anis er til stede, men fint holdt tilbage, appelsin kan jeg ikke rigtig fornemme.

Der er en let saltet og urtet fornemmelse i afslutningen, hvor øllen også tørrer mere ud.

Som mange andre Thisted øl, så passer den fint ind i de kasser, jeg skitserede tidligere: Der er intet galt og mange vil kunne lide den.

Der sker nok bare ikke helt nok for mig.

Thisted Christmas Ale får 🍺🍺🍺 (ud af 6).

Mikkeller Bar åbner i Odense til foråret

Som min blog-kollega på stovt.dk tidligere har skrevet, så åbner Mikkeller den næste bar i rækken i Odense.

Jeg tog en snak med Lukas, der står for baren i Aarhus og som også skal være administrator på baren i Odense.

Først det praktiske. Hvor skal baren ligge og hvornår åbner den?

– Mikkeller Odense kommer til at ligge i midten af Odense på Store Gråbrødrestræde 7B. Så placeringen er central, men lige trukket tilbage fra de store gader. 

– Planen er at slå dørene op i løbet af foråret 2018.

Hvordan bliver sortimentet på baren? 

– Der bliver cirka 15 roterende haner og den overordnede administrative ansvar står jeg for.

– Samtidig vil baren have et eksklusivt flaskekort med fokus på syrlige og mørke øl.

Vil I også åbne en Bottle Shop i Odense? 

– Ja. Udover bar, kommer vi også til at have en bottle shop med salg af dåser og flasker to go.

– Det er netop en af de store fordele ved denne placering, som giver os muligheden for at have en bottle shop i forbindelse med baren.

– På den måde kan vi skabe en ny form for helhedsoplevelse hos vores gæster og det bliver muligt for dem at tage flasker med hjem.

Hvorfor lige Odense? 

– Det er den tredjestørste by, så efter Århus er det et naturligt næste skridt. Det er samtidig en by, hvor der sker rigtigt meget i restaurationsbranchen.

Hvad kommer I ellers til at tilbyde Odense? 

– Vi kommer til at adskille os fra andre steder i Odense på flere forskellige punkter. Vores udvalg kommer til at fokusere på Mikkeller øl og der vil også altid være dugfrisk øl fra Warpigs, vores brewpub i Kødbyen, på hanerne.

– Derudover flyver vi ofte frisk øl ind fra USA fra bryggerier, der normalt ikke er tilgængelige i DK, så vi vil også have et par haner med gæsteøl.

– Boon lambic vil også være at finde fast på fad.

– Derudover kommer vi til at have den første butik i Odense med udelukkende fokus på øl. Her vil vi have mange forskellige releases, blandt andet med nye øl fra Mikkeller San Diego hver anden uge, sjældne Warpigs flasker, friske amerikansk dåser osv.

Det bliver spændende at se, hvordan Mikkeller klarer sig i konkurrencen med Dunkbar, C4 og Carlsens, men mon ikke, at baren nok skal finde sit ståsted?

Boxbeers.dk har nok Danmarks bedste udvalg, meeeen… (eller historien om de manglende øl)

I forrige uge havde jeg fødselsdag og var så heldig at få et gavekort til www.boxbeers.dk.

Jeg var ikke sen til at indløse det og det gik fint at finde interessante øl og få indtastet rabatkoden, som var på gavekortet. Det er nemlig et overvældende stort og dejligt udvalg, som boxbeers.dk har.

Da jeg så skulle betale, skrev hjemmesiden så, at koden ikke stemte overens med personen, der bestiller. Aargh!

Det viser sig så, at svigermor uvidende har bestilt gavekortet i hendes eget navn. Og at det vist ikke var muligt andet – hvis det var, så var det ikke åbenlyst hvordan. Der må boxbeers.dk stramme sig lidt an.

Nåh, men ved at bestille til svigerforældrene med levering til anden adresse (selv om det skal opsamle hos GLS) lykkedes det da at få bestillingen af sted.

Jeg bestilte den 19. og kunne hente pakken i min lokale 7-eleven om morgenen den 22. Så leveringstid kan man ikke klage over.

Øllene står i en papkasse med ruminddeling og er ikke pakket ind; så boxbeers.dk må have en rimelig tillid til deres distributør…

Der var da heller ikke nogle af mine 13 øl, der havde taget skade.

Og her vil den opmærksomme læser jo tænke: 13?

Ja, jeg bestilte 13 øl hos boxbeers.dk og der er så kun 11 øl i kassen! Der ligger samtidig en fin pakkeseddel med angivelse af alle 13 øl. Så måske de bare har glemt at putte to i…?

Samtidig har jeg bestilt en Alvinne Cuvee Sofie Bordeaux, men har i stedet fået den “almindelige” Cuvee Sofie. Trivielt tænker nogen måske, men jeg vil altså gerne have det, som jeg bestiller.

Fluks skrev jeg i går en besked på boxbeers hjemmeside, som jeg nu sidst på eftermiddagen i dag (torsdag) ikke har hørt noget som helst til. Ikke verdens bedste eksempel på hverken servicekvalitet eller -hastighed.

Føljetonen skal nok fortsætte her på bloggen, når jeg har fået boxbeers.dk i tale!

 

 

Specialøl, der er lige over grænsen?

Nu bor jeg relativt tæt på den dansk-tyske grænse, men det er nu ikke fordi jeg særligt ofte drager sydpå for at handle ind. Jeg er jo heller ikke videre interesseret i slagtilbud på Slots Pilsner eller en skovlfuld intetsigende Newcastle Brown Ale.

Så er der overhovedet noget at komme efter syd for grænsen? (Og her snakker jeg i Flensborg-området, for man kan sagtens finde fremragende mikrobryg i fx Hamborg).

Der er ikke noget af interesse i de store danske discountkæder. Så jeg stak næsen mod CITTI, som før i tiden har haft et udmærket øludvalg, men som de seneste gange jeg har besøgt dem, faktisk har skuffet lidt.

Det gjorde de ikke denne gang! Fordelt på fire områder kunne de præsentere et sted med 8 og 9 hyldemeter med mikrobryg og en ordentlig ladfuld godt, gedigent tysk lager- og hvedeøl.

Først og fremmest kunne de tilbyde et område med forskellige små tyske bryggerier, som fx Kehrwieder, BRLO, Crew Republic, Klüvers og Stone Berlin samt et lille udvalg udenlandske fra Lervig, Beavertown og Chimay.


Og det til absolut fair priser under €3 flasken/dåsen.

På fronterne af den hyldesektion havde CITTI en udstilling af det relativt nye Insel Brauerei (som også kan fås i Danmark) og en blandet udstilling med Maisels (til €1 flasken!), gaveæsker og Braufactum.

Netop Braufactum er et kombineret import- og produktionsfirma, som har et køleskab fyldt med de øl, som de importerer (blandt andet Mikkeller og strålende amerikanske øl fra Firestone Walker) og deres egne, ganske udmærkede bryg. Hvis du et heldig, kan du sikkert stadig finde deres ganske fine Saison Solera i din lokale Fakta.

CITTI havde et udmærket udvalg af deres øl, men jeg savnede nogle af de mere specielle. Fx laver de selv nogle fadlagringseksperimenter og Firestone har nogle fantastiske Imperial Stouts, som ikke var at finde.

Som skrevet før har CITTI også rigtig mange mere traditionelle tyske øl fra fx Schneider, Beck’s, Franziskaner, Paulaner og mange flere.

Hylderne med øl slutter med et stort udvalg fra Haus der 131 Bière, som er en samling “eksotiske” øl med alle mulige underlige ingredienser og navne, så man skal tro, de er fra Egypten, Kina og andre mere “specielle” lande.

Sandheden er dog, at de fleste af øllene er brygget i enten Tyskland eller Belgien. Det er generelt bedst at undgå at købe noget fra de hylder.

Jeg kom i hvert fald tilbage over grænsen med både en god oplevelse og et par six-packs med blandet tysk øl (og endda en tysk mikrobryg cider!)