Et Ølunivers i skyggen af Corona

Lige da hele COVID-19 pandemiens effekt på det danske samfund var i sin spæde start var der i Vejle endnu en gang inviteret til ølfestivalen Øluniverset i Bygningen.

Festivalen løb af stablen, da den ikke oversteg 1000 samtidige deltagere og derfor ikke faldt for myndighedernes begrænsninger. Ligeledes blev der i samme weekend afholdt festival af People Like Us i København.

Øluniverset var fint besøgt

Musikken på festivalen var skiftet fra blues til jazz, som egentlig lagde en bedre baggrundstone og ikke forstyrrede helt så meget som tidligere.

Det var også fedt at se den lokale bar Cat and Barrel repræsenteret på festivallen, da det sammen med Beershoppen klart var her, man fik det bedste glas øl.

Altid strålende Wildflower fra Ebeltoft på fad hos Cat and Barrel

Efter festivalen har jeg spurgt arrangør Jonas Rørdam Larsen om hans tanker om at afholde et forsamlende arrangement i den tid, vi lever i.

(billede venligst lånt fra Jonas’ Facebook side)

Var festivallen en succes?

Jeg synes bestemt, at det var en succes, der var meget god stemning og gode tilbagemeldinger fra både udstillere og besøgende.

Kom der færre mennesker end oprindeligt forventet (efter Corona) og var det egentlig bedre end frygtet?

Corona fik ikke den helt store effekt. Vi manglede 50 mennesker i forhold til sidste år, men jeg havde under normale omstændigheder håbet på en lille fremgang i forhold til sidste år, men det er jo svært at sige noget om på forhånd.

Var I overbevist om at fastholde festivallen? Eller var den tæt på aflysning?

Vores statsminister anbefalede, at man ikke havde forsamlinger på over 1000 mennesker, den udmelding kom fredag da vi var ved at stille op og gøre klar.

Alle muligheder var oppe og vende, men vi vidste også, at vi ikke ville være i nærheden af 1000 mennesker ad gangen, så vi valgte at gennemføre.

Føler I, at I tog den rigtige beslutning?

På daværende tidspunkt og med daværende viden vurderede jeg, at det var den rigtige beslutning at gennemføre.

Det er klart, at hvis situationen var som i dag så havde jeg aflyst. Jeg er glad for at vi tog ekstra forholdsregler i forhold til sikkerheden.

Vender I tilbage næste år?

Ja, det satser jeg på, at vi gør, hvis der stadig er opbakning blandt bryggerierne, men det kan være, at det bliver i en lidt anden form 🙂.

Der sker noget godt ovre vestpå

For lidt tid siden læste jeg om et nystartet bryggeri nord for Esbjerg, der hedder West Brew.

Ofte kendetegnes mindre provinsbryggerier ved, at de kan præstere en pilsner (sjældent god), en hvedeøl (hvor de aldrig helt kan bestemme sig for, om det skal være en hefe eller en wit) og en version af Brown ale/red ale/engelsk IPA.

Og så sælger de det meste på deres navn, placering og lokalkendskab.

West Brew er noget helt andet.

Først og fremmest er der fokus på fadlagring fra bryggeriets begyndelse.

Hos Vinspecialisten (Daustrand) i Hvide Sande var jeg heldig at kunne indkøbe to forskellige bryg fra West Brew.

Winter Warmer, 10,0%

(🍺🍺🍺🍺+ ud af 6)

West Brews Winter Warmer lander på 10% og har spenderet 3 måneder på fad.

Udseendet er virkelig med øllen, som har en flot dyb ravfarve, der måske er en anelse mudret. Lille, blivende cremet hvidt skum (men det er også svært at bibeholde skum på øl med mange procent som endda også er fadlagret).

Duften er sød, maltet, vinøs, fed karamel, vanille og svag chokolade.

Smagen er lækker, ganske sød (men ikke for meget), karamel, egetræ. Der er lidt lakrids i bunden, som udvides lidt som den varmer.

Den ender måske med at være lige en snert for vinøs måske, men den ret tørre afslutning og cremede fornemmelse redder det næsten. 

Strong Ale, 11.5%

(🍺🍺🍺🍺🍺 ud af 6)

Strong Alen (som velsagtens er en Barley Wine) har været 16 dage på fad.

Ligesom Winter Warmer er den flot med en dyb, brun farve uden det store skum.

Duften er sød, toasted karamel, vinøs, svag eg, let jordbær og hasselnød.

Den er lækkert fed og cremet og det passer rigtig godt til den søde og vinøse smag, domineret af lækker karamel og let tørhed med vanillenoter fra fadet. Der er en mild sukret fornemmelse (som fra fx Muscovado-sukker), let æble-fornemmelse. Ingen af de to ting trækker ned. Afslutningen er passende vinøs og bliver hængende en evighed.

Brown Deer, 5.3%

(🍺🍺🍺🍺+ ud af 6)

De to ovenstående var meget kraftige øl, så jeg var glad for at kunne købe en mere afdæmpet øl hos Byens Vinhandel i Esbjerg.

Ud fra etiketten er det ikke tydelig, om Brown Deer er fadlagret. Men det gør egentlig ikke noget, for det er en topklasse Brown Ale. Her er der igen tale om en vinder i skønhedskonkurrencen; flot kastanjebrun med et stort, cremet skum, som sætter sig tykt på glasset.

Duften er sød, let ristet, godt med hasselnød, chokolade, mild græsset humle.

Øllen er fed og cremet; især for de 5,3%. Der er masser af god mælket chokolade, fin let ristet hed og lækker, hængende bitterhed. Let engelsk lakrids i afslutningen, som forstærkes som den varmer op.

Det er altså ret fedt, at Tommy forsøger at stable noget på benene, der tydeligvis har et kæmpe ambitionsniveau. Der er stadig forbedringspotentiale, men det er en virkelig stærk start.

Kampen mellem de moderne pilsnere

Jeg har tidligere smagt to af de nye (moderne) pilsnere, der er kommet fra de danske mikrobryggerier. Og nu er jeg så heldig at kunne sammenligne to igen.

Slowburn Brewing Coop Octopils

Octopils er en såkaldt italiensk pilsner efter forbilledet Tipopils fra Birrificio Italiano.

Slowburns homage er næsten helt klar gylden med et stort, cremet hvid skumkrone.

Duften er fantastisk, masser af græs, floral. Maltprofilen er skarp og vidner om, at Slowburn har super godt styr på deres mæskning og bruger rigtig god malt. Humlen er ekstremt græsset.

Der er en solid bitterhed som får en lille kant af noget citrus-syrlighed, som balancerer det hele til næsten perfektion.

Slowburn Octopils får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Broaden & Build Frisk

Broaden and Build ude på Refshaleøen i København er en rimelig ny spiller og specialiserer sig i øl, der egner sig godt til mad.

Pilsneren er lidt mere mudret og lidt mere gul end gylden. Der er et flot, blivende cremet hvidt skum på toppen.

Duften er mildere end Octopils, men der er god fed malt og en let græsset fornemmelse.

Smagen er dejlig, den er langt mere fed i fornemmelsen end Slowburns, som er klart mere frisk og legetil (pun intended).

Det er en virkelig lækker øl, der minder lidt om en frisk Zwickel.

Broaden and Build Frisk får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Sammenligning

Om craft pilsnere som ølstil helt brager igennem som mange gerne vil have, kan jeg godt være i tvivl om. Men kvaliteten er virkelig høj og det vidner om, at bryggerierne har styr på det.

Jeg tror pilsnere kan have svært ved at “vinde” over en frisk dåse IPA, når man står i butikken. Men på en bar ville jeg ikke tøve med at vælge en af disse to eller fx Neu fra Bad Seed som min første pint.

En game-changer indenfor alkoholfri øl

Ølmarkedet er i endnu en forandringsfase. I 2019 er salget af alkoholfri øl steget ekstremt og det er et lukrativt marked både for de store og de små spillere.

Fødevarewatch har rapporteret at det samlede salg af øl mellem 0,0% og 0,5% er steget med hele 31,6% i 2018 og det er i hvert fald ikke gået tilbage i 2019. Albani vurderer fx, at markedet er steget med yderligere 25% i år.

I 2014 blev loven ændret så en alkoholfri øl ikke kun måtte indeholde 0,1% alkohol men i stedet komme op på 0,5%. Det gav ikke kun mulighed for at give meget mere smag til øllene, men det gav også muligheden for rent faktisk at brygge de alkoholdfrie øl og ikke kun ved at bruge komplekse kemiske teknologier som dampdistillering eller omvendt osmose.

Og de alkoholfri øl er i høj grad også blevet bedre. To Øl, Mikkeller og Svaneke har lanceret efterhånden flere alkoholfri øl, som smager ganske udmærket.

Men netop Mikkeller lancerede for ½ års tid siden en øl, der for mig ændrer billedet fuldstændigt. Som en del af deres Science serie med Mikkellers egen gær, så kom Limbo Series: Raspberry på gaden.

Det er en syrlig øl i stil med lambic med masser af hindbær og på sølle 0,3%. Det imponerende ved den er, at den faktisk kan sætte kryds ved samtlige de bokse, som gør en øl til en god øl.

  1. Den har et flot udseende med et stabilt skum, der fint klæber til glasset.
  2. Den har en perfekt afstemt duft af malt, syrlige hindbær og generelt behagelig sødme bagved.
  3. Den har en imponerende fylde for sin alkoholprocent
  4. Den er ikke så sød som mange alkoholfri øl har tendens til at være. Det er som om brugen af Mikkellensis gæren sammen med hindbærene giver den helt perfekte balance.

I min optik er der ingen tvivl. Den her alkoholfri øl ville jeg tage ned fra hylden til indkøbskurven selv om jeg ikke ledte efter en alkoholfri øl. Den smager simpelthen så godt i sig selv.

Imponerende arbejde fra Mikkeller og også godt at se, at den første lidt skuffende øl med Mikkellensis ikke var en indikator for, hvad det kan blive til.

Beer Blog Awards 2019: Årets ølbutik

Det her er egentlig en ny kategori, som ikke helt er aftalt mellem de danske ølbloggere; så lige nu er den valgfri.

Men jeg synes det er på plads at kåre den bedste ølbutik fysisk eller online i en verden, hvor en større grad af øl konsumeres i hjemmet. Det er med andre ord købt hjem.

Jeg er så heldig at have to fantastiske ølbutikker indenfor 25 minutters kørsel; Kvickly i Middelfart og Beershoppen her i Kolding.

Og selv om Kvickly imponerer gang på gang så må kategoriens vinder findes helt lokalt.

Henrik fra Beershoppen har formået at skabe sig et navn nationalt – selv om han kun har haft åbent to dage om ugen. Det er endda gået så godt, at han netop er flyttet i nye, lyse, store lokaler nær Kolding centrum.

Fingrene er krydsede for, at folk og fæ opdager butikken, dens fantastiske udvalg og den engagerede betjening. Og at Beershoppen måske endda kan konkurrere for bedste Ølbar næste år ?.

Det er ganske enkelt en stensikker vinder.

Beer Blog Awards 2019: Årets danske bryggeri

Modsat flere af de tidligere kåringer, så er kåringen af Årets Danske Bryggeri egentlig lidt en no-brainer.

For selv om man stadig kan diskutere validiteten i, at 197 personer udvælger Årets Bryggeri for 2019 i Danske Ølentusiaster, så har de 197 personer alligevel ret (nu er jeg jo bare én, der vælger her, så lad os måske bare lade være med at diskutere validitet…. ?)

Så der er ingen tvivl om, at Åben er Årets Danske Bryggeri 2019. De seneste to år har de ligget på shortlisten, men nu er de klatret det sidste stykke op af rangstigen og kan nu pryde sig med titlen hos mig (og Danske Ølentustiaster og sikkert en god del af de andre bloggere…).

(billede lånt fra Åbens hjemmeside)

Og det er ikke sådan, at Amager, To Øl, Gamma, Flying Couch, Ebeltoft, Bad Seed med mange flere gør det dårligere end tidligere år. Åben har bare formået at ekspandere på produktionsmængde, tilstedeværelse, social media presence og gæstfrihed uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Åben til Øluniverset

Faktisk er bryggeriet overordnet kvalitet faktisk steget efter ansættelsen af Rick, da der er kommet mere styr på de øl, som ikke er humlecentrerede. Og det er fedt at se, at kvaliteten og endnu vigtigere, bevidstheden om vigtigheden af kvalitet, skinner igennem på alle fronter. Alt andet lige uden at skære ned på venlighed, imødekommenhed og smil.

Jeg er stolt over, at Kolding kan præsentere sig med et bryggeri, der efter bare 2½ års eksistens ikke alene imponerer i Danmark, men faktisk har overhalet en masse bryggerier indenom og nu må betragtes som en top-10 spiller i Danmark.

Hatten af for arbejdsindsatsen, Philip, hatten af for kvaliteten! Og skål i mange, dejlige Åben-dråber i 2020! Og håber på at alle de efterhånden mange projekter når godt i mål!

En historie om vilje, kvalitet, vedholdenhed. Historien om Sierra Nevada

Vi kender nok alle sammen Sierra Nevada Pale Ale i de små buttede flasker med den farverige lysegrønne etiket.

I begyndelsen af mine øl-år var den en markør indenfor stilarten, men er dog sidenhen overhalet mange gange. Tror dog nok stadigvæk, at den og Torpedo IPA er de bedste øl, som du kan hive ned fra hylden i Føtex.

Ken Grossman er manden bag bryggeriet og han har skrevet en selvbiografi om ham selv og hans bryggeri.

Om bogen

Det er først og fremmest en god bog om at overleve mod alle odds. Og om en hvis grad af fandenivoldskhed.

Det er tydeligt fra begyndelsen, at bogen er selvbiografisk og ikke journalistisk og kan på den måde ikke direkte sammenlignes med Josh Noels mesterværk “Barrel-aged Stout and selling out” om Goose Island.

I stedet får man sider, der oser af entrepreneurship og gåpåmod og som ikke er bange for at nørde i teknik og udstyr.

Det kan måske godt være, at den spacer lidt ud i enkelte passager om teknikken og især om låneforhold og amerikanske arbejdsmarkedskræfter. Men det er heldigvis ikke så tit. Måske er det fordi, at det ikke interesserer forfatteren helt så meget, som når han fx nørder smagsstabilitet i et fremragende afsnit til sidst i bogen.

Man får også et indblik i, hvordan mikrobryggerierne har hjulpet hinanden; med Sierra Nevada forrest til at tilbyde hjælp. Det er absolut inspirerende. En altruisme, som Good Beer Hunting også fanger strålende her: https://www.goodbeerhunting.com/blog/2019/2/25/a-story-of-resilience-sierra-nevada-brewing-company-in-chico-california.

Selve narrativet springer dog lidt i tid og det ender desværre med at hakke lidt i bogens flow.

Ken Grossman bag på bogens ‘sleeve’

Og uden at nævne det, så viser Sierra Nevada sig som skoleeksemplet på, hvordan man driver en glocal virksomhed. Også længe inden det begreb blev fortærsket af en masse management konsulenter.

Om øllen i glasset

Torpedo IPA er Sierra Nevadas West Coast IPA

Til anmeldelsen af bogen havde jeg taget en tur i Føtex, hvor jeg købte mig en Torpedo IPA, som nok havde et halvt år på bagen.

Om det er Grossmans fokus på smagsstabilitet eller det bare lige var den rette øl til det rette øjeblik ved jeg ikke.

Men Torpedo IPA smagte strålende, flot fed maltprofil med en let karamel i bunden. Der er græs og grapefrugt fra humlen. Og så er den lækkert cremet og helt tilpas tør.

Bitterheden er markant, men stikker aldrig af fra malten. Grapefrugt, citronskræl og fyrrenåle giver en lækker afslutning.

Meget solid.

Sierra Nevada Torpedo IPA får ????+ (ud af 6).

Mere lokal cider

Jeg var for nylig igen forbi Wichmanns Cideri her i Seest.

NB! Den 17. august holder Beershoppen cidersmagning, hvor 2-3 cidere fra Wichmanns vil indgå.

Ud over at smage et fint udvalg af deres cidere fik jeg mulighed for at gå en tur blandt deres æbletræer og se på bistaderne.

Til trods for den relativt sene nattefrost, som vi har haft i år, ser det heldigvis ud til, at de fleste træer i æblelunden bærer godt med frugt.

Indendørs igen smagte vi på 5 cidere i alle varianter. Der var søde, der var tørre, der var lette og der var tunge. Alle var gode, men det virkede tydeligt, at en relativt nylig mulighed for at degorgere ciderne har givet endnu et kvalitetsløft. Det var i hvert fald den degorgerede cider (38d), der står klarest i hukommelsen.

Jeg købte mig en anden degorgeret cider med hjem, som faktisk var den samme cider som den 38d, jeg smagte hos Wichmanns. 38d er gæret med vingær og 43d er gæret med cidergær.

Wichmanns Cider 43d

Cider 43d var noget tørrere end jeg husker 38d. Der var gode bobler, masser af grøn æble og på grund af tørheden ikke helt så meget fedme, som 38d havde. Cidergæren havde tydeligvis gnasket på nogle sukkerarter, som vingæren ikke ønskede at spise.

Der var en god, hængende eftersmag, hvor der blev spillet ind med en smule pære, lidt stikkelsbær og grønne jordbær.

Alt i alt et dejligt glas cider.

Kender I det…?

Kender I det, når man har bestilt en øl på en udenlandsk webshop (www.bieresgourmet.be) for at opdage, at den er tæt på genial og så tænke: “hvorfor købte jeg kun 2 flasker?”

Kender I så det, at selvsamme øl pludselig står på hylden hos Kvickly Middelfart og Beershoppen? Nogle gange kan man være heldig!

Sådan er det med De Rankes seneste øl, en fuldstændig tidstypisk moderne Belgisk IPA. Lav på gærkarakter, høj i bitterhed og solidt maltet.

De Ranke Franc Belge ?????+ (ud af 6)

Franc Belge er flot mørk gylden med et mindt ligeså flot, blivende cremet hvidt skum.

Duften er solid med malt der både føles skarp og fuldfed. Der er Digestive kiks, dejlige noter af melon, fyrrenåle, citrus, appelsin. Der gemmer sig en meget mild esternote (grøn æble, biprodukt fra gæring) til allersidst.

Smagen domineres af en sublim kalket bitterhed der dækkes perfekt af den dejlige, søde malt. Der er også melon og frisk karamel og det heler slutter med fyrrenåle og mere bitterhed.

Det er absolut fremragende!

Amager Taproom i en ny markedssituation

I sidste uge var jeg forbi Amager Bryghus’ nye Taproom, der er placeret helt perfekt ved Nørreport Station (læs mere om det til sidst).

Simon Hartvig Daugaard fantastiske tegninger præger også smagebrættet

Jeg havde håbet på, at jeg kunne have mødtes med Henrik Papsø, som jeg kender tilbage fra vores fælles Ratebeer dage. Henrik er nu kommunikationsansvarlig hos Amager. Det kunne desværre ikke lade sig gi’ sig.

I stedet fik jeg stillet et par spørgsmål på skrift, som jeg vil bringe her uredigeret, da de blandt andet peger på en trend, som jeg også har observeret andre steder; at gode, udenlandske kvalitetsøl til lavere priser presser danske bryggerier væk fra fadølshanerne og ned på færre hyldemeter.

Hvorfor en bar? Er der ikke meget risiko og en overordentlig stærk konkurrence i København? 

Jamen, det er netop konkurrencesituationen, der gør, at vi nu åbner vores egen bar. Adskillige af vore tidligere bedste barkunder, har lukket hanerne for Amager-øl, fordi de nu selv ejer bryggerier, hvis øl de primært skal sælge hos sig selv. Så vi var blevet lidt trætte af, at vi ikke kunne henvise kunder og venner til en bar i København, hvor vi med sikkerhed kunne sige, at de kunne finde øl fra Amager Bryghus. Paradoksalt var det nemmere at finde Amager på fad i Oslo, Helsinki eller Barcelona end i København. Det er der nu ændret på.

Amager Taproom er rummelig og hyggelig

Vi er stadig gode venner i den danske ølbranche, men i stigende grad er vi også konkurrenter. Danmark er oversvømmet af bryggerier, som kæmper mere og mere desperat for en lille bid af markedet, som slet ikke vokser i samme takt som produktionskapaciteten. Ja hele verden er oversvømmet af øl, hvorfor meget når de københavnske barer til priser, der efterhånden er presset ned. Og i København mærker vi meget til billigt øl fra især det tidligere Østeuropa – ofte af rigtig god kvalitet.

Og så er der jo hele Royal Unibrews nye satsning på markedet – men det er en hel historie for sig.

Det undrer mig at hverken presse, bloggere eller DØE tilsyneladende er klar over den markant forandrede markedssituation, som har udviklet sig i løbet af de seneste 1½ år – det er i hvert fald ikke noget, der omtales. Overhovedet.


Risikerer I ikke, at de andre barer vil have mindre Amager på hanerne?

Det er naturligvis en mulig konsekvens, jo. Men med vores egen bar, vil vi stadig kunne sælge markant mere fadøl i København, end vi nogensinde har gjort tidligere. Men vi har dog ikke registret at nogle etablerede barkunder er stået af.


Er det et udtryk for, at I satser mere på det danske marked?

Amager Bryghus er i den situation, at vi gennem årene har udviklet markeder i op mod 35 lande. Vi er ikke ”store” overhovedet nogetsteds, men vi er mindre sårbare end andre bryggerier, med færre kunder, færre markeder. Og vi er lykkelige for, at vi ikke er et nystartet bryggeri, der skal prøve at etablere sig på markedet, for det er uhyre svært i dag.

Vi er ofte blevet skudt i skoene, at vi er svære at finde vest for Valby Bakke, men vi har jo solgt til alle dem, som gerne ville føre os – i hvert fald i specialhandelen. Men vi kan jo ikke tvinge os ind på hylderne! Men i løbet af det seneste år, har vi vundet en del priser, som har givet en del omtale. Med den i baghånden har vi målrettet forsøgt at få nye kunder primært i byer, hvor vi ikke har været før. Det er lykkedes nogle steder, men selv for ”Årets Bryggeri” er det svært, fordi alle butikker er overrendt af sælgere fra efterhånden selv ret små bryggerier, så ingen byder dig jublende velkommen, bare fordi du kommer med ”Årets ølnyhed” i bagagen.


På Taproomet fik jeg mig et smagebræt fordelt med god IPA, Årets Ølnyhed og den bedste sure øl, som jeg indtil nu har smagt fra Amager.

En god blanding og Batch 1000 på fad ?

Taproomet er et fint sted, hvor der virker til at være god plads. Og ifølge bartenderen virkede det til, at de tiltrak et lidt ældre (og mindre nørdet) publikum end de andre barer i København.

Øllet var friskt og lækkert, som de fleste gange var New England IPA’erne lidt til den søde side (selv om Talents and Legends med Gamma Brewing var rigtig god). Og Danmarks bedste old-school IPA; Batch 1000 er jo bare fantastiske. Ganz Besonders, som er en hindbær Berliner Weisse var behageligt sur og med masser af frugt.

Og det er som skrevet før ellers ikke der, Amager har excelleret. På de sorte, stærke øl har de derimod altid været fantastiske. Og netop Året Ølnyhed, Black Nordic Skies, stod knivskarpt i glasset. Masser af kaffe, let tjære, fine ristede malte, let vinøs og bare super drikkelig.