To gange godt gakket gose

På Øllets Dag excellerede To Øl med deres gose; To Øl gose to Hollywood, som er et helt igennem fantastisk eksempel på den moderne gose. Frisk, læskende, mildt syrlig, lav i alkohol og bare usandsynligt drikkelig.

Læs mere om Founders Más Agave længere nede

Hos Kvickly i Middelfart har jeg købt to andre goser, som på forskellige parametre ikke helt passer ind i den nye type af gose.

Flying Couch John Lemon

Først og fremmest kudos til det meget fede navn 😊. Flying Couch præsenterer her en imperial gose (6%) med citron og hyldeblomst. Lyder som en rigtig sommer-basker.

Duften starter det hele fint ud med god citronskal, ganske fornuftig syrlighed i næsen og en let sødme fra hyldeblomsterne.

Smagen er dog ikke helt så spot-on og virker ikke helt til at være sur nok til at bære en faktisk rigtig fed mundfylde. Det er som om citronen måske giver nok zesty friskhed, men egentlig ikke bidrager med nævneværdig ekstra syre.

Måske er den ligesom manden, der har lagt navn til den; konstant ved at finde sig selv?

Flying Couch John Lemon får 🍺🍺🍺 (ud af 6).

Founders Más Agave

Amerikanske Founders har for nylig sendt Más Agave på markedet i Danmark. Som de selv skriver på flasken, så er det deres forsøg på at imitere en Margarita.

Det forsøger de ved at tilføje lime og agave og lagre de 10% imperial gose på brugte tequila fade.

Det lyder rimeligt vildt, og det er det også. Og hvad der næsten er vildest, så fungerer det faktisk.

Det er først og fremmest en rigtig flot øl. Mørk gylden mod ravfarvet med et stort, blivende, cremet hvidt skum, der bliver hængende imponerende længe for en sur øl.

Der er fuld smæld på duften. Masser af zesty lime, tequila og en klar note af agave eller kaktus. Der er kun en mild sødme inde bagved.

Ligesom John Lemon er det en gose af den fede, cremede slags og her fungerer det på grund af de ret ekstreme smage, man bliver mødt af.

Den er super zesty og har mega meget tangy lime; lige der, hvor lime bliver mere tør end sur. Malt og fadlagring bringer en velbalanceret sukret sødme til at balancere. Øllen føles stærk, men slet ikke i nærheden af de 10%.

Det her er nok ikke for alle, men jeg kan virkelig godt lide den.

Igen er vi nok ude i, at ph på mæsken nok ikke er super lav, men modsat Flying Couch bidrager lime og agave her med rigeligt tangy zestiness til at det hele hænger sammen. En beergharita?

Founders Más Agave får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Eksotisk saison med Puxuri

På You’ll Never Walk Alone i Kolding har Torben Mathews i et stykke tid importeret brasiliansk øl og som en elsker af saison måtte jeg jo prøve en saison med Puxuri.

Puxuri kommer fra et træ i Amazonas og frøet minder lidt om muskatnød, primært i form og funktion.

Det har længe været brugt til medicinske formål; primært til maveonde og te på puxuri er meget populært i lokalrådet.

Øllen er virkelig flot med et klart mørk-gylden, stort blivende cremet skum.

Duften har græs, mynte, lidt kaktus, malt og svag abrikos. Mellem karbonering, fin tør og mellemfed fylde.

Smagen er blid, faktisk ret sød først. Der er faktisk noter af Fantome Printemps i krydderisammensætningen. Mynte, citrus, græs, peber og brændenælde. Der er et lille pap hint bagerst, som dog trækker lidt ned. Slutter fint bitter.

En absolut interessant saison, stilren men med et lækkert lokalt twist, som især skinner igennem i duften.

Amazon Beer Cerveja Saison Puxuri får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Øllen kostede 50,- på YNWA.

Anchor Christmas Ale er tilbage i Danmark

Der er flere øl, jeg kan nævne, som var dem, der gav mig interessen for mikrobryg. En af de øl, der fik mig hooked var helt klart Anchor Christmas Ale.

Brygget årligt med en lidt tweaked opskrift hvert år, er Anchor nu nået til 44. årgang af den elegante, krydrede American Ale.

Anchor er det første mikrobryggeri i den nye bølge af amerikanske bryggerier og blev i 2017 overtaget af japanske Sapporo.

Anchor Brewing Christmas Ale 2018 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Brygget er flot, dyb brun med et flot, blivende cremet gulligt skum.

Der er masser af sødme i duften, karamel og peberkage. Jeg husker det som om, at der var meget kanel i duft og smag, men det er umiddelbart ikke så markant i denne årgang.

Den har en blød, lækker fylde med fin karbonering.

Mindre kanel end jeg husker, mindre markant i det hele taget.

Smagen er behageligt balanceret, føles på samme måde let som en steam beer og fed som en belgisk strong ale. Der er i hvert fald ingen spor af de 6.9%.

Afslutningen har lidt peber, blide noter af nelliker og fed karamel.

Det er generelt en øl med strålende balance, masser af jul uden at det kammer over. Måske jeg husker den som en anelse bedre end den reelt er, men den kan stadig sagtens anbefales.

Købt i Beershoppen i Kolding til 40,-.