Julemælk lever man kun én gang for

To Øls Julemælk er en ret vild mælkestout på 15%. Fuldfed, sød, masser af kaffe og rundhåndet brug af laktose gør den behageligt mælket.

For efterhånden noget tid siden var jeg forbi Kihoskh og så en ny version af Julemælk. Denne gang på dåse. #YOLOmælk er på 14%, er brygget med kaviar og gæret med champagnegær.

Den første øl jeg har smagt med kaviar?

Første indtryk er, at #YOLOmælk ikke er nær så sød som de andre versioner af Julemælk. Og så formår den med lidt højere karbonering (tak, champagnegær) at blive mere cremet end oliet i sin fylde.

Smagen byder på meget ristet malt, mørk chokolade, tjære, mælk og lakrids. Lakridsen er sådan lidt Piratos-agtig med et godt snert af salt, som jeg vil gætte på kommer fra kaviaren. Derudover byder kaviaren ikke ind med nogle konkrete smagsnoter.

Den fortsætter med en balanceret, men også ganske rå skarp bitterhed med god maltethed og masser af kaffe.

#YOLOmælk er naturligvis vinøs, men det hele hænger ualmindeligt godt sammen, så selv 50cl var muligt at nyde.

To Øl #YOLOmælk får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Det var en dejlig julemåned

Til julen 2018 havde jeg erhvervet mig To Øls julekalender med 24 dejlige øl fra mit Årets Bryggeri to år i streg.

Og det var absolut en god julekalender. Som medlem af To Øls klub sparede jeg endda 100,- så prisen på 619,- + levering er absolut hæderligt.

Fordelingen af øl var god, både på stilarter og på klassikere og nye bryg. Personligt savnede jeg dog nogle fra enten Mr. eller Ms. serierne.

Og så tror jeg, at To Øl skal gå væk fra de kasser, som de bruger. Det er beundringsværdigt, at numrene er fordelt “tilfældigt”, men det betyder at man (ligegyldigt hvor forsigtig man er) ender med rum, som bare er dækket af løs pap. Måske skal det hele bare være kedeligt og i nummerorden?

Stormgaarden ved Odder præsterer en rimelig vild granøl

I nærheden af havnebyen Hou ved Odder ligger det lille gårdbryggeri; Stormgaarden Haandbryg.

Det er ikke flasker, som er så nemme at få fat i, men jeg var heldig at købe en juleøl fra Øl2Go ved Horsens.

Øllen var en nr. 192; en granskudsøl ved navn Nissen’s trøst og på 5,2%.

Øllen har en flot brunlig ravfarvet med et stort, blivende, cremet off-white skum.

Duften har masser af gran, peber, krydret ristet karamel og faktisk en fin note af citrus humle.

Smagen er fin, god fed karamelmalt. Og så er der masser af fyrrenåle, så det hele næsten føles parfumeret. Bitterheden er blid og velbalanceret i forhold til alle de fyrrenåle.

Den er faktisk rimelig vild, formår både at føles som flydende sæbe men også som en godt balanceret øl. Et virkeligt dejligt, vellykket eksperiment. Kudos.

Stormgaarden Nissen’s Trøst får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Stille Nacht med 10 års mellemrum

Det er lidt en tradition herhjemme, at lillejuleaften byder på en lille smagning af en af de mest fantastiske og markante juleøl, der brygges. Det er samtidig en øl med et fantastisk lagringspotentiale, så jeg smager oftest den seneste op mod en ældre årgang.

I år smager jeg De Dolle Brouwers Stille Nacht 2018 op mod 2008. Det er den nyeste til højre.

Udseende: 2018 er meget lysere og holder på et kridhvidt skum bedre end 2008’erens mørke ravfarve med en lille mørkegrå top.

Duft: Markant forskel. 2018 stråler af estere fra Dolles gær; grønne æbler, pærer, druer og en dejlig sødlig karamel. 2008 har markant mere karamel, lakrids, honning, portvin. Men også lidt tørret frugt som svesker og rosin.

Smag: Mindst lige så forskellig som duften. En let og frugtet, hvidvinsagtig 2018 med druer, sødlig malt og markant, men alligevel tilbageholdt alkoholvarme. 2008 er mildt oxideret, byder på brændt karamel, svedsker, honningsødme og lidt muscat-dessertvin. Den føles også markant mere bitter end den friske.

Vinder? Ingen af dem. Eller rettere sagt, begge to! Fantastisk øl helt frisk, måske allerbedst efter 3 år men også fantastisk med 10 år på bagen.

Tidligere år

2013 (v) mod 2006 (h) nydt i 2016

2015 (h) mod 2004 (v) nydt i 2015

Anchor Christmas Ale er tilbage i Danmark

Der er flere øl, jeg kan nævne, som var dem, der gav mig interessen for mikrobryg. En af de øl, der fik mig hooked var helt klart Anchor Christmas Ale.

Brygget årligt med en lidt tweaked opskrift hvert år, er Anchor nu nået til 44. årgang af den elegante, krydrede American Ale.

Anchor er det første mikrobryggeri i den nye bølge af amerikanske bryggerier og blev i 2017 overtaget af japanske Sapporo.

Anchor Brewing Christmas Ale 2018 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Brygget er flot, dyb brun med et flot, blivende cremet gulligt skum.

Der er masser af sødme i duften, karamel og peberkage. Jeg husker det som om, at der var meget kanel i duft og smag, men det er umiddelbart ikke så markant i denne årgang.

Den har en blød, lækker fylde med fin karbonering.

Mindre kanel end jeg husker, mindre markant i det hele taget.

Smagen er behageligt balanceret, føles på samme måde let som en steam beer og fed som en belgisk strong ale. Der er i hvert fald ingen spor af de 6.9%.

Afslutningen har lidt peber, blide noter af nelliker og fed karamel.

Det er generelt en øl med strålende balance, masser af jul uden at det kammer over. Måske jeg husker den som en anelse bedre end den reelt er, men den kan stadig sagtens anbefales.

Købt i Beershoppen i Kolding til 40,-.

En julerundtur med Beershoppen

Forleden var jeg inviteret forbi Beershoppen i Kolding for at smage og skrive lidt om de juleøl, som kan købes i butikken.

Henrik fra butikken og jeg blev enige om at hive et par gamle klassikere frem og nogle helt nye.

Her er hvordan de var en stille tirsdag aften; først de tre nye spillere.

Brygbrygbryg Cinnamon Kiss Barrel Aged
🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Som en helt ny spiller på det danske marked, har BrygBrygBryg allerede bidraget med spændende sure øl med forskellige frugttilsætninger. Deres juleøl er dog en mere klassisk belgisk dubbel med kanel.

Det er en lidt brun øl med et lille cremet beige head. Duften er domineret af kanel, let træ, masser af sødme, karamel og en smule jordbær.

Smagen er lige lovlig sød, en smule kanel og lidt skarpe alkoholnoter med svage fuselnoter.

Den er fin, men lidt for sød of lidt for skarp i sin vinøsitet.

Ægir Eldir Julebrygg
🍺🍺🍺

Norske Ægir har været på markedet i Danmark de seneste par år og i år byder de på et par nye juleøl; blandt andet julebocken Eldir.

Mørk ravfarvet med et lille cremet off-white skum. Den sødlige aroma har karamel og let brændt sukker.

Smagen er sød og har god bid i karamellen, men den er generelt ret sød med en let vinøsitet.

Ville egne sig fint til det kolde bord.

Black Isle Colonel Custard’s Christmas Imperial Scotch 2018
🍺🍺

En klar kastanjebrun væske med et lille cremet off-white skum lander i glasset.

Aroma er sød, masser af toffee, butterscotch og en ret vinøs fornemmelse.

Smagen fortsætter desværre den meget klistersøde fornemmelse med ret meget butterscotch og karamel samtidig med at den er ret vinøs.

Slet ikke lige min stil.

De Ranke Pere Noël
🍺🍺🍺🍺🍺

De Ranke er absolut fantastisk, og der er mange der springer over dette lille mesterværk af en juleøl, da den ikke ser så imponerende ud. De Ranke har dog valgt at opdatere etiketten, så måske flere vil gå efter den?

Det er en klar gylden øl med en mellem cremet hvidt skum.

Der er strålende duftnoter af gærens estere, der primært udmønter sig i let moden pære, som står godt til den skarpe maltprofil.

Smagen er sødlig med masser af god malt og en lækker balance mellem fyrrenåle bitterhed, grapefrugt, pære og dejligt bitter.

Passer genialt til al slags julemad.

Amager Bryghus Winter in Bangalore
🍺🍺🍺🍺🍺

Næsten klar gul med et flot blivende cremet hvidt skumskum på toppen.

En dejlig duft breder sig af fyrrenåle, grapefrugt, harpiks og blodappelsin.

Smagen er sublimt West Coast med masser af bitterhed, fyrrenåle, harpiks og abrikos. Super lang, humlet, skarp bitterhed.

Hvis bare Bangalore om vinteren var lige så ren, skarp og appetitlig som øllen…

Põhjala jõuluöö
🍺🍺🍺🍺+

Estiske Põhjala har i efterhånden nogle år imponeret og især deres mørke øl er i en klasse for sig.

Jõuluöö er helt sort med et lille cremet beige skum.

Aroma har kanel, kakaobønner, vanilje og noter af egetræ i baggrunden.

Smagen er sød, let ristet, masser af chokolade, let kakao, et fint vaniljebid, let klistret, men god kakaobitterhed.

Det er en dejlig øl, men er måske lige sød nok og heller ikke helt på niveau med deres øvrige mørke bryg.

Jul hos Fri Bryg

Jeg var i den forgangne uge forbi Fri Bryg i Børkop med håb om at få fyldt en 2 liters growler med julebryg. Det var dog en positiv overraskelse, at jeg kunne tage nyflaskede 75cl flasker med samt en growler med stout.

Beershoppen i Kolding fik en samling julebryg også, så skynd dig ned og skaf dig en.

Fri-hjul 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Med et ordspil på Fri Bryg, frihjul og ‘fri for jul’ præsenterer Fri Brygs julebryg sig som en mørk bock (en stærk, mørk pilsner).

Øllen har en rigtig flot, klar kobber farve med et stort, boblende hvidligt skum.

Duften har masser af sødlig malt, karamel, blidt vinøs, svage noter af æble og græs.

Den er egentlig fint livlig, og har en lækker oliet fornemmelse.

Smagen er sød, masser af malt og sukker. Der er et bid af karamel og en undertone af noget lakrids; eller måske faktisk fennikel.

Bitterheden er fin og passer godt til øllen og stilen og der er en måske lidt for varmende vinøsitet i afslutningen.

Men det er generelt en fin øl, som med sikkerhed vil egne sig godt til den fede julemad.

Fri Bryg Stout 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

En dejligt, næsten ugennemsigtig sort væske lander i glasset med et stort, blivende cremet beige skum.

Duften domineres af lakrids, ristet malt med en let syrlighed og en undertone af blåbær.

Mellem karbonering med en fin tør og ganske cremet fylde.

Smagen er blid og tør med lakrids, mild chokolade og ristet malt. En god varmende afslutning med fin bitterhed.

Den minder lidt om en dry Stout, men er jo noget højere i alkohol. Måske en Imperial Dry Stout? 🤔😄

Strålende juleøl fra Åben

I går fredag lancerede Åben to af deres i alt tre julebryg. Det gjorde de sammen med en stor skare af kunder til deres åbent hus arrangement.

Igen i år byder Philip og Johannes på juleøl, der måske ikke lige passer i de almindelige kasser for juleøl.

De har gentaget deres virkelig gode Double IPA (Bryg 62) og har lavet en black IPA som en form for Winter Warmer.

Samtidig er der en sidste juleøl på vej med enebær.

Bryg 62 (Double IPA)

Jeg roste denne rød-gyldne Double IPA rigtig meget sidste år, og nu har Åben heldigvis valgt at gentage kunststykket.

Der er dejlig duft af jordbær, fersken og passionsfrugt. Smagen er lige så balanceret som sidste år, måske en tand sødere i midten end jeg husker den.

Bitterheden er dog ikke til at tage fejl af. Humlerne byder ind med fyrrenåle, citrusfrugter, bergamotte og fersken.

Stadig lækker 😊.

Åben Bryg 62 får (stadig) 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Let Winter Come (Black IPA)

Åbens nye sorte IPA har en dyb kastanjebrun farve med et stort cremet beige skum.

Der er dejlig duft af kaffe, chokolade og let ristet malt. Oveni er der fine aromaer af citrus og fyrrenåle.

Det er et rigtigt godt eksempel på stilen med en fin ristet maltbalance med chokolade og mild kaffe og så en ganske markant humlebitterhed med citrus, fyrrenåle og fersken-noter.

Absolut en dejlig tilføjelse til Åbens portefølje, som åbner sig endnu mere op med en smule varme i glasset.

Åben Let Winter Come får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Cryo In The Rye med Bad Seed Brewing

Lige som en ekstra aber dabei havde Åben også deres samarbejdsbryg med Bad Seed Brewing på hanerne. Det er en New England IPA med rug og cirka 70% cryo-humle (et ekstremt koncentreret humle-pulver).

Al den humle skinner gevaldigt igennem i udseende og duft, hvor der er masser af multi-juice. Der er fersken, passionsfrugt, papaya, melon og kiwi. Smagen har en lækker krydret fornemmelse fra rugen og en dejlig smag af humle.

Jeg kunne måske savne, at en smule mere af humlen var brugt til bitterhed, da den ender med at fremstå en smule for sød. Men bestemt ikke dårlig.

Åben/Bad Seed Cryo In The Rye får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Hvad drikker jeg til jul?

Det kan være svært at finde rundt i junglen af juleøl, da der hvert år kommer en række nye og i det hele taget er utroligt mange at tage af.

Jeg vil her forsøge at bringe en liste over dem, som jeg meget ofte vender tilbage til, når vi når december. Jeg har forsøgt at tema-inddele dem lidt, så alle kan være med.

Den nye på blokken

To Øl Santa Gose f*** It All

Her har vi en såkaldt gose, som er en syrlig øl med blandt andet salt i til at balancere. To Øl har tilføjet passionsfrugt, guava og mango for at levere, som de selv siger, jul på Bahamas.

Og det lykkes dem til fulde. Det er simpelthen en fantastisk lækker øl, frisk, balanceret og et skarpt modsvar til al sødme og fedmen i julen.

🍺🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Den kan købes flere steder (blandt andet hos To Øl selv) til 35,- for 33cl eller 40,- for 50cl.

Den humlede

Amager Winter in Bangalore

Ligesom at det syrlige kan give modsvar til julens sødme, så kan bitterhed i hvert fald også.

Der er efterhånden en del bryggerier der har abet efter Sierra Nevadas Celebration Ale, der var den første (store) jule-IPA.

Få har gjort det lige så godt som Amager. Det er en klassisk amerikansk IPA med fuld knald på citrusfrugterne og bitterheden og den kan klare alt, hvad julen smider imod den.

🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Kan blandt andet købes hos Kihoskh til 51,- for 50cl.

Den danske nyklassiker

Herslev Stjernebryg

Sjældent finder man et bryg, inspireret af de mørke belgiske juleøl, som virkelig overgår dem alle.

Den er sød, fed og krydret som dens forbilleder, men formår år efter år at være ekstremt balanceret. Relativt høj bitterhed holder sødmen i skak og alkoholniveauet passer perfekt til de mørke malte, anis, koriander og den dejlige karamelbase.

🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Stjernebryg kan købes blandt andet hos Beershoppen til 45,- for 50cl.

Nydeøllen

De Dolle Stille Nacht

Ud på de sene aftentimer, hvor børnene er lagt i seng, stilheden har sænket sig over den forspiste forsamling stadig siddende i et mindre bjerg af gavepapir og papkasser, så er det på tide at nyde Stille Nacht.

Den er en af de mest blændende øl, man kan stifte bekendtskab med. Det er vel lidt en hybrid mellem belgisk Tripel, barleywine og de lidt mørkere belgiske ales. Og så bare helt sin egen.

Stærk, sød men uhyggeligt balanceret, så egner den sig rigtig godt til hygge foran pejsen mens onkel Børge snorker i lænestolen.

Den er også en af de bedste øl at gemme i kælderen i mange år (hvis man kan holde nallerne fra den).

🍺🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Du kan være heldig at købe Stille Nacht hos Kvickly i Middelfart til cirka 45,- for 33cl.

Den der skal køre hjem

Svaneke Don’t Worry Julebryg

Svaneke har tidligere formået at lave ganske fremragende alkoholfri øl. Og de har i år udvidet med at lave Danmarks første alkoholfri juleøl.

Det er flot nøddebrun øl med imponerende sød karamelsmag og en fin bitterhed. Der er let chokolade og koriander med en let citrus-agtig bitter afslutning.

Som altid med alkoholfri, så er der en gennemgående let metallisk note, som gør, at man kok ikke drikker 5 på en aften – men det er nok heller ikke meningen.

🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Du kan købe øllen i Coops butikker (jeg kan simpelthen ikke huske prisen…).

Den sorte

Mikkeller To From Via

Hvert år laver Mikkeller en ny Imperial Porter med julekrydderier. Der sker ikke revolutioner fra år til år, men det er også dumt at ændre på en succes. Hvert eneste år står den frem som en af de mest solide juleøl på markedet.

Kulsort og i smagen er den først og fremmest en porter. Julekrydderierne bliver netop det – krydderi. Det fungerer super godt med koriander, kanel, kakao og kaffe.

Sublim til småkager og konfekt.

🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

To From Via kan blandt andet købes i Beershoppen til 40,- kroner for 33cl.

Juleøllen der slet ikke er en juleøl

Dupont Avec les Bons Voeux

Duponts juleøl kan faktisk købes hele året og en egentlig mest en nytårsøl, når det kommer til stykket.

En hybrid mellem en Tripel og en Saison med 9,5% der glider ned som sublimt balanceret saftevand.

Der er frisk malt, masser af æble, pære og ananas noter fra gæren. Samtidig er den tør og ganske bitter, så den står rigtig godt op mod den fede julemad.

En sikker vinder!

🍺🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Den fremragende øl kan erhverves for 45,- for 37,5cl i Beershoppen.

Øllen til maden

Gouden Carolus Noël

Det er en klassisk mørk (næsten sort) belgisk juleøl. Enkelte år har anisen taget lidt over, men der findes simpelthen ikke en øl, der supplerer flæskesteg og and bedre.

Ja, den er sød og derfor ikke helt spiller op mod de brunede kartofler, men den er en så meget bedre kampagnon til dansk julemad end nogen rødvin nogensinde kan opnå.

Krydret, sød, stærk og elegant til det rette måltid.

🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Gouden Carolus Noël kana købes i blandt andet Beershoppen til 30,- for 33cl.

Den bedste nye belgier

Barbe Noël

Verhaeghe, som brygger Barbe-øllene har til i år valgt at ændre opskriften på deres juleøl. Den er nu tæt på Tripel I stil og er virkelig enormt behagelig.

Vil passe godt til julemiddagen, hvis man ikke vil have det for sødt. Alternativt er den nok god I glasset til kokken, der skal stå og forberede måltidet.

Se mere på mit Facebook post.

🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Øllen koster 34,- for 33cl hos Beershoppen.

På et budget

Jacobsen Golden Naked Christmas Ale

Jacobsens bud på en klassisk juleøl er et rigtig godt køb; især når den nogle gange er på tilbud til 25,- for 75cl.

Sød, let krydret, malt med noter af karamel, hasselnødder og kastanjer.

🍺🍺🍺🍺+

Jacobsen Vinterbryg 2017

Det seneste skud i Jacobsens produktlinje er en frisk amber ale med et fint skud humlet bitterhed. Lidt mere til dem, der kan lide lidt mere bitterhed end i Golden Naked.

Igen kan man være heldig at opstøve den til 25,- for 75cl.

🍺🍺🍺🍺+

Schiøtz Jule IPA

Læs om den her.

🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

En advarsel mod at skåle julen ind med Skovlyst

Nogle gange må det også være os bloggeres dont at advare jer forbrugere om at blive snydt. Og give jer en anbefaling om lige at bruge 10 kroner mere på jeres julebryg.

Og det bliver man, hvis man tror man får noget godt i glasset ved at købe de to julebryg, som Skovlyst (Productions) har på gaden. Skovlyst Productions er den del af det gamle bryggeri fra Hareskoven, som nu eksisterer af navn og får brygget øllene billigst muligt et sted i Polen.

Begge flasker er købt i Rema 1000 til 17,-.

Skovlyst julebryg

Den absolut bedre af de to. Har en flot rød farve, men duften har klare noter af den ret skarpe sødme ligesom fra sovselikør.

Smagen er ren karamel med en let medicinsk kant ligesom man kan opleve ved kunstige sødestoffer (som der ifølge ingredienslisten ikke er i). Så meget sød i midten og så skarp, brændt karamel bitterhed til at slutte af.

Skovlyst Julebryg får 🍺🍺.

Skovlyst økologisk julebryg

Og så en en helt forfærdelig skål kunstighed…

Øllen er da flot i glasset, men resten er virkelig ikke godt.

Meget sukkersød, en hel forfærdelig kunstig hasselnød-aromastof duft. Smagen er tynd, sød og er igen domineret af, at de har fyldt alt for meget af en alt for billig hasselnødekstrakt i.

Skovlyst Økologisk Julebryg får 🍺 (og her strækker jeg mig næsten).