Sabro er det nye sort

De seneste par måneder har den nye humle Sabro samlet en del hype.

Jeg fik en polsk øl med Sabro til Copenhagen Beer Festival, men i dag nyder jeg en frisk Sabrage fra Siren Craft Brew i England; købt hos Beershoppen i Kolding.

Sabrage er en let hazy lys gul øl med et fint, blivende cremet skum. Sabro kommer virkelig til sin ret i duften. En lækker sødlig jordbærlikør med noter af ananas og abrikos.

Den er markant anderledes end andre aroma-humler som fx Citra og Mosaic med færre citrusnoter og ingen af de lidt skarpe petrolumsnoter som Mosaic kan have.

Sabrage er en blid, blød Brut IPA med let hvede og mildt havre-touch. Humlen slår fint igennem med masser af fersken, grønne jordbær, abrikosmarmelade og let pære.

Den har en mild pebrethed til sin bitterhed, som slet ikke rammer hårdt (som Mosaic kan lide under, hvis den bruges til at skabe bitterhed).

Sabrage er generelt både en fremragende øl og et strålende udstillingsvindue for denne nye humle, som virker skabt til både New England IPA’er og Brut IPA’er.

Det er i hvert fald også den bedste Brut IPA, som jeg har fået til dato!

Siren Sabrage får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Amager Taproom i en ny markedssituation

I sidste uge var jeg forbi Amager Bryghus’ nye Taproom, der er placeret helt perfekt ved Nørreport Station (læs mere om det til sidst).

Simon Hartvig Daugaard fantastiske tegninger præger også smagebrættet

Jeg havde håbet på, at jeg kunne have mødtes med Henrik Papsø, som jeg kender tilbage fra vores fælles Ratebeer dage. Henrik er nu kommunikationsansvarlig hos Amager. Det kunne desværre ikke lade sig gi’ sig.

I stedet fik jeg stillet et par spørgsmål på skrift, som jeg vil bringe her uredigeret, da de blandt andet peger på en trend, som jeg også har observeret andre steder; at gode, udenlandske kvalitetsøl til lavere priser presser danske bryggerier væk fra fadølshanerne og ned på færre hyldemeter.

Hvorfor en bar? Er der ikke meget risiko og en overordentlig stærk konkurrence i København? 

Jamen, det er netop konkurrencesituationen, der gør, at vi nu åbner vores egen bar. Adskillige af vore tidligere bedste barkunder, har lukket hanerne for Amager-øl, fordi de nu selv ejer bryggerier, hvis øl de primært skal sælge hos sig selv. Så vi var blevet lidt trætte af, at vi ikke kunne henvise kunder og venner til en bar i København, hvor vi med sikkerhed kunne sige, at de kunne finde øl fra Amager Bryghus. Paradoksalt var det nemmere at finde Amager på fad i Oslo, Helsinki eller Barcelona end i København. Det er der nu ændret på.

Amager Taproom er rummelig og hyggelig

Vi er stadig gode venner i den danske ølbranche, men i stigende grad er vi også konkurrenter. Danmark er oversvømmet af bryggerier, som kæmper mere og mere desperat for en lille bid af markedet, som slet ikke vokser i samme takt som produktionskapaciteten. Ja hele verden er oversvømmet af øl, hvorfor meget når de københavnske barer til priser, der efterhånden er presset ned. Og i København mærker vi meget til billigt øl fra især det tidligere Østeuropa – ofte af rigtig god kvalitet.

Og så er der jo hele Royal Unibrews nye satsning på markedet – men det er en hel historie for sig.

Det undrer mig at hverken presse, bloggere eller DØE tilsyneladende er klar over den markant forandrede markedssituation, som har udviklet sig i løbet af de seneste 1½ år – det er i hvert fald ikke noget, der omtales. Overhovedet.


Risikerer I ikke, at de andre barer vil have mindre Amager på hanerne?

Det er naturligvis en mulig konsekvens, jo. Men med vores egen bar, vil vi stadig kunne sælge markant mere fadøl i København, end vi nogensinde har gjort tidligere. Men vi har dog ikke registret at nogle etablerede barkunder er stået af.


Er det et udtryk for, at I satser mere på det danske marked?

Amager Bryghus er i den situation, at vi gennem årene har udviklet markeder i op mod 35 lande. Vi er ikke ”store” overhovedet nogetsteds, men vi er mindre sårbare end andre bryggerier, med færre kunder, færre markeder. Og vi er lykkelige for, at vi ikke er et nystartet bryggeri, der skal prøve at etablere sig på markedet, for det er uhyre svært i dag.

Vi er ofte blevet skudt i skoene, at vi er svære at finde vest for Valby Bakke, men vi har jo solgt til alle dem, som gerne ville føre os – i hvert fald i specialhandelen. Men vi kan jo ikke tvinge os ind på hylderne! Men i løbet af det seneste år, har vi vundet en del priser, som har givet en del omtale. Med den i baghånden har vi målrettet forsøgt at få nye kunder primært i byer, hvor vi ikke har været før. Det er lykkedes nogle steder, men selv for ”Årets Bryggeri” er det svært, fordi alle butikker er overrendt af sælgere fra efterhånden selv ret små bryggerier, så ingen byder dig jublende velkommen, bare fordi du kommer med ”Årets ølnyhed” i bagagen.


På Taproomet fik jeg mig et smagebræt fordelt med god IPA, Årets Ølnyhed og den bedste sure øl, som jeg indtil nu har smagt fra Amager.

En god blanding og Batch 1000 på fad 😍

Taproomet er et fint sted, hvor der virker til at være god plads. Og ifølge bartenderen virkede det til, at de tiltrak et lidt ældre (og mindre nørdet) publikum end de andre barer i København.

Øllet var friskt og lækkert, som de fleste gange var New England IPA’erne lidt til den søde side (selv om Talents and Legends med Gamma Brewing var rigtig god). Og Danmarks bedste old-school IPA; Batch 1000 er jo bare fantastiske. Ganz Besonders, som er en hindbær Berliner Weisse var behageligt sur og med masser af frugt.

Og det er som skrevet før ellers ikke der, Amager har excelleret. På de sorte, stærke øl har de derimod altid været fantastiske. Og netop Året Ølnyhed, Black Nordic Skies, stod knivskarpt i glasset. Masser af kaffe, let tjære, fine ristede malte, let vinøs og bare super drikkelig.

Årets første store opkøb gør London Pride japansk

Som flere medier og blogs har kommenteret, så har japanske Asahi (verdens syvende-største bryggerikoncern) opkøbt Fullers i London for den nette sum af £250 millioner.

Købet omfatter den komplette brygforretning inklusiv det originale, traditionsbundne Griffin Brewery i Chiswick ned mod Themsen. Det er derfor også bryggeriet Dark Star Brewing, cideriet Cornish Orchards og distributionsfirmaet Nectar Imports (som passende nok distribuerer Asahi Dry).

Lav indtjening på brygning

Selv om vi alle kender Fullers som bryggeri, så lå kun 10% af omsætningen i ølproduktion. Resten ligger i drift af pubs og hoteller, som altså ikke er solgt fra.

Og det er virkelig en uhyrligt høj pris.

They have decided to cash in their chips. It could be that they felt they were not big enough to compete with the AB InBevs of this world, as well as some of the more esoteric craft bitters, but the obvious reason is that it is a crazy price.

– Mark Brumby, analytiker til The Guardian

Ikke bare et spørgsmål om øl

Og den forhøjede pris får de bange anelser helt frem. Griffin Brewery ligger i et område, hvor kvadratmeterprisen måles i meget store tal. Faktisk vurderes det, at grunden i sig selv kan være over £100 millioner værd.

Asahi har dog udtalt, at aftalen binder dem til at brygge på Griffin Brewery, men historien melder ikke noget om hvor længe, og om de skal benytte alle kvadratmeter til bryggeri.

Based on the agreement, we will continue to brew beers at the Griffin brewery in Chiswick. It is and always has been the home of London Pride.

– Talsmand fra Asahi fra The Guardian

– Udklip af London fra Google Maps (Griffin Brewery markeret med rød)

Fullers startede deres brygning på Griffin Brewery i 1845, men der har været bryggeri-aktivitet på adressen i over 350 år. Men fredning er ikke bare noget man får i Storbritannien og det lader til, at bevaring af bryggeriet skal bero på aftalen og/eller japanske pengemænds gode tro (som formentlig ligger på et lille sted).

Bryggeriets ene væg prydes endda af verdens ældste blåregn, som kan dateres tilbage til 1816. Igen ikke noget, der er fredet officielt.

En ny retning for endnu en af de store?

Om ikke andet, så markerer købet et skift i Asahis opkøbsstrategi, som tidligere har fokuseret på ‘Premium’ brands.

Det kom tydeligst til udtryk, da de i begyndelsen af 2017 gik ind og opkøbte en håndfuld europæiske bryggerier fra SABmiller for £6.1 milliard. Det var bryggerier med fokus på pilsnerbryg (blandt andre tjekkiske Urquell, ungarske Dreher og polske Tyskie). Året inden købte de italienske Peroni og hollandske Grolsch. Alle øl, som smagsmæssigt er i nogenlunde samme profil.

Fullers repræsenterer et helt andet niveau af smagsnuancer. Og det er interessant at se, om Asahi ender med at udvande brandet eller er i stand til at fastholde eller måske forbedre kvaliteten.

Men jeg tvivler og frygter for Fullers Vintage, London Porter, 1845 og andre af Fullers strålende engelske ales. Pressematerialet fokuserer i hvert fald på, at Asahi har købt London Pride og ikke Fullers. Så mon ikke en masse brands under Fullers bliver standset og langt større fokus bliver på større produktion af Pride med bredere distribution?

Nytårstalen 2018: Vi ser frem mod 2019

Hvor vores blog awards fra december så tilbage på 2018, så vil jeg her prøve at forudse, hvad der vil ske indenfor øllets verden i 2019.

Ølmarkedet

Vi kommer helt sikkert til at se flere konkurser, nedlukninger og overtagelser fra halvstore og store bryggerier. Dertil er der simpelthen for mange middelmådige bryggerier i Danmark til at kunne undgå.

De store spillere vil satse endnu mere på ‘pseudo-craft’, som er et klart tveægget sværd. På den ene side kan hr og fru Danmark pludselig få Bourbon fadlagret imperial stout i Føtex, som uden tvivl vil skabe mere interesse for specialøl som helhed. Desværre er det jo bekostning af en mikrobrygget Imperial stout, som meget muligt er bedre, men i hvert fald støtter innovation, forskellighed og entrepreneurship.

Så bliver det også spændende med ret store mikrobrygspillere i Danmark. Her tænker jeg i høj grad på To Øl, som rykker produktionen til Slagelse og med al sandsynlighed får større afsætning i Danmark. Er det første skridt mod Det Fri Øls målsætning at få mikrobryg ind på restauranter og barer og kæmpe mod de stores eksklusivaftaler? Altså at kunne spille et stort mikrobryggeri på banen, som også på distribution kan konkurrere med de store?

Til sidst så tror jeg, at flere bryggerier indser, at der er forskellige kategorier af mikrobryggeri og de kategorier kræver forskellig markedsføring, salg, distribution og diversitet i produkterne. Og at flere af bryggerierne erkender, at de hører til i en af disse kategorier (fx multinational, national, lokal, brewpub, delt produktportefølje) og arbejder strategisk derfra.

Og at det er i skiftet mellem kategorier, at man ikke ‘bare’ tager springet.

Ølstile

Flere bryggere og bloggere har allerede været ude at sige, at 2019 bliver pilsnerens år. Og det håber jeg virkelig også! Der er kommet meget mere styr på kvaliteten hos mange bryggerier. Fx er en af Bad Seeds første øl en tysk pilsner.

Så tror jeg også at der bliver mere plads på hylderne til gose. Det er friskt og lækkert, og To Øl har bevist, at stilen passer godt til Ny Nordisk og dets ingredienser.

Sidst tror jeg, at Brut IPA kommer mere frem. Højt karboneret, bitter og frisk i humleduften, så lyder det også meget tiltalende. Dog har jeg kun fået én øl af stilen, som har været noget værd – og den var ikke dansk…

Diverse

Som en sidste forudsigelse så ser jeg bedre kvalitet (både på arrangement og hvad der kommer i glasset) hos lokale og mindre ølfestivaller. Der kommer flere rundt om i landet (Øluniverset, Øl-marked, Nordic Brew Festival) og det kan muligvis få Danske Ølentusiaster til at oppe sig lidt på den store festival.

Og så tror jeg faktisk at dansk cider bliver meget større i 2019. Der kommer flere ciderier, distributionen bliver bedre og det samme gør kvaliteten.

Beer Blog Awards 2018: Årets øloplevelse

Så er det tid til at kigge nærmere på øloplevelserne i 2018.

Ligesom i 2017 har jeg ikke været til så mange ølfestivaller, som jeg måske kunne have ønsket.

Så jeg kan ikke kåre Mikkeller Beer Celebration ligesom jeg formoder, at flere af mine blog-kolleger vil gøre.

Jeg vil i stedet gerne kåre Øluniverset som den største øloplevelse i 2018.

Årets øloplevelse 2018: Øluniverset

Læs hele indlægget om Øluniverset.

Den lille, hyggelige og tilpas anderledes ølfestival i Vejle fik vist, at lokale ølfestivaler sagtens kan lade sig gøre.

Det virkede faktisk også til, at de formåede at få et andet publikum til at møde op.

Jeg er i hvert fald glad for at skulle af sted igen i 2019.

Runner-up

Alefarm formåede allerede i januar at give mig en enkeltstående, lækker og imponerende øloplevelse.

Lidt tid forinden havde jeg købt en flaske Nordic Grape – Stevnsbær fra dem hos Kihoskh i København.

Øllen er en saison med vildgær og tilsat en kæmpe mængde Stevns Kirsebær. Uden at gå for meget i detaljer, så er det meget tæt på at være den bedste danske øl, som jeg nogensinde har smagt!

Bøgedal byder på surt

For efterhånden alt for længe siden besøgte jeg det idylliske Bøgedal ved Vejle Ådal for en snak om bryggeriet og også om Bøgedals nye, sure øl.

Jeg var så heldig, at jeg kunne købe et par versioner hjem fra Bøgedal selv og supplere hos Havnens Vin og Tobak inde i Vejle, så jeg havde det komplette sæt af de første fire.

Når vi snakker sure øl fra Bøgedal, så er vi hverken i nærheden af belgisk Gueuze, Berliner Weisse eller Gose. Nej, de er helt deres egne.

Faktisk er de gæret på frugt, der er fermenteret med gårdens egen, gamle surdejskultur.

Nærmeste stildefinition er nok enten klassiske belgiske farmhouse ales, altså saison’er med vildgærskulturer og fadlagring blandet ind. Nogle af dem minder også om de bedste første versioner af American Sours, hvor frugtsyren ofte dominerer sammen med træ. Men alligevel er Bøgedals eksperimenter helt sine egne.

Bøgedal Sour #1

Ligesom Bøgedals øvrige øl er der ikke meget, der afslører detaljer om brygget, bare et batchnummer, lidt om gæringen og tiden på træ.

#1 er en livlig fætter, der absolut gerne vil ud af flasken. Den er lidt mudret gul i glasset; sikkert fordi karboneringen har hvirvlet lidt gær op.

Duften har en lækker jordet funkiness iblandet rosenblade. Der er masser af citronsyrlighed og en smule petroleum, som sandsynligvis er et biprodukt ved fadlagringen.

Øllen er let perlende, dejlig tør med en god oliet fornemmelse.

Smagen har Bøgedals karakteristiske fede, dej-agtige malt i centrum. Uden om den danser en ganske tilbageholden syrlighed. Der er skræl fra grønne æbler, blodappelsin og en hel del vanille.

Afslutningen får en lækker fed vinøsitet. Giver virkelig lyst til et glas mere.

Bøgedal Sour #1 får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Bøgedal sour #2

Der er også en del aktivitet i Sour #2. Denne gang er vi ovre i en mere dyb orange farve med en lille skumkrone.

Der er en let jordethed til duften sammen med friskbagt brød, apple crumble, appelsinskal og faktisk lidt humle; men det er også den eneste af de sure, som er tørhumlet.

Mundfylden bliver lidt ødelagt af en ret kraftig karbonering, men formår at fremstå let olieret.

Smagen er domineret af egetræ, vanille og byg. Der er en underliggende note af whisky og en mildt harpiks-agtig humletone.

Surheden er meget tilbageholden og minder nok mest om en fadlagret saison eller Biere de Garde. Desværre ødelægger den kraftige kulsyre lidt af oplevelsen.

Bøgedal Sour #2 får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Bøgedal sour #3

Sour #3 er mere tilbageholden end de to forrige og står flot i glasset som klar gylden med et lille hvidt skumhoved.

Der er duft af æblecider, kirsebærsten, en let svovlnote og en rimelig fremtrædende mælkesyre. Den skiller sig markant ud, både i dens power og er også den første, hvor man kan fornemme, hvor gæren er kommet fra. Her er det fra fermenterede kirsebær og det skinner igennem.

Der er fin karbonering og en meget tør og dejlig cremet fylde.

Smagen er yderst balanceret, let frugtet syrlighed; igen skinner der lidt kirsebær igennem. Den er også mildt bitter og har noter af druer som en tør Riesling.

Den er måske lidt lettere i fornemmelsen end #1, men til gengæld formår den at bringe rigtig mange nuancer ind i det samlede smagsbillede uden at det på noget tidspunkt stikker af.

Afslutningen er dejligt funky og nuanceret syrlig. Det er i høj grad denne, der minder mig mest om lambic.

Bøgedal Sour #3 får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Bøgedal sour #4

Også Sour #4 står flot gyldent i glasset med en lille hvid skumkant ovenpå.

Denne gang er det dog ekstremt tydeligt, hvordan gæren er opformeret. Duften er domineret af masser af solbær; eller faktisk helt den samme duft, som bladene på solbærbusken.

Der er også god funk, egetræ, frisk citrusfrugt og fyrrenåle.

Øllen er igen livlig men formår at sikre en god tørhed og cremet fylde.

Blid syrlighed i smagen; svag mælkesyre og god frugtsyre. Der er fin funk og faktisk også lidt bitterhed. Solbærbladene går igen i smagen og får næsten et mynte-aftigt udtryk blandt fine noter af egetræ og vanille.

Afslutningen er fin, tør og let syrlig og faktisk ganske bitter.

Det er klart den, som har mest karakter fra sin gær, men den er måske lidt for afdæmpet.

Bøgedal Sour #4 får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Christiansfeld Bryghus: Endnu et bryghus, der skal undgås

I efteråret 2017 startede Christiansfeld Bryghus op uden den store fanfare.

Lokalsprøjten havde dog fanget historien om, at en franskmand kom til byen og ville lægge evner til byens eget bryggeri.

I dag var jeg forbi Donslund Vine, som (så vidt jeg ved) er eneforhandler af øllene.

Jeg købte en classic og en pale ale (begge batch 003(?)).

Labelarbejdet er fint, der er noget klassisk landligt over dem med et fint logo fra bryggeriet, så alt ser egentlig meget fint ud (udefra).

I kan læse anmeldelser af øllene nedenfor. Bare vid, at jeg ikke er glad.

Det er foruroligende, at man som brygger ønsker at sende det her på gaden. Det er utroligt, at det åbenbart er blevet udsolgt(!?).

Personligt er jeg da irriteret over at have spildt 80 kroner på noget værre bras.

Men hvad værre er, så fortæller bryggeren i artiklen ovenfor, at han vil lave øl, der identificeres med Christiansfeld. Det er dælme heller ikke god reklame for den fine by. Kan man som kommune mon gå ind og kræve navneændring af en producent, hvis dennes dårlige produkter smitter negativt af på byen som brand(?).

Du bør i hvert fald selv undgå dem for enhver pris!

Christiansfeld Classic

Mudret ravfarvet med et mellem fizzy off-white colaskum. Ligner på ingen måde en Classic (og nej, jeg har ikke hældt gæren med, glasset kan ikke holde hele flaskens indhold).

Wow! Duften har virkeligt skarpe toner af fenoler, lidt ligesom malingsfortynder. Skarpt, så det kriller i næsehårene. Der er også en del meget modne røde æbler i duften. Altså MEGET modne.

“Øllen”, som jeg vel retteligt stadig bør kalde den, er livlig, tynd og virkelig tør.

Smagen har lidt malt, men er ellers super tør, fyldt med fenoler, der smager af plastic, jern og rådne æbler.

Det er simpelthen gruopvækkende dårlig kvalitet. Der er muligvis ikke en infektion noget sted, men den er så propfyldt med  bryg- og gæringsfejl, at den sikkert godt kunne gemme sig deri.

Christiansfeld Bryghus Classic får (0) (ud af 6). Og det meste forsvandt denne vej:

Humlemans APA

Øllen er okay mudret orange med en stor, blivende hvidt skumkrone.

Aroma har igen masser af fenoler, grænsende til brændt plastic. Lidt appelsinskal også. Ikke nær så forfærdelig i duften som den anden.

Medium karbonering, let oliet fylde.

Der er ingen rigtig karakter fra malten men bare smag af kraftig plastic fra fenolerne, iblandet lidt skarp fusel alkohol.

Ingen egentlig humlesmag eller bitterhed – i hvert fald ikke fra humlen, men i stedet en lidt underlig og skarp enebær-agtig urtet eftersmag.

Den var drikkelig nok til flere slurke end den anden, men så heller ikke mere. Vasken fik resten.

Christiansfeld Bryghus Humleman APA får 🍺 (ud af 6).

Et univers af øl

I lørdags (den 10. marts 2018) slog Vejle dørene op til en helt ny ølfestival – Øluniverset.

Festivalen er arrangeret af folkene bag Hop Bottle Brewery og tilbød noget nyt ved at kombinere ølfestival med live blues-musik.

Stedet

Øluniverset blev afholdt i Bygningen, som normalt bliver brugt til koncerthus. Udstillerne var fordelt over to etager og der var faktisk fint med sidde- og ståpladser; også da der var flest besøgende.

Det var et rigtigt hyggeligt sted, hvor man nemt kunne komme rundt, men hvor der også var rolige hjørner. Så et rigtigt lækkert sted, der passede godt til konceptet.

Øllene/Udstillerne

Der var 17 stande til festivalen, så det var ikke overvældende i kvantitet.

Til gengæld blev jeg overrasket over at en del af standene havde øl med, som var helt nye (eller sjældne i hvert fald):

  • Randers Bryghus havde en blanding med af Emporer of California og Midnight Oil
  • Ugly Duck havde deres dejlige Tribeca Blueberry Sour med
  • Munkebo Mikrobryg havde den frysedestillerede Gleipner med

… og Jacobsen havde både deres nye Copenhagen IPA og lidt surt kiwi-øl fra Brooklyn med.

Og der var også andre gode bekendtskaber. Den lokale Beershoppen havde et stort udvalg af britiske øl med samt frisk Åben på fad. Ninkasira havde fremragende polske bryg, især en rigtig frisk og lækker Juicy Delight fra Rockmill.

Men der var også rimeligt nyt som Hyldals og Vestslesvigsk Bryghus. Og gamle, solide kendinge som Amager Bryghus, Hornbeer og Ugly Duck.

Faktisk synes jeg at niveauet var noget højere end forventet, så det kan arrangørerne godt få ros for.

Både Milk the Duck og Højsaison havde fundet vej til Ugly Ducks stand.

Maden

Ja, faktisk var der ikke noget mad på festivalen. Men det gjorde faktisk heller ingenting.

Inde i selve Bygningen var der en lille bistro, der serverede sandwich og tarteletter til ganske rimelige priser. Perfekt til frokosten.

Til aften gik vi en kort tur (i snevejret), da der kun er 7-800 meter til Vejles gågade fra Bygningen. Og rent faktisk var der flere steder lige uden for Bygningen, hvor man kunne spise (og mange benyttede sig af det).

Så hvorfor stable et madkoncept på benene, når placeringen sørger for at det er fuldstændig uproblematisk for gæsterne!

Arrangementet

Det var et virkelig godt arrangement, som var stablet på benene. Det er ikke en high-end ølfestival, men det tvivler jeg i høj grad også på var meningen.

Det var lækkert med musikken og det gav festivalen et endnu mere uhøjtideligt udtryk. Dog var det lidt synd for musikerne i det lille lokale, hvor de næsten ikke kunne overdøve gæsternes snakken – faktisk tror jeg at der var mange, der slet ikke opdagede, at der var musik i det lokale.

Standene var fint fordelt i forhold til plads til at komme omkring og var også trukket rimeligt tilbage fra den store scene. Det var måske lidt svært at gøre sig forståelig med fagter, når musikken var på sit højeste.

Som en sidste ting kunne man måske godt ønske et lille rabatsystem på poletterne ligesom ved andre festivaller. Altså fx 5 for 50, 11 for 100 eller lignende. Det er nok bare fordi jeg er jyde, men jeg ville synes om, at gæster der gerne vil smage mere får det hele en lille smule billigere. Ved køb af større mængder poletter ad gangen skal poletstanden heller ikke forstyrres så ofte, hvilket effektiviserer (en smule).

Men alt i alt var Øluniverset en rigtig positiv oplevelse, som jeg er sikker på, jeg vil vende tilbage til, når den forhåbentlig vender tilbage næste år!

Hvad gør man hvis man får en øl, der tydeligvis er dårlig?

For lidt tid siden fik jeg købt et par flasker Bluestone øl fra Wales i min lokale SuperBrugs.

De så spændende ud og havde et prisleje, som gjorde, at jeg tænkte de var et skud værd.

Jeg købte en Saison og en klassisk britisk red ale.

Da jeg smagte den ret middelmådige saison fik jeg helt klart fornemmelsen af, at der var en mild infektion i øllet. Den var dog stadig drikkelig.

Red alen derimod havde full-blown infektion. Sure bær, våd hund og skarp acetone og æblecidereddike noter. Komplet udrikkelig.

Og hvad gør man så som forbruger?

Er det den sælgende butiks ansvar at undskylde, kompensere og viderekommunikere problemet? Ikke ifølge købeloven, for der er et køb en handel, som der ikke umiddelbart kan fortrydes.

Men så vidt jeg husker fra mine år i butik (inden jeg fyldte 20!), så kan butikken vælge at tro på kunden, yde en ekstra service og kompensere. Men det er ikke noget, de SKAL gøre. Ikke ifølge købeloven. Coop skriver også selv, at de gerne vil have, at man kontakter dem med en reklamation.

SuperBrugsen i Kolding C, som jeg havde handlet hos, var dog ikke sene til at skrive tilbage til mig på Facebook, at jeg ville få en behørig erstatning for min dårlige oplevelse. Da jeg så stod i butikken, fik jeg en gratis Rochefort 10 i hånden. God service!

De fortalte mig også, at de går videre til distributøren eller producenten; men kun hvis de får flere henvendelser. Det er jo sådan set fair nok.

Men hvad er så min pligt som forbruger? Og som selvbestaltet øl-“ekspert”?

Butikken går altså kun videre med problemerne, hvis der altså kommer mere end én klage. Men det er jo hverken alle, der ved, hvordan en infektion smager eller som har tid eller lyst til at klage. Så det er nok kun i meget grelle tilfælde, at et kvalitetsproblem reelt set kommer tilbage til bryggeriet.

Skal jeg så kontakte både butikken og bryggeriet?

I dette tilfælde gjorde jeg det faktisk. Bluestone vendte venligt tilbage med en undskyldning og en mulig forklaring på problemet i deres flaskelinje – uden dog som sådan at erkende et reelt problem.

Igen er de heller ikke forpligtet til noget som helst, men ville faktisk også gerne kompensere mig. Det er jo dejligt, men var ikke min egentlige intention. Jeg ville faktisk helst hjælpe dem med at lave bedre øl.

Jeg har tidligere oplevet bryggerier, der ikke har været nær så imødekommende, når man har kritiseret deres kvalitet. Så det er rart, når bryggeriet som minimum tager henvendelsen til efterretning.

Efter den her oplevelse vil jeg i hvert fald gøre en dyd ud af at orientere både den sælgende butik og bryggeriet i de tilfælde, hvor jeg har drukket en øl med tydelig infektion.

For hvis ikke jeg gør det, hvem gør så? Og hvis ikke bryggeriet får det at vide, så kan de blive ved med at sende dårlige øl på markedet, som måske kunne være undgået.

(Hvis du henvender dig til et bryggeri i denne situation, så husk enten batchnummer eller sidste holdbarhedsdato, så de kan identificere den pågældende produktion).

Den nye version af single hop øl

Single hop øl, altså øl, der kun har én type humle, har været omkring længe.

Flere bryggerier, blandt andre Mikkeller, har endda lavet single hop serier. Det er den samme grundøl med hver sin humle. Så man har mulighed for at smage, hvilken forskel der er på en øl med amerikanske Amarillo og den New Zealandske Nelson Sauvin humle.

Netop Mikkeller har nu taget single hop konceptet endnu længere. De har lanceret deres Hop Terroir serie, hvor jeg var heldig at skaffe mig to med Amarillo.

Og nu tænker du måske “samme grundøl med samme humle?” Og ja, begge øl var single hopped med Amarillo. Den ene humle var dog fra Idaho og den anden fra Washington.

Så det er altså det terroir (jordbunden, vejret, errigeringen) som betyder noget. Ikke hvilken sort, humlen har.

Og betød det så noget? Jeg smagte dem ved siden af hinanden og jeg kan definitivt fastslå, at ja, det betød en del!

Begge øl var mudret mørk gul med et stort, men lidt kortvarigt skum.

I Idaho versionen er duften præget af havre, grape, let abrikos og frisk citrusfrugt.

Smagen har dejlig frisk humle, ganske fin bitterhed. Her skinner havren alligevel en del igennem. Humlen er primært citrus men også med noter af petroleum (det er altså ikke negativt 😊).

Der er dog noget mere punch på Washington versionen. Mere bergamotte, citrus, let græs og mere “dank”, som det hedder (duften kan nok bedst beskrives som ‘fedtede citrusfrugter’).

Smagen er virkelig lækker, meget friske humlenoter, grapefruit, fersken og bergamotte. Igen er bitterheden god og faktisk mere fremtrædende end i Idaho.

Humlen virker ganske enkelt til at være udnyttet betydeligt bedre, være friskere og langt mere aromatisk i Washington versionen.

Mikkeller Hop Terroir Amarillo Idaho får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Mikkeller Hop Terroir Amarillo Washington får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).