Hvad skal jeg smage på Ølfestivalen?

Den 23.-25. maj afholder Danske Ølentusiaster igen deres årlige Ølfestival i Lokomotivværkstedet i København. Jeg var ikke med sidste år, men deltager denne gang om lørdagen.

Og forberedelse er ofte en god ting, så jeg har da allerede kigget lidt på udstillerne og på de øl, de indtil videre har skrevet i programmet.

Durst har tidligere lavet en top 10, hvor jeg kan være enig i mange observationer; dog er jeg absolut uenig i hans førsteplads. At AB-InBev deltager er et markant bevis på, at Danmark er et spændende marked for pseudo-craft (opkøbte mærker gemt bag et kæmpe konglomerat af pengeglade rigmænd uden anden tanke end profit). Ligegyldigt hvad de medbringer vil jeg undgå dem som pesten, ligesom Jacobsen og Schiøtz vil (de er bare mindre versioner af samme spil).

Jeg har også (modsat Durst) haft lejlighed til at kigge festivalguiden igennem (den er ikke komplet, men giver et godt billede af udvalget).

Så min top 10 er i stedet:

Nr. 1: Åben

Jeg kan ikke lade være med at være lokalpatriotisk. Især når det lokale er så ualmindeligt godt, som det, Philip kreerer.

Berliner Weisse, Imperial Stouts og naturligvis IPA’er af allerhøjeste skuffe venter alle, der tager forbi Åbens stand.

Og det kan da godt være, at jeg bare kan køre ud til det nordlige Kolding, men det skal ikke afholde mig fra at kigge forbi Philip og Co.

Nr. 2: Det Belgiske Hus

For to år siden gav Det Belgiske Hus en masterclass i stand på ølfestival.

Øllet var friskt, det var eksklusivt og alt blev serveret med glæde og entusiasme jhs rigeligt personale. Og med deres bagkatalog, så kan det ikke blive andet end godt!

Og mon der gemmer sig en De La Senne på fad et sted?

Nr. 3: Broaden and Build

Kvaliteten fra Dry and Bitter kombineret med opfindsomheden fra Noma? What’s not to like? Tidligere kok hos Noma; Matt Orlando og Søren Parker-Wagner (Fermentoren og Dry and Bitter) har teamet op om det nye restaurantbryggeri på Refshaleøen.

Nytænkning i højeste potens sammen med dejlig øl. Jeg skal i hvert fald prøve det!

Nr. 4: Upcoming

På en række små stande har Danske Ølentusiaster gjort plads til helt små og (ret) nye bryggerier på den danske scene. Det ene har fået sin egen plads på min liste (nr. 5), men selve initiativet skal have stor ros (selv om det virkede til at komme lidt sent i gang).

På Upcoming skal jeg som minimum smage CPH Brewhouse, Old Hat Brewing og Beard Brew som vil være helt nyt for mig.

Nr. 5: Bad Seed

Fredrik er ganske enkelt bare en enestående dygtig brygger. Lige på nær et lidt fejlslagent saison-fadlagrings-eksperiment, så er alt fra Bad Seed bare godt.

Og så tilbyder Bad Seed faktisk en del indenfor pilsnere, som jeg også har smagt på tidligere. Så jeg glæder mig til at smage, hvad der kan gå hen og blive deciderede nyklassiskere.

Nr. 6: Kvickly Allerød

For nogle år siden beklagede jeg mig over, at der ikke længere var så mange bryggerier på festivalen og der i stedet var mange distributører. Det gør dog ikke noget, at Kvickly Allerød stadigvæk deltager med et ret vildt katalog af lækkerheder, de allerede har meldt ud. Især rækken af de ‘nye’ britiske IPA-bryggerier vil trække mig i deres retning.

Nr. 7: Herodes/Håndbryggerne

Tidligere har mine ølfestivaler ofte handlet om at rate nye øl på www.ratebeer.com, men det er jeg efterhånden stoppet med. Og jeg er sikker på, at jeg til mange ølfestivaler er gået glip af en del godt fra håndbryggerstanden. Så der skal jeg forbi i år. Også i år er det ikke-kommercielle bryggeri Herodes er med; og udvalget af interessante øl er allerede højt.

Nr. 8: To Øl CPH

To Øl har i flere år været i absolut topklasse i Danmark. Bundniveauet på en lang række ølstile er ganske enkelt bare utroligt højt.

Der er allerede Berliner Weisse og fadlagret Imperial Stout på tapetet og mon ikke, der også kommer en Gose eller to? To Øl formår virkelig at lave strålende øl indenfor alle stilarter, så der skal helt sikkert nydes en øl eller to ved standen.

Nr. 9: Mjødbryggeriet Petersen & Sønner

Mjød er lidt en overset drik i Danmark; mest af alt fordi det meste danske mjød er klistret, stærkt og sødt uden de store nuancer. Men der er indenfor de seneste 5 år sket et skifte ligesom ved cider, hvor flere udfordrer ovenstående og producerer strålende, interessant mjød.

Petersen & Sønner har jeg ikke haft glæden af at smage før, men deres mjød har et rigtigt godt rygte, som jeg helt sikkert skal forsøge at få bekræftet!

Nr. 10: Boblere (Gamma, Fanø Bryghus, Musicon)

Den sidste plads går lige til et par stykker, som var tæt på at komme i top 9. Gamma laver strålende humlede øl og Big Doink er med i guiden, så det er i sig selv nok til at komme på listen.

Fanø virker til at være tilbage i topform og det bliver især spændende at smage deres Red Wedding i både en 2018 og 2019 udgave.

Musicon besøgte jeg sidste år og smagte også flere nye øl til Copenhagen Beer Festival; og niveauet er altså bare virkeligt højt. Jeg glæder mig til Berliner Weisse med blåbær og Imperial Stout på 14%.

Og på den måde ja, så blev det vist til en top 12 🙂.

Og her er der ikke engang plads til AleFarm, Amager, Det Lille Bryggeri, Herslev, Dry and Bitter og mange af de andre, som naturligvis også er et besøg værd.

Amager Taproom i en ny markedssituation

I sidste uge var jeg forbi Amager Bryghus’ nye Taproom, der er placeret helt perfekt ved Nørreport Station (læs mere om det til sidst).

Simon Hartvig Daugaard fantastiske tegninger præger også smagebrættet

Jeg havde håbet på, at jeg kunne have mødtes med Henrik Papsø, som jeg kender tilbage fra vores fælles Ratebeer dage. Henrik er nu kommunikationsansvarlig hos Amager. Det kunne desværre ikke lade sig gi’ sig.

I stedet fik jeg stillet et par spørgsmål på skrift, som jeg vil bringe her uredigeret, da de blandt andet peger på en trend, som jeg også har observeret andre steder; at gode, udenlandske kvalitetsøl til lavere priser presser danske bryggerier væk fra fadølshanerne og ned på færre hyldemeter.

Hvorfor en bar? Er der ikke meget risiko og en overordentlig stærk konkurrence i København? 

Jamen, det er netop konkurrencesituationen, der gør, at vi nu åbner vores egen bar. Adskillige af vore tidligere bedste barkunder, har lukket hanerne for Amager-øl, fordi de nu selv ejer bryggerier, hvis øl de primært skal sælge hos sig selv. Så vi var blevet lidt trætte af, at vi ikke kunne henvise kunder og venner til en bar i København, hvor vi med sikkerhed kunne sige, at de kunne finde øl fra Amager Bryghus. Paradoksalt var det nemmere at finde Amager på fad i Oslo, Helsinki eller Barcelona end i København. Det er der nu ændret på.

Amager Taproom er rummelig og hyggelig

Vi er stadig gode venner i den danske ølbranche, men i stigende grad er vi også konkurrenter. Danmark er oversvømmet af bryggerier, som kæmper mere og mere desperat for en lille bid af markedet, som slet ikke vokser i samme takt som produktionskapaciteten. Ja hele verden er oversvømmet af øl, hvorfor meget når de københavnske barer til priser, der efterhånden er presset ned. Og i København mærker vi meget til billigt øl fra især det tidligere Østeuropa – ofte af rigtig god kvalitet.

Og så er der jo hele Royal Unibrews nye satsning på markedet – men det er en hel historie for sig.

Det undrer mig at hverken presse, bloggere eller DØE tilsyneladende er klar over den markant forandrede markedssituation, som har udviklet sig i løbet af de seneste 1½ år – det er i hvert fald ikke noget, der omtales. Overhovedet.


Risikerer I ikke, at de andre barer vil have mindre Amager på hanerne?

Det er naturligvis en mulig konsekvens, jo. Men med vores egen bar, vil vi stadig kunne sælge markant mere fadøl i København, end vi nogensinde har gjort tidligere. Men vi har dog ikke registret at nogle etablerede barkunder er stået af.


Er det et udtryk for, at I satser mere på det danske marked?

Amager Bryghus er i den situation, at vi gennem årene har udviklet markeder i op mod 35 lande. Vi er ikke ”store” overhovedet nogetsteds, men vi er mindre sårbare end andre bryggerier, med færre kunder, færre markeder. Og vi er lykkelige for, at vi ikke er et nystartet bryggeri, der skal prøve at etablere sig på markedet, for det er uhyre svært i dag.

Vi er ofte blevet skudt i skoene, at vi er svære at finde vest for Valby Bakke, men vi har jo solgt til alle dem, som gerne ville føre os – i hvert fald i specialhandelen. Men vi kan jo ikke tvinge os ind på hylderne! Men i løbet af det seneste år, har vi vundet en del priser, som har givet en del omtale. Med den i baghånden har vi målrettet forsøgt at få nye kunder primært i byer, hvor vi ikke har været før. Det er lykkedes nogle steder, men selv for ”Årets Bryggeri” er det svært, fordi alle butikker er overrendt af sælgere fra efterhånden selv ret små bryggerier, så ingen byder dig jublende velkommen, bare fordi du kommer med ”Årets ølnyhed” i bagagen.


På Taproomet fik jeg mig et smagebræt fordelt med god IPA, Årets Ølnyhed og den bedste sure øl, som jeg indtil nu har smagt fra Amager.

En god blanding og Batch 1000 på fad 😍

Taproomet er et fint sted, hvor der virker til at være god plads. Og ifølge bartenderen virkede det til, at de tiltrak et lidt ældre (og mindre nørdet) publikum end de andre barer i København.

Øllet var friskt og lækkert, som de fleste gange var New England IPA’erne lidt til den søde side (selv om Talents and Legends med Gamma Brewing var rigtig god). Og Danmarks bedste old-school IPA; Batch 1000 er jo bare fantastiske. Ganz Besonders, som er en hindbær Berliner Weisse var behageligt sur og med masser af frugt.

Og det er som skrevet før ellers ikke der, Amager har excelleret. På de sorte, stærke øl har de derimod altid været fantastiske. Og netop Året Ølnyhed, Black Nordic Skies, stod knivskarpt i glasset. Masser af kaffe, let tjære, fine ristede malte, let vinøs og bare super drikkelig.

Et besøg syd for Svendborg

Sidste år åbnede Svendborgsund Bryghus i et gammelt autoværksted lige efter broen fra Svendborg til Tåsinge. Bryggeriet er startet af Bo Abelgren Ehlers og hans kone Susanne. Bo lukkede kort tid før opstarten af Svendborgsund bryggeriet Abelgren og Ramvad.

Vi har fundet en god placering, måske er vi lidt svære at se, men folk skal jo også tilbage.

Bo Abelgren Ehlers

Det er et lille intimt bryggeri, der ligger lige på hovedvejen til alle sommerhusene på Langeland. Bryggeriet har kapacitet til at lave 4 x 625 liter, men Bo gør også brug af sit andet bryggerjob og laver en del af øllene på kontrakt hos Midtfyns Bryghus.

Bo brygger cirka hver 14. dag i Svendborgsund, men butikken (som Susanne står for) har åbent de fleste af ugens dage.

Jeg vil godt prøve lidt mere, når jeg brygger her hos os selv. Fx er jeg i gang med at få lavet en cider.

Bo

Bryggeriprojektet (og Bos anden stilling på Midtfyns) har gjort, at Susanne er stoppet som sygeplejerske og nu har helliget sig butikken og bryggeriet på fuld tid.

Det er her vi hører hjemme. Skolen ligger lige derovre, vi har et hus her nede, som vi er ved at restaurere. Det er bare det helt rigtige for os.

Bo

Som I måske så på det første billede, så er den ene ydervæg på bryggeriet præget af en stor graffititegning. Den har etiketdesigneren stået for sammen med nogle venner.

De kom sådan set bare en weekend med beskeden om, at jeg skulle give øl og mad. Og hvis maleriet skulle være gratis, så bestemte de motivet. Jeg var noget nervøs for, at det endte med noget vulgært. Men jeg er meget tilfreds og vi regner med at lave et nyt hvert år.

Bo

Svendborgsund laver også lækre limonader, som faldt i absolut god smag herhjemme.

Jeg fik også en håndfuld af Bos øl med hjem og har nedenfor givet en lille vurdering af dem.

Svendborgsund #1 Imperial Stout 🍺🍺🍺🍺🍺

Bo var så flink at finde den første af hans specialbryg frem til mig, som er en egetræslagret Imperial Stout.

Den er ikke helt sort, men meget tæt på. Skummet er flot, tæt og bliver hængende ganske længe.

Duften domineres af ristede malte, hasselnød, svag kaffe, lidt tjære og mild vanille fra egetræet.

Øllen har en dejlig fylde, virker på samme tid let og cremet.

Smagen har masser af ristet malt, saltlakrids (næsten helt klistret af det), mørk chokolade. Flot tørhed fra egetræet.

Afslutningen er tør, ganske bitter og kun blidt vinøs. Absolut ikke en pastry stout, det her er mere old-school, rå men balanceret tjære. Skjuler de 10% flot. Nice.

Sol over sundet 🍺🍺🍺🍺

Sol over Sundet er Bos forsøg på at lave Danmarks bedste øl med hyldeblomst. Og den er i hvert fald betydeligt bedre end flagskibet fra Ørbæk.

Hos Svendborgsund er hyldeblomsterne plukket selv og givet en fin aroma af hyldeblomst og også lidt humle. Der er en ret god fylde. Smagen er blid, sødlig malt, ganske fin balanceret bitter. Faktisk en ret lækker, ukompliceret øl.

Pale Ale 🍺🍺🍺🍺

Pale Alen har en flot klar gylden farve med et stort hvidt skum. Duften er sødlig med citrus humle og let fersken. Også en god maltbalance. Smagen er rigtig fin smag med balanceret tørhed, igen citrus, bergamotte og let grapefrugt.

Fin og instantly drinkable. Og så var flasken endda ikke videre frisk.

Sundbajeren (pilsner) 🍺🍺🍺🍺+

Bo forklarede mig, at han havde haft svært ved helt at ramme den rigtige balance på sin pilsner, men efterhånden var blevet godt tilfreds; og det kan jeg godt forstå at han er.

Pilsneren er flot klar gylden med et lille cremet skum, der ikke rigtig hænger ved. Duften er mild, sød malt, lidt brød, fint græsset fornemmelse fra humlen. Mellem karbonering og en fin tør og ganske cremet fylde. Smagen har brød, kiks, grahamsmel. Fin, let bitter græsset, piney afslutning. Yderst drikkelig. Er måske en tand for sød i centrum. Men rigtig fin.

Barley Wine og status på Indslev

Forleden var jeg på besøg hos Indslev Bryggeri. Årsagen var for at smage på den 13,1% Barley Wine, som vi i Kolding Bryglaug havde brygget med Ugly Duck for efterhånden 15 måneder siden.

For meget tid på træfad

Barley Winen blev overført til 8 forskellige træfade med det formål at blive blended sammen til én variant. Enkelte fade har egenhændigt været serveret på Ølfestivallen (som hhv. Montezumas Revenge og Montezumas Pipe), så der er 6 fade tilbage. Desværre har forskellige årsager (blandt andet konkursen) gjort, at øllen ganske enkelt har stået for længe på fadene.

Brygmester Torben Steenholdt og jeg fik smagt på de tre tilbageværende versioner og var enige om, at versionen på Bruichladdich fad faktisk var ret lækker stadigvæk og nok med fordel kunne flaskes alene.

Rødvin og Jack Daniels var ret skarpe og vil kræve at blive blended med andre øl (eller et friskt bryg af Barley Winen).

Tre nye sure på vej

Torben fortæller også, at Ugly Duck inden længe lancerer tre nye sure øl, blandt andet en Flandersk rød og en Golden Sour.

Nye sure øl vil så efterfølgende komme i et rimelig roligt, men fastlagt lanceringstempo.

Livet efter konkursen

Der blev også tid til at snakke lidt om, hvordan det hele var gået efter at Vestfyen overtog Indslev efter konkursen.

Alt Indslev og Ugly Duck bliver stadig brygget her hos os. Så vi har stadig fuld kontrol over opskrifter og produktionen.

Torben Steenholdt

Torben fortæller videre, at den største forskel i produktionen er, at Indslev nu er underlagt Vestfyns ISO certificering, så alt indkøb skal gå via dem. Så lidt af spontaniteten er blevet sat lidt i snor.

Der er kommet styr på en masse praktik. Vi er foran med labels, flasker og den slags, så vi ikke skal vente på en af processerne.

Og så er der sket meget på selve bryggeriet. Kælderen er gravet ud og endnu mere vigtigt, så er kælderloftet sikret, da det var i virkelig skidt stand.

Så der er bestemt sket gode ting siden overtagelsen.

Torben Steenholdt

Og oprydningen kommer kærkomment, da bryggeriet snart skal flytte alle deres fade fra lageret overfor bryggeriet.

Fuzz Impala 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Jeg fik en flaske med af Ugly Ducks seneste New England IPA; Fuzz Impala, som bliver fast i sortimentet og skal brygges hele året.

Øllen er dejlig blød og lækker med masser af eksotisk frugt i duften, en masse ananas, lidt fersken og grapefrugt.

Ananas går igen i smagen, som måske bliver en anelse for sød og så virker det lidt som om, at den mangler en smule havre for at give den det helt rigtige bid.

Den er dejligt bitter til sidst og absolut en fin øl, bare ikke en af de bedste NE-IPA.

Et cideri (næsten) i baghaven

Facebook er en gang imellem en god ting 😉. Her opdagede jeg, at der her i Seest for nyligt er åbnet et cideri; Wichmann æblecider.

Cideriet ligger lige ned til Hylkedalen og har en del træer i æblelunden. Jeg er sikker på, at jeg vender tilbage til Wichmann, når træerne blomstrer og solen skinner!

Jeg købte mig tre forskellige flasker cider med, som jeg skulle dele med gode venner nytårsaften; og cider er et dejligt alternativ eller supplement til champagnen!

Generelt er det rigtig gode, velbryggede cidere. Jeg har dog vendt tilbage til Wichmann om at reducere headspace (hvor meget plads der er til luft/co2), da flaskerne skød propperne af fuld knald (nu var det jo nytår, men det var på grænsen til at være farligt!)

Wichmann Cider #43: Den mindst imponerende af de tre cidere. Sød med en undertone af mint og vingummi.
Wichmann Cider #43: 🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Cideren er lavet med 50% Filipa og 50% Jonagold æbler og er gylden med et lille, blivende white skum på.

Duften har syrlig æble, undertoner af pebermynte og noter af mere overmoden frugt.

Den er livlig, men selve cideren er ikke karboneret for meget og det giver plads til en fint olieret mundfylde 😃.

Smagen er ret sød, masser af grøn æble, igen en strejf af pebermynte. Generelt er den ret sød og man sidder lidt tilbage med fornemmelsen af æblevingummi fra Eldorado-posen fra Haribo

Wichmann Cider #19: Den bedste af de tre cidere. Den mindst søde og rigtig frisk.
Wichmann Cider #19: 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Æblesaften til denne cider har været opkoncentreret ved at frysedestillere, så der er mere sødme end ved at bruge mosten frisk.

Cideren er gylden med en svag haze og et stort, boblende hvidt skum på toppen. Duften er domineret af røde efterårsæbler, en smule hindbær og syrlig æbleskræl.

Boblerne er velbalancerede og giver en god fornemmelse med en fin olieret mundfylde.

Smagen er sød, især i begyndelsen. Den får skarpere, syrligere noter når den varmer op og opnår en virkelig fin balance mellem sødme, syrlighed og drikbarhed.

Wichmann Cider #39: Den “fedeste” af de tre cidere med en dejlig underlæggende syrlighed.
Wichmann Cider #39: 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Cider 39 er lavet på 50% Filipa og 50% andre blandede æbler. Den er igen gylden, men lidt mere over mod det gule end de andre to. Skummen er også lidt mere cremet.

Duften er markant med ganske meget overmoden æble, en mild sødme og en fin, citrus-agtig syrlighed.

Den er livlig, men ikke overkarboneret og har en fin, oliet fornemmelse.

Smagen bæres af søde æbler, en svagt strejf af vanille og en blid citronsyre note. Der er en dejlig, lang eftersmag.

Det kunne være interessant at se, hvordan #39 kunne blive, hvis den fik lov til at ligge på fx Bourbon fade? 😏🍏

The Dark Kveik rises hos Åben

Forleden var jeg ude hos Åben og se deres nye tanke. Jeg fangede Philip og Johannes midt  i en mindre hovedrengøring, men de havde stadig tid til at vise mig alle deres nye tiltag.

Ud over de fine nye tanke kunne drengene fortælle om, at de nu fik kværnet malt på loftet, skulle eksportere til Polen og Spanien og allermest vigtigt; at de gamle tanke skulle bruges til vildtgæret øl!

En palle på vej til Polen

I første omgang til saison gæret med Brett, men også til andre sure øl. Absolut spændende!

I køleskabet fik jeg tilegnet mig den imperial stout, som de bryggede med Browar Golem. Den er brygget med den norske kveik gær, har masser af enebær og er bare en fornøjelse.

Øllen er dyb sort med et lille cremet off-white skum.

Duften har kakaobønner, mørk chokolade, krydret rug og ganske fine noter af enebær.

Smagen er rigtig fin. Masser af kakao, balanceret bitter med en god skovlfuld enebær. Der er en mild frugtet appelsin note hele vejen igennem.

Alkoholen er meget tilbageholdt, men giver stadig øllen en dejlig oliet fornemmelse.

Den er virkelig lækker, ikke for sød, men med masser af karakter.

Åben The Dark Kveik får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Og PS… virkelig fedt label-arbejde i at bringe de to bryggeriers labels sammen til ét.

Årets første store opkøb gør London Pride japansk

Som flere medier og blogs har kommenteret, så har japanske Asahi (verdens syvende-største bryggerikoncern) opkøbt Fullers i London for den nette sum af £250 millioner.

Købet omfatter den komplette brygforretning inklusiv det originale, traditionsbundne Griffin Brewery i Chiswick ned mod Themsen. Det er derfor også bryggeriet Dark Star Brewing, cideriet Cornish Orchards og distributionsfirmaet Nectar Imports (som passende nok distribuerer Asahi Dry).

Lav indtjening på brygning

Selv om vi alle kender Fullers som bryggeri, så lå kun 10% af omsætningen i ølproduktion. Resten ligger i drift af pubs og hoteller, som altså ikke er solgt fra.

Og det er virkelig en uhyrligt høj pris.

They have decided to cash in their chips. It could be that they felt they were not big enough to compete with the AB InBevs of this world, as well as some of the more esoteric craft bitters, but the obvious reason is that it is a crazy price.

– Mark Brumby, analytiker til The Guardian

Ikke bare et spørgsmål om øl

Og den forhøjede pris får de bange anelser helt frem. Griffin Brewery ligger i et område, hvor kvadratmeterprisen måles i meget store tal. Faktisk vurderes det, at grunden i sig selv kan være over £100 millioner værd.

Asahi har dog udtalt, at aftalen binder dem til at brygge på Griffin Brewery, men historien melder ikke noget om hvor længe, og om de skal benytte alle kvadratmeter til bryggeri.

Based on the agreement, we will continue to brew beers at the Griffin brewery in Chiswick. It is and always has been the home of London Pride.

– Talsmand fra Asahi fra The Guardian

– Udklip af London fra Google Maps (Griffin Brewery markeret med rød)

Fullers startede deres brygning på Griffin Brewery i 1845, men der har været bryggeri-aktivitet på adressen i over 350 år. Men fredning er ikke bare noget man får i Storbritannien og det lader til, at bevaring af bryggeriet skal bero på aftalen og/eller japanske pengemænds gode tro (som formentlig ligger på et lille sted).

Bryggeriets ene væg prydes endda af verdens ældste blåregn, som kan dateres tilbage til 1816. Igen ikke noget, der er fredet officielt.

En ny retning for endnu en af de store?

Om ikke andet, så markerer købet et skift i Asahis opkøbsstrategi, som tidligere har fokuseret på ‘Premium’ brands.

Det kom tydeligst til udtryk, da de i begyndelsen af 2017 gik ind og opkøbte en håndfuld europæiske bryggerier fra SABmiller for £6.1 milliard. Det var bryggerier med fokus på pilsnerbryg (blandt andre tjekkiske Urquell, ungarske Dreher og polske Tyskie). Året inden købte de italienske Peroni og hollandske Grolsch. Alle øl, som smagsmæssigt er i nogenlunde samme profil.

Fullers repræsenterer et helt andet niveau af smagsnuancer. Og det er interessant at se, om Asahi ender med at udvande brandet eller er i stand til at fastholde eller måske forbedre kvaliteten.

Men jeg tvivler og frygter for Fullers Vintage, London Porter, 1845 og andre af Fullers strålende engelske ales. Pressematerialet fokuserer i hvert fald på, at Asahi har købt London Pride og ikke Fullers. Så mon ikke en masse brands under Fullers bliver standset og langt større fokus bliver på større produktion af Pride med bredere distribution?

Bicycle Brewing; høj kvalitet på lille anlæg

Lige inden jul havde jeg glæden af at besøge det relativt nye Bicycle Brewing i centrum af Østerbro.

Bryggeriet består af et lille udskænkningssted og så selve bryggeriet inde bagved. Og der er virkelig tale om optimal pladsudnyttelse!

Bicycle Brewing er startet af amerikanske Alex og hans kone Kristina.

Bryggeriet er rigtigt nok lille og pladsen trang, men Bicycle Brewings udstyr er absolut højeste kvalitet. Bryganlægget er 200 liter og al lagrings- og gæringsudstyr er fuld- eller halvautomatisk fra SS Brewtech, der også leverer udstyr til fx Rogue og Trillium.

Øllene er ikke umiddelbart beregnet som store, ekstreme eksperimenter, men i stedet gedigne, stilsikre og letdrikkelige versioner. Og det er lige, hvad de er.

Man får helt sikkert lyst til at drikke en ekstra, da brygkvaliteten er rigtig høj; især for de øltyper, som var på hanen.

Som noget ganske nyt er det nu også også muligt at købe flasker med sig hjem.

Og lige så stilsikre som øllene er, lige så skarpt er logo, markedsføringsmateriale, manillamærker på flaskerne, coasters og tegningen af brygsystemet på bagvæggen.

Jeg smagte en amber lager, en ipa og en porter. IPA’en var på 6.2%, mens de andre lå på under 5%.

Touring Amber Lager 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Flot klar amber, lækker skarp malt i duft, earhty humle, svag karamel, bready. En absolut drikkelig lager uden den mindste form for usikkerhed eller fejl.

Handlebar IPA 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Frisk, igen flot crisp malt, lidt petroleum, citrus, svag pine. God, blivende bitterhed. Igen meget drikkelig, men mangler måske lidt på duften.

(Red.: Har netop læst på Facebook, at Bicycle Brewing har oppet humlen og bitterheden lidt på denne opskrift).

Short John Porter 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Strålende fedme for stilen. Chokolade, lakrids, blidt ristet. Minder om de bedste dark milds, jeg har fået. Instantly drinkable.

Nytårstalen 2018: Vi ser frem mod 2019

Hvor vores blog awards fra december så tilbage på 2018, så vil jeg her prøve at forudse, hvad der vil ske indenfor øllets verden i 2019.

Ølmarkedet

Vi kommer helt sikkert til at se flere konkurser, nedlukninger og overtagelser fra halvstore og store bryggerier. Dertil er der simpelthen for mange middelmådige bryggerier i Danmark til at kunne undgå.

De store spillere vil satse endnu mere på ‘pseudo-craft’, som er et klart tveægget sværd. På den ene side kan hr og fru Danmark pludselig få Bourbon fadlagret imperial stout i Føtex, som uden tvivl vil skabe mere interesse for specialøl som helhed. Desværre er det jo bekostning af en mikrobrygget Imperial stout, som meget muligt er bedre, men i hvert fald støtter innovation, forskellighed og entrepreneurship.

Så bliver det også spændende med ret store mikrobrygspillere i Danmark. Her tænker jeg i høj grad på To Øl, som rykker produktionen til Slagelse og med al sandsynlighed får større afsætning i Danmark. Er det første skridt mod Det Fri Øls målsætning at få mikrobryg ind på restauranter og barer og kæmpe mod de stores eksklusivaftaler? Altså at kunne spille et stort mikrobryggeri på banen, som også på distribution kan konkurrere med de store?

Til sidst så tror jeg, at flere bryggerier indser, at der er forskellige kategorier af mikrobryggeri og de kategorier kræver forskellig markedsføring, salg, distribution og diversitet i produkterne. Og at flere af bryggerierne erkender, at de hører til i en af disse kategorier (fx multinational, national, lokal, brewpub, delt produktportefølje) og arbejder strategisk derfra.

Og at det er i skiftet mellem kategorier, at man ikke ‘bare’ tager springet.

Ølstile

Flere bryggere og bloggere har allerede været ude at sige, at 2019 bliver pilsnerens år. Og det håber jeg virkelig også! Der er kommet meget mere styr på kvaliteten hos mange bryggerier. Fx er en af Bad Seeds første øl en tysk pilsner.

Så tror jeg også at der bliver mere plads på hylderne til gose. Det er friskt og lækkert, og To Øl har bevist, at stilen passer godt til Ny Nordisk og dets ingredienser.

Sidst tror jeg, at Brut IPA kommer mere frem. Højt karboneret, bitter og frisk i humleduften, så lyder det også meget tiltalende. Dog har jeg kun fået én øl af stilen, som har været noget værd – og den var ikke dansk…

Diverse

Som en sidste forudsigelse så ser jeg bedre kvalitet (både på arrangement og hvad der kommer i glasset) hos lokale og mindre ølfestivaller. Der kommer flere rundt om i landet (Øluniverset, Øl-marked, Nordic Brew Festival) og det kan muligvis få Danske Ølentusiaster til at oppe sig lidt på den store festival.

Og så tror jeg faktisk at dansk cider bliver meget større i 2019. Der kommer flere ciderier, distributionen bliver bedre og det samme gør kvaliteten.

Beer Blog Awards 2018: Årets Danske Bryggeri

2018 har været et år, hvor jeg blandt andet er blevet bekræftet i, at det danske ølmarked i høj grad ikke har konsolideret sig. Der dukker hele tiden nye bryggerier op og der er langt imellem snapsene. Men heldigvis er der nogle virkeligt gode bryggerier imellem stadigvæk.

I 2019 har jeg store forventninger til Bad Seed Brewing og naturligvis til de bryggerier jeg nævner herunder.

For der har været fire bryggerier som har skilt sig positivt ud i 2018. AleFarm, Amager Bryghus, To Øl og Åben.

Alefarm

AleFarm er endelig blevet bredt tilgængeligt, har imponeret stort med deres saison’er og generelt fået skabt sig et ret fedt brandt. De mange IPA’er som de har sendt på markedet på dåser har været rigtig gode, men der har på de humlede øl måske manglet en smule wow-faktor.

Til gengæld markerede deres saison med Stevnskirsebær; Nordic Grape, sig som formentlig den bedste øl nogensinde brygget i et dansk bryggeri. Og deres andre saison’er er nok nogle af de bedste, som er lavet i Danmark. Det er spændende at se, om opbruddet i AleFarm har betydning for kvaliteten af fx saison’erne.

Åben

Det nye lokale bryggeri har taget hele Kolding og opland med storm. De brygger øl af høj kvalitet, har en god historie at fortælle og er generelt nogle enormt omgængelige fyre. Det har været fedt at se dem begive sig videre fra deres stilsikre IPA’er til både Saison og Imperial Stout. Med en smule mere konsistens på flaskeøllene (det virker allerede bedre med deres nye flaskefylder), så står Åben stærkt for 2019.

Amager Bryghus

Danmarks egne store positive mikrobryggerisucces fortsætter i 2018 hvor de slap i 2017. Enormt stilsikre indenfor næsten enhver stilart (det sure øl og barleywines er stadig ikke forcen) og med et kollektivt legesygt sind, så formår Amager konstant at både forny og bestå.

Deres Amagerkanske samarbejdsbryg var bedre i år end i 2017, men flere er måske mere kuriositeter end fremtidige sællerter. Det samme kan man sige om deres månedlige eksperimentøl, som ikke har været helt skarpe i år.

Årets bryggeri 2018: To Øl (igen)

Det kan virke letkøbt, at min titel som Årets Bryggeri igen skal gå til To Øl, men de har formået at excellere i en sådan grad, at de ikke er til at komme udenom.

Mine venner fra Ratebeer-miljøet vil vide, at efterhånden som man kommer godt op i rutinen og i total antal ratings, så dukker der ikke længere så mange 4+ ratings op.

To Øl har (af alle bryggerier) været min absolutte topscorer på 4+ ratings med ikke færre end ni (ja, ni!).

Og det er alt fra at bekræfte, at de er Danmarks (måske Europas? måske verdens?) bedste til at brygge Gose, så har de også kultiveret en fantastisk Brett-streng, formår at ramme perfekte Imperial Stouts, IPA’er og barleywines i et væk.

Næste år bliver et spændende kapitel i To Øls liv, hvor de rykker produktionen til Danmark i Beauvais’ tidligere fabrikker. Jeg glæder mig til at følge dem tæt!