En ny form for alkoholfrie øl fra Mikkeller – helt vellykket er det nu ikke…

I februar i år lancerede Mikkeller deres Henry and his Science. Øllen er alkoholfri, men adskiller sig gevaldigt fra andre alkoholfrie øl.

Det er den første i en stil, der hedder Flemish Primitive, som Mikkeller brygger sammen med de Proefbrouwerij i Belgien. Stilen foreskriver lyse øl, lav bitterhed og ingen smagsgivere fra fx krydderier. Og så skal de være under 0,5%!

Til gengæld skal smag og duft domineres af noterne fra gæren; i dette tilfælde den ny-kultiverede gær Mikkellensis, som skulle give en masse noter af passionsfrugt.

Det skulle jeg da prøve, så jeg fik købt mig en flaske hos Kihoskh i København.

Som de fleste andre alkoholfrie øl er den svagt gylden med et flot, blivende hvidt skum som æggehvide på toppen.

Duften har grønne jordbær, grapefrugt, let syrlig limeskal og sød korn. Ikke ukorrekt fortæller min bedre halvdel, at der er noget fisk over duften; det er faktisk lidt som duften af fiskeskæl, som hænger lidt over glasset.

Smagen har heldigvis ikke noter af fiskeskæl men derimod sødlig ugæret korn, let syrlig lime og igen grønne jordbær. Der er en lidt kalket fornemmelse også. Mild bitterhed.

Den er helt sikkert meget anderledes end andre alkoholfri; faktisk er der lidt gose over den. Men dduften trækker gevaldigt ned desværre.

Henry and his Science får 🍺🍺+ (ud af 6).