Øllets Dag 2017 i Kolding (en genopstandelse)

Så oprandt dagen,  hvor Kolding skulle genskabe sin position som den by, der arrangerede landets bedste Øllets Dag.

Øllets Dag er i princippet de Danske Ølentusiasters fødselsdag og Kolding har i mange år været langt fremme, men de seneste par år har Kolding mistet sin position til byer som Fredericia og Odense.

Det var en mission, der næsten lykkedes.

Fokus var skiftet fra bestemte bryggerier til i stedet at fokusere på bestemte stilarter eller retninger indenfor øllets verden.

På Akseltorv var der dog mulighed for at smage øl fra en udvalgt, mindre skare af bryggerier.

Der var i hvert fald et par højdepunkter på ølfronten:

  • Brekeriet Moses Gose: En total overraskelse, at dagen bedste glas øl skulle findes på hvedeølsstanden. En dejlig frisk, sur gose med fantastisk balance og masser af humle.
  • Amager / Hermit Thrush Bees For My Honey: En såkaldt braggot, som er en blanding af mjød og øl. Fantastisk godt humlet, så honningens sødme blev holdt i skak.
  • O/O Long Boil Barley Wine 2016: En virkelig god Barleywine fra svenskerne. Tung men stadig frisk.
  • Wild Beer Tepache: Nogle gange kan man blive overrasket over, hvad der kan fungere. Tepache er en sur øl brygget med ananas, laktose, nelliker og kanel (som generelt anses for et meget gennemtrængende krydderi i øl). Det burde næsten ikke kunne fungere, men den smagte simpelthen dejligt og alle de mange smagsindtryk hang virkelig godt sammen.
  • Åben bryg nr. 61: Åben har tilpasset deres opskrift en smule, så alkoholprocenten er på 5,5% (modsat 5,2% tidligere) og lidt mere humle. Det klæder den godt.

Som jeg skrev i begyndelsen, så var Øllets Dag en stor forbedring i forhold til tidligere år.

Jeg vil prøve at gennemgå, hvad der gik godt og hvor, der er potentiale for forbedring.

Det der lykkedes:
  • Der var et stort og ganske varieret udvalg af øl.
  • Det var flotte, informative bannere ved hver stand, så kunderne kunne finde deres ønskede øl og bare bestille efter nummer. Det lettede tydeligt arbejdet både for kunder og de frivillige i standene.
  • Generelt var materialerne på dagen overskuelige og gennemarbejdede.
  • I Søndergade lavede kokkeelever fra Hansenberg Street Food med spændende ingredienser til fine priser. Man fik 4 retter til 50 kroner og med fx ølbraisserede svinekæber, Karl Johan risotto og andehjerter, så faldt det virkelig godt ud. Faktisk så godt, at jeg vil anbefale det som en langt mere integreret del af Øllets Dag fremover. Mere central placering, mere fokus på brugen af øl i retterne og måske endda med forslag til, hvilke øl, der passer til hver ret (som måske kan serveres med maden?)

 

Der,  hvor der stadig kan forbedres:
  • Jeg kan undre mig over, at det skal slutte klokken 16? Det kan være noget, som City-foreningen bestemmer eller baseret på noget lovmæssigt ift udskænkning. Men det ville være smartere at have åbent i standene længere, så kunderne kan gå fra Øllets Dag direkte til byens restauranter.
  • På alle Tema-standene blev øl serveret fra flasker. Op ad dagen endte en del af dem med at være ret varme og smagsprøver blev ofte serveret fra flasker, der havde stået i direkte sol. Et køleskab til hver stand vil gøre underværker.
  • Det var svært at finde frem til toiletfaciliteter, især for kunder, der ikke var fra Kolding. For når man drikker øl, så skal man altså tisse. Et skilt ved fx hver stand med angivelse af, hvor nærmeste toilet var, ville være dejligt.
  • Der var en generel mangel på ordentlig IPA på de enkelte stande.
  • Øllene var generelt i den stærke ende – især når to af standene var med fadlagrede øl og eksklusive øl.

At Øllets Dag blev afholdt samme dag som Fødevarefestival troede jeg ville være en stor fordel for begge arrangementer. Der er nok ingen tvivl om, at de to arrangementer trak kunder til hinanden, men jeg deltog begge steder og det hele endte med at blive en smule forhastet.

Jeg følte at jeg skulle skynde mig både ved udstillerne til Fødevarefestivalen og ved standene med øl i byen.

Hvis de to arrangementer skal være samme weekend igen, så tror jeg, at jeg vil tage Øllets Dag om lørdagen og vente med Fødevarefestivalen til om søndagen.

Øllets Dag i Kolding 2017

Lørdag den 2. september er der traditionen tro Øllets Dag rundt om i Danmark. Jeg har spurgt den lokale formand for ølentusiasterne, Claus Mortensen, om planerne for Øllet Dag i Kolding.

Hvad sker der på Øllets Dag i år?

I Kolding fejrer vi Øllets Dag sammen med City Kolding. Du vil kunne finde ølstande rundt i Koldings strøggader bl.a. på Akseltorv ved Rådhuset, hvor både lokale og bryggerier fra andre byer vil stå med deres øl.

Der vil være bryggeristande med fx Bryggeriet Åben, Trolden Bryghus, Jacobsen, Indslev/Ugly Duck, Thisted Bryghus og Hornbeer.

Derudover vil der være specialstande i Søndergade, Tombolapladsen i Rendebanen, Helligkorsgade, to steder i Jernbanegade og i AL Passagen. I disse stande præsenterer vi øl efter temaer:

  • Ølcocktails
  • Ladies Lounge
  • Fadlageret øl
  • VIP stand med eksklusive øl
  • Hvedeøl
  • Klosterøl
  • Provokerende øl

Torben- og Derek Mathews holder også en spændende ølsmagning klokken 10.30*.

 

Der er allerede Fødevarefestival i byen den dag, så sker der mere ølrelateret?

Ja, i Nicolaigården er der også Fødevarefestival. Her vil der også være nogle stande med mikrobrygget øl og du vil kunne gå fra det ene til det andet hele dagen.

Vi forsøger at få bragt mere mad ind i Øllets Dag, så i Søndergade vil der være stande med Street Food tilberedt af Hansenberg Kokkeskole i Kolding.

Derudover vil Jacobsens ølhestevogn køre rundt i byen, ligesom der vil være livemusik flere steder. Du kan også se gamle veteranbiler og MCer i byens gader.

 

Sker der noget inden Øllets Dag?

Som opvarmning til Øllets Dag er der fredag den 1. september Food- & Beerwalk fra klokken 15 til 18. Her kan du kan gå rundt på udvalgte caféer og smage tapasretter med ølsmagssprøver til.

Kolding Food- & Beerwalk består af:

  • City Kolding smageglas
  • Værdikuponer til 5 smagsprøver á 20 cl øl med tilhørende tapas
  • Guide til fem hyggelige steder i Kolding

Hver cafe/pub afkrydser din værdikupon og du får skænket en smagsprøve i det medfølgende smageglas og du får udleveret en tapas.

(Red. Udover dette varmer Beershoppen op aftenen inden med smagningen: ”Der er kommet noget i øllet eller øllet er kommet i noget”. Du kan se mere om det (og tilmelde dig) her).

 

Hvordan deltager man i Øllets Dag?

Til selve arrangementerne i strøggaderne skal du bare møde op og købe smagepoletter og -glas på Danske Ølentusiasters stande, der er rundt i alle gaderne, hvor der også er ølstande.

Til Food- & Beerwalk skal du købe billetter i forvejen på CITY KOLDING** senest torsdag den 31. august.

Det skal du også til ølsmagningen med Torben Mathews og Derek – To gange Mathews på Billetto.

 

Baggrund:
Øllets Dag er først og fremmest en markering af Danske Ølentusiaster fødselsdag den 5. september, som nu er flyttet til første lørdag i september hvert år, for at markerer øllet og sprede kendskabet til øllets mangfoldighed ud til alle danskere.

 

* Ølsmagning:
Ølsmagningen med Torben og Derek Mathews foregår i Festsalen under socialforvaltningen, Nicolaiplads 6 i kælderen

** CITY Kolding:
CITY Koldings adresse er: Helligkorsgade 5, 2 sal, 6000 Kolding og kan kontaktes på 7553 1311 (åbent: mandag til torsdag klokken 8 til 16 og fredag klokken 8 til 14).