Amager Bryghus/Bagby Going Old School

Amager Bryghus/Bagby Going Old School

Endnu et af Amager Bryghus’ samarbejdsbryg faldt ned i min kurv i Salling. Denne gang sammen med det relativt nye Bagby Beer Company (etableret i 2012 men først for nylig kommet til Danmark).

Jeff Bagby, som sammen med sin kone, står bag Bagby Beer Company er dog ikke selv nogen vårhare. Han har været involveret i flere bryggerier og brewpubs I Californien siden 1997 og har senest stået i spidsen for en af de berømmede Pizza Port brewpubs.

“Going Old School” skal henvise til, at Amager og Jeff har brygget en helt klassisk vestkyst amerikansk IPA. Ikke noget smart juice uden bitterhed her. De har også brugt de meget ny-klassiske humler Amarillo, Columbus, Cascade Centennial og Simcoe.

Det er en rigtig flot øl i glasset. Den står med en meget klar orange rav-nuance, der står flot til det stabile, hvide skum.

Duften står ret skarpt med de “mørkere” citrusfrugter bergamotte og grapefrugt. Der er også en kraftig duft af ren humleolie (det er en svær nuance at beskrive, det er sådan en blanding af støvede blomster and intens fed harpiks) – altså iblandet de virkelig lækre citrusdufte. Det hænger virkelig godt sammen, selv om den næsten bliver lidt for støvet i duften til min smag.

Øllen har begrænset kulsyre og en lækker fed fornemmelse. Det er altså godt arbejde at kunne lave en så fed maltsammensætning og man så overhovedet ikke fornemmer malten i duften.

Smagen er kraftigt bitter, der hænger en masse græs og lidt fyrretræ sammen med citrus frugterne og malten forsøger så langt den kan at stabilisere bitterheden.

Det er en kamp, som den alligevel taber til sidst. Det bliver alligevel lidt for meget fed bitterhed når man når længere ned i glasset og øllen stille og roligt varmer op. Det er et tilfælde af lidt for meget af det gode.

Køb øllen for dens duft, nyd den gode smag – hvis du kan lide bitterhed på den lidt fuldfede måde.

Amager Bryghus/Bagby Beer Company Going Old School får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Amager Bryghus/Trillium Sigtebroad

Amager Bryghus laver hvert år en række samarbejdsbryg, hvor de får besøg fra udenlandske bryggere til at lave spændende bryg. Denne gang har de blandt andre haft besøg fra et af de mest omtalte bryggerier i øjeblikket – Trillium.

Og Sigtebroad er da også hurtigt fløjet af hylderne hos Amager. Jeg var så heldig at hive et eksemplar ned fra hylderne hos Salling i Aarhus.

Sigtebroad er en såkaldt New England IPA (NE-IPA) (det kan jeg komme nærmere på et andet tidspunkt). Men det er en stilart med hvede og havre i maltsammensætningen, så øllen bliver uklar og fyldig. Samtidig bruges der rigtig meget humle, men ikke meget til at skabe egentlig bitterhed.

Hvad synes jeg så om Sigtebroad?

Den er godt mudret med et fint hvidt skum og en virkelig tiltalende, frisk duft. Masser af appelsinskal, abrikos og ananas med lidt fyrrenåle underneden. Humle, humle, humle 😊.

Blød kulsyre og en ret fed krop set i forhold til alkoholprocenten (6,8%). Smagen er ligesom andre NE-IPA domineret af humlens frugtkarakterer. Igen samme appelsin, abrikos og i smagen lidt passionsfrugt og mere fyrrenåle end i duften. Hvedemalten (og åbenbart også hvedeMEL(?)) giver en god cremet konsistens, men ikke meget smag. Det giver jo så plads til, at humlen kan tage “centre stage”. Jeg kunne måske godt savne en smule havre, da det giver lidt mere karakter til maltsammensætningen.

Den er dog stadig virkelig lækker, super let-drikkelig, omend en smule mere bitter end andre NE-IPA (det gør mig ikke noget).

Hvis du får mulighed for at anskaffe dig en flaske og godt kan lide humle (og multijuice), så skal du ikke snyde dig selv!

Amager Bryghus/Trillium Sigtebroad får: 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Skål!