Klassiker: Rodenbach Grand Cru

Næste klassiker i rækken kommer også fra Belgien. Denne gang Rodenbach Grand Cru, som er typen Flandersk Oud Bruin.

Grand Cru versionen af Rodenbach består af 1/3 ung øl blandet med 2/3 ældre øl, som har ligget to år på kæmpestore egetræstønder (foeders).

Øllen benytter også Rodenbachs egen Roeselare gær, som består af både almindelig ale-gær og en masse forskellige bakterier og vildgærs-kulturer. Den bringer en virkelig blid syrlighed og et kraftigt strejf af kirsebær, som passer lækkert til de bløde, tørre noter fra egetræet.

Rodenbach er et af de virkelig traditionsrige bryggerier i Belgien og blev etableret helt tilbage i 1821. Selv om det nu er ejet af Palm koncernen, har bryggeriet i Roeselare fået lov til at fortsætte som før det blev opkøbt.

I glasset er øllen en rigtig flot dyb rødbrun med et mellem skumhoved, som måske forsvinder lidt hurtig . Aroma har dejlige syrlige, kirsebær, en smule eddike, træ, let mælkesyre og god funk. Mellem til lav karbonering, super tør og rimelig let fylde. Smagen er blid med træ og let eddike først, som efterfølges af god sødme med kirsebær og let karamel. Sødmen er lækker sukret, men aldrig klistret. Det er virkelig en øl med vidunderlig balance.

Rodenbach Grand Cru er mere eller mindre et “gateway drug” til de sure øl. Når man lærer at elske denne øl, så er der ikke langt til at nyde andre sure øl som lambic og Gueuze.

Rodenbach Grand Cru får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Rodenbach Grand Cru er købt i Beershoppen til 30,-

Horn Cider

I forlængelse af mit indlæg om den danske cider: O Cider, where art thou!? har jeg været så heldig at få min fingre i to forskellige cidere fra Horn Cider fra Låsby i Midtjylland.

Hos Mahlers Vinhandel i Aarhus købte jeg en Ydun cider årgang 2014.

Jeg smagte Idun ved siden af min egen cider fra sidste år (det er min cider til højre på billedet). Min cider er lavet udelukkende på Belle de Boskoop ligesom Idun er (som også har Bramley i – og honning).

Idun er flot gylden. Duften er dejlig med frisk grøn æble og en klat honning. Cideren er ganske livlig med en fin tør og ganske olieret mundfylde. Smagen har faktisk en del sødme, honningen skinner en del igennem, let pære. Der er en smule syrlighed og en god tørhed. Men den er godt nok ret sød.

Idun fra Horn Cider får 🍺🍺🍺 (ud af 6).

Min egen cider er mit første forsøg og er gæret helt ud, så der er virkelig meget tørhed. Den er ikke noget mesterværk, men der er en frisk jordethed over den og en del frisk syrlighed. Den har udviklet sig meget positivt gennem det seneste års lagring. Så det er helt sikkert noget, der skal forsøges igen. Faktisk var den en bedre cider end den fra Horn Cider.

Den anden cider, jeg fik prøvet fra Horn Cider var deres nye Å cider, som var på fad hos Mikkeller Bar i Viktoriagade i København.

Jeg smagte cideren sammen med en Dobbelt IPA fra Stigberget og en Bourbon Barrel-aged Imperial Stout fra Modern Times fra San Diego.

Og den vigtigste pointe her er, at cideren helt klart var bedre end de to øl og også klart var den, som jeg ville bestille en ekstra af.

Å cideren til højre vandt klart over dobbelt IPA og Imperial Stout

Å cideren er strågul med en lidt grønlig nuance. Der er dejlig sød grøn æble i duften med en smule pære og en let mælkesyre note. Cideren er livlig og har en dejlig tør og ganske fed fornemmelse.

Smagen er især lækker med en dejlig skarp syrlighed i begyndelsen ligesom skrællen på grønne æbler, der ikke helt er modne endnu. Der er en god sødme i midten, hvor der er lidt pære-noter med. Afslutningen er fuldfed med en virkelig forfriskende syrlighed.

Den minder mig mere om de spanske cidere i sit syrlig indtryk, men har mere liv end de normalt har. En virkelig lækker cider.

Horn Cider Å Cider får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Ebeltoft Gårdbryggeri Raw Power

Der er flere butikker og barer, som flere gange har fremhævet, hvor god Ebeltoft Raw Power er, så da jeg så den på hylden hos Kvickly i Middelfart, så var jeg ikke sen til at lægge en flaske i kurven.

Raw Power er en Dobbelt IPA i New England-stilen. Så vi er ude i et lidt mudret udseende og masser af duft af humle. Og meget humle. Ikke kun på grund af stilen, men også for at kunne matche de 8,4% alkohol.

Min flaske skulle nydes (anvendes 😂) inden januar 2018. Jeg formoder, at holdbarheden er sat til 6 måneder, så min flaske var nok cirka 2 måneder gammel.

Raw Power er flot i glasset med en meget ren strå-gul farve og et lille tykt skumhoved på.

I duften blander en smule havre sig med alle de tropiske og citrus-agtige humlenoter. Der er appelsin, frisk citronskal og lidt harpiks. Generelt er det meget saftigt. Den har en dejlig cremet fylde og er dejligt balanceret.

I smagen er der solid bitterhed, men det her er ikke ligesom i traditionelle amerikanske dobbelt IPA’er. Humlen bruges til bitterhed, ja, men især til smag. Ud over de førnævnte citrusfrugter, så blander der sig også mere eksotiske noter i smagen, hvor jeg fornemmer noget kiwi, abrikos og fersken.

Eftersmagen varmer let og bitterheden runder det hele nærmest perfekt af.

Der er ingen tegn på de 8,4% mens man drikker den, og det er altid et klap på skulderen til bryggeren, hvis alkohol er godt skjult. Lidt farligt for den, der drikker øllen, dog 😊.

Der var en smule mindre wow-faktor end ved Ebeltofts Skunk Jam, men måske vil en helt, helt frisk flaske Raw Power vinde tvekampen?

Ebeltoft Gårdbryggeri Raw Power får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Købt for 55,- i Kvickly, Middelfart.

Alkoholfri Mikrobryg? Svaneke har et bud!

Det er svært at brygge øl. Og det er bestemt endnu sværere at brygge øl med lave procenter – endsige øl, der efter den nye 0,5%-regler klassificeres som alkoholfri.

Mikkeller er blandt de få, der har formået det. Og så Svaneke. De lavede tidligere Greenlight (pilsner), som jeg var ret imponeret over. Nu har de fulgt den op med en alkoholfri Pale Ale: Don’t Worry.

Duften bærer ret meget præg af ugæret urt, altså den her sødmefulde malt duft parret med en del humle, men hvor alkoholen endnu ikke har kunnet balancere de to nuancer; og det er jo forståeligt nok. Den dufter faktisk virkelig meget af den duft, som spreder sig i bryghuset, når man brygger.

Den har faktisk en fin fylde og er faktisk ikke ret sød men i stedet ret så bitter med en del smag af humle. Og den bitterhed og humlesmag hænger dejligt ved.

Det er Svaneke faktisk sluppet aldeles hæderligt af sted med. Det er sjældent, at jeg vælger at drikke alt indholdet, når jeg smager en alkoholfri øl. Men det gjorde jeg faktisk her.

Svaneke Don’t Worry får 🍺🍺🍺.

Flasken er købt i LIVA Stormarked til 21,-

Klassiker: Orval

Det er måske lige før, at det er klassikeren.

Orval er en utraditionel Trappist-øl. Utraditionel i den forstand, at munkene på Abbaye Notre-Dame d’Orval kun laver den øl til generel salg*. Og utraditionelt fordi Orval ikke ligner nogle andre Trappistøl.

Trappistøl fra fx Rochefort, Westvleteren, St. Bernardus, Westmalle og La Trappe er traditionelt søde, og er langt mere båret af malt og den klassiske belgiske Trappistgær med masser af noter af tørret frugt. Orval handler nærmest kun om gær! Til Orval bruger munkene vildgæren Brettanomyces lambicus, som er fundet i Senne dalen i Belgien og faktisk identificeret af Carlsberg i 1904.

Orval har, ligesom mange af de andre Trappistøl, været produceret længe (siden 1931) og årsagen har lignet de øvrige klostres årsager; en mulighed for at finansiere ændringer på klostret. Klostrene skal ikke tjene penge, men da klostret i den periode havde brug for omfattende restaurering, satte munkene brygprojektet i gang. Og det har – heldigvis – været i gang lige siden!

Min flaske var fra 2015, så ligger nok lige præcist mellem Oud og Jong. Øllen er livlig, når den kommer ud af flasken, så hold gerne glasset lidt på skrå. Den har en smuk kobber-rav nuance og skummet sætter sig i flager op ad glasset.

Det er i duften, at man får den første indikation på, at vi har at gøre med noget helt særligt. Der springer en masse æble, pære, appelsin og malt frem. Men det er blandet sammen med langt mindre og mere komplekse noter af peber, brændenælde, læder (ja, læder) og det vi ølnørder kalder “funk”.

Funk er en fællesbetegnelse for en række smags- og aromastoffer, som ofte er svære at sætte ord på, da de i sig selv ikke virker særligt appetitlige. Det er ord som duften af stald og hestedækken, jordslåethed og overmodne grønne frugter.

Men sammen med alt det andet så er det ualmindeligt tillokkende.

Fylden er rimeligt let og ved allerførste slurk med smag af gær og malt kan man godt tro, at man bare drikker en hvilken som helst blonde. Men så kommer tørheden. Denne fantastiske udtørrende fornemmelse, som også kan fås ved nogle af de bedste rosé- og hvidvine. En tørhed, der bringer ønsket om endnu en slurk!

Maltens sødme balancerer tørheden sublimt og blander masser af noter af æble, pære, grønne druer og peber ind i mikset.

Hver slurk gemmer på nye indtryk og jeg kunne nok fortsætte med at beskrive de nuancer, som Orval besidder, men jeg vil hellere opfordre jer alle til at købe en flaske og bare prøve den (eller faktisk, køb 3, så kan I smage en frisk, en ældre og en gammel).

Det er sublimt, det er unikt, det er Orval.

Orval får 🍺🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Orval er købt i Beershoppen til 28 kr. for 33cl.

* Klostret brygger også en Petit Orval, der som navnet antyder, er en lettere øl, som munkene selv drikker på klostret og som sælges fra klostrets café.

Mikkeller San Diego Big Hazy

Mikkeller er uden sammenligning den store succeshistorie i den moderne danske ølrevolution.

Med aktiviteter rundt om i hele verden er de også klart Danmarks største mikrobryggeri (lidt af en selvmodsigelse). Men faktisk har Mikkeller ikke selv ejet eget brygværk indtil Warpigs brewpubben åbnede i Kødbyen i København i 2015.

I 2017 åbnede Mikkeller Brewing San Diego så også, hvor Mikkeller brygger øl på Alesmiths gamle anlæg og producerer en lang række nye produkter (jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt der overhovedet har været nogle gengangere iblandt).

De har siden begyndelsen lavet ugentlige releases af deres dåser (oppe på 48 forskellige siden 12. Januar 2017). Og Big Hazy er en af dem.

Billede fra Mikkellers Facebook side

Som en Imperial IPA i New England stilen adskiller Big Hazy sig nok mest ved at være brygget med Lupulin-pulver. Lupulin er det stof som udvindes fra humlen og giver det sin bitterhed. Hvis man tager en humlekogle og gnider den i hænderne, kan man tydeligt se det fine gule pulver, som sidder ved bladenes rod.

Lupulin-pulver har flere fordele for bryggerne:

  • De er mere sikre på, hvor meget bitterstof de reelt set får ud af humlen
  • Færre bladdele i brygget betyder også mere produceret øl, da øllen ikke bliver suget op i det grønne (og det betyder faktisk en del når der er så meget humle i de her øl)
  • Men vigtigst af alt, især fordi lupulin-pulver primært bruges til tørhumling, så fylder det simpelthen meget mindre – så der kan humles ekstra meget! 
Foto fra KENT FALLS BREWING

Øllen er mudret gul med et lille cremet hvidt skum på toppen. Duften har helt klart den her klistrede, fede humleduft, når man hælder øllen op. Den tager lidt af i glasset, men det er nu heller ikke helt unormalt.

Duften præges af harpiks, fyrrenåle, grapefrugt, ferskner og clementiner. Den har en fin grynet fornemmelse (sikkert på grund af havregryn), men virker bestemt ikke tung for sine 10.1%. Faktisk er det ret imponerende, hvor let den glider ned.

Smagen er blid med en god maltet balance og masser af multijuice fra ananas, fersken, grapefrugt og fyrrenåle. Smagen bliver aldrig decideret bitter, men eftersmagen hænger ved som dengang en brygger (Ryan!) lokkede mig til at smage på humleekstrakt. Det var bare bittert, det er det her ikke; det har smagen af humle.

Det giver øllen en blidhed og bløde, som gør den virkelig drikkelig. Det eneste jeg mangler (og det er virkelig småting), er måske en skvis på fylde og en skvis på bitterheden. Men ellers topklasse.

Big Hazy fra Mikkeller San Diego får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Købt fra Mikkeller Bottle Shop Aarhus for 75 kroner.

Amager Bryghus/Bagby Going Old School

Amager Bryghus/Bagby Going Old School

Endnu et af Amager Bryghus’ samarbejdsbryg faldt ned i min kurv i Salling. Denne gang sammen med det relativt nye Bagby Beer Company (etableret i 2012 men først for nylig kommet til Danmark).

Jeff Bagby, som sammen med sin kone, står bag Bagby Beer Company er dog ikke selv nogen vårhare. Han har været involveret i flere bryggerier og brewpubs I Californien siden 1997 og har senest stået i spidsen for en af de berømmede Pizza Port brewpubs.

“Going Old School” skal henvise til, at Amager og Jeff har brygget en helt klassisk vestkyst amerikansk IPA. Ikke noget smart juice uden bitterhed her. De har også brugt de meget ny-klassiske humler Amarillo, Columbus, Cascade Centennial og Simcoe.

Det er en rigtig flot øl i glasset. Den står med en meget klar orange rav-nuance, der står flot til det stabile, hvide skum.

Duften står ret skarpt med de “mørkere” citrusfrugter bergamotte og grapefrugt. Der er også en kraftig duft af ren humleolie (det er en svær nuance at beskrive, det er sådan en blanding af støvede blomster and intens fed harpiks) – altså iblandet de virkelig lækre citrusdufte. Det hænger virkelig godt sammen, selv om den næsten bliver lidt for støvet i duften til min smag.

Øllen har begrænset kulsyre og en lækker fed fornemmelse. Det er altså godt arbejde at kunne lave en så fed maltsammensætning og man så overhovedet ikke fornemmer malten i duften.

Smagen er kraftigt bitter, der hænger en masse græs og lidt fyrretræ sammen med citrus frugterne og malten forsøger så langt den kan at stabilisere bitterheden.

Det er en kamp, som den alligevel taber til sidst. Det bliver alligevel lidt for meget fed bitterhed når man når længere ned i glasset og øllen stille og roligt varmer op. Det er et tilfælde af lidt for meget af det gode.

Køb øllen for dens duft, nyd den gode smag – hvis du kan lide bitterhed på den lidt fuldfede måde.

Amager Bryghus/Bagby Beer Company Going Old School får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

På besøg hos Fri Bryg i Børkop

Der var godt gang i kedlerne, da jeg træder ind hos Fri Bryg i Børkop. Faktisk er Jens Rasmussen og hans hjælper Martin både i gang med en portion landøl på det store anlæg og ved at lave et forsøg med en røgøl med whiskeymalt i en lille håndbrygger-gryde.

Hvor meget kan I brygge her?

Vi kan koge 450 liter i anlægget og brygger dobbeltbryg cirka hver tredje uge. Men vi har egentlig kapacitet til mere. Men det skal jo også hænge sammen, når det er i fritiden, vi brygger. Vi har netop anskaffet en lille 250 liters gæringstank, hvor vi kan forsøge med lidt mindre bryg og så har vi købt den lille gryde (som koger med røgøllen) til at lege endnu mere.

Bryggeriet bliver hele tiden udvidet og forbedret. Vi har været i gang i tre år nu, men har ingen gæld i anlægget. Så vi investerer kun, når der er plads til det i økonomien.

Kan I sælge alt det, I laver?

Ja! Det er slet ikke noget problem. Vi har faktisk svært ved at følge med… Som det er lige nu, så sælger vi nok 50% ved dørsalg, resten sælger vi til private i fade og til nogle enkelte udskænkningssteder i området.


Fri Bryg kunne tilbyde fire forskellige bryg på dagen:

  • Hvede (en let hefe-weissen med god hvede karakter, let banan og æble. Fin fylde, men nok lidt for meget citrussmag til min smag) – 🍺🍺+ (ud af 6)

  • Pale Ale (en rigtig frisk pale ale med duft af fersken, harpiks, æble og citrus. Fin bitterhed med en lidt mineralsk kant men med fin citrus bitterhed) – 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

  • Landøl (en lækker, frisk amber ale med flot farve og skum. Duft af malt og græs. God cremet fylde. Sød smag, godt maltet med karamel og græs. Lækker og drikkelig) – 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

  • NE-IPA (en noget klar NE-IPA med masser af bergamotte (Earl Grey), lime og fersken i duften. Fin cremet fylde. Fin bitterhed med citrus, lime og bergamotte. Den er måske mere almindelig IPA end NE-IPA, men ganske drikkelig – 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Jeg tog en 2-liters flaske med NE-IPA med til aftenens vejfest. Og det er jo vigtigt at passe på sådan en lille en under køreturen, så den blev sat forsvarligt fast 🙋.

Klassiker: Westmalle Tripel

Westmalle. En af de øl, som har været med i den danske ølrevolution siden begyndelsen. Den blev importeret til Danmark første gang i 1997 eller 1998 og har været en fast bestanddel på hylderne i specailforretninger og velassorterede supermarkeder lige siden.

Westmalle Tripel udmærker sig især ved at være arketypen indenfor den belgiske Trappist Tripel.

Trods kritiske røster om, at produktionen på Westmalle klostret strækker Trappist anerkendelsen lige lovlig meget, så er kvaliteten af øllen ikke til at sætte en finger på.

Dyb gylden farve, stort cremet hvidt skum. Aroma er frisk, let vinøs, lidt drue, estere, især pære, lidt græs og hø og en svagt mælket nuance. Livlig karbonering, flot tør og cremet fylde. Smagen er dejlig blid og elegant, malten i front for sødme, blidt vinøs, masser af frugt æble, pære, drue, ananas. Den er faktisk rimeligt humlet, men alkoholen og den søde malt holder humlen i kort snor, så den aldrig bliver decideret bitter. Skarp afslutning som hænger ved. Det er virkelig høj klasse.

Westmalle Tripel får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Der findes dog bedre Tripler “derude”*, men Westmalle Tripel er bare grundstenen indenfor Tripel.

Faktisk var Westmalle Tripel noget af et unikum, da munkene lancerede den i 30’erne. Man fokuserede dengang på, at lang kogetid var vigtigst for at få en masse smag frem. Og længere kogetid giver mørkere øl. Så man anså lyse øl for svage og smagsløse af natur.

Så selv Trappistmunke, hvis opgave er at fastholde tradition kan opfinde en helt ny ølstil. Men når man kigger nærmere, så viser det sig også, at selv om øllen blev lanceret i 1936, så havde munkene arbejdet på den i flere år. Og munkene tog også helt til 1954 (ja, 18 år!) før de fastlagde opskriften, som den er nu.

Så er det jo dejligt, at vi nu kan nyde frugten af andres ret imponerende tålmodighed 😊.

* af bedre Tripler kan nævnes:

  • La Trappe Tripel (mere malt, mere karamel, mere oomph)
  • De la Senne Jambe-de-Bois (langt mere humlet end de andre, usandsynlig drikkelig)
  • De Dolle Dulle Teve 10º (Mad Bitch) (mere vinøs, mere frugt i form af drue, jordbær og appelsin)
  • Unibroue La Fin du Monde (en fantastisk smagseksplosion i estere. Desværre ikke tilgængelig i Danmark længere 🙁)

Westmalle Tripel er købt i Beershoppen i Kolding til 30 kroner.

Ugly Duck: Tribeca Hoppy Lager

Ugly Duck (som er et brand brygget på og af Indslev Bryggeri) præsenterede i sidste uge en øl, som de har lavet primært til deres pizzarestaurant Tribeca | Ugly Duck i København.

Øllen er en relativt ny stilart, den såkaldte India Pale Lager. Den har intet med Indien at gøre, men læner sig i stedet tæt op ad India Pale Ale – dog med det twist, at ale-gæren eller skiftet ud med pilsner-gær.

Så vi har at gøre med en rigtig flot pilsnerøl i glasset. Helt klar ravfarve med et stort hvidt skum.

Der springer masser af friske fyrenåle frem i duften, lidt citrus og en let urte-agtig note. Den har en fin fylde og formår stadig som en pilsner at fremstå let og tilgængelig. Smagen har lidt noter af kiks (ligesom Digestive) og frisk malt. Humlen er underspillet men helt klart til stede med en god bitterhed.

Det er en fin øl at nyde for sig selv, men jeg tror Ugly Duck har ramt den lige på sømmet, hvis den nydes til fx pizza.

Ugly Duck Tribeca Hoppy Lager får:

🍺🍺🍺🍺 for sig selv og 🍺🍺🍺🍺🍺 til mad (ud af 6)