Herlig Rowdy Hops i Aarhus

Fredag den 1. November markerede debuten for endnu en regional ølfestival i Danmark. Rowdy Hops er skabt af folkene bag ølbutikken Tidens Farver og havde et klart fokus på kvalitet over kvantitet.

Allerede inden festivalen viste kvalitetsbevidstheden sig med strålende kommunikation via sociale medier; blandt andet med meget skarpe informationer om at hæve 10’ere, som skulle bruges ved standene.

Jeg havde rippet banken for 10’ere inden festivalen

Der var også en fin eksekvering af køen, smilende ansigter og Ridehuset var dejligt rummelig (selv om der var lidt koldt 🐧).

Og så kommer vi til hovedattraktionen; øllet. Og der var virkelig skruet op til max hos de 27 stande, der hver havde to øl med til hver af de to sessioner.

Jeg kan faktisk ikke fremhæve nok, hvor generelt godt øl, der løb fra hanerne til vores glas – og også til ret fair priser, som med 10’erne i hånden gik fra 10 kroner for 20 cl til 20 kroner for 10 cl.

Så i stedet for at gå mere i dybden, så vil jeg trække en personlig top ti (11) ud af ærmet og knytte et par kommentarer.

Special mention: Frau Gruber Hidden Beauty

Fedt at se en NEIPA primært med New Zealandsk humle. Det gav en klart anderledes oplevelse end normalt, selv om Nelson Sauvin humlen måske ikke helt passede ind.

10. Mikkeller Baghaven Spätale

En virkelig god sur Saison fra Mikkellers surøls-eksperimentarium. Strålende maltbalance under zesty syrlighed. Ekstremt drikkelig.

9. Åben Stolen Berries

Festivalens bedste berliner weisse er som altid sprængfyldt af frisk bær, delikat syrlighed og god maltbalance.

8. Gamma Ghosted

Ghosted og Geeked Up fra Gamma

4 dage gammel double IPA fra humletroldmændene fra Gamma. Superfrisk, juicy og virkelig dejlig.

7. Stone Got Mad Hops IPA

En blogger tager billede af en blogger, der tager et billede af en Stone Got Mad Hops IPA 😉

Lidt en overraskelse fra Stone, som er en ren West Coast IPA med Sabro humle. Virkelig tydelig jordbær karakter fra humlen, solid bitterhed og ekstremt drikkelig.

6. Lervig Supersonic

En NEIPA, som allerede var i den absolutte topklasse i forvejen. På Rowdy Hops var den helt frisk, juicy, tilpas bitter og faktisk bare lige i skabet. Der var bare to andre NEIPA’er som nærmede sig det guddommelige…

5. Amundsen og Lervig Even More Cowbells

Som den ene af de to virkeligt vilde NEIPA er dette rent norske samarbejde, som marginalt giver Lervigs egen NEIPA baghjul. Juicy, noget mere bitter (og på den måde endnu mere drikkelig). Yum!

4. Mikkeller Baghaven Ruud Peesch

Ruud Peesch hældes forsigtigt op

En helt genial sur øl fra Refshaleøen. Indtil nu den bedste øl, jeg har smagt fra Ehren Schmidts hånd. Ekstrem meget ferskensmag med masser af balancerede syre-indtryk. Lav på eddikesyre, skarp på frugtsyre. Så tæt på dansk lambic, som vi kommer!

3. De Moersleutel Barcode Purple

Vild fadlagret barley wine

Som en af de sidste øl vi fik på festivalen, så tog denne vilde, hollandske fadlagrede barley wine os med storm. Helt vild balance fra fadlagring på både japanske whiskyfade og portvinsfade; vinøs, blød og kompleks.

2. Cloudwater Five Good Lots

Få øl blev indkøbt flere gange, men Cloudwater brillierede på første session med en NEIPA, som ramte plet på alle parametre. Og den blev købt adskillige gange. Bitter, juicy, frisk, humlet, zesty og mildest talt sublim.

1. Siren Bourbon Turkish

Siren Bourbon Turkish

Den oprindelige Turkish fra Siren er en af de bedste kaffe imperial stouts, der nogensinde er lavet. Lagret på Bourbon fade får denne Turkish Coffee inspirerede øl bare endnu mere karakter og faktisk endnu mere balance. Den var (og er) virkelig bare vild!

Dejlige og komplekse saisoner fra Norbæk

For et par uger siden sendte jeg min storebror til Elev nordvest for Aarhus for at hente et par øl hos Norbæk, som er et lille landbrugsbryggeri, der specialiserer sig i Saison (af den rustikke slags).

Det er også nogle rigtige fine, nærmest yndige flasker, som han bragte hjem til mig. Meget simplistisk, meget nyt nordisk og meget stilrent design. De er rigtigt fine, selv om man måske kan diskutere valget af gul skrift på råhvid papir 😊.

Men hvordan var indholdet?

Grisette

De “små grå” er typisk hvede-dominerende saison’er med relativt lav alkoholprocent, men stilarten er ikke helt sat i sten. Dog ved man, at Grisette blev brygget til minearbejdere modsat traditionelle saison’er til landarbejdere.

Norbæks Grisette er en rigtig flot øl. Klar gylden med et orange skær og et stort cremet hvidt skum.

Duften er lækker; der er lidt peber, lidt funk, læder, æble estere og lidt abrikos.

Smagen er tør, kalket i sin bitterhed, der er sød hvede, selv om mængden af restsødme er lav. Der er også hvid peber, svag pine og den slutter med en næsten egetræsagtig tørhed. Yderst drikkelig med en svag syrlighed i baggrunden.

Norbæk Grisette får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Saison Blend

Saisonen fra Norbæk har fået lov til at hygge sig med et udvalg af vildgær og bakterier, så mine forventninger var høje.

Når man får korkproppen af er der godt gang i øllen som står klar gylden i glasset, men som desværre ret hurtigt mister sit mælkehvide skum.

Duften har initielt masser af peber og minder faktisk en del om belgiske Fantôme. Den er floral, der er sød malt og en let ferskennote bagved.

Smagen har skarp syrlighed først, svagt mælkesyre, men også desværre en lidt skarp eddike note, som er svær at dække bag florale og friske citrusnoter, som ellers dominerer ovenpå den søde malt.

Lidt kort afslutning og den føles faktisk en smule tynd.

Det tegner samtidig ikke godt for langtidslagring, at det er kommet væske ind ovenpå korkproppen, som risikerer at nedbrydes hurtigere end forventet. Det skal Norbæk lige have styr på fremadrettet.

Norbæk Saison Blend får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Væske mellem korkprop og kapsel

To gange godt gakket gose

På Øllets Dag excellerede To Øl med deres gose; To Øl gose to Hollywood, som er et helt igennem fantastisk eksempel på den moderne gose. Frisk, læskende, mildt syrlig, lav i alkohol og bare usandsynligt drikkelig.

Læs mere om Founders Más Agave længere nede

Hos Kvickly i Middelfart har jeg købt to andre goser, som på forskellige parametre ikke helt passer ind i den nye type af gose.

Flying Couch John Lemon

Først og fremmest kudos til det meget fede navn 😊. Flying Couch præsenterer her en imperial gose (6%) med citron og hyldeblomst. Lyder som en rigtig sommer-basker.

Duften starter det hele fint ud med god citronskal, ganske fornuftig syrlighed i næsen og en let sødme fra hyldeblomsterne.

Smagen er dog ikke helt så spot-on og virker ikke helt til at være sur nok til at bære en faktisk rigtig fed mundfylde. Det er som om citronen måske giver nok zesty friskhed, men egentlig ikke bidrager med nævneværdig ekstra syre.

Måske er den ligesom manden, der har lagt navn til den; konstant ved at finde sig selv?

Flying Couch John Lemon får 🍺🍺🍺 (ud af 6).

Founders Más Agave

Amerikanske Founders har for nylig sendt Más Agave på markedet i Danmark. Som de selv skriver på flasken, så er det deres forsøg på at imitere en Margarita.

Det forsøger de ved at tilføje lime og agave og lagre de 10% imperial gose på brugte tequila fade.

Det lyder rimeligt vildt, og det er det også. Og hvad der næsten er vildest, så fungerer det faktisk.

Det er først og fremmest en rigtig flot øl. Mørk gylden mod ravfarvet med et stort, blivende, cremet hvidt skum, der bliver hængende imponerende længe for en sur øl.

Der er fuld smæld på duften. Masser af zesty lime, tequila og en klar note af agave eller kaktus. Der er kun en mild sødme inde bagved.

Ligesom John Lemon er det en gose af den fede, cremede slags og her fungerer det på grund af de ret ekstreme smage, man bliver mødt af.

Den er super zesty og har mega meget tangy lime; lige der, hvor lime bliver mere tør end sur. Malt og fadlagring bringer en velbalanceret sukret sødme til at balancere. Øllen føles stærk, men slet ikke i nærheden af de 10%.

Det her er nok ikke for alle, men jeg kan virkelig godt lide den.

Igen er vi nok ude i, at ph på mæsken nok ikke er super lav, men modsat Flying Couch bidrager lime og agave her med rigeligt tangy zestiness til at det hele hænger sammen. En beergharita?

Founders Más Agave får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

En historie om vilje, kvalitet, vedholdenhed. Historien om Sierra Nevada

Vi kender nok alle sammen Sierra Nevada Pale Ale i de små buttede flasker med den farverige lysegrønne etiket.

I begyndelsen af mine øl-år var den en markør indenfor stilarten, men er dog sidenhen overhalet mange gange. Tror dog nok stadigvæk, at den og Torpedo IPA er de bedste øl, som du kan hive ned fra hylden i Føtex.

Ken Grossman er manden bag bryggeriet og han har skrevet en selvbiografi om ham selv og hans bryggeri.

Om bogen

Det er først og fremmest en god bog om at overleve mod alle odds. Og om en hvis grad af fandenivoldskhed.

Det er tydeligt fra begyndelsen, at bogen er selvbiografisk og ikke journalistisk og kan på den måde ikke direkte sammenlignes med Josh Noels mesterværk “Barrel-aged Stout and selling out” om Goose Island.

I stedet får man sider, der oser af entrepreneurship og gåpåmod og som ikke er bange for at nørde i teknik og udstyr.

Det kan måske godt være, at den spacer lidt ud i enkelte passager om teknikken og især om låneforhold og amerikanske arbejdsmarkedskræfter. Men det er heldigvis ikke så tit. Måske er det fordi, at det ikke interesserer forfatteren helt så meget, som når han fx nørder smagsstabilitet i et fremragende afsnit til sidst i bogen.

Man får også et indblik i, hvordan mikrobryggerierne har hjulpet hinanden; med Sierra Nevada forrest til at tilbyde hjælp. Det er absolut inspirerende. En altruisme, som Good Beer Hunting også fanger strålende her: https://www.goodbeerhunting.com/blog/2019/2/25/a-story-of-resilience-sierra-nevada-brewing-company-in-chico-california.

Selve narrativet springer dog lidt i tid og det ender desværre med at hakke lidt i bogens flow.

Ken Grossman bag på bogens ‘sleeve’

Og uden at nævne det, så viser Sierra Nevada sig som skoleeksemplet på, hvordan man driver en glocal virksomhed. Også længe inden det begreb blev fortærsket af en masse management konsulenter.

Om øllen i glasset

Torpedo IPA er Sierra Nevadas West Coast IPA

Til anmeldelsen af bogen havde jeg taget en tur i Føtex, hvor jeg købte mig en Torpedo IPA, som nok havde et halvt år på bagen.

Om det er Grossmans fokus på smagsstabilitet eller det bare lige var den rette øl til det rette øjeblik ved jeg ikke.

Men Torpedo IPA smagte strålende, flot fed maltprofil med en let karamel i bunden. Der er græs og grapefrugt fra humlen. Og så er den lækkert cremet og helt tilpas tør.

Bitterheden er markant, men stikker aldrig af fra malten. Grapefrugt, citronskræl og fyrrenåle giver en lækker afslutning.

Meget solid.

Sierra Nevada Torpedo IPA får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Er der endelig godt nyt fra Brewdog?

På engelsk har de et ord, der ikke helt lader sig oversætte til dansk. Det hedder ‘underwhelming’. Det er det modsatte af overvældende, men uimponerende eller uinteressant er bare ikke helt rammende.

Grunden til at jeg fokuserer på det ord er, at det i høj grad er det ord jeg vil sætte på Brewdog gennem de seneste 5 års tid. Mere fokus på hoteller, barer, billigere produktion til retail-segmentet for at maksimere profit samtidig med at de har forsøgt at markedsføre sig som rå, innovative og næsten nihilistiske. Det har virket hult.

Jeg har nemlig primært set det første. Udvandet Punk IPA i store flasker i Netto, forsøg med abonnementskasser for at få solgt de ‘specielle’ bryg, abnorme prissætninger på øl, hvor andre øl nemt kan konkurrere med 1/3 eller 1/4 af prisen (kigger på dig Paradox og Dog X).

Så det er virkelig ikke ofte, at der ryger en Brewdog i kurven længere. Men en Imperial Coffee Stout på hylden i Kvickly Middelfart til den beskedne pris af (så vidt jeg husker) 32,95 lød som om det kunne være interessant. Og det var det!

Hel sort, fint cremet brunt skum, lidt fizzy. Duften har masser af kaffe, vinøs, let rosin, mildt ristet. Lav karbonering, fin cremet fylde.

Smagen har dejlig kaffe, ristet malt, mørk choko, kakao, let olie. Ret vinøs, måske endda lige skarp nok.

Det er en god, mørk imperial stout, der lkge kammer over i alkoholen, men formår at bibeholde en god bitter balance.

Return to form? Ja, faktisk ret tæt på.

Ugly Duck Phoenix; hindbær på fad

Lad os starte med at gøre tydeligt opmærksom på, at Ugly Duck har begavet mig denne Phoenix og at den meget vel kommer som en del af en række blogindlæg fra ølbloggere om netop denne øl (af netop samme årsag).

Så kunne man jo sige, at jeg da bare kunne lade være med at anmelde øllen. Og ja, det er ganske korrekt. Men nu er Phoenix faktisk et ret lækkert bekendtskab, og hvem vil ikke gerne være i samme rum som det ind imellem?

Først og fremmest er Phoenix forbandet flot. Den er dyb rød med nuttedr lyserøde kanter. Skummet formår at holde sig hvidt til trods for frugtsaften underneden.

Duften har også enormt meget hindbær; ret så frisk hindbær endda. Den er syrlig, men med en let underliggende maltethed. Lidt som noget klistret hvede. Der sniger sig lidt mandel ind også, meget svag eg og en smule mælkesyre.

Kritikken kan her lyde på, at duftens bredde nok ikke helt kan måle sig med Framboise fra de belgiske lambic bryggerier, men nu er det her jo heller ikke en lambic.

Smagen følger duften og mangler her også lidt i dybden og faktisk også i syrligheden. Der er masser af hindbær igen, og træet spiller sig mere frem.

Der er mælkesyre igen, som måske dominerer over de øvrige kulturer, som desværre får øllen til at fremstå som en glorificeret Berliner Weisse. Og det er der altså slet ikke noget galt med…

Ugly Duck Phoenix får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Det er et fremragende glas øl, men leder man efter de virkelige sure hindbærøl, så opsøg Boon, Cantillon, 3 Fonteinen eller Hanssens. Ønsker du verdensklasse belgisk vildgærsøl fra Fyn, så er pengene bedre givet ud på Brabant, som rammer stilen på sømmet og samtidig giver den sin helt egen kant.

Bock på Bourbon-fad

Til Øluniverset fik jeg stukket en øl i hånden af Jens fra Fri Bryg.

Han fortalte mig, at han havde brygget en lys bock og lagt den på amerikanske Bourbon fade. Det sagde jeg bestemt ikke nej tak til!

En stor flaske bock kaldte på, at jeg måtte finde et ordentligt Bøhmisk ølglas frem fra kælderen

Nu er bock ikke min favorit ølstil, men håndværket kan man i hvert fald rose.

For det er i første omgang en rigtig flot øl, som Jens har kreeret. Den er flot dyb ravfarvet med et flot cremet hvidt skum. Rigtig flot.

Duften er sød med brød, vanille, lidt blomster og let græs.

Den er fint karboneret og har en flot tør og let cremet fylde.

Smagen er sød, igen med en lækker brød-agtig malt. Den er ret vinøs og varmende (jeg ved ikke rigtig hvilken alkoholprocent, øllen har!) og der er ganske meget eg. Lidt fedtet til sidst. Ganske lækker.

Fri Bryg Bourbon Bock får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Skummet hænger ved dejligt længe

Braw – en tilbagevenden til Ryesgade

Det er efterhånden meget længe siden, at jeg har været på Nørrebro Bryghus i Ryesgade. Det var ellers et sikkert besøg, da Shaun Hill huserede blandt egetræsfade og blankt stål.

Efter nogle magre år, hvor Nørrebro Bryghus skulle ‘finde sig selv’ rent økonomisk og markedsføringsmæssigt, har de lanceret deres under-brand Braw. Og det er således heller ikke længere Nørrebro Bryghus man møder på Ryesgade; det er Braw Bar.

Personligt finder jeg det lidt ærgerligt at komme ind på en ølbar, der ikke tilbyder en smagerække. Men det slog mig ikke ud.

Lokalet er møbleret en del om siden det var Nørrebro. Væk er de fleste enkeltstående borde og baren er blevet cirka 1/3 størrelse af hvad den var. Det gør det hele mere rummeligt og på en eller anden måde virker det faktisk til at have bedre akustik end før.

Der var fint besøgt på dagen og selv en stor gruppe venner larmede ikke synderligt.

Kasper Brew Fog Da Police 🍺🍺🍺+ (ud af 6)

I glasset fik jeg fornøjelsen af min første øl fra Kasper Brew, som hedder Fog da Police og er en NE-IPA.

Den er dog kun let hazy og duften er ikke sådan ekstremt gennemtrængende. Der er mild citrus og lidt pine.

Fylden er mellem til fed med god tørhed.

Smagen er ganske bitter, men der er ikke så meget juice. Øllen bærer præg af en del hvede, der skinner igennem.

Fin, men desværre ikke noget specielt.

Baghaven Stevnsbær Blend 1 – den bedste danske sure øl nogensinde?

For efterhånden noget tid siden skulle den ældste søn klatre i Blocs and Walls på Refhaleøen i København.

Det er vel at mærke en klatreklub, som ligger bare 300 meter fra Mikkellers satsning på surt øl; Baghaven. Det kunne jeg da ikke sådan lige forpasse 😊.

Og en af de første øl, som kom ud fra Ehren Schmidts hånd fra Baghaven var Stevnsbær.

Stevnsbær i solskin

Stevnsbær er en vildgæret øl, lagret i 18 måneder på franske egetræsfade og derefter lagt 3 måneder med de lækre mørke, sure Stevnskirsebær (faktisk 350g per liter øl). Og det kan ses! Farven er dyb rød, skummet er lækkert pink. Og det bliver faktisk hængende en del tid (nok til at tage billeder 😉).

Duften er fabelagtig! Fede kirsebær, mandler, hindbær og balanceret syrlighed. Der er masser af liv i den, men den formår at holde en dejlig fed fylde. Smagen er dog absolut godkendt. Kirsebærrene dominerer naturligvis med deres fede frugtethed og ligeså fede syrlighed. Men der er også egetræ, vanille og marcipan (fra kirsebærstenene) i mellem.

Den slutter måske en tand for varmende efter min mening og det gør, at jeg ikke kan give øllen den titel, som står i overskriften. Den er tæt på, men den er alligevel langt fra Alefarms Nordic Grape (som dermed beholder titlen).

Kender I det…?

Kender I det, når man har bestilt en øl på en udenlandsk webshop (www.bieresgourmet.be) for at opdage, at den er tæt på genial og så tænke: “hvorfor købte jeg kun 2 flasker?”

Kender I så det, at selvsamme øl pludselig står på hylden hos Kvickly Middelfart og Beershoppen? Nogle gange kan man være heldig!

Sådan er det med De Rankes seneste øl, en fuldstændig tidstypisk moderne Belgisk IPA. Lav på gærkarakter, høj i bitterhed og solidt maltet.

De Ranke Franc Belge 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Franc Belge er flot mørk gylden med et mindt ligeså flot, blivende cremet hvidt skum.

Duften er solid med malt der både føles skarp og fuldfed. Der er Digestive kiks, dejlige noter af melon, fyrrenåle, citrus, appelsin. Der gemmer sig en meget mild esternote (grøn æble, biprodukt fra gæring) til allersidst.

Smagen domineres af en sublim kalket bitterhed der dækkes perfekt af den dejlige, søde malt. Der er også melon og frisk karamel og det heler slutter med fyrrenåle og mere bitterhed.

Det er absolut fremragende!