Hvad gør man hvis man får en øl, der tydeligvis er dårlig?

For lidt tid siden fik jeg købt et par flasker Bluestone øl fra Wales i min lokale SuperBrugs.

De så spændende ud og havde et prisleje, som gjorde, at jeg tænkte de var et skud værd.

Jeg købte en Saison og en klassisk britisk red ale.

Da jeg smagte den ret middelmådige saison fik jeg helt klart fornemmelsen af, at der var en mild infektion i øllet. Den var dog stadig drikkelig.

Red alen derimod havde full-blown infektion. Sure bær, våd hund og skarp acetone og æblecidereddike noter. Komplet udrikkelig.

Og hvad gør man så som forbruger?

Er det den sælgende butiks ansvar at undskylde, kompensere og viderekommunikere problemet? Ikke ifølge købeloven, for der er et køb en handel, som der ikke umiddelbart kan fortrydes.

Men så vidt jeg husker fra mine år i butik (inden jeg fyldte 20!), så kan butikken vælge at tro på kunden, yde en ekstra service og kompensere. Men det er ikke noget, de SKAL gøre. Ikke ifølge købeloven. Coop skriver også selv, at de gerne vil have, at man kontakter dem med en reklamation.

SuperBrugsen i Kolding C, som jeg havde handlet hos, var dog ikke sene til at skrive tilbage til mig på Facebook, at jeg ville få en behørig erstatning for min dårlige oplevelse. Da jeg så stod i butikken, fik jeg en gratis Rochefort 10 i hånden. God service!

De fortalte mig også, at de går videre til distributøren eller producenten; men kun hvis de får flere henvendelser. Det er jo sådan set fair nok.

Men hvad er så min pligt som forbruger? Og som selvbestaltet øl-“ekspert”?

Butikken går altså kun videre med problemerne, hvis der altså kommer mere end én klage. Men det er jo hverken alle, der ved, hvordan en infektion smager eller som har tid eller lyst til at klage. Så det er nok kun i meget grelle tilfælde, at et kvalitetsproblem reelt set kommer tilbage til bryggeriet.

Skal jeg så kontakte både butikken og bryggeriet?

I dette tilfælde gjorde jeg det faktisk. Bluestone vendte venligt tilbage med en undskyldning og en mulig forklaring på problemet i deres flaskelinje – uden dog som sådan at erkende et reelt problem.

Igen er de heller ikke forpligtet til noget som helst, men ville faktisk også gerne kompensere mig. Det er jo dejligt, men var ikke min egentlige intention. Jeg ville faktisk helst hjælpe dem med at lave bedre øl.

Jeg har tidligere oplevet bryggerier, der ikke har været nær så imødekommende, når man har kritiseret deres kvalitet. Så det er rart, når bryggeriet som minimum tager henvendelsen til efterretning.

Efter den her oplevelse vil jeg i hvert fald gøre en dyd ud af at orientere både den sælgende butik og bryggeriet i de tilfælde, hvor jeg har drukket en øl med tydelig infektion.

For hvis ikke jeg gør det, hvem gør så? Og hvis ikke bryggeriet får det at vide, så kan de blive ved med at sende dårlige øl på markedet, som måske kunne være undgået.

(Hvis du henvender dig til et bryggeri i denne situation, så husk enten batchnummer eller sidste holdbarhedsdato, så de kan identificere den pågældende produktion).

Er nordirsk øl noget værd?

I det forgangne efterår holdt Torben Mathews og pubben You’ll Never Walk Alone en række smagninger med øl fra Nordirland.

Ikke ligefrem et land, hvor der er kommet meget øl fra, men jeg var heldig at kunne anskaffe mig et udvalg af de øl, som var med på smagningerne.

Størstedelen af øllene er af den humlede slags med et par pilsnere, lidt traditionelt britisk og nogle mørke typer imellem.

Niveauet var generelt middel til lidt over middel og jeg vil her lige nævne et par af højdepunkterne:

Whitewater Hen, Cock & Pigeon Rock

Øllen er klassisk britisk maltdomineret red ale. Den er en flot bordeaux med et fint, blivende, cremet hvidt skum. Lækker maltet duft med let ristede noter, karamel samt græs og jord-agtige toner fra humlen.

Den har fin tørhed og en ganske behagelig fylde.

Smagen er domineret af ristet caramel, Digestive kiks, et lille hint af chokolade. Fin græsset humle med gode fyrrenåle noter.

Et fint glas klassisk britisk ale.

Whitewater Hen, Cock & Pigeon Rock får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Heaney Dry Irish Stout

Stouten er dejligt ugennemsigtig sort med et flot, cremet beige skumhoved.

Der er behagelig chokolade i duften, koblet med hasselnød, et strejf af lakrids og blid, ristet malt.

Der er en fin cremet fylde også set i forhold til alkoholprocenten på beskedne 4.3%.

Smagen er ret elegant og velbalanceret med ristet malt, chokolade og lakrids. Den rundes fint af med en god gang kakao-bitterhed.

Heaney Irish Dry Stout får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Lacada Salamander Series: Eldersauer

Noget så unikt som en sur øl fra Nordirland.

Fin gul farve i glasset med et lille, blivende cremet hvidt skumhoved. Aromaen er domineret af mælkesyre, hyldeblomst, skarp syrlig citron og lidt let humle.

Fylden er fin og let cremet og tørrer godt ud.

Smagen er ret syrlig, domineret af frugtet citronsyre noter men holdt i skak af de mere fede noter af mælkesyre. Der er også god maltbalance.

Hyldeblomsten er ikke specielt mærkbar i smagen. Til gengæld slutter smagen med en ganske markant bitterhed, så hænger godt ved.

Langt bedre end jeg havde frygtet. Lacada Eldersauer får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

To Øl fra kassen

Jeg har netop modtaget en bestilling fra To Øls webshop. De er jo trods alt mit valg til årets bryggeri sidste år 😋.

Det er faktisk første gang jeg har bestilt direkte fra dem, men da de havde deres seneste sure frugtøl; 1 ton of… på lager, så slog jeg til. Fint flankeret af lidt stout og humlede øl, endte jeg på 9 flasker/dåser.

Øllene var kompetent pakket i nogle ganske smarte 3-styks indstik til papkassen, som må være langt mere fleksible end dem, der deler hele kassen i fx 12 mindre rum. Med denne model kan der nemt være 33cl, 50cl, 66cl og 75cl i kassen.

Og så havde To Øl endda valgt at lægge lidt pakkechips øverst, hvilket mange andre webshops forsømmer.

Øllene blev bestilt fredag eftermiddag og sendt med Bring til en lokal pakkeshop. Onsdagen efter kunne jeg afhente dem, hvilket må siges at være fin leveringstid; især når det kun koster 36,25 at få den sendt.

Klassiker: Struise Pannepot

De Struise Brouwers (de robuste bryggere) er et forholdsvist nyt belgisk bryggeri, som startede i 2003. De begyndte at brygge på deres eget anlæg i 2014.

Fra start af ønskede Struise (navnet er afledt af det flamske ord for struds, som i overført betydning betyder robust) at lave traditionelle belgiske stilarter – men gerne på en moderne måde.

Pannepot var det første eksempel på denne måde at tænke klassisk men med helt nye vinkler.

Pannepot er stilmæssigt tæt på de klassiske belgiske quadrupler. Altså stærke, søde og mørke ales, der gør sig fremragende til fx simre- og julemad.

Den adskiller sig ved at have en smule mere frugtet karakter og være en del mere humlet og bitter end quadruplerne.

Øllen er rigtig mørk brun, faktisk næsten sort med et lille skumhoved, der ganske hurtigt forsvinder.

Der er masser af tørret frugt som rosiner, figner og dadler i duften, blandet med mørk ristet karamel. Der er en klar vinøs note, der minder lidt om rødvin.

Det er en fyldig øl, som er dejligt tør og cremet. 

I smagen træder rødvinsnoterne mere frem og blander sig med chokolade, dadler, rosiner og svesker. Og så er der en masse tranebær og en fabelagtig maltet bitterhed. Vinøs og varmende.

Det er en virkelig elegant øl; den moderne quadrupel.

🍺🍺🍺🍺🍺+

Struise laver en Reserva version lagret på rødvinsfade, som også varmt kan anbefales.

Pannepot er købt i BeerShoppen til 38,-

Ugly Duck Kinky Cowboy

Seneste skud på Ugly Ducks “IPA-stamme” er Kinky Cowboy. Det er den øl, som principielt afløser Undertoad i sortimentet.

Kinky Cowboy er en selvudnævnt Texan IPA, da den har lidt vestkyst, lidt østkyst, lidt New England og bare lidt af det hele.

Faktisk så står det indtil videre sidste bryg af Kinky Cowboy på tanken hos Ugly Duck (og som jeg smagte direkte fra tanken), da de gerne vil køre lidt forskellige friske IPA’er ud fremadrettet hos Ugly Duck.

Det kan man jo kun bifalde.

Også selv om Kinky Cowboy er en virkelig vellykket IPA. Og nu har jeg endda ved blindsmagning selv valgt den som en af kandidaterne til Årets Ølnyhed.

Farven er rimelig mørk for en IPA, næsten ovre i det orange og der sidder et fint, lille skumhoved på.

Duften er naturligvis domineret af humle. Men ikke bare frugtjuice som i mange New England IPA’er, men her er der citrus, fersken, appelsinskal og grønne jordbær.

Øllen har en dejlig cremet fylde og en god tørhed.

I smagen kommer malten mere med, og spiller ind med lidt havre og en smule karamel. Dertil dejlig humle med fersken, harpiks og frisk passionsfrugt.

Lige til at starte med virker den ikke særlig bitter, men det tager til og ender med at balancere øllen ganske fortrinligt.

Ugly Duck Kinky Cowboy får 🍺🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Flasken er købt hos Kvickly Middelfart til (vist nok) 35,-.

Ratebeer.com sender en kæmpe hæder til lille Kolding!

Verdens største ølsite, www.ratebeer.com, kårer hvert år det bedste inden for øllets verden.

Titler som verdens bedste bryggeri, bedste nye bryggeri og verdens bedste øl bliver kåret i bedste Oscars-stil.

Men også de bedste steder for øl bliver kåret. Og på listen over verdens bedste steder at købe og nyde øl, optræder vores egen lokale Beershoppen i Kongebrogade.

Det er altså ret imponerende af en butik, der kun har åbent fredag og lørdag og som drives i fritiden af Henrik Feldthaus.

“Hold da op! Det kan jeg da ikke få armene ned over”, er Henriks første reaktion. “Det er da ret vildt at være med på den liste!”

Beershoppen er i Danmark i selskab med Mikkeller & Friends Bottle Shop, Voldby Købmandsgaard og Kihoskh som de bedste ølbutikker.

Årets ølnyhed 2017: Udvælgelsen

I går lørdag var jeg sammen med en gruppe blogger, øldommere og øvrige medlemmer fra Danske Ølentusiaster for at udvælge de øl, som medlemmerne derefter skal stemme om for at vælge vinderen.

Vi havde ansvaret for at udvælge 3 øl blandt 19 forskellige i kategorien mellem 4% og 7%. Smagningen foregik blindt, så vi ikke var farvede af stilarter og bryggerier.

Det er ingen hemmelighed, at en stor del af udvalget var IPA’er, og det viste sig faktisk rimeligt nemt at udvælge 2, hvorefter den sidste kandidat var genstand for lidt mere debat.

Danske Ølentusiaster udmelder inden længe, hvem de tre øl er samt de tre kandidater under 4% og de 3 kandidater over 7% (som en tilsvarende gruppe i København identificerede).

De i alt 9 øl skal lokalafdelingerne så smage på og stemme på deres favorit.

I det hele taget så er valget af Årets Ølnyhed markant anderledes end de seneste par år. Det er gjort efter stor kritik og simpelthen for at foreningen kan kåre en vinder, som den reelt kan stå inde for.

Første fase var at bryggerierne skulle indmelde deres egne kandidater, dernæst kunne medlemmerne indstille deres egne favoritter.

Den liste blev så reduceret ved at fjerne øl, der reelt ikke var introduceret i 2017. Dernæst fjernede Danske Ølentusiaster øl, hvor bryggeriet ikke kan garantere, at øllen var tilgængelig til disse smagninger og til de lokale smagninger. Derfor endte vi på 19 eksemplarer.

Som skrevet så skal de endelige 9 øl smages lokalt og som noget andet nyt, så er det kun deltagere i disse smagninger, der kan få mulighed for at stemme.

Der bliver i hvert fald spændende, om både medlemmer, foreningen og bryggerierne ender med at være mere tilfredse med resultatet i år.

Hyldals Bryghus – nyt lokalt bryggeri

I begyndelsen af december åbnede et nyt bryggeri i Bække nord for Vejen. Hyldals Bryghus på bare 250 liter er åbnet af Tim Hyldal og jeg har taget en snak med ham og smagt på de første øl.

Hvorfor tog du skridtet til at starte dit eget bryggeri?

Det startede med håndbryg, som jeg første gang prøvede i 2009. Jeg kom først rigtig form på det i 2015, hvor jeg anskaffede mig et mere ‘prof’ setup.

At starte som brygger var både tilfældigt og så alligevel ikke. Mit arbejde som ledelseskonsulent har været under aftrapning i nogle år og jeg har gået med ønsket om at ville noget andet. Gnisten har ikke været der de seneste år. Så i 2015 besluttede jeg – i enighed med min kone – at gå fuldt ind i at ville brygge. Tiden frem til nu er så gået med at lave bryghuset og gøre alt klart.

Hvad er planerne for bryggeriet?

Der er i øjeblikket 15 øl i programmet som alle er blevet meget vel modtaget. Vi sælger både til detail, specialbutikker og restauranter. Vi vil gerne køre tre serier af øl:

  • Smagen af Hærvejen
  • Devil’s Beer
  • Hyld

Jeg har som skrevet smagt på de første øl fra Hyldals serie med udgangspunkt i Hærvejen.

Hærvejen Moders Mål

Noget så sjældent som en dunkelweizen fra et dansk bryggeri.

Den er rimelig sød og har fine frugtede estere fra gæren. Dejlig letdrikkelig, men måske en lille smule tynd og mangler et ekstra skud bitterhed til at slutte af på.

Hyldals Moders Mål får 🍺🍺🍺 (ud af 6).

Hærvejen sorten trold

Noget så interessant som en chokoladestout med brændenælder i. Det skinner især igennem i den behagelige duft med god bitter chockolade og en underspillet urtet fornemmelse, som sikkert er nælderne.

Igen er fyldten måske en smule let, men smagen er dejlig velbalanceret med en god maltet bitterhed til sidst.

Hyldals Sorten Trold får 🍺🍺🍺🍺 (ud af 6).

Jule stjerne

Nok den af de fire øl, som imponerede mig mindst.

Det er nok fordi den mest af alt virker lidt simpel. Der er en rimelig let karamelbund som ikke rigtig kan hamle op med den anis, som er kommet i. Heldigvis er øllen rimelig tør og bitter så anisen ikke stikker helt af. Men alligevel lidt for let, lidt for simpel og lidt for kedelig.

Hyldals Jule Stjerne får 🍺🍺+ (ud af 6).

Nytårs Bobler

Det er en rigtig spændende øl og jeg kan faktisk godt lide, når der leges lidt med ingredienserne – også urter og krydderier. I Nytårs Bobler er der både honning og lavendel proppet ganske fint ned i en lys belgisk blonde på 8%. Duften især er domineret af lavendel og man får næsten fornemmelsen af sæbe, men der er god sødlig honning, estere med rødt æble og en let viniøs balance.

Den er super-let at drikke (som champagne 😉) og smagen er rimelig balanceret til trods for alle de elementer, den er sammensat af. Der er en god pebret bitterhed, der sammen med viniøsiteten holder lavendelen i skak.

Hyldals Nytårs Bobler får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Den nye version af single hop øl

Single hop øl, altså øl, der kun har én type humle, har været omkring længe.

Flere bryggerier, blandt andre Mikkeller, har endda lavet single hop serier. Det er den samme grundøl med hver sin humle. Så man har mulighed for at smage, hvilken forskel der er på en øl med amerikanske Amarillo og den New Zealandske Nelson Sauvin humle.

Netop Mikkeller har nu taget single hop konceptet endnu længere. De har lanceret deres Hop Terroir serie, hvor jeg var heldig at skaffe mig to med Amarillo.

Og nu tænker du måske “samme grundøl med samme humle?” Og ja, begge øl var single hopped med Amarillo. Den ene humle var dog fra Idaho og den anden fra Washington.

Så det er altså det terroir (jordbunden, vejret, errigeringen) som betyder noget. Ikke hvilken sort, humlen har.

Og betød det så noget? Jeg smagte dem ved siden af hinanden og jeg kan definitivt fastslå, at ja, det betød en del!

Begge øl var mudret mørk gul med et stort, men lidt kortvarigt skum.

I Idaho versionen er duften præget af havre, grape, let abrikos og frisk citrusfrugt.

Smagen har dejlig frisk humle, ganske fin bitterhed. Her skinner havren alligevel en del igennem. Humlen er primært citrus men også med noter af petroleum (det er altså ikke negativt 😊).

Der er dog noget mere punch på Washington versionen. Mere bergamotte, citrus, let græs og mere “dank”, som det hedder (duften kan nok bedst beskrives som ‘fedtede citrusfrugter’).

Smagen er virkelig lækker, meget friske humlenoter, grapefruit, fersken og bergamotte. Igen er bitterheden god og faktisk mere fremtrædende end i Idaho.

Humlen virker ganske enkelt til at være udnyttet betydeligt bedre, være friskere og langt mere aromatisk i Washington versionen.

Mikkeller Hop Terroir Amarillo Idaho får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Mikkeller Hop Terroir Amarillo Washington får 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Brygdag med Ugly Duck

I søndags var jeg sammen med de andre fra det hedengangne Kolding Bryglaug inviteret til at brygge sammen med Ugly Duck på Indslev Bryggeri.

Det er fjerde gang, vi har været forbi til sådan en brygdag.

Første og tredje gang er endt ud i Højsaison, anden gang bryggede vi Barleywine, som indtil videre er lanceret som Hr. Hjortbøl (uden faglagring) og som Montezumas Revenge (fadlagret på sherryfade).

Denne gang skulle vi forsøge os med en Milk Stout.

Brygget med 530 kg malt, bliver det forhåbentlig en lækker, ristet og sødlig stout på hvad, der ligner 6.2%.

Vi forsøgte at begrænse mængden af laktose, så det ikke bliver alt for sødt. Hvis det alligevel ender en smule sødt, så tilføjer vi en skovlfuld kakaonibs i gæringen, så sødmen holdes i skak. Det vil tiden (og gæringen) vise 😃.

Brygningen gik fint selv om udmæskningen gik lidt langsomt på grund af mængden af specialmalt (og havre). Det endte dog med et relativt stort batch på 2100 liter.

Undervejs fik vi også dejlig Kinky Cowboy og White Rabbit direkte fra tanken. Hold da op, det var friskt og lækkert! Især var White Rabbit imponerende ved siden af en 7 måneder gammel flaske af samme øl.

Vores seneste bryg af Højsaison har (ligesom det første) hygget sig på friske franske Chardonnay fade og første smagsprøve herfra lovede særdeles godt. Fed, maltet, druer, pebret bitterhed og dejlig balance mellem sødme, alkohol og træ. Yum!

Vi var også heldige at komme ovenpå bryggeriet og se de lokaler, som bryggeriet gerne vil udnytte til surølsbryggeri. Du kan også være med til at crowdfunde det her.