Mikkeller Bar Aarhus: Et hyggeligt sted, men med rimelig kedelig Voodoo

I den forgangne uge har jeg været på kursus i Aarhus og udnyttede lidt ventetid inden toget til et hurtigt besøg hos Mikkeller Bar i Jægergårdsgade.

Det er mit første besøg i baren, som egentlig minder om Mikkeller Bar i Viktoriagade (København). Rolig, lille og med samme New Yorker/Københavner indretning. Jeg forestiller mig også, at den lider lidt af at være ret crowded på travle dage.

De havde tidligere på ugen haft besøg af Voodoo Brewing Company fra Pennsylvania og deres navn var stadig på halvdelen af hanerne.

Jeg smagte et par forskellige og de var ærligt talt rimeligt kedelige. Det er fedt, at Danmark får smagsprøver af de mange nye bryggerier, men så er det jo heller ikke underligt, at det ikke er alle sammen, der er geniale.

Jeg smagte mig på ingen måde gennem alle i udvalget, så der kan da sagtens være positive overraskelser imellem. Bare ikke i dem, som jeg fik i glasset. De var nok mest det, man vil kalde “average”.

Og når enkelte koster 65,- for 20cl, så føler jeg lidt, at jeg kunne få meget bedre, mere lokalt og til billigere penge.

En boks fra Ghostbox.dk

For mindre end 2 uger siden begyndte Ghost Brewing fra Nordsjælland at sælge og sende alle deres øl fra deres egen nye webshop ghostbox.dk.

Jeg bestilte min kasse om onsdagen og den var klar i min lokale SwipBox mandagen efter. Det er en meget fin leveringstid.

Der var 6 øl fra Ghost Brewing i min kasse til den nette sum af 204,- inklusiv forsendelse. Det giver en nettopris på 34,- per flaske. Det synes jeg er ekstremt fair for øl, som jeg har set til over 40,- flasken i diverse butikker. Og her er endda 3 flasker på 50cl og den ene 33cl er en imperial stout.

Så hurtig levering, rigtig god pris.

Kassen var også pakket fint i en papkasse med inddeling i 6 rum. Jeg kan dog godt savne lidt pakkemateriale både i bunden og toppen af hvert rum. Der er ligesom lidt for meget fri bevægelighed i det enkelte rum.

Men alle mine øl var intakte, så jeg beklager mig ikke. Glæder mig nu bare til at smage ??.