Øllets Dag i Kolding blev reddet af kokkeelever og dejligt vejr

I lørdags løb Øllets Dag af stablen i hele landet. Jeg deltog endnu en gang lokalt i Kolding, som de seneste to år har oppet sig betragteligt fra et par spege år inden da.

2019 bød på tema om Danmark (og Dannebrog) og derfor var standene rundt om i midtbyen delt op i regioner med repræsentation fra 3-4 bryggerier indenfor hver.

Det er generelt fint med en form for tema, da det giver de besøgende noget kendt og holdbart at referere til, når de bevæger sig omkring. Det betød nok desværre også, at når koncentrationen mellem Nordjylland og København er nogenlunde 1:1, så er kvaliteten hos nordjyderne altså bare ikke på samme niveau. Jeg kunne i hvert fald sagtens fordoble den københavnske stand med bedre øl end den nordjyske kunne mønstre.

Men det gav dog også en mulighed for at smage et enkelt nyt bryggeri fra Aarø. Jeg fik smagt deres pilsner (fint maltet, skarp i humleprofilen, ingen fejl at spore selv om den nok var i Zwckel-territorie i forhold til klarheden) og deres forårsbryg (grynet, kedelig og uinspireret).

Aarø Brygs ganske fine bud på en pilsner

Så var der anden fart over feltet hos Hansenberg, som ligesom de seneste to år reddede dagen med deres spændende, velsmagende street food. For 100 kroner kunne man få 6 hapsere og det var rigeligt til at mætte. Måske var de fleste af retterne lidt mere “safe” i år, men hvad gør det, når det smager så godt.

Kommunikationen om Øllets Dag lød på, at elever fra Hansenberg tilberedte mad med øl, men det var bestemt ikke tydeligt hvilke, der var brugt og om det overhovedet var tilfældet. Jeg kunne godt ønske mig, at det var en tydelig ting ved hver ret (fx at flasken stod ved standen).

Men hvad med øllet generelt? Jo, der var bestemt noget at fremhæve. Ebeltofts Wildflower var fantastisk som altid, Amagers sorte samarbejdsbryg med Voodoo Brewing; Black Rituals og så den bedste øl på dagen To Øl Gose to Hollywood.

2 x Amager: Black Rituals og Bastard Princess

Men der er altså bare en udfordring ved at servere flaskeøl udenfor over 6 timer uden køleskabe? Selv om dagen ikke ligefrem var varm, så begyndte de fleste øl at blive noget dovne og kedelige hen ad eftermiddagen; især de humlede. Det skal der altså findes en løsning på.

Hov! Glemte lige, at Õllenaut fra Estland (pga. Dannebrog 😉) var absolut fremragende. Der var mange øl, man kunne smage og her kom man vidt omkring i smagspaletten. Også respekt til YNWA for at have både AleSmith Speedway Stout og To Øl Gose to Sønderjysk Kaffebord på hanerne.

Og vejret var endnu en redningsmand. Lidt køligt men med solskin det meste af dagen var det bedre end man kunne have håbet på efter ugens evindelige regnskyl.

Men det helt store issue ved måden, Øllets Dag kører på er, at formålet med dagen er at lære ikke-nørdede borgere om specialøllets verden. Jeg blev bedt om at køre listen af bryggerier igennem tidligt i processen med beskeden om, at det skal være noget for alle. Både smags- og prismæssigt. Jeg er helt og holdent med på det sidste punkt. Øllene skal passe ind i en prisstruktur ift. poletter og de færreste vil af med 6 poletter for at smage Penyllan.

Men smagsmæssigt, så går man meget hurtigt på kompromis. Så skal man hellere fokusere på de bryggerier, hvor man ved, at bundniveauet er højt (To Øl, Amager, Ebeltoft, Herslev, Ugly Duck, Hornbeer m.fl.) frem for at partout presse bryggerier ind for at passe ind i temaet (Odden Bryg, Løkken?).

Og hvad sker der med at bruge dagen til at lære fra sig om øllet? Det er en dag, hvor borgere, der måske sjældent får kontakt med specialøl rent faktisk deltager og viser en interesse for produktet. Så skal sætningen “har I hvedeøl?” ikke svares med “nej, men vi har en anden pigeøl!”. Det skal svares med “nej, desværre, men hvad er det, du så godt kan lide ved hvedeøl?”. Og så hjælpe den stakkel kvinde med at spore sig ind på, hvad det egentlig er, som hun kan lide. Lade hende smage en sip af en belgisk blonde for at undersøge om det er esterne og karakterne fra gæren, eller smage en lys bock, hvis det er sødmen, hun går efter.

Jeg kunne faktisk godt ønske mig (og jeg ved godt, at Øllets Dag er båret af flot arbejde fra en masse frivillige), at hvis man skal holde sig til et fast tema, så skal det også være faste øl på programmet. Så fast faktisk, at man ugen inden Øllets Dag kan samle alle, der skal stå i standene og gennemgå øllene (og smage en del af dem) for faktisk at vide noget om det, de serverer. Det kunne være fedt, hvis kvinden fra seneste afsnit ud over kyndig hjælp kunne blive henvist til stand X, som rent faktisk har en (eller flere) øl med hvede.

For Øllets Dag er faktisk ikke til mig. Jeg kan sagtens læse op på deltagende bryggerier og vælge til og fra ud fra egen viden. Øllets Dag skal, som jeg lærte om overskrifter på mediehøjskolen, ‘ægge og vække’.

Temaet for næste år kunne måske endda bare være fordomme (og punktering heraf) på alle stande 😊. Standen med “pige-øl” skal have alle mulige øl, produceret, markedsført, ideudviklet af alle de seje kvinder i specialølsbranchen. “Jeg kan ikke lide mørk øl” skal servere pivfrisk Tmavé fra fad, black IPA og søde dobbelbocks. “Det smager jo ikke af øl” kan kombinere Gose, lambic og fadlagringer. “Tjener, der er en frugt i min øl!”… ah, jeg kunne blive ved.

En historie om vilje, kvalitet, vedholdenhed. Historien om Sierra Nevada

Vi kender nok alle sammen Sierra Nevada Pale Ale i de små buttede flasker med den farverige lysegrønne etiket.

I begyndelsen af mine øl-år var den en markør indenfor stilarten, men er dog sidenhen overhalet mange gange. Tror dog nok stadigvæk, at den og Torpedo IPA er de bedste øl, som du kan hive ned fra hylden i Føtex.

Ken Grossman er manden bag bryggeriet og han har skrevet en selvbiografi om ham selv og hans bryggeri.

Om bogen

Det er først og fremmest en god bog om at overleve mod alle odds. Og om en hvis grad af fandenivoldskhed.

Det er tydeligt fra begyndelsen, at bogen er selvbiografisk og ikke journalistisk og kan på den måde ikke direkte sammenlignes med Josh Noels mesterværk “Barrel-aged Stout and selling out” om Goose Island.

I stedet får man sider, der oser af entrepreneurship og gåpåmod og som ikke er bange for at nørde i teknik og udstyr.

Det kan måske godt være, at den spacer lidt ud i enkelte passager om teknikken og især om låneforhold og amerikanske arbejdsmarkedskræfter. Men det er heldigvis ikke så tit. Måske er det fordi, at det ikke interesserer forfatteren helt så meget, som når han fx nørder smagsstabilitet i et fremragende afsnit til sidst i bogen.

Man får også et indblik i, hvordan mikrobryggerierne har hjulpet hinanden; med Sierra Nevada forrest til at tilbyde hjælp. Det er absolut inspirerende. En altruisme, som Good Beer Hunting også fanger strålende her: https://www.goodbeerhunting.com/blog/2019/2/25/a-story-of-resilience-sierra-nevada-brewing-company-in-chico-california.

Selve narrativet springer dog lidt i tid og det ender desværre med at hakke lidt i bogens flow.

Ken Grossman bag på bogens ‘sleeve’

Og uden at nævne det, så viser Sierra Nevada sig som skoleeksemplet på, hvordan man driver en glocal virksomhed. Også længe inden det begreb blev fortærsket af en masse management konsulenter.

Om øllen i glasset

Torpedo IPA er Sierra Nevadas West Coast IPA

Til anmeldelsen af bogen havde jeg taget en tur i Føtex, hvor jeg købte mig en Torpedo IPA, som nok havde et halvt år på bagen.

Om det er Grossmans fokus på smagsstabilitet eller det bare lige var den rette øl til det rette øjeblik ved jeg ikke.

Men Torpedo IPA smagte strålende, flot fed maltprofil med en let karamel i bunden. Der er græs og grapefrugt fra humlen. Og så er den lækkert cremet og helt tilpas tør.

Bitterheden er markant, men stikker aldrig af fra malten. Grapefrugt, citronskræl og fyrrenåle giver en lækker afslutning.

Meget solid.

Sierra Nevada Torpedo IPA får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Er der endelig godt nyt fra Brewdog?

På engelsk har de et ord, der ikke helt lader sig oversætte til dansk. Det hedder ‘underwhelming’. Det er det modsatte af overvældende, men uimponerende eller uinteressant er bare ikke helt rammende.

Grunden til at jeg fokuserer på det ord er, at det i høj grad er det ord jeg vil sætte på Brewdog gennem de seneste 5 års tid. Mere fokus på hoteller, barer, billigere produktion til retail-segmentet for at maksimere profit samtidig med at de har forsøgt at markedsføre sig som rå, innovative og næsten nihilistiske. Det har virket hult.

Jeg har nemlig primært set det første. Udvandet Punk IPA i store flasker i Netto, forsøg med abonnementskasser for at få solgt de ‘specielle’ bryg, abnorme prissætninger på øl, hvor andre øl nemt kan konkurrere med 1/3 eller 1/4 af prisen (kigger på dig Paradox og Dog X).

Så det er virkelig ikke ofte, at der ryger en Brewdog i kurven længere. Men en Imperial Coffee Stout på hylden i Kvickly Middelfart til den beskedne pris af (så vidt jeg husker) 32,95 lød som om det kunne være interessant. Og det var det!

Hel sort, fint cremet brunt skum, lidt fizzy. Duften har masser af kaffe, vinøs, let rosin, mildt ristet. Lav karbonering, fin cremet fylde.

Smagen har dejlig kaffe, ristet malt, mørk choko, kakao, let olie. Ret vinøs, måske endda lige skarp nok.

Det er en god, mørk imperial stout, der lkge kammer over i alkoholen, men formår at bibeholde en god bitter balance.

Return to form? Ja, faktisk ret tæt på.

Ugly Duck Phoenix; hindbær på fad

Lad os starte med at gøre tydeligt opmærksom på, at Ugly Duck har begavet mig denne Phoenix og at den meget vel kommer som en del af en række blogindlæg fra ølbloggere om netop denne øl (af netop samme årsag).

Så kunne man jo sige, at jeg da bare kunne lade være med at anmelde øllen. Og ja, det er ganske korrekt. Men nu er Phoenix faktisk et ret lækkert bekendtskab, og hvem vil ikke gerne være i samme rum som det ind imellem?

Først og fremmest er Phoenix forbandet flot. Den er dyb rød med nuttedr lyserøde kanter. Skummet formår at holde sig hvidt til trods for frugtsaften underneden.

Duften har også enormt meget hindbær; ret så frisk hindbær endda. Den er syrlig, men med en let underliggende maltethed. Lidt som noget klistret hvede. Der sniger sig lidt mandel ind også, meget svag eg og en smule mælkesyre.

Kritikken kan her lyde på, at duftens bredde nok ikke helt kan måle sig med Framboise fra de belgiske lambic bryggerier, men nu er det her jo heller ikke en lambic.

Smagen følger duften og mangler her også lidt i dybden og faktisk også i syrligheden. Der er masser af hindbær igen, og træet spiller sig mere frem.

Der er mælkesyre igen, som måske dominerer over de øvrige kulturer, som desværre får øllen til at fremstå som en glorificeret Berliner Weisse. Og det er der altså slet ikke noget galt med…

Ugly Duck Phoenix får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Det er et fremragende glas øl, men leder man efter de virkelige sure hindbærøl, så opsøg Boon, Cantillon, 3 Fonteinen eller Hanssens. Ønsker du verdensklasse belgisk vildgærsøl fra Fyn, så er pengene bedre givet ud på Brabant, som rammer stilen på sømmet og samtidig giver den sin helt egen kant.

Mere lokal cider

Jeg var for nylig igen forbi Wichmanns Cideri her i Seest.

NB! Den 17. august holder Beershoppen cidersmagning, hvor 2-3 cidere fra Wichmanns vil indgå.

Ud over at smage et fint udvalg af deres cidere fik jeg mulighed for at gå en tur blandt deres æbletræer og se på bistaderne.

Til trods for den relativt sene nattefrost, som vi har haft i år, ser det heldigvis ud til, at de fleste træer i æblelunden bærer godt med frugt.

Indendørs igen smagte vi på 5 cidere i alle varianter. Der var søde, der var tørre, der var lette og der var tunge. Alle var gode, men det virkede tydeligt, at en relativt nylig mulighed for at degorgere ciderne har givet endnu et kvalitetsløft. Det var i hvert fald den degorgerede cider (38d), der står klarest i hukommelsen.

Jeg købte mig en anden degorgeret cider med hjem, som faktisk var den samme cider som den 38d, jeg smagte hos Wichmanns. 38d er gæret med vingær og 43d er gæret med cidergær.

Wichmanns Cider 43d

Cider 43d var noget tørrere end jeg husker 38d. Der var gode bobler, masser af grøn æble og på grund af tørheden ikke helt så meget fedme, som 38d havde. Cidergæren havde tydeligvis gnasket på nogle sukkerarter, som vingæren ikke ønskede at spise.

Der var en god, hængende eftersmag, hvor der blev spillet ind med en smule pære, lidt stikkelsbær og grønne jordbær.

Alt i alt et dejligt glas cider.

Bock på Bourbon-fad

Til Øluniverset fik jeg stukket en øl i hånden af Jens fra Fri Bryg.

Han fortalte mig, at han havde brygget en lys bock og lagt den på amerikanske Bourbon fade. Det sagde jeg bestemt ikke nej tak til!

En stor flaske bock kaldte på, at jeg måtte finde et ordentligt Bøhmisk ølglas frem fra kælderen

Nu er bock ikke min favorit ølstil, men håndværket kan man i hvert fald rose.

For det er i første omgang en rigtig flot øl, som Jens har kreeret. Den er flot dyb ravfarvet med et flot cremet hvidt skum. Rigtig flot.

Duften er sød med brød, vanille, lidt blomster og let græs.

Den er fint karboneret og har en flot tør og let cremet fylde.

Smagen er sød, igen med en lækker brød-agtig malt. Den er ret vinøs og varmende (jeg ved ikke rigtig hvilken alkoholprocent, øllen har!) og der er ganske meget eg. Lidt fedtet til sidst. Ganske lækker.

Fri Bryg Bourbon Bock får 🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6).

Skummet hænger ved dejligt længe

Braw – en tilbagevenden til Ryesgade

Det er efterhånden meget længe siden, at jeg har været på Nørrebro Bryghus i Ryesgade. Det var ellers et sikkert besøg, da Shaun Hill huserede blandt egetræsfade og blankt stål.

Efter nogle magre år, hvor Nørrebro Bryghus skulle ‘finde sig selv’ rent økonomisk og markedsføringsmæssigt, har de lanceret deres under-brand Braw. Og det er således heller ikke længere Nørrebro Bryghus man møder på Ryesgade; det er Braw Bar.

Personligt finder jeg det lidt ærgerligt at komme ind på en ølbar, der ikke tilbyder en smagerække. Men det slog mig ikke ud.

Lokalet er møbleret en del om siden det var Nørrebro. Væk er de fleste enkeltstående borde og baren er blevet cirka 1/3 størrelse af hvad den var. Det gør det hele mere rummeligt og på en eller anden måde virker det faktisk til at have bedre akustik end før.

Der var fint besøgt på dagen og selv en stor gruppe venner larmede ikke synderligt.

Kasper Brew Fog Da Police 🍺🍺🍺+ (ud af 6)

I glasset fik jeg fornøjelsen af min første øl fra Kasper Brew, som hedder Fog da Police og er en NE-IPA.

Den er dog kun let hazy og duften er ikke sådan ekstremt gennemtrængende. Der er mild citrus og lidt pine.

Fylden er mellem til fed med god tørhed.

Smagen er ganske bitter, men der er ikke så meget juice. Øllen bærer præg af en del hvede, der skinner igennem.

Fin, men desværre ikke noget specielt.

Baghaven Stevnsbær Blend 1 – den bedste danske sure øl nogensinde?

For efterhånden noget tid siden skulle den ældste søn klatre i Blocs and Walls på Refhaleøen i København.

Det er vel at mærke en klatreklub, som ligger bare 300 meter fra Mikkellers satsning på surt øl; Baghaven. Det kunne jeg da ikke sådan lige forpasse 😊.

Og en af de første øl, som kom ud fra Ehren Schmidts hånd fra Baghaven var Stevnsbær.

Stevnsbær i solskin

Stevnsbær er en vildgæret øl, lagret i 18 måneder på franske egetræsfade og derefter lagt 3 måneder med de lækre mørke, sure Stevnskirsebær (faktisk 350g per liter øl). Og det kan ses! Farven er dyb rød, skummet er lækkert pink. Og det bliver faktisk hængende en del tid (nok til at tage billeder 😉).

Duften er fabelagtig! Fede kirsebær, mandler, hindbær og balanceret syrlighed. Der er masser af liv i den, men den formår at holde en dejlig fed fylde. Smagen er dog absolut godkendt. Kirsebærrene dominerer naturligvis med deres fede frugtethed og ligeså fede syrlighed. Men der er også egetræ, vanille og marcipan (fra kirsebærstenene) i mellem.

Den slutter måske en tand for varmende efter min mening og det gør, at jeg ikke kan give øllen den titel, som står i overskriften. Den er tæt på, men den er alligevel langt fra Alefarms Nordic Grape (som dermed beholder titlen).

Kender I det…?

Kender I det, når man har bestilt en øl på en udenlandsk webshop (www.bieresgourmet.be) for at opdage, at den er tæt på genial og så tænke: “hvorfor købte jeg kun 2 flasker?”

Kender I så det, at selvsamme øl pludselig står på hylden hos Kvickly Middelfart og Beershoppen? Nogle gange kan man være heldig!

Sådan er det med De Rankes seneste øl, en fuldstændig tidstypisk moderne Belgisk IPA. Lav på gærkarakter, høj i bitterhed og solidt maltet.

De Ranke Franc Belge 🍺🍺🍺🍺🍺+ (ud af 6)

Franc Belge er flot mørk gylden med et mindt ligeså flot, blivende cremet hvidt skum.

Duften er solid med malt der både føles skarp og fuldfed. Der er Digestive kiks, dejlige noter af melon, fyrrenåle, citrus, appelsin. Der gemmer sig en meget mild esternote (grøn æble, biprodukt fra gæring) til allersidst.

Smagen domineres af en sublim kalket bitterhed der dækkes perfekt af den dejlige, søde malt. Der er også melon og frisk karamel og det heler slutter med fyrrenåle og mere bitterhed.

Det er absolut fremragende!

Frisk og lækker frugt… sodavand?

Det er ikke tit, at bloggen byder på andet end øl og cider, men jeg er nødt til at slå et slag for de her fermenterede sodavand fra Tro, Håb og Sodavand.

Sodavandene brygges af Kunstbryggeriet Far og Søn i Svendborg og kvaliteten er lige så høj som navnet er godt.

Jeg har fået købt mig en sodavand med hibiscus, som ofte er en fremragende ingrediens i øl (tænk bare på BrygBrygBryg 😊).

Her giver den en superflot rød farve med lette pink noter og en dejlig floral hindbærduft. Fornemmelsen af hindbær spiller igen godt med i smagen, som ikke er sukkersød, men i stedet bringer en god zesty syrlighed ind i oplevelsen.

En absolut anbefalingsværdig sodavand 😉.

Hibiscus i sine (næsten) naturlige omgivelser