En tidlig kandidat til årets øl

Forleden var jeg forbi Kvickly Middelfart og handle lidt øl. Her var jeg glad for at finde ny-klassiske Berliner Weisse fra Berlin-bryggeriet Schneeeule.

Modsat de fleste moderne bryggere af Berliner Weisse så tilføjer Schneeeule Brettanymoces-gær ved flaskning for at balancere syren og skabe en smag, der skal minde mere om smagen fra fordums tid.

Irmgard er brygget med en anseelig mængde ingefær og som en, der elsker ingefær, var det ikke svært at hive den ned fra hylden (nu er jeg bare ked af, at jeg kun tog en…).

For Berliner Weisse? Ja tak. Ingefær? Ja tak. Sammen? Fantastisk!

Der er skarp syrlighed, som er elegant mælket og en fast citronsyre. Selve syrligheden er enormt godt balanceret og spiller rigtig flot med på den let brændende smag af ingefær. Og der er ikke holdt tilbage på ingefæren; præcis som jeg kan lide det.

Og så bare 3.5%. Fantastisk let drikkelig. Jeg har planer om at brygge en gose senere på foråret, og der kommer helt sikkert en ingefær version.

Nøj, hvor den smager af mere ?. Jeg skal helt sikkert forbi Kvickly igen.

Mit ciderprojekt 2017

Det er efterhånden noget tid siden, at jeg bryggede ølølhjemme hjemme i køkkenet. Mit hjemmebryganlæg blev først udskiftet med Kolding Bryglaug og sidenhen helt sat på standby pga. familieforøgelser.

Men i 2016 fik jeg indkøbt en æblekværn og -presse og fik lavet min første cider.

Den blev ganske fin, men der var et rimeligt forbedringspotentiale. Så i 2017 gik jeg i gang igen.

2017 cideren er cirka 98% Belle de Boskoop og resten Discovery. De blev kværnet og stod et døgns tid i en gærspand og satte sig.

Æblerne blev efterfølgende presset og mosten hældt på gærspand, hvortil jeg spædede op med lidt vand og tilsatte cidergær.

Æblemost er ekstremt forgærbart, det vil sige, at det gærer utroligt godt og ikke rigtig efterlader nogle sukkerstoffer. Så der kom hurtigt gang i gæringen, og alle sukkerstoffer bliver til alkohol.

Jeg kom ned i en vægtfylde på 996, hvilket er meget lavt. Og det betød en alkoholprocent på omkring de 6%.

Ligesom det første år ville jeg forsøge mig med at tørhumle cideren; det vil sige at tilføje humle efter den primære gæring for at give lidt kant til især duften. 2016 cideren fik den engelske Bramling X men 2017 fik femdobbelt portion af New Zealandsk Pacific Gem. Ikke nok med det, så tilføjede jeg cedertræ til gæringen.

Jeg havde lavet min 2016 cider som en still cider (dvs. næsten uden brus), men jeg ville meget gerne have min 2017 til at være mere livlig.

I øl tilsætter man normalt 4-5 gram sukker per liter ved flaskning for at danne kulsyre. Jeg tog chancen og tilsatte 10 gram til cideren.

Udfordringen ved min 2016 cider var imidlertid også, at den endte med en masse proteinrest i bunden af flaskerne. Faktisk op mod 4 cm i hver flaske.

Jeg har ikke mulighed for at lave degorgering (som er den traditionelle metode til at fjerne proteinrest fra cidere), så jeg måtte ty til mere lavpraktiske løsninger.

Jeg sørgede for at være ekstremt grundig i min omstikning (hvor jeg flytter fra primær gæring til sekundær gæring). Der skulle intet snask med!

Cideren blev omstukket igen inden flaskning og blev efterfølgende stillet så koldt som muligt.

Og den er faktisk endt ud som ret lækker.

Den er tør, vinøs og har masser af lækker peber fra cedertræet.

Den har stadig nogle udfordringer i klarheden, mem jeg har sidenhen erfaret at man faktisk skal

Der mangler helt klart noget på klarheden, som jeg skal arbejde på næste år. Jeg har sidenhen fundet ud af, at man kan få meget mere klarhed (og sødme) ved at lave en ‘hat’. Det bliver helt sikkert noget, som jeg skal prøve næste år!