Der sker noget godt ovre vestpå

For lidt tid siden læste jeg om et nystartet bryggeri nord for Esbjerg, der hedder West Brew.

Ofte kendetegnes mindre provinsbryggerier ved, at de kan præstere en pilsner (sjældent god), en hvedeøl (hvor de aldrig helt kan bestemme sig for, om det skal være en hefe eller en wit) og en version af Brown ale/red ale/engelsk IPA.

Og så sælger de det meste på deres navn, placering og lokalkendskab.

West Brew er noget helt andet.

Først og fremmest er der fokus på fadlagring fra bryggeriets begyndelse.

Hos Vinspecialisten (Daustrand) i Hvide Sande var jeg heldig at kunne indkøbe to forskellige bryg fra West Brew.

Winter Warmer, 10,0%

(🍺🍺🍺🍺+ ud af 6)

West Brews Winter Warmer lander på 10% og har spenderet 3 måneder på fad.

Udseendet er virkelig med øllen, som har en flot dyb ravfarve, der måske er en anelse mudret. Lille, blivende cremet hvidt skum (men det er også svært at bibeholde skum på øl med mange procent som endda også er fadlagret).

Duften er sød, maltet, vinøs, fed karamel, vanille og svag chokolade.

Smagen er lækker, ganske sød (men ikke for meget), karamel, egetræ. Der er lidt lakrids i bunden, som udvides lidt som den varmer.

Den ender måske med at være lige en snert for vinøs måske, men den ret tørre afslutning og cremede fornemmelse redder det næsten. 

Strong Ale, 11.5%

(🍺🍺🍺🍺🍺 ud af 6)

Strong Alen (som velsagtens er en Barley Wine) har været 16 dage på fad.

Ligesom Winter Warmer er den flot med en dyb, brun farve uden det store skum.

Duften er sød, toasted karamel, vinøs, svag eg, let jordbær og hasselnød.

Den er lækkert fed og cremet og det passer rigtig godt til den søde og vinøse smag, domineret af lækker karamel og let tørhed med vanillenoter fra fadet. Der er en mild sukret fornemmelse (som fra fx Muscovado-sukker), let æble-fornemmelse. Ingen af de to ting trækker ned. Afslutningen er passende vinøs og bliver hængende en evighed.

Brown Deer, 5.3%

(🍺🍺🍺🍺+ ud af 6)

De to ovenstående var meget kraftige øl, så jeg var glad for at kunne købe en mere afdæmpet øl hos Byens Vinhandel i Esbjerg.

Ud fra etiketten er det ikke tydelig, om Brown Deer er fadlagret. Men det gør egentlig ikke noget, for det er en topklasse Brown Ale. Her er der igen tale om en vinder i skønhedskonkurrencen; flot kastanjebrun med et stort, cremet skum, som sætter sig tykt på glasset.

Duften er sød, let ristet, godt med hasselnød, chokolade, mild græsset humle.

Øllen er fed og cremet; især for de 5,3%. Der er masser af god mælket chokolade, fin let ristet hed og lækker, hængende bitterhed. Let engelsk lakrids i afslutningen, som forstærkes som den varmer op.

Det er altså ret fedt, at Tommy forsøger at stable noget på benene, der tydeligvis har et kæmpe ambitionsniveau. Der er stadig forbedringspotentiale, men det er en virkelig stærk start.

Kampen mellem de moderne pilsnere

Jeg har tidligere smagt to af de nye (moderne) pilsnere, der er kommet fra de danske mikrobryggerier. Og nu er jeg så heldig at kunne sammenligne to igen.

Slowburn Brewing Coop Octopils

Octopils er en såkaldt italiensk pilsner efter forbilledet Tipopils fra Birrificio Italiano.

Slowburns homage er næsten helt klar gylden med et stort, cremet hvid skumkrone.

Duften er fantastisk, masser af græs, floral. Maltprofilen er skarp og vidner om, at Slowburn har super godt styr på deres mæskning og bruger rigtig god malt. Humlen er ekstremt græsset.

Der er en solid bitterhed som får en lille kant af noget citrus-syrlighed, som balancerer det hele til næsten perfektion.

Slowburn Octopils får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Broaden & Build Frisk

Broaden and Build ude på Refshaleøen i København er en rimelig ny spiller og specialiserer sig i øl, der egner sig godt til mad.

Pilsneren er lidt mere mudret og lidt mere gul end gylden. Der er et flot, blivende cremet hvidt skum på toppen.

Duften er mildere end Octopils, men der er god fed malt og en let græsset fornemmelse.

Smagen er dejlig, den er langt mere fed i fornemmelsen end Slowburns, som er klart mere frisk og legetil (pun intended).

Det er en virkelig lækker øl, der minder lidt om en frisk Zwickel.

Broaden and Build Frisk får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Sammenligning

Om craft pilsnere som ølstil helt brager igennem som mange gerne vil have, kan jeg godt være i tvivl om. Men kvaliteten er virkelig høj og det vidner om, at bryggerierne har styr på det.

Jeg tror pilsnere kan have svært ved at “vinde” over en frisk dåse IPA, når man står i butikken. Men på en bar ville jeg ikke tøve med at vælge en af disse to eller fx Neu fra Bad Seed som min første pint.

En tidlig kandidat til årets øl

Forleden var jeg forbi Kvickly Middelfart og handle lidt øl. Her var jeg glad for at finde ny-klassiske Berliner Weisse fra Berlin-bryggeriet Schneeeule.

Modsat de fleste moderne bryggere af Berliner Weisse så tilføjer Schneeeule Brettanymoces-gær ved flaskning for at balancere syren og skabe en smag, der skal minde mere om smagen fra fordums tid.

Irmgard er brygget med en anseelig mængde ingefær og som en, der elsker ingefær, var det ikke svært at hive den ned fra hylden (nu er jeg bare ked af, at jeg kun tog en…).

For Berliner Weisse? Ja tak. Ingefær? Ja tak. Sammen? Fantastisk!

Der er skarp syrlighed, som er elegant mælket og en fast citronsyre. Selve syrligheden er enormt godt balanceret og spiller rigtig flot med på den let brændende smag af ingefær. Og der er ikke holdt tilbage på ingefæren; præcis som jeg kan lide det.

Og så bare 3.5%. Fantastisk let drikkelig. Jeg har planer om at brygge en gose senere på foråret, og der kommer helt sikkert en ingefær version.

Nøj, hvor den smager af mere ?. Jeg skal helt sikkert forbi Kvickly igen.

Dejlig øltur i det nye og det gamle Prag

I begyndelsen af december var jeg så heldig at skulle til konference i Prag med arbejdet. Det betød naturligvis nogle besøg hos både det velkendte og det helt nye på den tjekkiske ølscene.

Strålende IPA fra Sibeeria

Det er efterhånden en del år siden jeg var i Prag og det eneste sted jeg var genganger var til en afsluttende frokost på klosterbryggeriet Pivovar Sv. Norbert og den lidt fjollede oplevelse på Dúm. Ellers var alt nye oplevelser og alle sammen i absolut topklasse. Jeg går dem igennem her nedenfor i den rækkefølge jeg besøgte dem, så der er ikke nogen rangorden.

Zlý časy (Hard times)

Lidt uden for midtbyen men faktisk ret tæt på mit hotel ligger den dobbelte bar Zlý časy. Fokus her er på tjekkisk mikrobryg og uden at være helt sikker, så er der lige omkring 20 haner fordelt på de to etager. I kælderbaren er der også et absolut godkendt køleskab med en hel del lambic, masser af tjekkisk øl og en god håndfuld internationale top-bryggerier.

Indgangsdøren sprudler ikke ligefrem

Servicen er måske ikke den bedste, som man kommer til at opleve i Prag og virker lidt forhastet; især overfor turister som os. Men man kan ikke sige, at kvaliteten skranter.

Tmavé fra Řeporyje (lidt for meget DMS), Světlý Ležák fra Clock (fremragende) og solbær berliner weisse fra Clock (god)

Restaurace U Šumavy

Den første aften efter konferencen gik vi på denne klassiske tjekkiske resturant for at spise. Det er altid fantastisk (og noget mere eller mindre samtlige danske restauranter kan lære noget af) når det første man møder er et fadølsanlæg med 10 haner. Og det her er altså en restaurant; ikke en bar.

Det er ikke hver dag man ser sådan en ølliste på en restaurant (og ja, Kout var netop blevet udsolgt ?)

Øllene er i strålende form og fungerer sublimt til den lidt tunge, tjekkiske cuisine, som også smager fremragende.

En klar anbefaling, hvis man leder efter noget rigtigt autentisk tjekkisk.

En lidt sød Pšenice (tjekkisk hvedeøl) blev det også til

U Tří růží (De tre roser)

En helt ny oplevelse for mig er denne brewpub placeret inde i de fantastiske, smalle og snoede veje i Prags gamle by. Der var fem forskellige øl på hanerne og et par af dem var også tilgængelige på flasker.

Alle øl står simpelthen så skarpt i glasset og den strålende jule-Wiener er ingen undtagelse

Der var the usual suspects i en virkelig fremragende Svetlý pilsner og en næsten lige så god Tmavé. Men der var også en belgisk inspireret klosterøl og en strålende jule-classic. Deres Red ale var dog lige lidt for spids og ubalanceret for mig.

Helt sikkert et sted jeg vil vende tilbage til.

Bagvæggen var prydet af et ret fantastisk vægmaleri, som virkede til at være taget lige ud af Ole Lund Kirkegaards tegninger

Craft House

Helt klart en mere moderne ølbar i stil med dem, som man efterhånden ser så mange af i København. I baren er der 25 haner med øl fra det meste af Europa, men ligesom hos de fleste andre barer og restauranter i Prag, så er der fokus på de tjekkiske mikrobryggerier.

Alle øl er nemme at overskue på den elektroniske tavle

Jeg får her nydt mere europæiske stilarter og begiver mig for første gang på turen ikke rigtig ind på Tmavé eller andre tjekkiske områder.

I stedet starter jeg turen rundt i ølkortet med det, der viser sig at være turens absolutte ølmæssige højdepunkt: Zichovec Saison 18° Red Wine Barrel Aged. Et udsøgt mesterværk på 8,5%, hvor malten, bitterheden, gæren og fadlagringen går op i en så høj enhed, at jeg faktisk bliver lidt forbløffet. For lige præcis Saison er ikke lige det, som jeg vil forbinde med Tjekkiet ej heller faglagring.

Men det viser nok bare ret præcist, hvor langt de tjekkiske mikrobryggerier er kommet de seneste par år.

En absolut nydelse

Ossegg

I den lidt mere mondæne del af Prag (det virker det i hvert fald som om) ligger brewpubben Ossegg. Det er faktisk ikke en brewpub, da øllene laves på et klosterbryggeri i Osek-regionen nord for Prag, men det er kun deres øl, som serveres her.

Og hvilke øl! Ligesom hos flere af de andre bryggerier, så har Ossegg en stribe klassiske tjekkiske stilarter men også en ganske fantastisk New England IPA på hanerne.

Den meget moderne facade på Ossegg

Servicen er fåmælt, men det er vist heller ikke de stærkeste engelskkundskaber, som dagens bartender har. Derimod er den hurtig (det er i det hele tage imponerende, hvor gode tjenere/bartendere i Tjekkiet er til at spotte, at du har et tomt glas).

Glassene er ret gennemførte

BeerGeek Pivoteka / Bottle Shop

En af de få ølbutikker i Prag (i hvert fald som jeg kender til). Der er et rigtigt flot udvalg af både amerikanske, engelske og andre europæiske øl fra alle de store bryggerier. Desuden er der naturligvis et ret omfattende udvalg af tjekkisk øl.

Faktisk lykkedes det mig at finde to tjekkiske bryggerier, som har øl på dåse (hvilket er rart, når de skal transporteres hjem i en flyvemaskine).

Og så har de da naturligvis en smule udskænkning på stedet, hvor det lykkedes os at få de sidste dråber af deres tre-liters bag-in-box Oud Beersel Kriekenlambiek. Hold da op et lækkert spark at nyde mens man “browser”.

Ublandet lambic direkte fra bag-in-box… ikke så dårligt mens man kigger på indkøb

Vinohradský pivovar

Turens absolutte ølmæssige og madmæssige højdepunkt. Et stykke ude i Prags østlige bydel ligger det lille bryggeri Vinohradský. Bygningen er helt fantastisk indefor med en samlet førsteetage under et flot, hvælvet loft.

Pilsnere i absolut verdensklasse

Det var tydeligt, at stedet var frekventeret af de lokale, men også at det var et sted, som turister med en hvis sans for øl også søgte mod.

Vi var nødsaget til at vente en god times tid før vi kunne få et bord, da underetagen var booket og mængden af siddepladser derfor var begrænset.

Der var også Weizenbock og Imperial Stout på menuen

Men hvad gør det, når man så kan stå og nyde de bedste øl, der blev serveret på hele turen. Deres pilsnere er helt fantastiske, masser af malt og den helt rigtige skud humle. De glider simpelthen ned i et faretruende tilfredsstillende tempo. Også deres amerikansk inspirerede øl er i den absolutte topklasse med både en American Pale Ale og en New England IPA på programmet.

Da vi fik et bord viste maden sig at være i samme strålende kvalitet med udsøgt vildsvin i hybensauce med de bedste knedlíkem (dumplings) vi fik på hele turen.

Strålende mad

Malý/Velký

Placeret strålende lige midt imellem midtbyen og hotellet, blev denne lille perle til det primære go-to sted for mig. Belligende i kælderen lidt gemt efter en snørklet passage møder man ind til 8 haner af dugfrisk øl og fire køleskabe med internationalt og tjekkisk øl fra øverste skuffe.

Pilsner og New England IPA i harmoni

På hanerne er der alle stilarter, lige fra de klassiske tjekkiske til de mere moderne som fx New England IPAs; også fra tjekkiske bryggerier. Køleskabene holder Cloudwater, To Øl, Stone med mange flere samt et solidt udvalg af tjekkiske mikrobryggerier.

Servicen er rigtig god, meget venlig og imødekommende og baren bærer i det hele taget dejligt præg af at være ganske uhøjtidelig. Priserne er også i den absolut fine ende; faktisk koster de fleste øl fra køleskabet mindre end de gør hos BeerGeek Pivoteka. Desuden har de intet imod, at man køber flasker/dåser med sig ud af baren.

Den dejligt rodede tapliste

NU Beer Bar

Igen en lidt mere moderne ølbar med mulighed for at spise. Vi fik en burgermenu, som ikke helt levede op til burgeroplevelsen fra to dage forinden, hvor vi havde besøgt Black Bettys Bar and Grill (som ikke var noget at skrive om for øllet, men nøj, nogle gode burgere).

Deres egen øl og en strålende Tmavé fra Továrna

Øllet derimod var strålende og der var meget at vælge imellem, blandt andet deres egen pilsner, som var virkelig god. Vi købte øl til maden og købte efterfølgende et smagebræt med seks smagsprøver hver. Øllene var generelt gode, men det var nok også her, at jeg fik flest skuffende oplevelser desværre, da enkelte af øllene var decideret kedelige eller havde brugt for gammel humle. Ærgerligt.

Man kan bruge muffinsforme til mange ting…

Pivovarský dům

Det er jo egentlig ikke den store nydelse at tage ind på Dům, men det er så meget anderledes end resten af Tjekkiet kan tilbyde. Det er ret turistet, men heller ikke overrendt og så er det bare sjovt at se sin kollega famle rundt i de underlige smage, som bryggerne kommer op med.

Det næsten lidt for systematiske smagebræt

Denne gang var en pilsner med vanille et absolut lavpunkt mens brændenældeøllen var lige så fin som den plejer og deres almindelige Tmavé var ganske hæderlig.

Tag hertil, hvis du skal udfordres lidt på skøre smage frem for gode smage.

Pivovar Strahov / Sv. Norbert

Faktisk var vi oppe ved klostret øverst på bakken bag Prags slot allerede en af de første dage på turen. Desværre var der lukket på grund af et privat arrangement. Så slukørede og med tunge skridt (der er langt derop; og det er virkelig opad) svor vi at vende tilbage.

Og det kryds fik vi så sat til frokost den sidste dag inden flyveturen hjem. Og det var lige så godt som det plejer. Jeg har faktisk besøgt Strahov hver gang jeg har været i Prag.

Der var fem øl på kortet; blandt andet en blød og lækker Christmas Doppelbock og en frugtet og frisk New England IPA. De var alle fremragende uden den mindste snert af fejl eller rysten på hånden hos bryggerne.

Tjekkiets (verdens?) bedste Tmavé

Men det er i min optik nok Tjekkiets bedste Tmavé, som bliver serveret på Strahov. Den er så elegant, skarp, bitter, blød og fantastisk som den plejer at være. Den føles ligesom en god belønning for at have travet hele vejen herop.

En god pulled beef burger med hjemmelavet pickle-mayo sluttede turen af

Herlig Rowdy Hops i Aarhus

Fredag den 1. November markerede debuten for endnu en regional ølfestival i Danmark. Rowdy Hops er skabt af folkene bag ølbutikken Tidens Farver og havde et klart fokus på kvalitet over kvantitet.

Allerede inden festivalen viste kvalitetsbevidstheden sig med strålende kommunikation via sociale medier; blandt andet med meget skarpe informationer om at hæve 10’ere, som skulle bruges ved standene.

Jeg havde rippet banken for 10’ere inden festivalen

Der var også en fin eksekvering af køen, smilende ansigter og Ridehuset var dejligt rummelig (selv om der var lidt koldt ?).

Og så kommer vi til hovedattraktionen; øllet. Og der var virkelig skruet op til max hos de 27 stande, der hver havde to øl med til hver af de to sessioner.

Jeg kan faktisk ikke fremhæve nok, hvor generelt godt øl, der løb fra hanerne til vores glas – og også til ret fair priser, som med 10’erne i hånden gik fra 10 kroner for 20 cl til 20 kroner for 10 cl.

Så i stedet for at gå mere i dybden, så vil jeg trække en personlig top ti (11) ud af ærmet og knytte et par kommentarer.

Special mention: Frau Gruber Hidden Beauty

Fedt at se en NEIPA primært med New Zealandsk humle. Det gav en klart anderledes oplevelse end normalt, selv om Nelson Sauvin humlen måske ikke helt passede ind.

10. Mikkeller Baghaven Spätale

En virkelig god sur Saison fra Mikkellers surøls-eksperimentarium. Strålende maltbalance under zesty syrlighed. Ekstremt drikkelig.

9. Åben Stolen Berries

Festivalens bedste berliner weisse er som altid sprængfyldt af frisk bær, delikat syrlighed og god maltbalance.

8. Gamma Ghosted

Ghosted og Geeked Up fra Gamma

4 dage gammel double IPA fra humletroldmændene fra Gamma. Superfrisk, juicy og virkelig dejlig.

7. Stone Got Mad Hops IPA

En blogger tager billede af en blogger, der tager et billede af en Stone Got Mad Hops IPA ?

Lidt en overraskelse fra Stone, som er en ren West Coast IPA med Sabro humle. Virkelig tydelig jordbær karakter fra humlen, solid bitterhed og ekstremt drikkelig.

6. Lervig Supersonic

En NEIPA, som allerede var i den absolutte topklasse i forvejen. På Rowdy Hops var den helt frisk, juicy, tilpas bitter og faktisk bare lige i skabet. Der var bare to andre NEIPA’er som nærmede sig det guddommelige…

5. Amundsen og Lervig Even More Cowbells

Som den ene af de to virkeligt vilde NEIPA er dette rent norske samarbejde, som marginalt giver Lervigs egen NEIPA baghjul. Juicy, noget mere bitter (og på den måde endnu mere drikkelig). Yum!

4. Mikkeller Baghaven Ruud Peesch

Ruud Peesch hældes forsigtigt op

En helt genial sur øl fra Refshaleøen. Indtil nu den bedste øl, jeg har smagt fra Ehren Schmidts hånd. Ekstrem meget ferskensmag med masser af balancerede syre-indtryk. Lav på eddikesyre, skarp på frugtsyre. Så tæt på dansk lambic, som vi kommer!

3. De Moersleutel Barcode Purple

Vild fadlagret barley wine

Som en af de sidste øl vi fik på festivalen, så tog denne vilde, hollandske fadlagrede barley wine os med storm. Helt vild balance fra fadlagring på både japanske whiskyfade og portvinsfade; vinøs, blød og kompleks.

2. Cloudwater Five Good Lots

Få øl blev indkøbt flere gange, men Cloudwater brillierede på første session med en NEIPA, som ramte plet på alle parametre. Og den blev købt adskillige gange. Bitter, juicy, frisk, humlet, zesty og mildest talt sublim.

1. Siren Bourbon Turkish

Siren Bourbon Turkish

Den oprindelige Turkish fra Siren er en af de bedste kaffe imperial stouts, der nogensinde er lavet. Lagret på Bourbon fade får denne Turkish Coffee inspirerede øl bare endnu mere karakter og faktisk endnu mere balance. Den var (og er) virkelig bare vild!

Dejlige og komplekse saisoner fra Norbæk

For et par uger siden sendte jeg min storebror til Elev nordvest for Aarhus for at hente et par øl hos Norbæk, som er et lille landbrugsbryggeri, der specialiserer sig i Saison (af den rustikke slags).

Det er også nogle rigtige fine, nærmest yndige flasker, som han bragte hjem til mig. Meget simplistisk, meget nyt nordisk og meget stilrent design. De er rigtigt fine, selv om man måske kan diskutere valget af gul skrift på råhvid papir ?.

Men hvordan var indholdet?

Grisette

De “små grå” er typisk hvede-dominerende saison’er med relativt lav alkoholprocent, men stilarten er ikke helt sat i sten. Dog ved man, at Grisette blev brygget til minearbejdere modsat traditionelle saison’er til landarbejdere.

Norbæks Grisette er en rigtig flot øl. Klar gylden med et orange skær og et stort cremet hvidt skum.

Duften er lækker; der er lidt peber, lidt funk, læder, æble estere og lidt abrikos.

Smagen er tør, kalket i sin bitterhed, der er sød hvede, selv om mængden af restsødme er lav. Der er også hvid peber, svag pine og den slutter med en næsten egetræsagtig tørhed. Yderst drikkelig med en svag syrlighed i baggrunden.

Norbæk Grisette får ????? (ud af 6).

Saison Blend

Saisonen fra Norbæk har fået lov til at hygge sig med et udvalg af vildgær og bakterier, så mine forventninger var høje.

Når man får korkproppen af er der godt gang i øllen som står klar gylden i glasset, men som desværre ret hurtigt mister sit mælkehvide skum.

Duften har initielt masser af peber og minder faktisk en del om belgiske Fantôme. Den er floral, der er sød malt og en let ferskennote bagved.

Smagen har skarp syrlighed først, svagt mælkesyre, men også desværre en lidt skarp eddike note, som er svær at dække bag florale og friske citrusnoter, som ellers dominerer ovenpå den søde malt.

Lidt kort afslutning og den føles faktisk en smule tynd.

Det tegner samtidig ikke godt for langtidslagring, at det er kommet væske ind ovenpå korkproppen, som risikerer at nedbrydes hurtigere end forventet. Det skal Norbæk lige have styr på fremadrettet.

Norbæk Saison Blend får ????+ (ud af 6).

Væske mellem korkprop og kapsel

To gange godt gakket gose

På Øllets Dag excellerede To Øl med deres gose; To Øl gose to Hollywood, som er et helt igennem fantastisk eksempel på den moderne gose. Frisk, læskende, mildt syrlig, lav i alkohol og bare usandsynligt drikkelig.

Læs mere om Founders Más Agave længere nede

Hos Kvickly i Middelfart har jeg købt to andre goser, som på forskellige parametre ikke helt passer ind i den nye type af gose.

Flying Couch John Lemon

Først og fremmest kudos til det meget fede navn ?. Flying Couch præsenterer her en imperial gose (6%) med citron og hyldeblomst. Lyder som en rigtig sommer-basker.

Duften starter det hele fint ud med god citronskal, ganske fornuftig syrlighed i næsen og en let sødme fra hyldeblomsterne.

Smagen er dog ikke helt så spot-on og virker ikke helt til at være sur nok til at bære en faktisk rigtig fed mundfylde. Det er som om citronen måske giver nok zesty friskhed, men egentlig ikke bidrager med nævneværdig ekstra syre.

Måske er den ligesom manden, der har lagt navn til den; konstant ved at finde sig selv?

Flying Couch John Lemon får ??? (ud af 6).

Founders Más Agave

Amerikanske Founders har for nylig sendt Más Agave på markedet i Danmark. Som de selv skriver på flasken, så er det deres forsøg på at imitere en Margarita.

Det forsøger de ved at tilføje lime og agave og lagre de 10% imperial gose på brugte tequila fade.

Det lyder rimeligt vildt, og det er det også. Og hvad der næsten er vildest, så fungerer det faktisk.

Det er først og fremmest en rigtig flot øl. Mørk gylden mod ravfarvet med et stort, blivende, cremet hvidt skum, der bliver hængende imponerende længe for en sur øl.

Der er fuld smæld på duften. Masser af zesty lime, tequila og en klar note af agave eller kaktus. Der er kun en mild sødme inde bagved.

Ligesom John Lemon er det en gose af den fede, cremede slags og her fungerer det på grund af de ret ekstreme smage, man bliver mødt af.

Den er super zesty og har mega meget tangy lime; lige der, hvor lime bliver mere tør end sur. Malt og fadlagring bringer en velbalanceret sukret sødme til at balancere. Øllen føles stærk, men slet ikke i nærheden af de 10%.

Det her er nok ikke for alle, men jeg kan virkelig godt lide den.

Igen er vi nok ude i, at ph på mæsken nok ikke er super lav, men modsat Flying Couch bidrager lime og agave her med rigeligt tangy zestiness til at det hele hænger sammen. En beergharita?

Founders Más Agave får ????? (ud af 6).

En historie om vilje, kvalitet, vedholdenhed. Historien om Sierra Nevada

Vi kender nok alle sammen Sierra Nevada Pale Ale i de små buttede flasker med den farverige lysegrønne etiket.

I begyndelsen af mine øl-år var den en markør indenfor stilarten, men er dog sidenhen overhalet mange gange. Tror dog nok stadigvæk, at den og Torpedo IPA er de bedste øl, som du kan hive ned fra hylden i Føtex.

Ken Grossman er manden bag bryggeriet og han har skrevet en selvbiografi om ham selv og hans bryggeri.

Om bogen

Det er først og fremmest en god bog om at overleve mod alle odds. Og om en hvis grad af fandenivoldskhed.

Det er tydeligt fra begyndelsen, at bogen er selvbiografisk og ikke journalistisk og kan på den måde ikke direkte sammenlignes med Josh Noels mesterværk “Barrel-aged Stout and selling out” om Goose Island.

I stedet får man sider, der oser af entrepreneurship og gåpåmod og som ikke er bange for at nørde i teknik og udstyr.

Det kan måske godt være, at den spacer lidt ud i enkelte passager om teknikken og især om låneforhold og amerikanske arbejdsmarkedskræfter. Men det er heldigvis ikke så tit. Måske er det fordi, at det ikke interesserer forfatteren helt så meget, som når han fx nørder smagsstabilitet i et fremragende afsnit til sidst i bogen.

Man får også et indblik i, hvordan mikrobryggerierne har hjulpet hinanden; med Sierra Nevada forrest til at tilbyde hjælp. Det er absolut inspirerende. En altruisme, som Good Beer Hunting også fanger strålende her: https://www.goodbeerhunting.com/blog/2019/2/25/a-story-of-resilience-sierra-nevada-brewing-company-in-chico-california.

Selve narrativet springer dog lidt i tid og det ender desværre med at hakke lidt i bogens flow.

Ken Grossman bag på bogens ‘sleeve’

Og uden at nævne det, så viser Sierra Nevada sig som skoleeksemplet på, hvordan man driver en glocal virksomhed. Også længe inden det begreb blev fortærsket af en masse management konsulenter.

Om øllen i glasset

Torpedo IPA er Sierra Nevadas West Coast IPA

Til anmeldelsen af bogen havde jeg taget en tur i Føtex, hvor jeg købte mig en Torpedo IPA, som nok havde et halvt år på bagen.

Om det er Grossmans fokus på smagsstabilitet eller det bare lige var den rette øl til det rette øjeblik ved jeg ikke.

Men Torpedo IPA smagte strålende, flot fed maltprofil med en let karamel i bunden. Der er græs og grapefrugt fra humlen. Og så er den lækkert cremet og helt tilpas tør.

Bitterheden er markant, men stikker aldrig af fra malten. Grapefrugt, citronskræl og fyrrenåle giver en lækker afslutning.

Meget solid.

Sierra Nevada Torpedo IPA får ????+ (ud af 6).

Er der endelig godt nyt fra Brewdog?

På engelsk har de et ord, der ikke helt lader sig oversætte til dansk. Det hedder ‘underwhelming’. Det er det modsatte af overvældende, men uimponerende eller uinteressant er bare ikke helt rammende.

Grunden til at jeg fokuserer på det ord er, at det i høj grad er det ord jeg vil sætte på Brewdog gennem de seneste 5 års tid. Mere fokus på hoteller, barer, billigere produktion til retail-segmentet for at maksimere profit samtidig med at de har forsøgt at markedsføre sig som rå, innovative og næsten nihilistiske. Det har virket hult.

Jeg har nemlig primært set det første. Udvandet Punk IPA i store flasker i Netto, forsøg med abonnementskasser for at få solgt de ‘specielle’ bryg, abnorme prissætninger på øl, hvor andre øl nemt kan konkurrere med 1/3 eller 1/4 af prisen (kigger på dig Paradox og Dog X).

Så det er virkelig ikke ofte, at der ryger en Brewdog i kurven længere. Men en Imperial Coffee Stout på hylden i Kvickly Middelfart til den beskedne pris af (så vidt jeg husker) 32,95 lød som om det kunne være interessant. Og det var det!

Hel sort, fint cremet brunt skum, lidt fizzy. Duften har masser af kaffe, vinøs, let rosin, mildt ristet. Lav karbonering, fin cremet fylde.

Smagen har dejlig kaffe, ristet malt, mørk choko, kakao, let olie. Ret vinøs, måske endda lige skarp nok.

Det er en god, mørk imperial stout, der lkge kammer over i alkoholen, men formår at bibeholde en god bitter balance.

Return to form? Ja, faktisk ret tæt på.

Ugly Duck Phoenix; hindbær på fad

Lad os starte med at gøre tydeligt opmærksom på, at Ugly Duck har begavet mig denne Phoenix og at den meget vel kommer som en del af en række blogindlæg fra ølbloggere om netop denne øl (af netop samme årsag).

Så kunne man jo sige, at jeg da bare kunne lade være med at anmelde øllen. Og ja, det er ganske korrekt. Men nu er Phoenix faktisk et ret lækkert bekendtskab, og hvem vil ikke gerne være i samme rum som det ind imellem?

Først og fremmest er Phoenix forbandet flot. Den er dyb rød med nuttedr lyserøde kanter. Skummet formår at holde sig hvidt til trods for frugtsaften underneden.

Duften har også enormt meget hindbær; ret så frisk hindbær endda. Den er syrlig, men med en let underliggende maltethed. Lidt som noget klistret hvede. Der sniger sig lidt mandel ind også, meget svag eg og en smule mælkesyre.

Kritikken kan her lyde på, at duftens bredde nok ikke helt kan måle sig med Framboise fra de belgiske lambic bryggerier, men nu er det her jo heller ikke en lambic.

Smagen følger duften og mangler her også lidt i dybden og faktisk også i syrligheden. Der er masser af hindbær igen, og træet spiller sig mere frem.

Der er mælkesyre igen, som måske dominerer over de øvrige kulturer, som desværre får øllen til at fremstå som en glorificeret Berliner Weisse. Og det er der altså slet ikke noget galt med…

Ugly Duck Phoenix får ????+ (ud af 6).

Det er et fremragende glas øl, men leder man efter de virkelige sure hindbærøl, så opsøg Boon, Cantillon, 3 Fonteinen eller Hanssens. Ønsker du verdensklasse belgisk vildgærsøl fra Fyn, så er pengene bedre givet ud på Brabant, som rammer stilen på sømmet og samtidig giver den sin helt egen kant.