Klassiker: Schneider Tap 5 Meine Hopfenweisse

Hvedeøl er ikke altid det mest spændende øl i verden – i min optik.

Jeg er nok mest til de belgiske witbier, men det sker ind imellem, at de tyske stilarter rammer plet. Også selv om stilen måske ikke er helt tysk; eller i hvert fald er ret moderne tysk.

Faktisk er hopfenweisse en ret ny ølstil og flasken her er faktisk den første (og bedste) af slagsen. G. Schneider & Sohn’s Hans Peter Drexler og Brooklyn’s Garrett Oliver havde aftalt et samarbejdsbryg og hvad var mere nærliggende end at lave en kombination af hefe-weizen og humlet øl?

Hopfenweisse adskiller sig fra amerikanske wheatbeers ved stadig at have den bayeriske gær som hovedingrediens og bruge humlen som (ganske markant) supplement.

Det er også sådan jeg opfatter dette dejlige bryg.

Der er en velbalanceret duft med en rimelig tilbageholden mængde banan. Den suppleres af græs, masser af frisk hvede, lidt grøn æble og så masser af humlekarakter: Grape, citron og bergamotte.

Øllen har en dejlig fed og cremet fornemmelse med en let perlende karbonering. Den er rent faktisk på 8,2%, men det opdager man overhovedet ikke mens man drikker den.

Smagen er domineret af sødlig hvede, citron, grapefrugt, bergamot og skal af appelsin. Afslutningen er dejlig balanceret med en ganske kraftig bitterhed.

🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Sneider Tap 5 Meine Hopfenweisse er købt i CITTI, Flensborg til meget lidt penge 😉 (omkring 9-10 DKK).

Klassiker: Saison Dupont

Nu er det efterhånden ved at være et stykke tid siden, at jeg præsenterede en af mine klassikere.

Så jeg vil benytte chancen til at besøge Belgien på ny og trække et vaskeægte mesterværk ud af ærmet.

Dupont er et hæderkronet bryggeri, som især er kendt for deres fantastiske, ekstremt rene og skarpe saison-øl. Og flagskibet er Saison Dupont.

Saison er traditionelt den øl, som blev brygget på gårdene, så sæsonarbejderne kunne få lidt let at drikke. Gæret ved ret høj temperatur og med en meget ren maltprofil og en rimelig skarp, let-bitter humleprofil. Humlen var ofte ovre i de græssede nuancer, men og gerne lidt fyrrenåle og frisk frugt. Og den høje gæringstemperatur gav markante estere med smag af pære og æble.

Saison er efterhånden blevet en stor stilart og der er utroligt mange varianter blandt alverdens bryggerier.

Men her har vi formentlig den bedste “old-school” saison, der findes.

Det er en smuk strågul øl i glasset med et tæt, hvidt skum, der minder om piske æggehvide.

Maltprofilen er skarp og ren, friskklippet græs, hvid peber, pistacienødder og fyrrenåle.

Det er en livlig øl med mange bobler og den fremstår dejligt tør og ret cremet.

Smagen har en lækker frisk maltethed, let kiks og så det her markante, unikke strejf af hvid peber. Der er noter af citrus og endda et svagt strejf af hyldeblomst.

Superlækker, kraftigt bitter afslutning, som bare hænger ved. Lækker.

Saison Dupont får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Dry hopping Styrian Eureka

Ikke nok med, at Saison Dupont er så fantastisk som den er, så udgiver Dupont hvert år en speciel, tørhumlet version på 37,5cl flasker.

2017 udgaven var med en ny slovensk humle, Styrian Eureka, som er kraftigt bitter, men også meget aromatisk.

Den tørhumlede øl står en smule mere støvet i glasset med samme, markante, hvide skum, som man føler kunne hænge som en sky over øllen i dagevis.

Duften har dejlig frisk humle, citrus, røde bær, friskslået græs, melon, lidt harpiks og faktisk en smule oregano. Så tørhumlingen har bestemt haft sin effekt.

Den er lidt lavere karboneret end originalen og føles måske en smule mere cremet.

Smagen er domineret af den søde, rene malt men også let citrusset, frisk humle. Lidt kiks og mild pepper.

Super lækker, men føles faktisk mindre bitter end originalen. Så originalen er marginalt foretrukket.

Saison Dupont Cuvee Dry-Hopping Styrian Eureka får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Klassiker: Struise Pannepot

De Struise Brouwers (de robuste bryggere) er et forholdsvist nyt belgisk bryggeri, som startede i 2003. De begyndte at brygge på deres eget anlæg i 2014.

Fra start af ønskede Struise (navnet er afledt af det flamske ord for struds, som i overført betydning betyder robust) at lave traditionelle belgiske stilarter – men gerne på en moderne måde.

Pannepot var det første eksempel på denne måde at tænke klassisk men med helt nye vinkler.

Pannepot er stilmæssigt tæt på de klassiske belgiske quadrupler. Altså stærke, søde og mørke ales, der gør sig fremragende til fx simre- og julemad.

Den adskiller sig ved at have en smule mere frugtet karakter og være en del mere humlet og bitter end quadruplerne.

Øllen er rigtig mørk brun, faktisk næsten sort med et lille skumhoved, der ganske hurtigt forsvinder.

Der er masser af tørret frugt som rosiner, figner og dadler i duften, blandet med mørk ristet karamel. Der er en klar vinøs note, der minder lidt om rødvin.

Det er en fyldig øl, som er dejligt tør og cremet. 

I smagen træder rødvinsnoterne mere frem og blander sig med chokolade, dadler, rosiner og svesker. Og så er der en masse tranebær og en fabelagtig maltet bitterhed. Vinøs og varmende.

Det er en virkelig elegant øl; den moderne quadrupel.

🍺🍺🍺🍺🍺+

Struise laver en Reserva version lagret på rødvinsfade, som også varmt kan anbefales.

Pannepot er købt i BeerShoppen til 38,-

Klassiker: Fullers London Porter

Der er som sådan ikke en stilart, der hedder London Porter. Det handler nok mere om, at lave en mørk øl ligesom dengang, da porter-stilen blev opfundet i netop London.

Navnet stammer helt tilbage fra 1700-tallet og blev brugt om en ganske humlet øl brygget med brunt (brown) malt.

Altså en øl, der var meget mørk, men ikke sort. Og som havde god humle til at balancere de mørke malte.

Det er helt klart noget, som Fullers har formået at genskabe.

Fullers London Porter har en flot nøddebrun farve med et blivende, tæt og cremet beige skum.

Duften har brun farin, let chokolade, mild ristet malt and en god, let bitter nødde-karakter. Der er en let karbonering, og fylden er dejlig cremet – især set i forhold til, at vi kun er på 5,4%.

Smagen er fløjlsblød med god ristet caramel, en lille touch af engelsk lakrids, en god nøddet fornemmelse og fin ristet malt.

Det er en imponerende øl på mange fronter med den lave alkoholprocent.

Fullers London Porter får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Flasken er købt hos Kvickly i Middelfart til 2 for 65,-.

Klassiker: Rodenbach Grand Cru

Næste klassiker i rækken kommer også fra Belgien. Denne gang Rodenbach Grand Cru, som er typen Flandersk Oud Bruin.

Grand Cru versionen af Rodenbach består af 1/3 ung øl blandet med 2/3 ældre øl, som har ligget to år på kæmpestore egetræstønder (foeders).

Øllen benytter også Rodenbachs egen Roeselare gær, som består af både almindelig ale-gær og en masse forskellige bakterier og vildgærs-kulturer. Den bringer en virkelig blid syrlighed og et kraftigt strejf af kirsebær, som passer lækkert til de bløde, tørre noter fra egetræet.

Rodenbach er et af de virkelig traditionsrige bryggerier i Belgien og blev etableret helt tilbage i 1821. Selv om det nu er ejet af Palm koncernen, har bryggeriet i Roeselare fået lov til at fortsætte som før det blev opkøbt.

I glasset er øllen en rigtig flot dyb rødbrun med et mellem skumhoved, som måske forsvinder lidt hurtig . Aroma har dejlige syrlige, kirsebær, en smule eddike, træ, let mælkesyre og god funk. Mellem til lav karbonering, super tør og rimelig let fylde. Smagen er blid med træ og let eddike først, som efterfølges af god sødme med kirsebær og let karamel. Sødmen er lækker sukret, men aldrig klistret. Det er virkelig en øl med vidunderlig balance.

Rodenbach Grand Cru er mere eller mindre et “gateway drug” til de sure øl. Når man lærer at elske denne øl, så er der ikke langt til at nyde andre sure øl som lambic og Gueuze.

Rodenbach Grand Cru får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Rodenbach Grand Cru er købt i Beershoppen til 30,-

Klassiker: Orval

Det er måske lige før, at det er klassikeren.

Orval er en utraditionel Trappist-øl. Utraditionel i den forstand, at munkene på Abbaye Notre-Dame d’Orval kun laver den øl til generel salg*. Og utraditionelt fordi Orval ikke ligner nogle andre Trappistøl.

Trappistøl fra fx Rochefort, Westvleteren, St. Bernardus, Westmalle og La Trappe er traditionelt søde, og er langt mere båret af malt og den klassiske belgiske Trappistgær med masser af noter af tørret frugt. Orval handler nærmest kun om gær! Til Orval bruger munkene vildgæren Brettanomyces lambicus, som er fundet i Senne dalen i Belgien og faktisk identificeret af Carlsberg i 1904.

Orval har, ligesom mange af de andre Trappistøl, været produceret længe (siden 1931) og årsagen har lignet de øvrige klostres årsager; en mulighed for at finansiere ændringer på klostret. Klostrene skal ikke tjene penge, men da klostret i den periode havde brug for omfattende restaurering, satte munkene brygprojektet i gang. Og det har – heldigvis – været i gang lige siden!

Min flaske var fra 2015, så ligger nok lige præcist mellem Oud og Jong. Øllen er livlig, når den kommer ud af flasken, så hold gerne glasset lidt på skrå. Den har en smuk kobber-rav nuance og skummet sætter sig i flager op ad glasset.

Det er i duften, at man får den første indikation på, at vi har at gøre med noget helt særligt. Der springer en masse æble, pære, appelsin og malt frem. Men det er blandet sammen med langt mindre og mere komplekse noter af peber, brændenælde, læder (ja, læder) og det vi ølnørder kalder “funk”.

Funk er en fællesbetegnelse for en række smags- og aromastoffer, som ofte er svære at sætte ord på, da de i sig selv ikke virker særligt appetitlige. Det er ord som duften af stald og hestedækken, jordslåethed og overmodne grønne frugter.

Men sammen med alt det andet så er det ualmindeligt tillokkende.

Fylden er rimeligt let og ved allerførste slurk med smag af gær og malt kan man godt tro, at man bare drikker en hvilken som helst blonde. Men så kommer tørheden. Denne fantastiske udtørrende fornemmelse, som også kan fås ved nogle af de bedste rosé- og hvidvine. En tørhed, der bringer ønsket om endnu en slurk!

Maltens sødme balancerer tørheden sublimt og blander masser af noter af æble, pære, grønne druer og peber ind i mikset.

Hver slurk gemmer på nye indtryk og jeg kunne nok fortsætte med at beskrive de nuancer, som Orval besidder, men jeg vil hellere opfordre jer alle til at købe en flaske og bare prøve den (eller faktisk, køb 3, så kan I smage en frisk, en ældre og en gammel).

Det er sublimt, det er unikt, det er Orval.

Orval får 🍺🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Orval er købt i Beershoppen til 28 kr. for 33cl.

* Klostret brygger også en Petit Orval, der som navnet antyder, er en lettere øl, som munkene selv drikker på klostret og som sælges fra klostrets café.

Klassiker: Westmalle Tripel

Westmalle. En af de øl, som har været med i den danske ølrevolution siden begyndelsen. Den blev importeret til Danmark første gang i 1997 eller 1998 og har været en fast bestanddel på hylderne i specailforretninger og velassorterede supermarkeder lige siden.

Westmalle Tripel udmærker sig især ved at være arketypen indenfor den belgiske Trappist Tripel.

Trods kritiske røster om, at produktionen på Westmalle klostret strækker Trappist anerkendelsen lige lovlig meget, så er kvaliteten af øllen ikke til at sætte en finger på.

Dyb gylden farve, stort cremet hvidt skum. Aroma er frisk, let vinøs, lidt drue, estere, især pære, lidt græs og hø og en svagt mælket nuance. Livlig karbonering, flot tør og cremet fylde. Smagen er dejlig blid og elegant, malten i front for sødme, blidt vinøs, masser af frugt æble, pære, drue, ananas. Den er faktisk rimeligt humlet, men alkoholen og den søde malt holder humlen i kort snor, så den aldrig bliver decideret bitter. Skarp afslutning som hænger ved. Det er virkelig høj klasse.

Westmalle Tripel får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Der findes dog bedre Tripler “derude”*, men Westmalle Tripel er bare grundstenen indenfor Tripel.

Faktisk var Westmalle Tripel noget af et unikum, da munkene lancerede den i 30’erne. Man fokuserede dengang på, at lang kogetid var vigtigst for at få en masse smag frem. Og længere kogetid giver mørkere øl. Så man anså lyse øl for svage og smagsløse af natur.

Så selv Trappistmunke, hvis opgave er at fastholde tradition kan opfinde en helt ny ølstil. Men når man kigger nærmere, så viser det sig også, at selv om øllen blev lanceret i 1936, så havde munkene arbejdet på den i flere år. Og munkene tog også helt til 1954 (ja, 18 år!) før de fastlagde opskriften, som den er nu.

Så er det jo dejligt, at vi nu kan nyde frugten af andres ret imponerende tålmodighed 😊.

* af bedre Tripler kan nævnes:

  • La Trappe Tripel (mere malt, mere karamel, mere oomph)
  • De la Senne Jambe-de-Bois (langt mere humlet end de andre, usandsynlig drikkelig)
  • De Dolle Dulle Teve 10º (Mad Bitch) (mere vinøs, mere frugt i form af drue, jordbær og appelsin)
  • Unibroue La Fin du Monde (en fantastisk smagseksplosion i estere. Desværre ikke tilgængelig i Danmark længere 🙁)

Westmalle Tripel er købt i Beershoppen i Kolding til 30 kroner.

Klassiker: Thisted Limfjordsporter

Der er nu ikke noget som en virkelig god stout.

Og Thisteds Limfjordsporter er virkelig en af de bedste – især i forhold til pris og tilgængelighed.

Øllen er helt sort med masser af flot skum. Den har en virkelig kraftig duft med lakrids, mørk chokolade, melasse* og hasselnødder. Det er ikke den sådan hårdt ristede duft, som mange andre stouts har, her er det hele virkelig blødt og lækkert. Der er også lidt kaffe og så den dejlige undertone af tørv og røg. Det er ikke den fedeste stout i verden, men der er stadig masser af cremethed. Smagen er sød, men det balanceres fremragende af lakrids, chokolade, kaffe og meget underspillet røg. Den slutter fint ristet og tør, næsten med karakter af kaffegrums.

* Melasse er det den kraftige brune substans, der er til overs efter sukkerproduktion. Det er fx en af hovedingredienserne i rom.

Generelt er det en fremragende “every-day” stout. Ikke så fed, at det er et helaftensprojekt og stadig kraftig nok til at passe fremragende til fx oksekødsretter som Osso Buco eller Enebærgryde.

Mums!

Thisted Limfjordsporter får: 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6)

Købt for 18,95 for 0,5 liter i Rema 1000.