Øllets Dag i Kolding blev reddet af kokkeelever og dejligt vejr

I lørdags løb Øllets Dag af stablen i hele landet. Jeg deltog endnu en gang lokalt i Kolding, som de seneste to år har oppet sig betragteligt fra et par spege år inden da.

2019 bød på tema om Danmark (og Dannebrog) og derfor var standene rundt om i midtbyen delt op i regioner med repræsentation fra 3-4 bryggerier indenfor hver.

Det er generelt fint med en form for tema, da det giver de besøgende noget kendt og holdbart at referere til, når de bevæger sig omkring. Det betød nok desværre også, at når koncentrationen mellem Nordjylland og København er nogenlunde 1:1, så er kvaliteten hos nordjyderne altså bare ikke på samme niveau. Jeg kunne i hvert fald sagtens fordoble den københavnske stand med bedre øl end den nordjyske kunne mønstre.

Men det gav dog også en mulighed for at smage et enkelt nyt bryggeri fra Aarø. Jeg fik smagt deres pilsner (fint maltet, skarp i humleprofilen, ingen fejl at spore selv om den nok var i Zwckel-territorie i forhold til klarheden) og deres forårsbryg (grynet, kedelig og uinspireret).

Aarø Brygs ganske fine bud på en pilsner

Så var der anden fart over feltet hos Hansenberg, som ligesom de seneste to år reddede dagen med deres spændende, velsmagende street food. For 100 kroner kunne man få 6 hapsere og det var rigeligt til at mætte. Måske var de fleste af retterne lidt mere “safe” i år, men hvad gør det, når det smager så godt.

Kommunikationen om Øllets Dag lød på, at elever fra Hansenberg tilberedte mad med øl, men det var bestemt ikke tydeligt hvilke, der var brugt og om det overhovedet var tilfældet. Jeg kunne godt ønske mig, at det var en tydelig ting ved hver ret (fx at flasken stod ved standen).

Men hvad med øllet generelt? Jo, der var bestemt noget at fremhæve. Ebeltofts Wildflower var fantastisk som altid, Amagers sorte samarbejdsbryg med Voodoo Brewing; Black Rituals og så den bedste øl på dagen To Øl Gose to Hollywood.

2 x Amager: Black Rituals og Bastard Princess

Men der er altså bare en udfordring ved at servere flaskeøl udenfor over 6 timer uden køleskabe? Selv om dagen ikke ligefrem var varm, så begyndte de fleste øl at blive noget dovne og kedelige hen ad eftermiddagen; især de humlede. Det skal der altså findes en løsning på.

Hov! Glemte lige, at Õllenaut fra Estland (pga. Dannebrog 😉) var absolut fremragende. Der var mange øl, man kunne smage og her kom man vidt omkring i smagspaletten. Også respekt til YNWA for at have både AleSmith Speedway Stout og To Øl Gose to Sønderjysk Kaffebord på hanerne.

Og vejret var endnu en redningsmand. Lidt køligt men med solskin det meste af dagen var det bedre end man kunne have håbet på efter ugens evindelige regnskyl.

Men det helt store issue ved måden, Øllets Dag kører på er, at formålet med dagen er at lære ikke-nørdede borgere om specialøllets verden. Jeg blev bedt om at køre listen af bryggerier igennem tidligt i processen med beskeden om, at det skal være noget for alle. Både smags- og prismæssigt. Jeg er helt og holdent med på det sidste punkt. Øllene skal passe ind i en prisstruktur ift. poletter og de færreste vil af med 6 poletter for at smage Penyllan.

Men smagsmæssigt, så går man meget hurtigt på kompromis. Så skal man hellere fokusere på de bryggerier, hvor man ved, at bundniveauet er højt (To Øl, Amager, Ebeltoft, Herslev, Ugly Duck, Hornbeer m.fl.) frem for at partout presse bryggerier ind for at passe ind i temaet (Odden Bryg, Løkken?).

Og hvad sker der med at bruge dagen til at lære fra sig om øllet? Det er en dag, hvor borgere, der måske sjældent får kontakt med specialøl rent faktisk deltager og viser en interesse for produktet. Så skal sætningen “har I hvedeøl?” ikke svares med “nej, men vi har en anden pigeøl!”. Det skal svares med “nej, desværre, men hvad er det, du så godt kan lide ved hvedeøl?”. Og så hjælpe den stakkel kvinde med at spore sig ind på, hvad det egentlig er, som hun kan lide. Lade hende smage en sip af en belgisk blonde for at undersøge om det er esterne og karakterne fra gæren, eller smage en lys bock, hvis det er sødmen, hun går efter.

Jeg kunne faktisk godt ønske mig (og jeg ved godt, at Øllets Dag er båret af flot arbejde fra en masse frivillige), at hvis man skal holde sig til et fast tema, så skal det også være faste øl på programmet. Så fast faktisk, at man ugen inden Øllets Dag kan samle alle, der skal stå i standene og gennemgå øllene (og smage en del af dem) for faktisk at vide noget om det, de serverer. Det kunne være fedt, hvis kvinden fra seneste afsnit ud over kyndig hjælp kunne blive henvist til stand X, som rent faktisk har en (eller flere) øl med hvede.

For Øllets Dag er faktisk ikke til mig. Jeg kan sagtens læse op på deltagende bryggerier og vælge til og fra ud fra egen viden. Øllets Dag skal, som jeg lærte om overskrifter på mediehøjskolen, ‘ægge og vække’.

Temaet for næste år kunne måske endda bare være fordomme (og punktering heraf) på alle stande 😊. Standen med “pige-øl” skal have alle mulige øl, produceret, markedsført, ideudviklet af alle de seje kvinder i specialølsbranchen. “Jeg kan ikke lide mørk øl” skal servere pivfrisk Tmavé fra fad, black IPA og søde dobbelbocks. “Det smager jo ikke af øl” kan kombinere Gose, lambic og fadlagringer. “Tjener, der er en frugt i min øl!”… ah, jeg kunne blive ved.

En historie om vilje, kvalitet, vedholdenhed. Historien om Sierra Nevada

Vi kender nok alle sammen Sierra Nevada Pale Ale i de små buttede flasker med den farverige lysegrønne etiket.

I begyndelsen af mine øl-år var den en markør indenfor stilarten, men er dog sidenhen overhalet mange gange. Tror dog nok stadigvæk, at den og Torpedo IPA er de bedste øl, som du kan hive ned fra hylden i Føtex.

Ken Grossman er manden bag bryggeriet og han har skrevet en selvbiografi om ham selv og hans bryggeri.

Om bogen

Det er først og fremmest en god bog om at overleve mod alle odds. Og om en hvis grad af fandenivoldskhed.

Det er tydeligt fra begyndelsen, at bogen er selvbiografisk og ikke journalistisk og kan på den måde ikke direkte sammenlignes med Josh Noels mesterværk “Barrel-aged Stout and selling out” om Goose Island.

I stedet får man sider, der oser af entrepreneurship og gåpåmod og som ikke er bange for at nørde i teknik og udstyr.

Det kan måske godt være, at den spacer lidt ud i enkelte passager om teknikken og især om låneforhold og amerikanske arbejdsmarkedskræfter. Men det er heldigvis ikke så tit. Måske er det fordi, at det ikke interesserer forfatteren helt så meget, som når han fx nørder smagsstabilitet i et fremragende afsnit til sidst i bogen.

Man får også et indblik i, hvordan mikrobryggerierne har hjulpet hinanden; med Sierra Nevada forrest til at tilbyde hjælp. Det er absolut inspirerende. En altruisme, som Good Beer Hunting også fanger strålende her: https://www.goodbeerhunting.com/blog/2019/2/25/a-story-of-resilience-sierra-nevada-brewing-company-in-chico-california.

Selve narrativet springer dog lidt i tid og det ender desværre med at hakke lidt i bogens flow.

Ken Grossman bag på bogens ‘sleeve’

Og uden at nævne det, så viser Sierra Nevada sig som skoleeksemplet på, hvordan man driver en glocal virksomhed. Også længe inden det begreb blev fortærsket af en masse management konsulenter.

Om øllen i glasset

Torpedo IPA er Sierra Nevadas West Coast IPA

Til anmeldelsen af bogen havde jeg taget en tur i Føtex, hvor jeg købte mig en Torpedo IPA, som nok havde et halvt år på bagen.

Om det er Grossmans fokus på smagsstabilitet eller det bare lige var den rette øl til det rette øjeblik ved jeg ikke.

Men Torpedo IPA smagte strålende, flot fed maltprofil med en let karamel i bunden. Der er græs og grapefrugt fra humlen. Og så er den lækkert cremet og helt tilpas tør.

Bitterheden er markant, men stikker aldrig af fra malten. Grapefrugt, citronskræl og fyrrenåle giver en lækker afslutning.

Meget solid.

Sierra Nevada Torpedo IPA får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Er der endelig godt nyt fra Brewdog?

På engelsk har de et ord, der ikke helt lader sig oversætte til dansk. Det hedder ‘underwhelming’. Det er det modsatte af overvældende, men uimponerende eller uinteressant er bare ikke helt rammende.

Grunden til at jeg fokuserer på det ord er, at det i høj grad er det ord jeg vil sætte på Brewdog gennem de seneste 5 års tid. Mere fokus på hoteller, barer, billigere produktion til retail-segmentet for at maksimere profit samtidig med at de har forsøgt at markedsføre sig som rå, innovative og næsten nihilistiske. Det har virket hult.

Jeg har nemlig primært set det første. Udvandet Punk IPA i store flasker i Netto, forsøg med abonnementskasser for at få solgt de ‘specielle’ bryg, abnorme prissætninger på øl, hvor andre øl nemt kan konkurrere med 1/3 eller 1/4 af prisen (kigger på dig Paradox og Dog X).

Så det er virkelig ikke ofte, at der ryger en Brewdog i kurven længere. Men en Imperial Coffee Stout på hylden i Kvickly Middelfart til den beskedne pris af (så vidt jeg husker) 32,95 lød som om det kunne være interessant. Og det var det!

Hel sort, fint cremet brunt skum, lidt fizzy. Duften har masser af kaffe, vinøs, let rosin, mildt ristet. Lav karbonering, fin cremet fylde.

Smagen har dejlig kaffe, ristet malt, mørk choko, kakao, let olie. Ret vinøs, måske endda lige skarp nok.

Det er en god, mørk imperial stout, der lkge kammer over i alkoholen, men formår at bibeholde en god bitter balance.

Return to form? Ja, faktisk ret tæt på.

Ugly Duck Phoenix; hindbær på fad

Lad os starte med at gøre tydeligt opmærksom på, at Ugly Duck har begavet mig denne Phoenix og at den meget vel kommer som en del af en række blogindlæg fra ølbloggere om netop denne øl (af netop samme årsag).

Så kunne man jo sige, at jeg da bare kunne lade være med at anmelde øllen. Og ja, det er ganske korrekt. Men nu er Phoenix faktisk et ret lækkert bekendtskab, og hvem vil ikke gerne være i samme rum som det ind imellem?

Først og fremmest er Phoenix forbandet flot. Den er dyb rød med nuttedr lyserøde kanter. Skummet formår at holde sig hvidt til trods for frugtsaften underneden.

Duften har også enormt meget hindbær; ret så frisk hindbær endda. Den er syrlig, men med en let underliggende maltethed. Lidt som noget klistret hvede. Der sniger sig lidt mandel ind også, meget svag eg og en smule mælkesyre.

Kritikken kan her lyde på, at duftens bredde nok ikke helt kan måle sig med Framboise fra de belgiske lambic bryggerier, men nu er det her jo heller ikke en lambic.

Smagen følger duften og mangler her også lidt i dybden og faktisk også i syrligheden. Der er masser af hindbær igen, og træet spiller sig mere frem.

Der er mælkesyre igen, som måske dominerer over de øvrige kulturer, som desværre får øllen til at fremstå som en glorificeret Berliner Weisse. Og det er der altså slet ikke noget galt med…

Ugly Duck Phoenix får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Det er et fremragende glas øl, men leder man efter de virkelige sure hindbærøl, så opsøg Boon, Cantillon, 3 Fonteinen eller Hanssens. Ønsker du verdensklasse belgisk vildgærsøl fra Fyn, så er pengene bedre givet ud på Brabant, som rammer stilen på sømmet og samtidig giver den sin helt egen kant.

Bock på Bourbon-fad

Til Øluniverset fik jeg stukket en øl i hånden af Jens fra Fri Bryg.

Han fortalte mig, at han havde brygget en lys bock og lagt den på amerikanske Bourbon fade. Det sagde jeg bestemt ikke nej tak til!

En stor flaske bock kaldte på, at jeg måtte finde et ordentligt Bøhmisk ølglas frem fra kælderen

Nu er bock ikke min favorit ølstil, men håndværket kan man i hvert fald rose.

For det er i første omgang en rigtig flot øl, som Jens har kreeret. Den er flot dyb ravfarvet med et flot cremet hvidt skum. Rigtig flot.

Duften er sød med brød, vanille, lidt blomster og let græs.

Den er fint karboneret og har en flot tør og let cremet fylde.

Smagen er sød, igen med en lækker brød-agtig malt. Den er ret vinøs og varmende (jeg ved ikke rigtig hvilken alkoholprocent, øllen har!) og der er ganske meget eg. Lidt fedtet til sidst. Ganske lækker.

Fri Bryg Bourbon Bock får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Skummet hænger ved dejligt længe

Baghaven Stevnsbær Blend 1 – den bedste danske sure øl nogensinde?

For efterhånden noget tid siden skulle den ældste søn klatre i Blocs and Walls på Refhaleøen i København.

Det er vel at mærke en klatreklub, som ligger bare 300 meter fra Mikkellers satsning på surt øl; Baghaven. Det kunne jeg da ikke sådan lige forpasse 😊.

Og en af de første øl, som kom ud fra Ehren Schmidts hånd fra Baghaven var Stevnsbær.

Stevnsbær i solskin

Stevnsbær er en vildgæret øl, lagret i 18 måneder på franske egetræsfade og derefter lagt 3 måneder med de lækre mørke, sure Stevnskirsebær (faktisk 350g per liter øl). Og det kan ses! Farven er dyb rød, skummet er lækkert pink. Og det bliver faktisk hængende en del tid (nok til at tage billeder 😉).

Duften er fabelagtig! Fede kirsebær, mandler, hindbær og balanceret syrlighed. Der er masser af liv i den, men den formår at holde en dejlig fed fylde. Smagen er dog absolut godkendt. Kirsebærrene dominerer naturligvis med deres fede frugtethed og ligeså fede syrlighed. Men der er også egetræ, vanille og marcipan (fra kirsebærstenene) i mellem.

Den slutter måske en tand for varmende efter min mening og det gør, at jeg ikke kan give øllen den titel, som står i overskriften. Den er tæt på, men den er alligevel langt fra Alefarms Nordic Grape (som dermed beholder titlen).

Kender I det…?

Kender I det, når man har bestilt en øl på en udenlandsk webshop (www.bieresgourmet.be) for at opdage, at den er tæt på genial og så tænke: “hvorfor købte jeg kun 2 flasker?”

Kender I så det, at selvsamme øl pludselig står på hylden hos Kvickly Middelfart og Beershoppen? Nogle gange kan man være heldig!

Sådan er det med De Rankes seneste øl, en fuldstændig tidstypisk moderne Belgisk IPA. Lav på gærkarakter, høj i bitterhed og solidt maltet.

De Ranke Franc Belge 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Franc Belge er flot mørk gylden med et mindt ligeså flot, blivende cremet hvidt skum.

Duften er solid med malt der både føles skarp og fuldfed. Der er Digestive kiks, dejlige noter af melon, fyrrenåle, citrus, appelsin. Der gemmer sig en meget mild esternote (grøn æble, biprodukt fra gæring) til allersidst.

Smagen domineres af en sublim kalket bitterhed der dækkes perfekt af den dejlige, søde malt. Der er også melon og frisk karamel og det heler slutter med fyrrenåle og mere bitterhed.

Det er absolut fremragende!

Hvad skal jeg smage på Ølfestivalen?

Den 23.-25. maj afholder Danske Ølentusiaster igen deres årlige Ølfestival i Lokomotivværkstedet i København. Jeg var ikke med sidste år, men deltager denne gang om lørdagen.

Og forberedelse er ofte en god ting, så jeg har da allerede kigget lidt på udstillerne og på de øl, de indtil videre har skrevet i programmet.

Durst har tidligere lavet en top 10, hvor jeg kan være enig i mange observationer; dog er jeg absolut uenig i hans førsteplads. At AB-InBev deltager er et markant bevis på, at Danmark er et spændende marked for pseudo-craft (opkøbte mærker gemt bag et kæmpe konglomerat af pengeglade rigmænd uden anden tanke end profit). Ligegyldigt hvad de medbringer vil jeg undgå dem som pesten, ligesom Jacobsen og Schiøtz vil (de er bare mindre versioner af samme spil).

Jeg har også (modsat Durst) haft lejlighed til at kigge festivalguiden igennem (den er ikke komplet, men giver et godt billede af udvalget).

Så min top 10 er i stedet:

Nr. 1: Åben

Jeg kan ikke lade være med at være lokalpatriotisk. Især når det lokale er så ualmindeligt godt, som det, Philip kreerer.

Berliner Weisse, Imperial Stouts og naturligvis IPA’er af allerhøjeste skuffe venter alle, der tager forbi Åbens stand.

Og det kan da godt være, at jeg bare kan køre ud til det nordlige Kolding, men det skal ikke afholde mig fra at kigge forbi Philip og Co.

Nr. 2: Det Belgiske Hus

For to år siden gav Det Belgiske Hus en masterclass i stand på ølfestival.

Øllet var friskt, det var eksklusivt og alt blev serveret med glæde og entusiasme jhs rigeligt personale. Og med deres bagkatalog, så kan det ikke blive andet end godt!

Og mon der gemmer sig en De La Senne på fad et sted?

Nr. 3: Broaden and Build

Kvaliteten fra Dry and Bitter kombineret med opfindsomheden fra Noma? What’s not to like? Tidligere kok hos Noma; Matt Orlando og Søren Parker-Wagner (Fermentoren og Dry and Bitter) har teamet op om det nye restaurantbryggeri på Refshaleøen.

Nytænkning i højeste potens sammen med dejlig øl. Jeg skal i hvert fald prøve det!

Nr. 4: Upcoming

På en række små stande har Danske Ølentusiaster gjort plads til helt små og (ret) nye bryggerier på den danske scene. Det ene har fået sin egen plads på min liste (nr. 5), men selve initiativet skal have stor ros (selv om det virkede til at komme lidt sent i gang).

På Upcoming skal jeg som minimum smage CPH Brewhouse, Old Hat Brewing og Beard Brew som vil være helt nyt for mig.

Nr. 5: Bad Seed

Fredrik er ganske enkelt bare en enestående dygtig brygger. Lige på nær et lidt fejlslagent saison-fadlagrings-eksperiment, så er alt fra Bad Seed bare godt.

Og så tilbyder Bad Seed faktisk en del indenfor pilsnere, som jeg også har smagt på tidligere. Så jeg glæder mig til at smage, hvad der kan gå hen og blive deciderede nyklassiskere.

Nr. 6: Kvickly Allerød

For nogle år siden beklagede jeg mig over, at der ikke længere var så mange bryggerier på festivalen og der i stedet var mange distributører. Det gør dog ikke noget, at Kvickly Allerød stadigvæk deltager med et ret vildt katalog af lækkerheder, de allerede har meldt ud. Især rækken af de ‘nye’ britiske IPA-bryggerier vil trække mig i deres retning.

Nr. 7: Herodes/Håndbryggerne

Tidligere har mine ølfestivaler ofte handlet om at rate nye øl på www.ratebeer.com, men det er jeg efterhånden stoppet med. Og jeg er sikker på, at jeg til mange ølfestivaler er gået glip af en del godt fra håndbryggerstanden. Så der skal jeg forbi i år. Også i år er det ikke-kommercielle bryggeri Herodes er med; og udvalget af interessante øl er allerede højt.

Nr. 8: To Øl CPH

To Øl har i flere år været i absolut topklasse i Danmark. Bundniveauet på en lang række ølstile er ganske enkelt bare utroligt højt.

Der er allerede Berliner Weisse og fadlagret Imperial Stout på tapetet og mon ikke, der også kommer en Gose eller to? To Øl formår virkelig at lave strålende øl indenfor alle stilarter, så der skal helt sikkert nydes en øl eller to ved standen.

Nr. 9: Mjødbryggeriet Petersen & Sønner

Mjød er lidt en overset drik i Danmark; mest af alt fordi det meste danske mjød er klistret, stærkt og sødt uden de store nuancer. Men der er indenfor de seneste 5 år sket et skifte ligesom ved cider, hvor flere udfordrer ovenstående og producerer strålende, interessant mjød.

Petersen & Sønner har jeg ikke haft glæden af at smage før, men deres mjød har et rigtigt godt rygte, som jeg helt sikkert skal forsøge at få bekræftet!

Nr. 10: Boblere (Gamma, Fanø Bryghus, Musicon)

Den sidste plads går lige til et par stykker, som var tæt på at komme i top 9. Gamma laver strålende humlede øl og Big Doink er med i guiden, så det er i sig selv nok til at komme på listen.

Fanø virker til at være tilbage i topform og det bliver især spændende at smage deres Red Wedding i både en 2018 og 2019 udgave.

Musicon besøgte jeg sidste år og smagte også flere nye øl til Copenhagen Beer Festival; og niveauet er altså bare virkeligt højt. Jeg glæder mig til Berliner Weisse med blåbær og Imperial Stout på 14%.

Og på den måde ja, så blev det vist til en top 12 🙂.

Og her er der ikke engang plads til AleFarm, Amager, Det Lille Bryggeri, Herslev, Dry and Bitter og mange af de andre, som naturligvis også er et besøg værd.

Amager Taproom i en ny markedssituation

I sidste uge var jeg forbi Amager Bryghus’ nye Taproom, der er placeret helt perfekt ved Nørreport Station (læs mere om det til sidst).

Simon Hartvig Daugaard fantastiske tegninger præger også smagebrættet

Jeg havde håbet på, at jeg kunne have mødtes med Henrik Papsø, som jeg kender tilbage fra vores fælles Ratebeer dage. Henrik er nu kommunikationsansvarlig hos Amager. Det kunne desværre ikke lade sig gi’ sig.

I stedet fik jeg stillet et par spørgsmål på skrift, som jeg vil bringe her uredigeret, da de blandt andet peger på en trend, som jeg også har observeret andre steder; at gode, udenlandske kvalitetsøl til lavere priser presser danske bryggerier væk fra fadølshanerne og ned på færre hyldemeter.

Hvorfor en bar? Er der ikke meget risiko og en overordentlig stærk konkurrence i København? 

Jamen, det er netop konkurrencesituationen, der gør, at vi nu åbner vores egen bar. Adskillige af vore tidligere bedste barkunder, har lukket hanerne for Amager-øl, fordi de nu selv ejer bryggerier, hvis øl de primært skal sælge hos sig selv. Så vi var blevet lidt trætte af, at vi ikke kunne henvise kunder og venner til en bar i København, hvor vi med sikkerhed kunne sige, at de kunne finde øl fra Amager Bryghus. Paradoksalt var det nemmere at finde Amager på fad i Oslo, Helsinki eller Barcelona end i København. Det er der nu ændret på.

Amager Taproom er rummelig og hyggelig

Vi er stadig gode venner i den danske ølbranche, men i stigende grad er vi også konkurrenter. Danmark er oversvømmet af bryggerier, som kæmper mere og mere desperat for en lille bid af markedet, som slet ikke vokser i samme takt som produktionskapaciteten. Ja hele verden er oversvømmet af øl, hvorfor meget når de københavnske barer til priser, der efterhånden er presset ned. Og i København mærker vi meget til billigt øl fra især det tidligere Østeuropa – ofte af rigtig god kvalitet.

Og så er der jo hele Royal Unibrews nye satsning på markedet – men det er en hel historie for sig.

Det undrer mig at hverken presse, bloggere eller DØE tilsyneladende er klar over den markant forandrede markedssituation, som har udviklet sig i løbet af de seneste 1½ år – det er i hvert fald ikke noget, der omtales. Overhovedet.


Risikerer I ikke, at de andre barer vil have mindre Amager på hanerne?

Det er naturligvis en mulig konsekvens, jo. Men med vores egen bar, vil vi stadig kunne sælge markant mere fadøl i København, end vi nogensinde har gjort tidligere. Men vi har dog ikke registret at nogle etablerede barkunder er stået af.


Er det et udtryk for, at I satser mere på det danske marked?

Amager Bryghus er i den situation, at vi gennem årene har udviklet markeder i op mod 35 lande. Vi er ikke ”store” overhovedet nogetsteds, men vi er mindre sårbare end andre bryggerier, med færre kunder, færre markeder. Og vi er lykkelige for, at vi ikke er et nystartet bryggeri, der skal prøve at etablere sig på markedet, for det er uhyre svært i dag.

Vi er ofte blevet skudt i skoene, at vi er svære at finde vest for Valby Bakke, men vi har jo solgt til alle dem, som gerne ville føre os – i hvert fald i specialhandelen. Men vi kan jo ikke tvinge os ind på hylderne! Men i løbet af det seneste år, har vi vundet en del priser, som har givet en del omtale. Med den i baghånden har vi målrettet forsøgt at få nye kunder primært i byer, hvor vi ikke har været før. Det er lykkedes nogle steder, men selv for ”Årets Bryggeri” er det svært, fordi alle butikker er overrendt af sælgere fra efterhånden selv ret små bryggerier, så ingen byder dig jublende velkommen, bare fordi du kommer med ”Årets ølnyhed” i bagagen.


På Taproomet fik jeg mig et smagebræt fordelt med god IPA, Årets Ølnyhed og den bedste sure øl, som jeg indtil nu har smagt fra Amager.

En god blanding og Batch 1000 på fad 😍

Taproomet er et fint sted, hvor der virker til at være god plads. Og ifølge bartenderen virkede det til, at de tiltrak et lidt ældre (og mindre nørdet) publikum end de andre barer i København.

Øllet var friskt og lækkert, som de fleste gange var New England IPA’erne lidt til den søde side (selv om Talents and Legends med Gamma Brewing var rigtig god). Og Danmarks bedste old-school IPA; Batch 1000 er jo bare fantastiske. Ganz Besonders, som er en hindbær Berliner Weisse var behageligt sur og med masser af frugt.

Og det er som skrevet før ellers ikke der, Amager har excelleret. På de sorte, stærke øl har de derimod altid været fantastiske. Og netop Året Ølnyhed, Black Nordic Skies, stod knivskarpt i glasset. Masser af kaffe, let tjære, fine ristede malte, let vinøs og bare super drikkelig.

Et besøg syd for Svendborg

Sidste år åbnede Svendborgsund Bryghus i et gammelt autoværksted lige efter broen fra Svendborg til Tåsinge. Bryggeriet er startet af Bo Abelgren Ehlers og hans kone Susanne. Bo lukkede kort tid før opstarten af Svendborgsund bryggeriet Abelgren og Ramvad.

Vi har fundet en god placering, måske er vi lidt svære at se, men folk skal jo også tilbage.

Bo Abelgren Ehlers

Det er et lille intimt bryggeri, der ligger lige på hovedvejen til alle sommerhusene på Langeland. Bryggeriet har kapacitet til at lave 4 x 625 liter, men Bo gør også brug af sit andet bryggerjob og laver en del af øllene på kontrakt hos Midtfyns Bryghus.

Bo brygger cirka hver 14. dag i Svendborgsund, men butikken (som Susanne står for) har åbent de fleste af ugens dage.

Jeg vil godt prøve lidt mere, når jeg brygger her hos os selv. Fx er jeg i gang med at få lavet en cider.

Bo

Bryggeriprojektet (og Bos anden stilling på Midtfyns) har gjort, at Susanne er stoppet som sygeplejerske og nu har helliget sig butikken og bryggeriet på fuld tid.

Det er her vi hører hjemme. Skolen ligger lige derovre, vi har et hus her nede, som vi er ved at restaurere. Det er bare det helt rigtige for os.

Bo

Som I måske så på det første billede, så er den ene ydervæg på bryggeriet præget af en stor graffititegning. Den har etiketdesigneren stået for sammen med nogle venner.

De kom sådan set bare en weekend med beskeden om, at jeg skulle give øl og mad. Og hvis maleriet skulle være gratis, så bestemte de motivet. Jeg var noget nervøs for, at det endte med noget vulgært. Men jeg er meget tilfreds og vi regner med at lave et nyt hvert år.

Bo

Svendborgsund laver også lækre limonader, som faldt i absolut god smag herhjemme.

Jeg fik også en håndfuld af Bos øl med hjem og har nedenfor givet en lille vurdering af dem.

Svendborgsund #1 Imperial Stout 🍺🍺🍺🍺🍺

Bo var så flink at finde den første af hans specialbryg frem til mig, som er en egetræslagret Imperial Stout.

Den er ikke helt sort, men meget tæt på. Skummet er flot, tæt og bliver hængende ganske længe.

Duften domineres af ristede malte, hasselnød, svag kaffe, lidt tjære og mild vanille fra egetræet.

Øllen har en dejlig fylde, virker på samme tid let og cremet.

Smagen har masser af ristet malt, saltlakrids (næsten helt klistret af det), mørk chokolade. Flot tørhed fra egetræet.

Afslutningen er tør, ganske bitter og kun blidt vinøs. Absolut ikke en pastry stout, det her er mere old-school, rå men balanceret tjære. Skjuler de 10% flot. Nice.

Sol over sundet 🍺🍺🍺🍺

Sol over Sundet er Bos forsøg på at lave Danmarks bedste øl med hyldeblomst. Og den er i hvert fald betydeligt bedre end flagskibet fra Ørbæk.

Hos Svendborgsund er hyldeblomsterne plukket selv og givet en fin aroma af hyldeblomst og også lidt humle. Der er en ret god fylde. Smagen er blid, sødlig malt, ganske fin balanceret bitter. Faktisk en ret lækker, ukompliceret øl.

Pale Ale 🍺🍺🍺🍺

Pale Alen har en flot klar gylden farve med et stort hvidt skum. Duften er sødlig med citrus humle og let fersken. Også en god maltbalance. Smagen er rigtig fin smag med balanceret tørhed, igen citrus, bergamotte og let grapefrugt.

Fin og instantly drinkable. Og så var flasken endda ikke videre frisk.

Sundbajeren (pilsner) 🍺🍺🍺🍺+

Bo forklarede mig, at han havde haft svært ved helt at ramme den rigtige balance på sin pilsner, men efterhånden var blevet godt tilfreds; og det kan jeg godt forstå at han er.

Pilsneren er flot klar gylden med et lille cremet skum, der ikke rigtig hænger ved. Duften er mild, sød malt, lidt brød, fint græsset fornemmelse fra humlen. Mellem karbonering og en fin tør og ganske cremet fylde. Smagen har brød, kiks, grahamsmel. Fin, let bitter græsset, piney afslutning. Yderst drikkelig. Er måske en tand for sød i centrum. Men rigtig fin.